Først skal man erindre sig, at netop bevidstheden om, at et forhold ikke har indbygget en forventning til uendelighed i sig selv vil virke befordrende for – ja – uendeligheden! Samvær, der finder sted imellem ligeværdige parter, med sin base i livskvaliteter og ikke materialitet, modarbejder også tidligere opløsningstendenser.
På trods af ny tids omlægning af parforholdets eksistensberettigelse, så bliver hovedreglen dog, at langt de fleste igennem et liv vil være part i forskellige faste parforhold, og "serielle ægteskaber" bliver hovedreglen frem for undtagelsen.
At folk blev gift og skilt igen er intet nyt. Det som forandrer sig, er måden man bliver gift og skilt på.
Hvor skilsmisser tidligere blev en del af beklagelige og traumatiske personlige sammenbrud, vil fremtidens opløsning af et parforhold blive set som et forudseligt valg af forandrede livsbetingelser for begge i parforholdet, på tidspunkter, hvor kvalitetsværdierne har levet sig selv ud. Det er med andre ord igen fokus på livskvaliteten, der er drivkraften bag omlægning også af parforhold. Livskvaliteten ligger ikke forankret i et bestemt parforhold, men i parforhold som sådan.
At ikke blot parterne selv, men også omgivelserne, ser parforhold der indgås og opløses som en naturlig valgmulighed for andre i omgangskredsen, det sociale net eller indenfor det professionelle liv, er naturligvis udtryk for en stigende kynisme, og kan ses som et af resultaterne af den rastløshed, der kendetegner det personlige liv og samfundet omkring det.
For dem der står helt udenfor parforhold, skuffes eller blot ikke ser deres engagement som mere end midlertidigt, vil de alternative tilbud omkring den enkelte være mangfoldige. Heri ligger tidens fare. Uanset denne vilje der er til at bryde med tilværelsens syntetiske indhold og adgang til overfladisk og virtuel behovstilfredsstillelse, så kan der ikke ændres på det forhold, at disse tilbud i sig selv repræsenterer et alternativ for den, der ikke ser sig som en del af et parforhold.
De lettilgængelige løsninger, der af natur er sterile og ikke fordrer at det enkelte menneske skal deltage i krævende samspil med virkelighedens verden, bliver dermed en flugtvej. Mange vil kompensere skuffede forventninger og brudte forhåbninger, med samfundets varierede og virkelighedsnære udbud af digitale indholdsservices, eller gemme sig i det digitale univers. Ind i en virtuel omverden, som er på distance, ikke er "farlig" og som man bare kan "slukke" for.
Det forhold, at utroligt mange af de overfladiske og øjeblikkelige behov for information, underholdning, kommunikation og følelsesmæssig stimulering er let tilgængelige, og at de nye teknologier transcenderer grænsen imellem fantasi og virkelighed, udgør ikke blot en let løsningsmulighed for mange, der ser disse tilbud for lettere og mere praktisk tilgængelige, men repræsenterer også den kendsgerning, at virkelighedens verden skal "konkurrere" med den sanselighed, som kan formidles af et sofistikeret digitalt "liv".
Det forhold, at de unge frigør sig fra denne afhængighed, er derfor i sig selv en forudsætning for, at dele af befolkningen ikke ser hele deres liv som en del af den syntetiske elektroniske tilværelse, og at de ved aktivt at skabe andre og mere kvalitetsorienterede livsværdier, modarbejder den tendens, som gør at andre lander i en tilværelse som "digitale somnambulister".
I en opvækst omgivet af syntetisk virtualitet, og med fortsat tilstedeværelse som del af et samfund hvor erstatning for virkeligheden er mangfoldige og lettilgængelige, opstår et pres på de forhold, der skaber eksistens, nærvær, spænding og motivation i virkelighedens verden.
Fremtiden er dermed ikke blot rastløs af natur, men repræsenterer også en farlig mulighed for at problemer lettest imødegås ved at flygte fra dem i stedet for at løse dem. Besværet og de personlige omkostninger ved at løse konflikter i parforholdet, i relationen med omgangskredsen eller indenfor det professionelle liv, bliver skubbet til side ved blot at flygte fra konflikten. Ind i det elektroniske univers, de overfladiske kontakter i netværksgrupperne og som deltager i de virtuelt realiserede erstatningsprodukter for det virkelige liv.
Når flugten fra virkeligheden ikke i sig selv løser problemet, vil den større mobilitet, letheden ved at erstatte en fysisk struktur med en anden og et parforhold med et nyt, medføre at andre konflikter blot løses ved at udskifte en virkelighed med en anden.
Først skal man erindre sig, at netop bevidstheden om, at et forhold ikke har indbygget en forventning til uendelighed i sig selv vil virke befordrende for – ja – uendeligheden! Samvær, der finder sted imellem ligeværdige parter, med sin base i livskvaliteter og ikke materialitet, modarbejder også tidligere opløsningstendenser.
På trods af ny tids omlægning af parforholdets eksistensberettigelse, så bliver hovedreglen dog, at langt de fleste igennem et liv vil være part i forskellige faste parforhold, og "serielle ægteskaber" bliver hovedreglen frem for undtagelsen.
At folk blev gift og skilt igen er intet nyt. Det som forandrer sig, er måden man bliver gift og skilt på.
Hvor skilsmisser tidligere blev en del af beklagelige og traumatiske personlige sammenbrud, vil fremtidens opløsning af et parforhold blive set som et forudseligt valg af forandrede livsbetingelser for begge i parforholdet, på tidspunkter, hvor kvalitetsværdierne har levet sig selv ud. Det er med andre ord igen fokus på livskvaliteten, der er drivkraften bag omlægning også af parforhold. Livskvaliteten ligger ikke forankret i et bestemt parforhold, men i parforhold som sådan.
At ikke blot parterne selv, men også omgivelserne, ser parforhold der indgås og opløses som en naturlig valgmulighed for andre i omgangskredsen, det sociale net eller indenfor det professionelle liv, er naturligvis udtryk for en stigende kynisme, og kan ses som et af resultaterne af den rastløshed, der kendetegner det personlige liv og samfundet omkring det.
For dem der står helt udenfor parforhold, skuffes eller blot ikke ser deres engagement som mere end midlertidigt, vil de alternative tilbud omkring den enkelte være mangfoldige. Heri ligger tidens fare. Uanset denne vilje der er til at bryde med tilværelsens syntetiske indhold og adgang til overfladisk og virtuel behovstilfredsstillelse, så kan der ikke ændres på det forhold, at disse tilbud i sig selv repræsenterer et alternativ for den, der ikke ser sig som en del af et parforhold.
De lettilgængelige løsninger, der af natur er sterile og ikke fordrer at det enkelte menneske skal deltage i krævende samspil med virkelighedens verden, bliver dermed en flugtvej. Mange vil kompensere skuffede forventninger og brudte forhåbninger, med samfundets varierede og virkelighedsnære udbud af digitale indholdsservices, eller gemme sig i det digitale univers. Ind i en virtuel omverden, som er på distance, ikke er "farlig" og som man bare kan "slukke" for.
Det forhold, at utroligt mange af de overfladiske og øjeblikkelige behov for information, underholdning, kommunikation og følelsesmæssig stimulering er let tilgængelige, og at de nye teknologier transcenderer grænsen imellem fantasi og virkelighed, udgør ikke blot en let løsningsmulighed for mange, der ser disse tilbud for lettere og mere praktisk tilgængelige, men repræsenterer også den kendsgerning, at virkelighedens verden skal "konkurrere" med den sanselighed, som kan formidles af et sofistikeret digitalt "liv".
Det forhold, at de unge frigør sig fra denne afhængighed, er derfor i sig selv en forudsætning for, at dele af befolkningen ikke ser hele deres liv som en del af den syntetiske elektroniske tilværelse, og at de ved aktivt at skabe andre og mere kvalitetsorienterede livsværdier, modarbejder den tendens, som gør at andre lander i en tilværelse som "digitale somnambulister".
I en opvækst omgivet af syntetisk virtualitet, og med fortsat tilstedeværelse som del af et samfund hvor erstatning for virkeligheden er mangfoldige og lettilgængelige, opstår et pres på de forhold, der skaber eksistens, nærvær, spænding og motivation i virkelighedens verden.
Fremtiden er dermed ikke blot rastløs af natur, men repræsenterer også en farlig mulighed for at problemer lettest imødegås ved at flygte fra dem i stedet for at løse dem. Besværet og de personlige omkostninger ved at løse konflikter i parforholdet, i relationen med omgangskredsen eller indenfor det professionelle liv, bliver skubbet til side ved blot at flygte fra konflikten. Ind i det elektroniske univers, de overfladiske kontakter i netværksgrupperne og som deltager i de virtuelt realiserede erstatningsprodukter for det virkelige liv.
Når flugten fra virkeligheden ikke i sig selv løser problemet, vil den større mobilitet, letheden ved at erstatte en fysisk struktur med en anden og et parforhold med et nyt, medføre at andre konflikter blot løses ved at udskifte en virkelighed med en anden.