Reading Piece #170 - Boligafgifter

En anden af de helt store erstatningsafgifter for indkomstskatten er et dobbeltstrenget afgiftssystem, der retter sig dels mod brug af fast ejendom, dels mod ejerskab af fast ejendom.

I og med, at det skattemæssige tilhørsforhold ikke kan fastsættes objektivt, og at stadigt større befolkningsgrupper benytter sig af dobbelt livsstandard og anden fast ejendom til fritids- og ferieformål, så ønsker de regionale sammenslutninger i sagens natur at sikre et skatteprovenu fra befolkningen i forhold til den infrastruktur og de samfundsressourcer, som de drager nytte af.
I mangel af et juridisk grundlag baseret på "fair-tax"-bestemmelser, hvor skatteansvaret kan fastlægges ud fra en borgers primære bopæl eller centrum for livsinteressen må der findes andre beskatningsplatforme.
En af disse nye platforme bliver at beskatte befolkningens brug af fast ejendom, som uanset, om den anvendes eller ej, er udtryk for, at befolkningen stiller krav til det kapacitetsapparat, som det omkringliggende samfund skal have til rådighed.

Ser vi på lokalbeskatning i nærområderne, så bliver disse boligafgifter kombineret med egentlige ejendomsskatter, og de bliver samlet en vigtig del af finansieringen af de offentlige udgifter på lokalt niveau. Men også arbejdsgiverafgiften, som opkræves af den regionale sammenslutning, bliver delvist tilbageført til netop de regioner, hvor beskæftigelsen rent faktisk finder sted. På det regionale niveau, hvor disse indkomstkilder samles, finder der herefter en omfordeling sted imellem egentlige lokalområder, efter den regionale parlamentariske forsamlings vedtagelser.

Omlægningen til afgiftsopkrævning medfører, at der for så vidt kun er et skatteopkrævende led, og det er den regionale sammenslutning. Det er hertil, at alle disse afgifter indgår. På regionalt niveau og lokalt plan er der visse afgifter, som opkræves som f.eks. ejendomsskat, brugerbetaling ved brug af infrastruktur og afgifter ved køb af offentlige serviceydelser. Men det gælder for alle, at betalingerne er sammenhængende med borgerens forbrug af infrastruktur og services eller har deres udgangspunkt i brug af visse materielle goder som fast ejendom og transportmidler. Der finder naturligvis en udligning sted både regionerne imellem og lokalt indenfor regionerne.

Beskatningen af fast ejendom finder dermed sted ved opkrævning af lokale ejendomsskatter og lignes på ejerne af fast ejendom. Opkrævningen er automatiseret. Salg af fast ejendom og gevinst herved sidestilles i ny tid med anden finansiel indkomst, som dermed er belagt med en gevinstafgift. Ejere af fast ejendom skal automatisk oprette øremærkede skattekonti til hvert matrikelnummer i clearingcentralerne, og et salgsprovenu kan alene frigøres til disse skattekonti i forbindelse med tinglysning af nyt ejerskab. Fra disse konti overføres pr. automatik afgiftsbetaling til den lokale opkrævende myndighed, hvori ejendommen er beliggende. Afgiften er fastlagt til samme afgiftssats, som lignes på anden finansiel indkomst. Der er tale om en afgift, som er baseret på gevinsten fra "første krone", og der er ingen fradrag. Kun ejendomsforbedringer kan fradrages under forudsætning af, at de har været betalt over skattekontoen i besiddelsestiden.

De store provenu-skabere i det offentliges løbende indkomster er dels afgift på brug af fast ejendom, dels ejendomsværdibeskatning af ejere af fast ejendom. Begge afgifter opkræves af den regionale sammenslutning, hvilket i praksis er udlagt til de enkelte regioner, der beholder en andel af provenuet efter de udligningsordninger, der gælder regionerne imellem.
Den særlige brugsafgift for brug af fast ejendom rammer enhver uanset ejerforhold. Satserne varierer efter beliggenheder og består af en basistakst, der beholdes i de regionale sammenslutninger og tillægssatser, der typisk recirkuleres til regionerne, der herefter foretager lokal omfordeling. Brugsafgiften er en "flat-rate"-afgift. Beløbene varierer efter husstandens sammensætning og aldersfordeling. Afgiften kan suspenderes via de elektroniske systemer, når en eller flere beboere i en husstand er berettiget til at modtage overførselsindkomst.

Den anden afgift er ejendomsværdiafgift. Her finder beskatning sted på baggrund af offentlig værdiansættelse af den faste ejendom. Værdiansættelsen finder sted elektronisk ud fra registrerede handler i samme område eller områder, der kan sammenlignes med beliggenhedsområdet, og som der er opkrævet gevinstafgift på via skattekontoen. Afgiften opkræves kvartalsvist via skattekontoen. Indestår der ikke kontanter til betaling, tinglyses det offentlige krav automatisk i ejendommen, og strafrenter og strafafgifter pålægges. Salg iværksættes efter ens regelsæt i de enkelte regioner. Ejendomsværdiafgiften rammer alle ejere af fast ejendom, uanset om de er private, erhvervsmæssige, fonde eller pensionskasser.

At man i ny tid indfører en brugsafgift for adgang til brug af fast ejendom skal ses i lyset af, at indkomstskatten bortfalder. At man indfører ejendomsværdibeskatning af de kolossale ejendomsværdier i mange områder, uanset om de anvendes privat eller af erhverv, og uanset ejerforhold, er et tilsvarende et udtryk for ny tids manglende politiske vilje til at beskatte arbejde. Beskatningsmetoden er samfundets tilbageførsel af en del af de værdistigninger, som skabes af samfundet selv. Afgifterne er samtidig en regulator af overophedede prisstigninger på fast ejendom og endnu en mekanisme, med hvilken man kan regulere vækst og sikre, at nul-inflations forudsætningen kan opretholdes. Det kolossale provenu er en betydelig finansieringskilde til bortskaffelsen af de tidligere indkomstskatter på arbejdsindkomst. Ejendomsværdiafgiften har som alle andre afgifter en basisdel, der sikrer det offentlige provenu. Og en tillægsdel, der som strafafgift kan indføres for at neddæmpe prisstigninger i overophedede lokalområder og samtidig tillade, at provenuet fra disse strafafgifter igennem de regionale sammenslutninger kan føres over i tilskudsordninger for nybyggeri i områder, der ikke har den overefterspørgsel, som ses i andre områder. Satserne er marginale og små, men i forhold til kortsigtet handel og spekulation neddæmper de dog prisstigninger. I forhold til anlæg og langsigtet ejerskab af fast ejendom er afgifterne dog begrænsede og modsvares af forstærkede dynamiske fordele i økonomien som følge af bortfaldet af indkomstskatten.
En anden af de helt store erstatningsafgifter for indkomstskatten er et dobbeltstrenget afgiftssystem, der retter sig dels mod brug af fast ejendom, dels mod ejerskab af fast ejendom.

I og med, at det skattemæssige tilhørsforhold ikke kan fastsættes objektivt, og at stadigt større befolkningsgrupper benytter sig af dobbelt livsstandard og anden fast ejendom til fritids- og ferieformål, så ønsker de regionale sammenslutninger i sagens natur at sikre et skatteprovenu fra befolkningen i forhold til den infrastruktur og de samfundsressourcer, som de drager nytte af.
I mangel af et juridisk grundlag baseret på "fair-tax"-bestemmelser, hvor skatteansvaret kan fastlægges ud fra en borgers primære bopæl eller centrum for livsinteressen må der findes andre beskatningsplatforme.
En af disse nye platforme bliver at beskatte befolkningens brug af fast ejendom, som uanset, om den anvendes eller ej, er udtryk for, at befolkningen stiller krav til det kapacitetsapparat, som det omkringliggende samfund skal have til rådighed.

Ser vi på lokalbeskatning i nærområderne, så bliver disse boligafgifter kombineret med egentlige ejendomsskatter, og de bliver samlet en vigtig del af finansieringen af de offentlige udgifter på lokalt niveau. Men også arbejdsgiverafgiften, som opkræves af den regionale sammenslutning, bliver delvist tilbageført til netop de regioner, hvor beskæftigelsen rent faktisk finder sted. På det regionale niveau, hvor disse indkomstkilder samles, finder der herefter en omfordeling sted imellem egentlige lokalområder, efter den regionale parlamentariske forsamlings vedtagelser.

Omlægningen til afgiftsopkrævning medfører, at der for så vidt kun er et skatteopkrævende led, og det er den regionale sammenslutning. Det er hertil, at alle disse afgifter indgår. På regionalt niveau og lokalt plan er der visse afgifter, som opkræves som f.eks. ejendomsskat, brugerbetaling ved brug af infrastruktur og afgifter ved køb af offentlige serviceydelser. Men det gælder for alle, at betalingerne er sammenhængende med borgerens forbrug af infrastruktur og services eller har deres udgangspunkt i brug af visse materielle goder som fast ejendom og transportmidler. Der finder naturligvis en udligning sted både regionerne imellem og lokalt indenfor regionerne.

Beskatningen af fast ejendom finder dermed sted ved opkrævning af lokale ejendomsskatter og lignes på ejerne af fast ejendom. Opkrævningen er automatiseret. Salg af fast ejendom og gevinst herved sidestilles i ny tid med anden finansiel indkomst, som dermed er belagt med en gevinstafgift. Ejere af fast ejendom skal automatisk oprette øremærkede skattekonti til hvert matrikelnummer i clearingcentralerne, og et salgsprovenu kan alene frigøres til disse skattekonti i forbindelse med tinglysning af nyt ejerskab. Fra disse konti overføres pr. automatik afgiftsbetaling til den lokale opkrævende myndighed, hvori ejendommen er beliggende. Afgiften er fastlagt til samme afgiftssats, som lignes på anden finansiel indkomst. Der er tale om en afgift, som er baseret på gevinsten fra "første krone", og der er ingen fradrag. Kun ejendomsforbedringer kan fradrages under forudsætning af, at de har været betalt over skattekontoen i besiddelsestiden.

De store provenu-skabere i det offentliges løbende indkomster er dels afgift på brug af fast ejendom, dels ejendomsværdibeskatning af ejere af fast ejendom. Begge afgifter opkræves af den regionale sammenslutning, hvilket i praksis er udlagt til de enkelte regioner, der beholder en andel af provenuet efter de udligningsordninger, der gælder regionerne imellem.
Den særlige brugsafgift for brug af fast ejendom rammer enhver uanset ejerforhold. Satserne varierer efter beliggenheder og består af en basistakst, der beholdes i de regionale sammenslutninger og tillægssatser, der typisk recirkuleres til regionerne, der herefter foretager lokal omfordeling. Brugsafgiften er en "flat-rate"-afgift. Beløbene varierer efter husstandens sammensætning og aldersfordeling. Afgiften kan suspenderes via de elektroniske systemer, når en eller flere beboere i en husstand er berettiget til at modtage overførselsindkomst.

Den anden afgift er ejendomsværdiafgift. Her finder beskatning sted på baggrund af offentlig værdiansættelse af den faste ejendom. Værdiansættelsen finder sted elektronisk ud fra registrerede handler i samme område eller områder, der kan sammenlignes med beliggenhedsområdet, og som der er opkrævet gevinstafgift på via skattekontoen. Afgiften opkræves kvartalsvist via skattekontoen. Indestår der ikke kontanter til betaling, tinglyses det offentlige krav automatisk i ejendommen, og strafrenter og strafafgifter pålægges. Salg iværksættes efter ens regelsæt i de enkelte regioner. Ejendomsværdiafgiften rammer alle ejere af fast ejendom, uanset om de er private, erhvervsmæssige, fonde eller pensionskasser.

At man i ny tid indfører en brugsafgift for adgang til brug af fast ejendom skal ses i lyset af, at indkomstskatten bortfalder. At man indfører ejendomsværdibeskatning af de kolossale ejendomsværdier i mange områder, uanset om de anvendes privat eller af erhverv, og uanset ejerforhold, er et tilsvarende et udtryk for ny tids manglende politiske vilje til at beskatte arbejde. Beskatningsmetoden er samfundets tilbageførsel af en del af de værdistigninger, som skabes af samfundet selv. Afgifterne er samtidig en regulator af overophedede prisstigninger på fast ejendom og endnu en mekanisme, med hvilken man kan regulere vækst og sikre, at nul-inflations forudsætningen kan opretholdes. Det kolossale provenu er en betydelig finansieringskilde til bortskaffelsen af de tidligere indkomstskatter på arbejdsindkomst. Ejendomsværdiafgiften har som alle andre afgifter en basisdel, der sikrer det offentlige provenu. Og en tillægsdel, der som strafafgift kan indføres for at neddæmpe prisstigninger i overophedede lokalområder og samtidig tillade, at provenuet fra disse strafafgifter igennem de regionale sammenslutninger kan føres over i tilskudsordninger for nybyggeri i områder, der ikke har den overefterspørgsel, som ses i andre områder. Satserne er marginale og små, men i forhold til kortsigtet handel og spekulation neddæmper de dog prisstigninger. I forhold til anlæg og langsigtet ejerskab af fast ejendom er afgifterne dog begrænsede og modsvares af forstærkede dynamiske fordele i økonomien som følge af bortfaldet af indkomstskatten.
En anden af de helt store erstatningsafgifter for indkomstskatten er et dobbeltstrenget afgiftssystem, der retter sig dels mod brug af fast ejendom, dels mod ejerskab af fast ejendom.

I og med, at det skattemæssige tilhørsforhold ikke kan fastsættes objektivt, og at stadigt større befolkningsgrupper benytter sig af dobbelt livsstandard og anden fast ejendom til fritids- og ferieformål, så ønsker de regionale sammenslutninger i sagens natur at sikre et skatteprovenu fra befolkningen i forhold til den infrastruktur og de samfundsressourcer, som de drager nytte af.
I mangel af et juridisk grundlag baseret på "fair-tax"-bestemmelser, hvor skatteansvaret kan fastlægges ud fra en borgers primære bopæl eller centrum for livsinteressen må der findes andre beskatningsplatforme.
En af disse nye platforme bliver at beskatte befolkningens brug af fast ejendom, som uanset, om den anvendes eller ej, er udtryk for, at befolkningen stiller krav til det kapacitetsapparat, som det omkringliggende samfund skal have til rådighed.

Ser vi på lokalbeskatning i nærområderne, så bliver disse boligafgifter kombineret med egentlige ejendomsskatter, og de bliver samlet en vigtig del af finansieringen af de offentlige udgifter på lokalt niveau. Men også arbejdsgiverafgiften, som opkræves af den regionale sammenslutning, bliver delvist tilbageført til netop de regioner, hvor beskæftigelsen rent faktisk finder sted. På det regionale niveau, hvor disse indkomstkilder samles, finder der herefter en omfordeling sted imellem egentlige lokalområder, efter den regionale parlamentariske forsamlings vedtagelser.

Omlægningen til afgiftsopkrævning medfører, at der for så vidt kun er et skatteopkrævende led, og det er den regionale sammenslutning. Det er hertil, at alle disse afgifter indgår. På regionalt niveau og lokalt plan er der visse afgifter, som opkræves som f.eks. ejendomsskat, brugerbetaling ved brug af infrastruktur og afgifter ved køb af offentlige serviceydelser. Men det gælder for alle, at betalingerne er sammenhængende med borgerens forbrug af infrastruktur og services eller har deres udgangspunkt i brug af visse materielle goder som fast ejendom og transportmidler. Der finder naturligvis en udligning sted både regionerne imellem og lokalt indenfor regionerne.

Beskatningen af fast ejendom finder dermed sted ved opkrævning af lokale ejendomsskatter og lignes på ejerne af fast ejendom. Opkrævningen er automatiseret. Salg af fast ejendom og gevinst herved sidestilles i ny tid med anden finansiel indkomst, som dermed er belagt med en gevinstafgift. Ejere af fast ejendom skal automatisk oprette øremærkede skattekonti til hvert matrikelnummer i clearingcentralerne, og et salgsprovenu kan alene frigøres til disse skattekonti i forbindelse med tinglysning af nyt ejerskab. Fra disse konti overføres pr. automatik afgiftsbetaling til den lokale opkrævende myndighed, hvori ejendommen er beliggende. Afgiften er fastlagt til samme afgiftssats, som lignes på anden finansiel indkomst. Der er tale om en afgift, som er baseret på gevinsten fra "første krone", og der er ingen fradrag. Kun ejendomsforbedringer kan fradrages under forudsætning af, at de har været betalt over skattekontoen i besiddelsestiden.

De store provenu-skabere i det offentliges løbende indkomster er dels afgift på brug af fast ejendom, dels ejendomsværdibeskatning af ejere af fast ejendom. Begge afgifter opkræves af den regionale sammenslutning, hvilket i praksis er udlagt til de enkelte regioner, der beholder en andel af provenuet efter de udligningsordninger, der gælder regionerne imellem.
Den særlige brugsafgift for brug af fast ejendom rammer enhver uanset ejerforhold. Satserne varierer efter beliggenheder og består af en basistakst, der beholdes i de regionale sammenslutninger og tillægssatser, der typisk recirkuleres til regionerne, der herefter foretager lokal omfordeling. Brugsafgiften er en "flat-rate"-afgift. Beløbene varierer efter husstandens sammensætning og aldersfordeling. Afgiften kan suspenderes via de elektroniske systemer, når en eller flere beboere i en husstand er berettiget til at modtage overførselsindkomst.

Den anden afgift er ejendomsværdiafgift. Her finder beskatning sted på baggrund af offentlig værdiansættelse af den faste ejendom. Værdiansættelsen finder sted elektronisk ud fra registrerede handler i samme område eller områder, der kan sammenlignes med beliggenhedsområdet, og som der er opkrævet gevinstafgift på via skattekontoen. Afgiften opkræves kvartalsvist via skattekontoen. Indestår der ikke kontanter til betaling, tinglyses det offentlige krav automatisk i ejendommen, og strafrenter og strafafgifter pålægges. Salg iværksættes efter ens regelsæt i de enkelte regioner. Ejendomsværdiafgiften rammer alle ejere af fast ejendom, uanset om de er private, erhvervsmæssige, fonde eller pensionskasser.

At man i ny tid indfører en brugsafgift for adgang til brug af fast ejendom skal ses i lyset af, at indkomstskatten bortfalder. At man indfører ejendomsværdibeskatning af de kolossale ejendomsværdier i mange områder, uanset om de anvendes privat eller af erhverv, og uanset ejerforhold, er et tilsvarende et udtryk for ny tids manglende politiske vilje til at beskatte arbejde. Beskatningsmetoden er samfundets tilbageførsel af en del af de værdistigninger, som skabes af samfundet selv. Afgifterne er samtidig en regulator af overophedede prisstigninger på fast ejendom og endnu en mekanisme, med hvilken man kan regulere vækst og sikre, at nul-inflations forudsætningen kan opretholdes. Det kolossale provenu er en betydelig finansieringskilde til bortskaffelsen af de tidligere indkomstskatter på arbejdsindkomst. Ejendomsværdiafgiften har som alle andre afgifter en basisdel, der sikrer det offentlige provenu. Og en tillægsdel, der som strafafgift kan indføres for at neddæmpe prisstigninger i overophedede lokalområder og samtidig tillade, at provenuet fra disse strafafgifter igennem de regionale sammenslutninger kan føres over i tilskudsordninger for nybyggeri i områder, der ikke har den overefterspørgsel, som ses i andre områder. Satserne er marginale og små, men i forhold til kortsigtet handel og spekulation neddæmper de dog prisstigninger. I forhold til anlæg og langsigtet ejerskab af fast ejendom er afgifterne dog begrænsede og modsvares af forstærkede dynamiske fordele i økonomien som følge af bortfaldet af indkomstskatten.