En ungdom, der hurtigt modner, er for så vidt intet nyt. Ungdommen er modnet hurtigere og hurtigere som tiden er gået. Den mentale bæreevne hos de unge har dog ikke altid fulgt med den fysiske vilje.
I ny tid er der sket forandringer, der gør det forsvarligt for forældrene at give større frirum til børnene. Det centrale aspekt er her, at hele den personlige udvikling er fremskyndet, så den mentale bæreevne er rykket frem. Dette er ikke kun befordret af større konvergens imellem generationerne, men også et resultat af de unges interaktion med omgivelserne i øvrigt.
At man f.eks. kan bestille, få leveret og betale for varer og tjenesteydelser som simple elektroniske kommandoer muliggør uddelegering. Uddelegeringen indenfor familien bliver forøget, og ansvar overflyttes imellem familiens medlemmer. Ved overflytning af ansvar udvikles ansvarsfølelsen, og netop ansvarsfølelsen er det bærende element i de unges egen frigørelse.
øget ansvarsfølelse gennem uddelegering af rutiner samt mere dialog i hjemmet er karakterforbedrende for ny tids ungdom. Evnen til at opsamle erfaringer bliver et andet stærkt fundament.
I tidligere tid "måtte man gøre sig sine erfaringer", og det blev anset som en god hovedregel, at erfaring blev opbygget med tiden. I takt med at man gjorde sig sine erfaringer blev man modnet, og disse erfaringer blev skabt som resultat af egne oplevelser og mødet med omgivelserne.
Ny tid har en stejlere indlæringskurve og er mere frigjort fra tid. Indenfor en række områder vil de unge stå konfronteret med "virtuelle realiteter", som tillader det unge menneske at vurdere, vægte og lade sig påvirke af omstændigheder og forløb på et langt tidligere tidspunkt at man tidligere har haft for sædvane. Erfaringsopbygningen bliver i nogen grad "syntetisk", hvilket i sig selv stiller krav til de unges vilje til at søge og lære i virkelighedens verden. At sammenholde faktiske erfaringer med syntetiske oplevelser bliver en vigtig disciplin for ny tids ungdom. Ikke så få vil konstatere, at der er stor forskel på de mere genetiske digitale oplevelser og de faktiske erfaringer, når virkeligheden skal ses i lyset af ens egne forhold og omstændigheder.
Processen vil accelerere erfaringsniveauet og skabe den stejle indlæringskurve.
Den ubesværede adgang til digitale indholdstjenester vil tillade en uhørt påvirkning af den enkelte. Mængden og variationen i udbuddet vil stille den enkelte overfor konfrontation med oplevelser og problemstillinger, som ligger langt udover tidligere tids broadcastede kommunikationsmiljø. Deltagelse i realitetsspil, tilpasning af profiler og deltagelse i underholdningskoncepter, tilgang til store mængder af anskueliggjorte data, udstrakt brug af netværksgrupper og syntetiske virtuelle miljøer vil medføre, at de unge i takt med at fatteevnen og indlæringsevnen stimuleres i deres opvækst, stilles overfor et righoldigt tilbud af muligheder for at stimulere og accelerere egenudviklingen til stadigt mere raffinerede og komplicerede niveauer.
Det følger med den menneskelige nysgerrighed, at man hurtigt bringer sig selv til kanten af egen fatteevne. Nogen vil frygte, at disse kanter snarere er afgrunde, hvor unge mennesker tillades en forceret udvikling, som i stedet burde opstå ad mere naturlig vej. Denne frygt er ubegrundet.
Netop som funktion af den mætning, som hele tiden kan skabes på nye indlæringsniveauer, og som følge af muligheden for hele tiden at rykke sig selv til kanten af evnen til at fatte og forstå indholdet af det der kommunikeres, og fortolke det der skal forstås, vil der ske en udvikling af den unges kritiske indstilling. Forskellen imellem de syntetiske oplevelser på den ene side og virkelighedens erfaringer på den anden side skaber en kontrast, som ungdommen evner at forholde sig til.
Impulserne udefra, det enorme digitale univers samt ændrede forhold indenfor hjemmet er sammenlagt faktorer, der skaber en ny tids ungdom. En ungdom, der fremstår som mere ansvarsbevidst, med større erfaring og en kritisk indstilling til omgivelser og samfund.