Reading Piece #24 - Serielle ægteskaber

Tidligere tilstræbte man, at valget af partner var et definitivt valg, med det sigte at det skulle "bære igennem" resten af livet. Denne forudsætning er opgivet i ny tid.
Der foreligger naturligvis ikke eksplicit en erkendelse af, at et forhold ikke skal være vedvarende. Og for langt de fleste vil det selvfølgelig være forhåbningen, at det valg, som er truffet, er det rigtige. Den ny tids faktiske forhold er imidlertid, at den enkelte nok ser sig som del af en familie, men at familien kan udskiftes og forandres som livet går sin gang.
ægteskabet vil være et romantisk afsæt, men er i sit praktiske indhold udtryk for et socialt, materielt og civilretsligt koncept. At man indgår "ægteskab" betyder, at visse praktiske "tærskelværdier" overskrides.
Det vil være erkendt at den altovervejende del af disse tidligt indgåede "ægteskaber" senere erstattes af nye "ægteskaber", hvorved tiden kendetegnes af serielle "ægteskaber". Fra fortiden medførte stadigt stigende skilsmisseprocenter, at ægteskaber blev indgået på kryds og tværs. Forskellen til ny tid er, at begge parter som udgangspunkt erkender, at sådan forholder omstændighederne sig.

Det følger med forventningen om, at noget ikke er definitivt eller "uendeligt", at man som deltager også opretholder et beredskab for, hvordan man skal forholde sig når en forudset, mulig situation opstår. Det kan samtidig også få parter i et samliv, som erkender at denne omstændighed er hovedreglen, til netop gennem samværet og tilrettelæggelsen af det fælles liv, at søge disse opløsningstendenser imødegået.

Meget tyder derfor på, at de hyppige og tidlige sammenbrud af ægteskabet, som tidligere blev sædvane, bliver formindskede og mere sjældne. Dette er en konsekvens af de forhøjede livsværdier for begge parter i ægteskabet. Den hurtige acceleration fra nyt parforhold til fælles ægteskab, samt etablering af fælles sociale netværk og en velfungerende infrastruktur, beskytter mod sammenbrud.
Men der er også tale om ligeværdige parter, og opretholdelse af ægteskabet er ingen forudsætning for livskvaliteten. Den kan sikres i en ny parrelation eller "ægteskab". Det vil ikke sjældent være tilfældet, at livskvaliteten anses for forbedret ved muligheden for, at begge parter kan bryde ud af de fælles rammer på samme betingelser. For nogle vil det ikke være nok, at der er en mulighed. De vil også udnytte den.

Den serielle natur af den måde, parret ser deres familieliv og egne muligheder på, repræsenterer dog en opløsningstilstand. Situationen bliver i praksis den, at for langt de fleste faste parforhold og ægteskaber bliver holdningen at man "tager et ryk sammen". Kun meget få indgår i ægteskab med forestilling om, at det bliver til døden dem skiller.

Denne praksis lægger grundlaget for nye parforhold. I takt med, at de etableres uden ønske om børn, vil den enkelte kunne blive del af flere faste parforhold over sin livstid. Det er denne kendsgerning, der udløser erkendelsen af serialitet.

Begge parter i disse "omlagte" parforhold er ligestillede og indbyrdes konkurrencedygtige. Personligt, som konsekvens af en lang indholdsorienteret tilværelse, og professionelt, som resultat af uafbrudte karriereforløb for begge parter. På mange måder kan man sige, at der indføres krav til konkurrencedygtighed i forholdet. Denne proces vil i sig selv føre til bedre parforhold, og man vil se at ikke så få forhold vil løfte sig selv videre og skabe en fælles eksistens med meningsfyldt indhold, også efter børnene selv er modnet.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

Tidligere tilstræbte man, at valget af partner var et definitivt valg, med det sigte at det skulle "bære igennem" resten af livet. Denne forudsætning er opgivet i ny tid.
Der foreligger naturligvis ikke eksplicit en erkendelse af, at et forhold ikke skal være vedvarende. Og for langt de fleste vil det selvfølgelig være forhåbningen, at det valg, som er truffet, er det rigtige. Den ny tids faktiske forhold er imidlertid, at den enkelte nok ser sig som del af en familie, men at familien kan udskiftes og forandres som livet går sin gang.
ægteskabet vil være et romantisk afsæt, men er i sit praktiske indhold udtryk for et socialt, materielt og civilretsligt koncept. At man indgår "ægteskab" betyder, at visse praktiske "tærskelværdier" overskrides.
Det vil være erkendt at den altovervejende del af disse tidligt indgåede "ægteskaber" senere erstattes af nye "ægteskaber", hvorved tiden kendetegnes af serielle "ægteskaber". Fra fortiden medførte stadigt stigende skilsmisseprocenter, at ægteskaber blev indgået på kryds og tværs. Forskellen til ny tid er, at begge parter som udgangspunkt erkender, at sådan forholder omstændighederne sig.

Det følger med forventningen om, at noget ikke er definitivt eller "uendeligt", at man som deltager også opretholder et beredskab for, hvordan man skal forholde sig når en forudset, mulig situation opstår. Det kan samtidig også få parter i et samliv, som erkender at denne omstændighed er hovedreglen, til netop gennem samværet og tilrettelæggelsen af det fælles liv, at søge disse opløsningstendenser imødegået.

Meget tyder derfor på, at de hyppige og tidlige sammenbrud af ægteskabet, som tidligere blev sædvane, bliver formindskede og mere sjældne. Dette er en konsekvens af de forhøjede livsværdier for begge parter i ægteskabet. Den hurtige acceleration fra nyt parforhold til fælles ægteskab, samt etablering af fælles sociale netværk og en velfungerende infrastruktur, beskytter mod sammenbrud.
Men der er også tale om ligeværdige parter, og opretholdelse af ægteskabet er ingen forudsætning for livskvaliteten. Den kan sikres i en ny parrelation eller "ægteskab". Det vil ikke sjældent være tilfældet, at livskvaliteten anses for forbedret ved muligheden for, at begge parter kan bryde ud af de fælles rammer på samme betingelser. For nogle vil det ikke være nok, at der er en mulighed. De vil også udnytte den.

Den serielle natur af den måde, parret ser deres familieliv og egne muligheder på, repræsenterer dog en opløsningstilstand. Situationen bliver i praksis den, at for langt de fleste faste parforhold og ægteskaber bliver holdningen at man "tager et ryk sammen". Kun meget få indgår i ægteskab med forestilling om, at det bliver til døden dem skiller.

Denne praksis lægger grundlaget for nye parforhold. I takt med, at de etableres uden ønske om børn, vil den enkelte kunne blive del af flere faste parforhold over sin livstid. Det er denne kendsgerning, der udløser erkendelsen af serialitet.

Begge parter i disse "omlagte" parforhold er ligestillede og indbyrdes konkurrencedygtige. Personligt, som konsekvens af en lang indholdsorienteret tilværelse, og professionelt, som resultat af uafbrudte karriereforløb for begge parter. På mange måder kan man sige, at der indføres krav til konkurrencedygtighed i forholdet. Denne proces vil i sig selv føre til bedre parforhold, og man vil se at ikke så få forhold vil løfte sig selv videre og skabe en fælles eksistens med meningsfyldt indhold, også efter børnene selv er modnet.