Reading Piece #37 - Børnepasning

Vi ved, at i ny tid bliver det sædvanen, at børn fødes af stadigt yngre mødre. Vi ved, at den ny tids kvinde vælger tidlig barnefødsel for dels at skabe indholdsværdier, dels for at sikre sine egne optioner og muligheder i fremtiden. I en fremtid præget af serielle familiestrukturer. Netop med det udgangspunkt betyder det, at mange førstegangsfødende bliver optaget af deres egen uddannelse og karriereforløb.
Betragtes dette udgangspunkt, kunne man frygte, at behovet for børneinstitutioner vil stige drastisk. At man som set i tidligere tid overlader børnene i en stor del af dagtimerne til kollektiv pasning under institutionelle rammer.
Dette er imidlertid kun delvist tilfældet. I forbindelse med de tidligere førstefødsler vil der være en vis omstillingstid, før familien yderligere udvides, og noget tid vil gå, før den nyetablerede familie finder sin rytme og overgår til den dobbelte livsstandard. Hurtigt vil fødslen af børn fremprovokere bruddet med det enstrengede liv i metropolerne og sikre tilvalget af den dobbelte livsstandard, som dobbelt livsstandard netop er udtryk for.
Behovet for dobbelt livsstandard og erkendelsen af, at netop ved livet i livscentre opnås højere tilfredsstillelse af kvalitetsidealerne, gør dog valget af denne livsstandard for et mål i sig selv. "Livscentre" er ikke velegnede opholdssteder for enlige, og er fortrinsvist befolket med familier og den del af befolkningen, som i kraft af den lange gennemsnitslevetid, stadig udbygger og vedligeholder kvalitetslivet igennem deres tredje og fjerde alder.
Ved den hastige etablering af den dobbelte livsstandard, og dermed adskillelsen af det professionelle liv fra det familie- og fritidsorienterede, åbnes der op for en anden tilgang til brug af institutioner til børnepasning.


I ny tid udvikler der sig en ny hybrid imellem børnepasningsinstitutioner og samliv imellem generationerne.
Udviklingen opstår i kølvandet på den omstændighed, at flere arkitekter i forbindelse med anlægget af "livscentre" udvikler et "fælles rum" imellem beboelse og institutioner. Fællesrummet opstår imellem den del af livscenteret, der har ansvaret for pasning af de aldrende og gamle, og den del af livscenteret der har ansvaret for pasning af børn.
Aldrende og gamle placeres i ny tid ikke længere på tidlige tiders ”alderdomshjem”, og de ældre har en anden helbredsprofil end man så tidligere. De er ikke sygdomsramte og behandlingskrævende i samme omfang som tidligere, og de er både aktive efterspørgere og aktive leverandører af livsindhold til omgivelserne omkring dem.
Vi ved, at i ny tid bliver det sædvanen, at børn fødes af stadigt yngre mødre. Vi ved, at den ny tids kvinde vælger tidlig barnefødsel for dels at skabe indholdsværdier, dels for at sikre sine egne optioner og muligheder i fremtiden. I en fremtid præget af serielle familiestrukturer. Netop med det udgangspunkt betyder det, at mange førstegangsfødende bliver optaget af deres egen uddannelse og karriereforløb.
Betragtes dette udgangspunkt, kunne man frygte, at behovet for børneinstitutioner vil stige drastisk. At man som set i tidligere tid overlader børnene i en stor del af dagtimerne til kollektiv pasning under institutionelle rammer.
Dette er imidlertid kun delvist tilfældet. I forbindelse med de tidligere førstefødsler vil der være en vis omstillingstid, før familien yderligere udvides, og noget tid vil gå, før den nyetablerede familie finder sin rytme og overgår til den dobbelte livsstandard. Hurtigt vil fødslen af børn fremprovokere bruddet med det enstrengede liv i metropolerne og sikre tilvalget af den dobbelte livsstandard, som dobbelt livsstandard netop er udtryk for.
Behovet for dobbelt livsstandard og erkendelsen af, at netop ved livet i livscentre opnås højere tilfredsstillelse af kvalitetsidealerne, gør dog valget af denne livsstandard for et mål i sig selv. "Livscentre" er ikke velegnede opholdssteder for enlige, og er fortrinsvist befolket med familier og den del af befolkningen, som i kraft af den lange gennemsnitslevetid, stadig udbygger og vedligeholder kvalitetslivet igennem deres tredje og fjerde alder.
Ved den hastige etablering af den dobbelte livsstandard, og dermed adskillelsen af det professionelle liv fra det familie- og fritidsorienterede, åbnes der op for en anden tilgang til brug af institutioner til børnepasning.


I ny tid udvikler der sig en ny hybrid imellem børnepasningsinstitutioner og samliv imellem generationerne.
Udviklingen opstår i kølvandet på den omstændighed, at flere arkitekter i forbindelse med anlægget af "livscentre" udvikler et "fælles rum" imellem beboelse og institutioner. Fællesrummet opstår imellem den del af livscenteret, der har ansvaret for pasning af de aldrende og gamle, og den del af livscenteret der har ansvaret for pasning af børn.
Aldrende og gamle placeres i ny tid ikke længere på tidlige tiders ”alderdomshjem”, og de ældre har en anden helbredsprofil end man så tidligere. De er ikke sygdomsramte og behandlingskrævende i samme omfang som tidligere, og de er både aktive efterspørgere og aktive leverandører af livsindhold til omgivelserne omkring dem.
Vi ved, at i ny tid bliver det sædvanen, at børn fødes af stadigt yngre mødre. Vi ved, at den ny tids kvinde vælger tidlig barnefødsel for dels at skabe indholdsværdier, dels for at sikre sine egne optioner og muligheder i fremtiden. I en fremtid præget af serielle familiestrukturer. Netop med det udgangspunkt betyder det, at mange førstegangsfødende bliver optaget af deres egen uddannelse og karriereforløb.
Betragtes dette udgangspunkt, kunne man frygte, at behovet for børneinstitutioner vil stige drastisk. At man som set i tidligere tid overlader børnene i en stor del af dagtimerne til kollektiv pasning under institutionelle rammer.
Dette er imidlertid kun delvist tilfældet. I forbindelse med de tidligere førstefødsler vil der være en vis omstillingstid, før familien yderligere udvides, og noget tid vil gå, før den nyetablerede familie finder sin rytme og overgår til den dobbelte livsstandard. Hurtigt vil fødslen af børn fremprovokere bruddet med det enstrengede liv i metropolerne og sikre tilvalget af den dobbelte livsstandard, som dobbelt livsstandard netop er udtryk for.
Behovet for dobbelt livsstandard og erkendelsen af, at netop ved livet i livscentre opnås højere tilfredsstillelse af kvalitetsidealerne, gør dog valget af denne livsstandard for et mål i sig selv. "Livscentre" er ikke velegnede opholdssteder for enlige, og er fortrinsvist befolket med familier og den del af befolkningen, som i kraft af den lange gennemsnitslevetid, stadig udbygger og vedligeholder kvalitetslivet igennem deres tredje og fjerde alder.
Ved den hastige etablering af den dobbelte livsstandard, og dermed adskillelsen af det professionelle liv fra det familie- og fritidsorienterede, åbnes der op for en anden tilgang til brug af institutioner til børnepasning.


I ny tid udvikler der sig en ny hybrid imellem børnepasningsinstitutioner og samliv imellem generationerne.
Udviklingen opstår i kølvandet på den omstændighed, at flere arkitekter i forbindelse med anlægget af "livscentre" udvikler et "fælles rum" imellem beboelse og institutioner. Fællesrummet opstår imellem den del af livscenteret, der har ansvaret for pasning af de aldrende og gamle, og den del af livscenteret der har ansvaret for pasning af børn.
Aldrende og gamle placeres i ny tid ikke længere på tidlige tiders ”alderdomshjem”, og de ældre har en anden helbredsprofil end man så tidligere. De er ikke sygdomsramte og behandlingskrævende i samme omfang som tidligere, og de er både aktive efterspørgere og aktive leverandører af livsindhold til omgivelserne omkring dem.