Reading Piece #168 - Energiafgifter

Forbrug af energi er et tilnærmet udtryk for en række virksomheders aktivitetsomfang. Og har den samtidige kvalitet, at det også er et tilnærmet udtryk for miljøbelastningen.
Igen er der her tale om et afgiftssystem, der er individualiseret og ikke alene baseret på generelle takster og hovedprincipper.
Et led i afgiftsopkrævningen bliver, at al handel med energi – uanset om det købes direkte i form af f.eks. olie og elektricitet - eller som energiækvivalenter i andet råstofforbrug, bliver sat under kontrol og validering af det offentlige. Genvejen sker ved påkrav om, at al betalingsafvikling for energiforbrug alene kan finde sted over særligt oprettede energikonti i et af clearingcentrene for betalingsafvikling.
Når energiforbrug dermed finder sted, kan betaling alene finde sted med frigørende virkning ved automatiserede overførsler fra de mærkede konti. Dette gælder også for privat energiforbrug. Uanset energiform og uanset anvendelsesområde.
Hvert energigikøb omdannes til forbrugte energiækvivalenter baseret på de enkelte energitypers forbrændingskarakteristika. Beregningen har til formål at etablere et ensartet udtryk for energiforbruget uanset energikilde.
For hver energikilde udregnes bestemte afgiftssatser, der er korreleret med de pågældende energikilders miljøbelastning.
Forbrugeren opkræves således energiafgifter, der er en afvejning af omfang på den ene side, og miljøkvaliteten af energiforbruget på den anden side.
I relation til erhvervslivet sker der en "bench-marking" af alle virksomheder over en bestemt størrelse, således at et defineret energiforbrug i energiækvivalenter fastsættes for de enkelte forbrugssteder. Forbrug over dette niveau medfører ret betydelige afgiftstillæg. Forbrug under niveauet tillader den virksomhed, som har effektiviseret sit energiforbrug, at sælge de opsparede ækvivalenter til virksomheder, som har større energiforbrug, hvorved disse kan slippe for byrdefulde ekstraafgifter, men opkræves betaling, der dermed medgår til finansiering af investeringer hos de virksomheder, der forbedrer den samlede energibalance. Der kan alene handles energiækvivalenter indenfor en regional sammenslutning, idet strukturen med denne handel har til formål at kanalisere ressourcer over i lokale miljøforbedringer og på en vis, hvor miljøforbedringerne optimeres i forhold til den enkelte forbruger og virksomhed, ikke ved politisk styrede, centralistiske miljøprojekter.

I visse tidsperioder, hvor man ønsker omlægning fra en energitype til en anden, benyttes afgiftssatserne til at udløse denne adfærd blandt forbrugerne. På andre tidspunkter er det niveauændringer som sådan, der medfører forandrede satser.

Afgiftsbelægningen af det minimale energiforbrug, selv om dette er miljøoptimeret, er en del af afgiftsberegningen på virksomhedens samlede aktivitetsomfang. Disse afgifter indgår i finansieringen af den eliminering, som finder sted af tidligere tids traditionelle beskatningsformer af virksomheder og borgere. At afgifterne samtidig bruges som adfærdsregulering gør dem blot mere anvendelige, idet afgifterne dermed ikke alene tjener et finansielt formål, men også et overordnet kvalitetsformål.

Ved overgangen til det ny system er det et betydeligt tema at sikre opbakning til denne afgiftspolitik fra regionale sammenslutninger, der rammes særligt byrdefuldt af de nye globale afgiftsregler.
Grundafgiften baseret på "bench-mark" for energiforbrugerne tilgår den regionale sammenslutning som skatteprovenu, og repræsenterer ikke i sig selv et politisk problem. Tillægsafgiften ved overforbrug i forhold til fastsatte "bench-marks" er dog byrdefuld i visse regioner, hvor man ligger udenfor de globale måltal for "bench-mark"-værdier af forskellige forbrugsanvendelser.
Da hele afgiftsprovenuet, der opkræves, går tilbage til virksomheder indenfor den regionale sammenslutning, hvori afgiften er opkrævet, flyttes der dog ikke netto-ressourcer ud af den regionale økonomi. Energiafgifterne medfører dog, at der sikres en omfordeling af ressourcer, hvor virksomheder, der ikke opfylder "bench-mark" får tillagt særlige strafafgifter, der ender som tilskud til virksomheder hvor miljøbelastningen er reduceret i forhold til de samme "bench-mark" værdier.

Det bliver i en overgangsfase et selvstændigt problem, at indførelsen af globale "bench-marks" for energiforbrug, vedtagne afgiftssatser de geopolitiske centre imellem og sanktionerende handelsafgifter overfor regioner, der ikke tilslutter sig den globale løsning, set under et, presser konkurrencedygtigheden af bestemte sektorer i udvalgte regioner.
Den valgmulighed foreligger dog ikke, at disse udsatte regioner blot undlader at indføre afgiftssystemet eller dele af strafafgiftssystemet for at beskytte egen konkurrenceevne. Netop brugen af sanktioner og handelsafgifter medfører, at prisfordyrelser alligevel bliver et faktum for den del af produktionen, der afsættes udenfor en region, hvorfor man alene opnår, at de afgiftsprovenu, der skulle recirkuleres indenfor ens region til miljøforbedringer, i stedet lander som kontant ressourcetilgang i andre regioner eller regionale sammenslutninger. Den konsekvente vilje til at iværksætte sanktioner er ikke alene båret af det generelle politiske krav til kvalitetsforbedringer af miljøet, men også muliggjort af det forhold, at der er den offervilje, hvor velstandstab accepteres som en del af prisen for at indføre sanktioner overfor andre, og dermed skabe forhindringer for den fri samhandel parterne imellem.
Det bliver dermed en række velfærdsøkonomiers beslutning om at ofre egen økonomisk vækst for at gennemføre beskatningssanktioner, der i praksis gennemtvinger løsninger, hvor forbedret miljøbalance udvikler sig (ned) igennem det globale økonomiske system.
Forbrug af energi er et tilnærmet udtryk for en række virksomheders aktivitetsomfang. Og har den samtidige kvalitet, at det også er et tilnærmet udtryk for miljøbelastningen.
Igen er der her tale om et afgiftssystem, der er individualiseret og ikke alene baseret på generelle takster og hovedprincipper.
Et led i afgiftsopkrævningen bliver, at al handel med energi – uanset om det købes direkte i form af f.eks. olie og elektricitet - eller som energiækvivalenter i andet råstofforbrug, bliver sat under kontrol og validering af det offentlige. Genvejen sker ved påkrav om, at al betalingsafvikling for energiforbrug alene kan finde sted over særligt oprettede energikonti i et af clearingcentrene for betalingsafvikling.
Når energiforbrug dermed finder sted, kan betaling alene finde sted med frigørende virkning ved automatiserede overførsler fra de mærkede konti. Dette gælder også for privat energiforbrug. Uanset energiform og uanset anvendelsesområde.
Hvert energigikøb omdannes til forbrugte energiækvivalenter baseret på de enkelte energitypers forbrændingskarakteristika. Beregningen har til formål at etablere et ensartet udtryk for energiforbruget uanset energikilde.
For hver energikilde udregnes bestemte afgiftssatser, der er korreleret med de pågældende energikilders miljøbelastning.
Forbrugeren opkræves således energiafgifter, der er en afvejning af omfang på den ene side, og miljøkvaliteten af energiforbruget på den anden side.
I relation til erhvervslivet sker der en "bench-marking" af alle virksomheder over en bestemt størrelse, således at et defineret energiforbrug i energiækvivalenter fastsættes for de enkelte forbrugssteder. Forbrug over dette niveau medfører ret betydelige afgiftstillæg. Forbrug under niveauet tillader den virksomhed, som har effektiviseret sit energiforbrug, at sælge de opsparede ækvivalenter til virksomheder, som har større energiforbrug, hvorved disse kan slippe for byrdefulde ekstraafgifter, men opkræves betaling, der dermed medgår til finansiering af investeringer hos de virksomheder, der forbedrer den samlede energibalance. Der kan alene handles energiækvivalenter indenfor en regional sammenslutning, idet strukturen med denne handel har til formål at kanalisere ressourcer over i lokale miljøforbedringer og på en vis, hvor miljøforbedringerne optimeres i forhold til den enkelte forbruger og virksomhed, ikke ved politisk styrede, centralistiske miljøprojekter.

I visse tidsperioder, hvor man ønsker omlægning fra en energitype til en anden, benyttes afgiftssatserne til at udløse denne adfærd blandt forbrugerne. På andre tidspunkter er det niveauændringer som sådan, der medfører forandrede satser.

Afgiftsbelægningen af det minimale energiforbrug, selv om dette er miljøoptimeret, er en del af afgiftsberegningen på virksomhedens samlede aktivitetsomfang. Disse afgifter indgår i finansieringen af den eliminering, som finder sted af tidligere tids traditionelle beskatningsformer af virksomheder og borgere. At afgifterne samtidig bruges som adfærdsregulering gør dem blot mere anvendelige, idet afgifterne dermed ikke alene tjener et finansielt formål, men også et overordnet kvalitetsformål.

Ved overgangen til det ny system er det et betydeligt tema at sikre opbakning til denne afgiftspolitik fra regionale sammenslutninger, der rammes særligt byrdefuldt af de nye globale afgiftsregler.
Grundafgiften baseret på "bench-mark" for energiforbrugerne tilgår den regionale sammenslutning som skatteprovenu, og repræsenterer ikke i sig selv et politisk problem. Tillægsafgiften ved overforbrug i forhold til fastsatte "bench-marks" er dog byrdefuld i visse regioner, hvor man ligger udenfor de globale måltal for "bench-mark"-værdier af forskellige forbrugsanvendelser.
Da hele afgiftsprovenuet, der opkræves, går tilbage til virksomheder indenfor den regionale sammenslutning, hvori afgiften er opkrævet, flyttes der dog ikke netto-ressourcer ud af den regionale økonomi. Energiafgifterne medfører dog, at der sikres en omfordeling af ressourcer, hvor virksomheder, der ikke opfylder "bench-mark" får tillagt særlige strafafgifter, der ender som tilskud til virksomheder hvor miljøbelastningen er reduceret i forhold til de samme "bench-mark" værdier.

Det bliver i en overgangsfase et selvstændigt problem, at indførelsen af globale "bench-marks" for energiforbrug, vedtagne afgiftssatser de geopolitiske centre imellem og sanktionerende handelsafgifter overfor regioner, der ikke tilslutter sig den globale løsning, set under et, presser konkurrencedygtigheden af bestemte sektorer i udvalgte regioner.
Den valgmulighed foreligger dog ikke, at disse udsatte regioner blot undlader at indføre afgiftssystemet eller dele af strafafgiftssystemet for at beskytte egen konkurrenceevne. Netop brugen af sanktioner og handelsafgifter medfører, at prisfordyrelser alligevel bliver et faktum for den del af produktionen, der afsættes udenfor en region, hvorfor man alene opnår, at de afgiftsprovenu, der skulle recirkuleres indenfor ens region til miljøforbedringer, i stedet lander som kontant ressourcetilgang i andre regioner eller regionale sammenslutninger. Den konsekvente vilje til at iværksætte sanktioner er ikke alene båret af det generelle politiske krav til kvalitetsforbedringer af miljøet, men også muliggjort af det forhold, at der er den offervilje, hvor velstandstab accepteres som en del af prisen for at indføre sanktioner overfor andre, og dermed skabe forhindringer for den fri samhandel parterne imellem.
Det bliver dermed en række velfærdsøkonomiers beslutning om at ofre egen økonomisk vækst for at gennemføre beskatningssanktioner, der i praksis gennemtvinger løsninger, hvor forbedret miljøbalance udvikler sig (ned) igennem det globale økonomiske system.
Forbrug af energi er et tilnærmet udtryk for en række virksomheders aktivitetsomfang. Og har den samtidige kvalitet, at det også er et tilnærmet udtryk for miljøbelastningen.
Igen er der her tale om et afgiftssystem, der er individualiseret og ikke alene baseret på generelle takster og hovedprincipper.
Et led i afgiftsopkrævningen bliver, at al handel med energi – uanset om det købes direkte i form af f.eks. olie og elektricitet - eller som energiækvivalenter i andet råstofforbrug, bliver sat under kontrol og validering af det offentlige. Genvejen sker ved påkrav om, at al betalingsafvikling for energiforbrug alene kan finde sted over særligt oprettede energikonti i et af clearingcentrene for betalingsafvikling.
Når energiforbrug dermed finder sted, kan betaling alene finde sted med frigørende virkning ved automatiserede overførsler fra de mærkede konti. Dette gælder også for privat energiforbrug. Uanset energiform og uanset anvendelsesområde.
Hvert energigikøb omdannes til forbrugte energiækvivalenter baseret på de enkelte energitypers forbrændingskarakteristika. Beregningen har til formål at etablere et ensartet udtryk for energiforbruget uanset energikilde.
For hver energikilde udregnes bestemte afgiftssatser, der er korreleret med de pågældende energikilders miljøbelastning.
Forbrugeren opkræves således energiafgifter, der er en afvejning af omfang på den ene side, og miljøkvaliteten af energiforbruget på den anden side.
I relation til erhvervslivet sker der en "bench-marking" af alle virksomheder over en bestemt størrelse, således at et defineret energiforbrug i energiækvivalenter fastsættes for de enkelte forbrugssteder. Forbrug over dette niveau medfører ret betydelige afgiftstillæg. Forbrug under niveauet tillader den virksomhed, som har effektiviseret sit energiforbrug, at sælge de opsparede ækvivalenter til virksomheder, som har større energiforbrug, hvorved disse kan slippe for byrdefulde ekstraafgifter, men opkræves betaling, der dermed medgår til finansiering af investeringer hos de virksomheder, der forbedrer den samlede energibalance. Der kan alene handles energiækvivalenter indenfor en regional sammenslutning, idet strukturen med denne handel har til formål at kanalisere ressourcer over i lokale miljøforbedringer og på en vis, hvor miljøforbedringerne optimeres i forhold til den enkelte forbruger og virksomhed, ikke ved politisk styrede, centralistiske miljøprojekter.

I visse tidsperioder, hvor man ønsker omlægning fra en energitype til en anden, benyttes afgiftssatserne til at udløse denne adfærd blandt forbrugerne. På andre tidspunkter er det niveauændringer som sådan, der medfører forandrede satser.

Afgiftsbelægningen af det minimale energiforbrug, selv om dette er miljøoptimeret, er en del af afgiftsberegningen på virksomhedens samlede aktivitetsomfang. Disse afgifter indgår i finansieringen af den eliminering, som finder sted af tidligere tids traditionelle beskatningsformer af virksomheder og borgere. At afgifterne samtidig bruges som adfærdsregulering gør dem blot mere anvendelige, idet afgifterne dermed ikke alene tjener et finansielt formål, men også et overordnet kvalitetsformål.

Ved overgangen til det ny system er det et betydeligt tema at sikre opbakning til denne afgiftspolitik fra regionale sammenslutninger, der rammes særligt byrdefuldt af de nye globale afgiftsregler.
Grundafgiften baseret på "bench-mark" for energiforbrugerne tilgår den regionale sammenslutning som skatteprovenu, og repræsenterer ikke i sig selv et politisk problem. Tillægsafgiften ved overforbrug i forhold til fastsatte "bench-marks" er dog byrdefuld i visse regioner, hvor man ligger udenfor de globale måltal for "bench-mark"-værdier af forskellige forbrugsanvendelser.
Da hele afgiftsprovenuet, der opkræves, går tilbage til virksomheder indenfor den regionale sammenslutning, hvori afgiften er opkrævet, flyttes der dog ikke netto-ressourcer ud af den regionale økonomi. Energiafgifterne medfører dog, at der sikres en omfordeling af ressourcer, hvor virksomheder, der ikke opfylder "bench-mark" får tillagt særlige strafafgifter, der ender som tilskud til virksomheder hvor miljøbelastningen er reduceret i forhold til de samme "bench-mark" værdier.

Det bliver i en overgangsfase et selvstændigt problem, at indførelsen af globale "bench-marks" for energiforbrug, vedtagne afgiftssatser de geopolitiske centre imellem og sanktionerende handelsafgifter overfor regioner, der ikke tilslutter sig den globale løsning, set under et, presser konkurrencedygtigheden af bestemte sektorer i udvalgte regioner.
Den valgmulighed foreligger dog ikke, at disse udsatte regioner blot undlader at indføre afgiftssystemet eller dele af strafafgiftssystemet for at beskytte egen konkurrenceevne. Netop brugen af sanktioner og handelsafgifter medfører, at prisfordyrelser alligevel bliver et faktum for den del af produktionen, der afsættes udenfor en region, hvorfor man alene opnår, at de afgiftsprovenu, der skulle recirkuleres indenfor ens region til miljøforbedringer, i stedet lander som kontant ressourcetilgang i andre regioner eller regionale sammenslutninger. Den konsekvente vilje til at iværksætte sanktioner er ikke alene båret af det generelle politiske krav til kvalitetsforbedringer af miljøet, men også muliggjort af det forhold, at der er den offervilje, hvor velstandstab accepteres som en del af prisen for at indføre sanktioner overfor andre, og dermed skabe forhindringer for den fri samhandel parterne imellem.
Det bliver dermed en række velfærdsøkonomiers beslutning om at ofre egen økonomisk vækst for at gennemføre beskatningssanktioner, der i praksis gennemtvinger løsninger, hvor forbedret miljøbalance udvikler sig (ned) igennem det globale økonomiske system.