Debat om

Reading Piece #169 - Beskæftigelsesafgifter

En anden ny beskatningskilde er ensartet afgiftsbelægning af alle virksomheder i forhold til den merværdi, de skaber. Dette opnår man ved at indføre afgifter på antallet af medarbejdere, som beskæftiges. Man gennemfører de såkaldte arbejdsgiverafgifter.

Det er igen objektivitet og "fair-tax", der regulerer et offentligt indsatsområde. I ny tid er man ikke optaget af, om virksomheder har regnskabsmæssige positive eller negative resultater. økonomisk resultat – målt over bestemte tidsenheder – er ude af perspektiv i forhold til den langsigtede natur af mange virksomheders planlægningshorisonter. Det offentlige vil ikke belaste en god udvikling med skatter. Og vil ikke yde tilskud til en dårlig udvikling eller dårlige investeringer med tilskud, afskrivninger eller fremførte "skattemæssige underskud". Overskud og underskud er et anliggende for kapitalejerne og ikke det offentlige. Udtrækkes der udbytter og dividender, så afgiftsbelægges de som finansiel indkomst. Bliver overskuddet stående i virksomhederne, så beskattes det via de særlige afgifter på finansiel indkomst. Og geninvesteres det, så er beskatning under alle omstændigheder ikke optimal i forhold til økonomiens samlede målsætning.
Da man samtidig hverken kan eller vil administrere beskatning af virksomhederne, som man så det i tidligere tid, så anerkendes behovet for at finde en substituerende ressource, der kan udgøre et beskatningsgrundlag, således at den enkelte virksomheds evne til at skabe merværdi beskattes. Det er disse overvejelser, der munder ud i en beslutning om, at antallet af medarbejdere (alt andet lige) er udtryk for den merværdi, der skabes eller kan skabes. Det er også et meget præcist udtryk for det indirekte ressourceapparat, som virksomheden forventer, at det omkringliggende samfund stiller til rådighed i disse medarbejderes dagligdag. Det er netop er dette ressourcekrav, der retter sig fra virksomheder mod samfund, som er beskatningsværdigt og opfylder de forfatningsbestemte "fair-tax" bestemmelser.

Ved brug af denne afgift får man samtidig et instrument til adfærdsregulering af indsatsen omkring den ønskede vertikale velstandsudligning.
Man benytter arbejdsgiverafgifter til at motivere og provokere overflytning af beskæftigelse regionerne imellem.
I tilfældet med energiafgifter så vi, hvordan man i ny tid forfiner anvendelsen af afgiftsinstrumentet, og regulerer adfærd i forhold til bestemte "bench-marks" for den enkelte virksomhed og dens forbrug af energiækvivalenter, set i forhold til dens aktivitet og historiske forbrug.
Ser vi på arbejdsgiverafgifterne, så benytter man samme tankegang, omend man ikke "bench-marker" på niveau af den enkelte virksomhed. Grundlæggende er der tale om en afgift, der indføres som ny beskatningskilde, og det er dens primære formål. Afgiften pålægges virksomheder, og medarbejderens lavere udbetalte løn som følge af afgiftsfradraget kompenseres ved lavere direkte skatter overfor medarbejderen, således at brugen af dette instrument ikke som sådan er udtryk for et øget skattetryk.
Herudover benyttes afgiften samtidig til adfærdsregulering i den forstand, at stigende beskæftigelse i en region – i forhold til den "bench-mark"-værdi som regionen er tillagt - udløser forhøjelser af arbejdsgiverafgifterne, som skal betales i regionen.
Centralbankerne er inddraget i den upolitiske velstandsudligning, og en af konsekvenserne heraf er, at overophedning et sted medfører, at Centralbanken med ansvar for området ønsker at skubbe aktiviteten til andre regioner, hvor der ikke findes en overophedning af økonomien. Det, at overophedning et sted medfører, at stimulering flyttes til et andet sted er en af ny tids store effektivitetsfremskridt, da man i tidligere tid alene kun kunne bremse op som modsvar på overophedning. Netop reguleringen af arbejdsgiverafgifter i en region er et af de instrumenter, der tillader centralbankerne at tilskynde til vækstudligning, og til at virksomhederne motiveres til at ibrugtage arbejdskraftressourcer i andre regioner, hvor der er behov for at stimulere den økonomiske aktivitet.

Overophedet beskæftigelse i en region udløser dermed strafafgifter, der pålægges virksomhederne i den region, som er overophedet, og strafafgifterne kan alene undgås ved at erhverve eller købe beskæftigelsesretter, der udbydes af regioner med mangel på beskæftigelse og som igennem salget af disse beskæftigelsesretter sikres ressourcer til at lette og muliggøre investeringer i infrastruktur, forbedret offentlig service og tilskud til virksomheder, der etablerer ny beskæftigelse i regionen. Etablering af ny beskæftigelse sikrer beskæftigelsesretter, der kan overføres andetsteds, og sikrer samtidig reduktion af den enkelte virksomheds afgiftstryk fra forhøjede arbejdsgiverafgifter.
Eller virksomhederne kan slet og ret købe sig til disse beskæftigelsesretter, hvorved de flytter kontante ressourcer til regioner med investeringsbehov.

Ser man bort fra den beskæftigelsespolitik, der dermed sniger sig ind via strafafgifterne, så er selve arbejdsgiverafgiften udtryk for en objektiv afgift og ønsket om at beskatte virksomhedernes ressourceforbrug, mere end der er tale om en egentlig adfærdsregulerende afgift.
Energi- og arbejdsgiverafgifter bliver to betydelige indkomstkilder til det offentlige. Og begge har et samspil med overordnede krav til miljøkvalitet og beskæftigelsespolitik. Måden, der sanktioneres på og de tilknyttede udligningsordninger bliver en del af en økonomisk politik, der opfylder befolkningens krav til at andre hensyn end økonomiske skal ligge bag tilrettelægningen af den samlede samfundsøkonomi.
Men brugen af objektive afgifter og disses forvaltning i regi af de forfatningsbeskyttede Centralbanker er også udtryk for et brud med tidligere tids økonomiske politik.
Brugen af afgifter (og dermed beskatning) til at regulere og omdirigere forbrug imellem regioner er udtryk for en monetarisering af finanspolitikken og en sammensmeltning imellem penge- og finanspolitik. Tidligere tids utallige kompenserende foranstaltninger, hvor pengepolitikken måtte anvendes for at kompensere utilstrækkelig finanspolitik, elimineres gradvist. Tidligere tids tunge og irreversible beskatningssystemer omskabes til let tilpasselige og regionaliserede afgiftsmuligheder, der ikke kun opfylder behovet for finansiering af samfundet og behovet for overordnede kvalitetspolitikker, men som også er i samspil med den objektive velfærdsstyring og -udligning, som centralbankerne bliver forvaltere af.
Det bliver dermed centralbankerne, der reelt bliver den forvaltende kraft bag en række af de afgiftsjusteringer, der fastlægges. De objektive kriterier og den delvise afpolitisering af finanspolitikken tillader, at hvor tidligere tids mangel på finanspolitik måtte kompenseres af vækstbegrænsende pengepolitik, nu kan afløses af mere optimale sammenhænge, hvor den samlede vækst optimeres. Noget, der var en umulighed i nationalstaternes tid.

Med begge disse afgiftsformer ser vi, at de i tidligere tid ikke kunne gennemføres, administreres og tilpasses grundet mangel på teknologi, eksistensen af nationale indkomstskattesystemer samt mangel på politisk vilje til solidarisk vækstoptimering nationalstater imellem. Mens det er de teknologiske fremskridt, der tillader et kompliceret afgiftssystem på energiområdet, så er det selve opgivelsen af indkomstskattesystemet og overflytningen af afgiftsudskrivningen til de regionale sammenslutninger, der muliggør nye arbejdsgiverafgifter, der optimerer den samlede vækst og ikke sub-optimerer den.

Ingen indlæg i denne debat

En anden ny beskatningskilde er ensartet afgiftsbelægning af alle virksomheder i forhold til den merværdi, de skaber. Dette opnår man ved at indføre afgifter på antallet af medarbejdere, som beskæftiges. Man gennemfører de såkaldte arbejdsgiverafgifter.

Det er igen objektivitet og "fair-tax", der regulerer et offentligt indsatsområde. I ny tid er man ikke optaget af, om virksomheder har regnskabsmæssige positive eller negative resultater. økonomisk resultat – målt over bestemte tidsenheder – er ude af perspektiv i forhold til den langsigtede natur af mange virksomheders planlægningshorisonter. Det offentlige vil ikke belaste en god udvikling med skatter. Og vil ikke yde tilskud til en dårlig udvikling eller dårlige investeringer med tilskud, afskrivninger eller fremførte "skattemæssige underskud". Overskud og underskud er et anliggende for kapitalejerne og ikke det offentlige. Udtrækkes der udbytter og dividender, så afgiftsbelægges de som finansiel indkomst. Bliver overskuddet stående i virksomhederne, så beskattes det via de særlige afgifter på finansiel indkomst. Og geninvesteres det, så er beskatning under alle omstændigheder ikke optimal i forhold til økonomiens samlede målsætning.
Da man samtidig hverken kan eller vil administrere beskatning af virksomhederne, som man så det i tidligere tid, så anerkendes behovet for at finde en substituerende ressource, der kan udgøre et beskatningsgrundlag, således at den enkelte virksomheds evne til at skabe merværdi beskattes. Det er disse overvejelser, der munder ud i en beslutning om, at antallet af medarbejdere (alt andet lige) er udtryk for den merværdi, der skabes eller kan skabes. Det er også et meget præcist udtryk for det indirekte ressourceapparat, som virksomheden forventer, at det omkringliggende samfund stiller til rådighed i disse medarbejderes dagligdag. Det er netop er dette ressourcekrav, der retter sig fra virksomheder mod samfund, som er beskatningsværdigt og opfylder de forfatningsbestemte "fair-tax" bestemmelser.

Ved brug af denne afgift får man samtidig et instrument til adfærdsregulering af indsatsen omkring den ønskede vertikale velstandsudligning.
Man benytter arbejdsgiverafgifter til at motivere og provokere overflytning af beskæftigelse regionerne imellem.
I tilfældet med energiafgifter så vi, hvordan man i ny tid forfiner anvendelsen af afgiftsinstrumentet, og regulerer adfærd i forhold til bestemte "bench-marks" for den enkelte virksomhed og dens forbrug af energiækvivalenter, set i forhold til dens aktivitet og historiske forbrug.
Ser vi på arbejdsgiverafgifterne, så benytter man samme tankegang, omend man ikke "bench-marker" på niveau af den enkelte virksomhed. Grundlæggende er der tale om en afgift, der indføres som ny beskatningskilde, og det er dens primære formål. Afgiften pålægges virksomheder, og medarbejderens lavere udbetalte løn som følge af afgiftsfradraget kompenseres ved lavere direkte skatter overfor medarbejderen, således at brugen af dette instrument ikke som sådan er udtryk for et øget skattetryk.
Herudover benyttes afgiften samtidig til adfærdsregulering i den forstand, at stigende beskæftigelse i en region – i forhold til den "bench-mark"-værdi som regionen er tillagt - udløser forhøjelser af arbejdsgiverafgifterne, som skal betales i regionen.
Centralbankerne er inddraget i den upolitiske velstandsudligning, og en af konsekvenserne heraf er, at overophedning et sted medfører, at Centralbanken med ansvar for området ønsker at skubbe aktiviteten til andre regioner, hvor der ikke findes en overophedning af økonomien. Det, at overophedning et sted medfører, at stimulering flyttes til et andet sted er en af ny tids store effektivitetsfremskridt, da man i tidligere tid alene kun kunne bremse op som modsvar på overophedning. Netop reguleringen af arbejdsgiverafgifter i en region er et af de instrumenter, der tillader centralbankerne at tilskynde til vækstudligning, og til at virksomhederne motiveres til at ibrugtage arbejdskraftressourcer i andre regioner, hvor der er behov for at stimulere den økonomiske aktivitet.

Overophedet beskæftigelse i en region udløser dermed strafafgifter, der pålægges virksomhederne i den region, som er overophedet, og strafafgifterne kan alene undgås ved at erhverve eller købe beskæftigelsesretter, der udbydes af regioner med mangel på beskæftigelse og som igennem salget af disse beskæftigelsesretter sikres ressourcer til at lette og muliggøre investeringer i infrastruktur, forbedret offentlig service og tilskud til virksomheder, der etablerer ny beskæftigelse i regionen. Etablering af ny beskæftigelse sikrer beskæftigelsesretter, der kan overføres andetsteds, og sikrer samtidig reduktion af den enkelte virksomheds afgiftstryk fra forhøjede arbejdsgiverafgifter.
Eller virksomhederne kan slet og ret købe sig til disse beskæftigelsesretter, hvorved de flytter kontante ressourcer til regioner med investeringsbehov.

Ser man bort fra den beskæftigelsespolitik, der dermed sniger sig ind via strafafgifterne, så er selve arbejdsgiverafgiften udtryk for en objektiv afgift og ønsket om at beskatte virksomhedernes ressourceforbrug, mere end der er tale om en egentlig adfærdsregulerende afgift.
Energi- og arbejdsgiverafgifter bliver to betydelige indkomstkilder til det offentlige. Og begge har et samspil med overordnede krav til miljøkvalitet og beskæftigelsespolitik. Måden, der sanktioneres på og de tilknyttede udligningsordninger bliver en del af en økonomisk politik, der opfylder befolkningens krav til at andre hensyn end økonomiske skal ligge bag tilrettelægningen af den samlede samfundsøkonomi.
Men brugen af objektive afgifter og disses forvaltning i regi af de forfatningsbeskyttede Centralbanker er også udtryk for et brud med tidligere tids økonomiske politik.
Brugen af afgifter (og dermed beskatning) til at regulere og omdirigere forbrug imellem regioner er udtryk for en monetarisering af finanspolitikken og en sammensmeltning imellem penge- og finanspolitik. Tidligere tids utallige kompenserende foranstaltninger, hvor pengepolitikken måtte anvendes for at kompensere utilstrækkelig finanspolitik, elimineres gradvist. Tidligere tids tunge og irreversible beskatningssystemer omskabes til let tilpasselige og regionaliserede afgiftsmuligheder, der ikke kun opfylder behovet for finansiering af samfundet og behovet for overordnede kvalitetspolitikker, men som også er i samspil med den objektive velfærdsstyring og -udligning, som centralbankerne bliver forvaltere af.
Det bliver dermed centralbankerne, der reelt bliver den forvaltende kraft bag en række af de afgiftsjusteringer, der fastlægges. De objektive kriterier og den delvise afpolitisering af finanspolitikken tillader, at hvor tidligere tids mangel på finanspolitik måtte kompenseres af vækstbegrænsende pengepolitik, nu kan afløses af mere optimale sammenhænge, hvor den samlede vækst optimeres. Noget, der var en umulighed i nationalstaternes tid.

Med begge disse afgiftsformer ser vi, at de i tidligere tid ikke kunne gennemføres, administreres og tilpasses grundet mangel på teknologi, eksistensen af nationale indkomstskattesystemer samt mangel på politisk vilje til solidarisk vækstoptimering nationalstater imellem. Mens det er de teknologiske fremskridt, der tillader et kompliceret afgiftssystem på energiområdet, så er det selve opgivelsen af indkomstskattesystemet og overflytningen af afgiftsudskrivningen til de regionale sammenslutninger, der muliggør nye arbejdsgiverafgifter, der optimerer den samlede vækst og ikke sub-optimerer den.