I takt med at virksomhederne flyttet ud og slår ring om bykernen, flytter befolkningen ind. Men samtidig ud. Endnu længere væk fra bykernen end man tidligere så.
Den plads, der derfor efterspørges i byen er typisk begrænset, og rettet mod kortere ophold i dagligdagen. I de metropoler, hvor tilbud om beboelse ikke kan skabes i den gamle bykerne, skyder beboelsesområder op som små satellitter til de kommercielle områder. Alle har en bolig og mulighed for fysisk ophold i bykernerne eller i de nye satellitter tæt på det område, hvor dele af arbejdsstyrken stadig har et behov for fysisk tilstedeværelse.
Det er i befolkningens sondering imellem ophold i arbejdscentre og ophold i livscentre, at den store forskel udvikler sig i forhold til tidligere:
Dobbelt livsstandard betegner den omstændighed, at en familie tilrettelægger deres professionelle liv indenfor én infrastruktur. Mens deres privatliv tilrettelægges indenfor en anden.
Man ser i ny tid, at familie- og fritidsliv udflyttes til at blive levet i en anden infrastruktur end den, hvorfra det lejlighedsvise, professionelle nærvær med ens virksomhed tilrettelægges. Et "livscenter" er ikke blot et nyt udtryk for tidligere tids "forstadshuse" og "sommerhuse", men er en konceptuelt anderledes tilgang til tilrettelægningen af det samlede privatliv.
Ny tid ser alle metropoler som en del af den globale transport grid , og derfor som mulige kandidater til centrum for den professionelle livsinteresse. Og dermed som et midlertidigt og flygtigt arbejdscenter. Livscentre derimod opfattes som uforanderlige og permanente. Det livscenter man knytter sig til, er typisk beliggende indenfor den region, hvor familien efter fælles enighed anerkender at have de stærkeste rødder. Og det andet kendetegn er, at livscentre oftest opbygges imellem ligesindede, og dermed er meget forskellige til de multi-etniske og multi-kulturelle omgivelser, som findes i byerne.