Debat om

Reading Piece #171 - Afgifter på finansiel indkomst

Anvendelsen af arbejdsgiverafgifter er i den ny tids skatteparadigme i sig selv en fokusering af skat på virksomheder indenfor bl.a. den finansielle sektor, og er også en sikring af, at beskatningsprovenuet rettes mod de faktiske beliggenheder af disses administrationer. Afgiften opkræves, uanset at et betydeligt antal medarbejdere slet ikke har fysisk tilstedeværelse på virksomheden, og bliver derfor opkrævet af den regionale sammenslutning, indenfor hvilken befolkningen har sit naturlige ophold, uanset det er som praktisk arbejdssted i metropoler, dobbelt livsstandard i livscentrene eller i anden bolig.

Som med alle andre afgifter i ny tid er der igen tale om et objektiv beskatningsgrundlag på "den første krone". Afgiften på passiv renteindkomst er en realrenteafgift, hvor realafkastet alene beskattes. Dette ved en afgift, der lignes på alle rentebetalinger og opkræves ved kilden for disses udbetaling. Det er dermed ikke modtageren, der indbetaler, men udbetaleren, der tilbageholder og afvikler med den regionale sammenslutning. Alle rentebetalinger håndteres på øremærkede rentekonti i clearingcentralerne, og udbetalinger herfra medfører automatiseret kildeafgift. Afgiftssystemet gennemføres med det sigte at sikre, at store rentegivende formuer bidrager skattemæssigt, idet man ved at eliminerede den samtidige selskabsskattebetaling, som er sket samlet for erhvervslivet, har ønsket at fjerne sig fra nettoskatteprincippet. Især tilrettelægning af de finansielle indkomster, skatteplanlægning og svært gennemskuelige modgående fradrag udtømmer i tidligere tid disse kilders faktiske skatteevne og reducerer den faktiske beskatning til ubetydelige marginaler af de indkomster, der faktisk skabes. Sammen med omlægningen af det samlede skattesystem bliver fair-tax implementeret overfor dette skattesegment ved en effektiv kildeafgift på "første krone". Det forhold, at beskatningen er tillagt den regionale sammenslutning eliminerer skattearbitrage indenfor sammenslutningen, og denne afgift bliver standard indenfor alle geopolitiske magtcentre og dermed i alle skatteopkrævende regionale sammenslutninger.

Enkelte nationalstater vælger også i ny tid at stå udenfor de geopolitiske magtcentre. Og beholder retten hertil, fordi de på andre områder er en del af Pax Globalis og fulde medlemmer af det internationale samfund. Disse nationalstater mister dog mulighed for at være medlemmer af de møntunioner, der skabes indenfor de regionale sammenslutninger og disse imellem, og en forhøjet omsætningsafgift på valutahandel bliver det faktiske modtræk, der reelt udløser beskatning også af formuer i disse nationalstater.

For al handel med værdipapirer, valuta og finansielle fordringer af enhver art gennemføres en omsætningsafgift pr. handel. Gennemførelsen er kontroversiel og har sit første ophav på det tidspunkt, hvor fastlåsning af valutare ombytningsforhold regioner og regionale sammenslutninger imellem arbejder sig igennem økonomien, og sker samtidig med, at indslusningen af stadigt flere nationalstater under Global Magna Carter regimet skal gennemføres.
På dette tidspunkt er det et særligt politisk ønske at opbygge værn mod den stadigt mere ukontrollerede spekulation i bl.a. valutaer, men uden at man tilsidesætter eller svækker de fri markedskræfter som sådan. Omsætningsafgiften berører således ingenlunde den fulde konkurrence som forudsætning for effektiv prisdannelse, men er alene med til at sikre, at denne prisdannelse kan finde sted ved mindre volumen i markedet. Omsætningsafgiften, om end den er beskeden på den enkelte transaktioner, gør dog arbitrage, "carry trades" og kortsigtet spekulation ulønsom, idet den rammer enhver transaktion. Gevinstgivende eller ej. For en lang række finansielle institutioner er disse afgifter dog kompenseret ved eliminering af selskabsskatten, og det er primært i den del af det finansielle marked, hvor positionstagning og spekulation ikke er bakket op af underliggende formuer eller transaktioner, at omsætningsafgiften adfærdsregulerer handlen i nogen grad.

I takt med, at de egentlige møntunioner dannes bortfalder omsætningsafgiften helt med handel i valuta, da der ikke er nogen handel i valuta, og da der ikke er afgiftsbelægning ved handel de store valutablokke imellem. Men afgiften opretholdes for valutaer, der ikke er medlemmer af møntunionerne, og som står udenfor det solidariske fællesskab, som disse er udtryk for. I ny tid kan nationalstater, der i øvrigt opfylder alle andre krav til Pax Globalis, dermed opretholde deres uafhængighed, men kun af politiske grunde. Der vil ikke være økonomiske fordele ved at stå udenfor de regionale sammenslutninger og de geopolitiske centre, som de er en del af. Snarere tværtimod.

Gevinstafgifter ved salg af fast ejendom og realrenteafgifter medfører i ny tid et ensartet og effektivt beskatningsgrundlag af de enorme kapitaler, som producerer afkast, der er baseret på indtjeningen i den øvrige økonomi.

Da selskabsskatterne er elimineret, opbygges der særlige kildeafgifter – også ved gevinsthjemtagning af kursgevinster på værdipapirer. Uanset hvilke. Uanset hvordan. Princippet er identisk med det princip, der anvendes ved gevinstafgift på salg af fast ejendom. En given portefølje af værdipapirer tillægges et juridisk tilhørsforhold, og registreringen af porteføljen gennemføres i særlige værdipapircentraler. Man kan ikke eje værdipapirer uden at have en konto i værdipapircentralerne, der også i tidligere tid stod for sikringen af, at gennemførte transaktioner kunne afvikles forskellige juridiske subjekter indbyrdes. Der arbejdes efter et lagerprincip, hvor gevinster og tab holdes op imod hinanden, og hvor nettogevinsten på skæringsdage udløser en beskatning svarende til realrenteafgiften. Der sker dermed en sidestillelse af afkast uanset, om det er som rente eller som kapitalgevinst.

Ingen indlæg i denne debat

Anvendelsen af arbejdsgiverafgifter er i den ny tids skatteparadigme i sig selv en fokusering af skat på virksomheder indenfor bl.a. den finansielle sektor, og er også en sikring af, at beskatningsprovenuet rettes mod de faktiske beliggenheder af disses administrationer. Afgiften opkræves, uanset at et betydeligt antal medarbejdere slet ikke har fysisk tilstedeværelse på virksomheden, og bliver derfor opkrævet af den regionale sammenslutning, indenfor hvilken befolkningen har sit naturlige ophold, uanset det er som praktisk arbejdssted i metropoler, dobbelt livsstandard i livscentrene eller i anden bolig.

Som med alle andre afgifter i ny tid er der igen tale om et objektiv beskatningsgrundlag på "den første krone". Afgiften på passiv renteindkomst er en realrenteafgift, hvor realafkastet alene beskattes. Dette ved en afgift, der lignes på alle rentebetalinger og opkræves ved kilden for disses udbetaling. Det er dermed ikke modtageren, der indbetaler, men udbetaleren, der tilbageholder og afvikler med den regionale sammenslutning. Alle rentebetalinger håndteres på øremærkede rentekonti i clearingcentralerne, og udbetalinger herfra medfører automatiseret kildeafgift. Afgiftssystemet gennemføres med det sigte at sikre, at store rentegivende formuer bidrager skattemæssigt, idet man ved at eliminerede den samtidige selskabsskattebetaling, som er sket samlet for erhvervslivet, har ønsket at fjerne sig fra nettoskatteprincippet. Især tilrettelægning af de finansielle indkomster, skatteplanlægning og svært gennemskuelige modgående fradrag udtømmer i tidligere tid disse kilders faktiske skatteevne og reducerer den faktiske beskatning til ubetydelige marginaler af de indkomster, der faktisk skabes. Sammen med omlægningen af det samlede skattesystem bliver fair-tax implementeret overfor dette skattesegment ved en effektiv kildeafgift på "første krone". Det forhold, at beskatningen er tillagt den regionale sammenslutning eliminerer skattearbitrage indenfor sammenslutningen, og denne afgift bliver standard indenfor alle geopolitiske magtcentre og dermed i alle skatteopkrævende regionale sammenslutninger.

Enkelte nationalstater vælger også i ny tid at stå udenfor de geopolitiske magtcentre. Og beholder retten hertil, fordi de på andre områder er en del af Pax Globalis og fulde medlemmer af det internationale samfund. Disse nationalstater mister dog mulighed for at være medlemmer af de møntunioner, der skabes indenfor de regionale sammenslutninger og disse imellem, og en forhøjet omsætningsafgift på valutahandel bliver det faktiske modtræk, der reelt udløser beskatning også af formuer i disse nationalstater.

For al handel med værdipapirer, valuta og finansielle fordringer af enhver art gennemføres en omsætningsafgift pr. handel. Gennemførelsen er kontroversiel og har sit første ophav på det tidspunkt, hvor fastlåsning af valutare ombytningsforhold regioner og regionale sammenslutninger imellem arbejder sig igennem økonomien, og sker samtidig med, at indslusningen af stadigt flere nationalstater under Global Magna Carter regimet skal gennemføres.
På dette tidspunkt er det et særligt politisk ønske at opbygge værn mod den stadigt mere ukontrollerede spekulation i bl.a. valutaer, men uden at man tilsidesætter eller svækker de fri markedskræfter som sådan. Omsætningsafgiften berører således ingenlunde den fulde konkurrence som forudsætning for effektiv prisdannelse, men er alene med til at sikre, at denne prisdannelse kan finde sted ved mindre volumen i markedet. Omsætningsafgiften, om end den er beskeden på den enkelte transaktioner, gør dog arbitrage, "carry trades" og kortsigtet spekulation ulønsom, idet den rammer enhver transaktion. Gevinstgivende eller ej. For en lang række finansielle institutioner er disse afgifter dog kompenseret ved eliminering af selskabsskatten, og det er primært i den del af det finansielle marked, hvor positionstagning og spekulation ikke er bakket op af underliggende formuer eller transaktioner, at omsætningsafgiften adfærdsregulerer handlen i nogen grad.

I takt med, at de egentlige møntunioner dannes bortfalder omsætningsafgiften helt med handel i valuta, da der ikke er nogen handel i valuta, og da der ikke er afgiftsbelægning ved handel de store valutablokke imellem. Men afgiften opretholdes for valutaer, der ikke er medlemmer af møntunionerne, og som står udenfor det solidariske fællesskab, som disse er udtryk for. I ny tid kan nationalstater, der i øvrigt opfylder alle andre krav til Pax Globalis, dermed opretholde deres uafhængighed, men kun af politiske grunde. Der vil ikke være økonomiske fordele ved at stå udenfor de regionale sammenslutninger og de geopolitiske centre, som de er en del af. Snarere tværtimod.

Gevinstafgifter ved salg af fast ejendom og realrenteafgifter medfører i ny tid et ensartet og effektivt beskatningsgrundlag af de enorme kapitaler, som producerer afkast, der er baseret på indtjeningen i den øvrige økonomi.

Da selskabsskatterne er elimineret, opbygges der særlige kildeafgifter – også ved gevinsthjemtagning af kursgevinster på værdipapirer. Uanset hvilke. Uanset hvordan. Princippet er identisk med det princip, der anvendes ved gevinstafgift på salg af fast ejendom. En given portefølje af værdipapirer tillægges et juridisk tilhørsforhold, og registreringen af porteføljen gennemføres i særlige værdipapircentraler. Man kan ikke eje værdipapirer uden at have en konto i værdipapircentralerne, der også i tidligere tid stod for sikringen af, at gennemførte transaktioner kunne afvikles forskellige juridiske subjekter indbyrdes. Der arbejdes efter et lagerprincip, hvor gevinster og tab holdes op imod hinanden, og hvor nettogevinsten på skæringsdage udløser en beskatning svarende til realrenteafgiften. Der sker dermed en sidestillelse af afkast uanset, om det er som rente eller som kapitalgevinst.