Reading Piece #167 - Adfærdsregulerende afgifter

Mens forbrug og køb af offentlige serviceydelser er underlagt nogle objektive afgiftskriterier, så opbygges der i ny tid en myriade af adfærdsregulerende afgifter.

Logikken er den uhyre simple, at adfærdsregulerende afgifter ikke havde nogen mening eller virkning på nationalt plan, og at det er ved ensartede reguleringssatser indenfor de regionale sammenslutninger, og i flere tilfælde de globale magtcentre imellem, at disse får mening og indhold. Og dermed kan sikre det offentlige betydelige indkomster. Indkomster, som dermed bidrager til at finansiere opgivelse af de forældede nationale indkomstskattesystemer.

De adfærdsregulerende afgifter er i ny tid hovedbeskatningskilden af forretningslivet, og retter sig således på ingen vis kun mod borgerne.

De massive provenuområder er fra sammenkoblingen imellem det helt centrale krav til artens overlevelse og den adfærd, som det kræver af de kilder, der svækker den. Man skal bemærke, at det politiske grundlag ikke blot er at noget er truet, men at man på en lang række af disse områder end ikke accepterer svækkelser i forhold til fastlagte bench-mark værdier.
Etableringen af de geopolitiske magtcentre og den mere ensartede forvaltning af finanspolitikken i de store regionale sammenslutninger gør øvelsen meget lettere. Det forfatningsmæssige grundlag og Pax Globalis er et af alle nationalstater anerkendt afsæt, og der er enighed om de fleste af disse principper ved overgangen til ny tid.
På mange måder påbegyndes provenuet fra disse afgifter før de beskrevne ændringer gennemføres i de tidligere nationale skattesystemer, hvorved der sikres fuldt finansierede glidende overgange.

Ligesom indkomstskattesystemet opgives overfor befolkningen, så ophører beskatning af overskud indenfor forretningslivet. Man ønsker også her enkel, objektiv og effektiv beskatning af den globale økonomiske aktivitet i virksomhederne, og af det slid og den slitage, de bidrager med på det omgivende miljø og samfund. De svagheder, man anerkender udvikler sig ved person indkomstbeskatningen, er endnu mere udtalte ved beskatning af erhvervslivet. Smarte skattekonstruktioner, arbitrage imellem skatteregimer og uigennemsigtighed udvikler en tilstand, hvor den effektive beskatningsprocent er marginal, og bidraget til samfundsøkonomierne helt ude af trit med ressourceforbruget og miljønedslidning. Samtidig udvikler den erkendelse sig, at hele tankegangen med at få skat af en mulig nettoværdi af produktionsresultatet er uinteressant for samfundet, idet det ikke har relation til ressourceforbruget. Fair-tax bestemmelserne gør det derfor påkrævet med en omlægning, og sammenhængen imellem adfærd og betaling til samfundsøkonomierne bliver det bærende element i hele beskatningen af erhvervslivet. Tidligere tids fokus på beskatning af opsparing i en virksomhed og dermed gammeldags fordelingspolitik, er opgivet. Man er for så vidt uberørt af, om der tjenes penge eller ej. Fra et samfundssynspunkt bliver det alene interessant, hvordan pengene tjenes og hvordan de bruges.

Hvis vi ser bort fra ejendomsbeskatningsproblematikken og beskatning af passive finansindtægter, som jeg vender tilbage til, så er der reelt to ressourceforbrug, som man i ny tid vælger at afgiftsbelægge. Og som er udtryk for en virksomheds belastning af miljø og samfund.
Det ene område er energiforbruget. Det andet område er forbruget af arbejdskraft.
Mens forbrug og køb af offentlige serviceydelser er underlagt nogle objektive afgiftskriterier, så opbygges der i ny tid en myriade af adfærdsregulerende afgifter.

Logikken er den uhyre simple, at adfærdsregulerende afgifter ikke havde nogen mening eller virkning på nationalt plan, og at det er ved ensartede reguleringssatser indenfor de regionale sammenslutninger, og i flere tilfælde de globale magtcentre imellem, at disse får mening og indhold. Og dermed kan sikre det offentlige betydelige indkomster. Indkomster, som dermed bidrager til at finansiere opgivelse af de forældede nationale indkomstskattesystemer.

De adfærdsregulerende afgifter er i ny tid hovedbeskatningskilden af forretningslivet, og retter sig således på ingen vis kun mod borgerne.

De massive provenuområder er fra sammenkoblingen imellem det helt centrale krav til artens overlevelse og den adfærd, som det kræver af de kilder, der svækker den. Man skal bemærke, at det politiske grundlag ikke blot er at noget er truet, men at man på en lang række af disse områder end ikke accepterer svækkelser i forhold til fastlagte bench-mark værdier.
Etableringen af de geopolitiske magtcentre og den mere ensartede forvaltning af finanspolitikken i de store regionale sammenslutninger gør øvelsen meget lettere. Det forfatningsmæssige grundlag og Pax Globalis er et af alle nationalstater anerkendt afsæt, og der er enighed om de fleste af disse principper ved overgangen til ny tid.
På mange måder påbegyndes provenuet fra disse afgifter før de beskrevne ændringer gennemføres i de tidligere nationale skattesystemer, hvorved der sikres fuldt finansierede glidende overgange.

Ligesom indkomstskattesystemet opgives overfor befolkningen, så ophører beskatning af overskud indenfor forretningslivet. Man ønsker også her enkel, objektiv og effektiv beskatning af den globale økonomiske aktivitet i virksomhederne, og af det slid og den slitage, de bidrager med på det omgivende miljø og samfund. De svagheder, man anerkender udvikler sig ved person indkomstbeskatningen, er endnu mere udtalte ved beskatning af erhvervslivet. Smarte skattekonstruktioner, arbitrage imellem skatteregimer og uigennemsigtighed udvikler en tilstand, hvor den effektive beskatningsprocent er marginal, og bidraget til samfundsøkonomierne helt ude af trit med ressourceforbruget og miljønedslidning. Samtidig udvikler den erkendelse sig, at hele tankegangen med at få skat af en mulig nettoværdi af produktionsresultatet er uinteressant for samfundet, idet det ikke har relation til ressourceforbruget. Fair-tax bestemmelserne gør det derfor påkrævet med en omlægning, og sammenhængen imellem adfærd og betaling til samfundsøkonomierne bliver det bærende element i hele beskatningen af erhvervslivet. Tidligere tids fokus på beskatning af opsparing i en virksomhed og dermed gammeldags fordelingspolitik, er opgivet. Man er for så vidt uberørt af, om der tjenes penge eller ej. Fra et samfundssynspunkt bliver det alene interessant, hvordan pengene tjenes og hvordan de bruges.

Hvis vi ser bort fra ejendomsbeskatningsproblematikken og beskatning af passive finansindtægter, som jeg vender tilbage til, så er der reelt to ressourceforbrug, som man i ny tid vælger at afgiftsbelægge. Og som er udtryk for en virksomheds belastning af miljø og samfund.
Det ene område er energiforbruget. Det andet område er forbruget af arbejdskraft.
Mens forbrug og køb af offentlige serviceydelser er underlagt nogle objektive afgiftskriterier, så opbygges der i ny tid en myriade af adfærdsregulerende afgifter.

Logikken er den uhyre simple, at adfærdsregulerende afgifter ikke havde nogen mening eller virkning på nationalt plan, og at det er ved ensartede reguleringssatser indenfor de regionale sammenslutninger, og i flere tilfælde de globale magtcentre imellem, at disse får mening og indhold. Og dermed kan sikre det offentlige betydelige indkomster. Indkomster, som dermed bidrager til at finansiere opgivelse af de forældede nationale indkomstskattesystemer.

De adfærdsregulerende afgifter er i ny tid hovedbeskatningskilden af forretningslivet, og retter sig således på ingen vis kun mod borgerne.

De massive provenuområder er fra sammenkoblingen imellem det helt centrale krav til artens overlevelse og den adfærd, som det kræver af de kilder, der svækker den. Man skal bemærke, at det politiske grundlag ikke blot er at noget er truet, men at man på en lang række af disse områder end ikke accepterer svækkelser i forhold til fastlagte bench-mark værdier.
Etableringen af de geopolitiske magtcentre og den mere ensartede forvaltning af finanspolitikken i de store regionale sammenslutninger gør øvelsen meget lettere. Det forfatningsmæssige grundlag og Pax Globalis er et af alle nationalstater anerkendt afsæt, og der er enighed om de fleste af disse principper ved overgangen til ny tid.
På mange måder påbegyndes provenuet fra disse afgifter før de beskrevne ændringer gennemføres i de tidligere nationale skattesystemer, hvorved der sikres fuldt finansierede glidende overgange.

Ligesom indkomstskattesystemet opgives overfor befolkningen, så ophører beskatning af overskud indenfor forretningslivet. Man ønsker også her enkel, objektiv og effektiv beskatning af den globale økonomiske aktivitet i virksomhederne, og af det slid og den slitage, de bidrager med på det omgivende miljø og samfund. De svagheder, man anerkender udvikler sig ved person indkomstbeskatningen, er endnu mere udtalte ved beskatning af erhvervslivet. Smarte skattekonstruktioner, arbitrage imellem skatteregimer og uigennemsigtighed udvikler en tilstand, hvor den effektive beskatningsprocent er marginal, og bidraget til samfundsøkonomierne helt ude af trit med ressourceforbruget og miljønedslidning. Samtidig udvikler den erkendelse sig, at hele tankegangen med at få skat af en mulig nettoværdi af produktionsresultatet er uinteressant for samfundet, idet det ikke har relation til ressourceforbruget. Fair-tax bestemmelserne gør det derfor påkrævet med en omlægning, og sammenhængen imellem adfærd og betaling til samfundsøkonomierne bliver det bærende element i hele beskatningen af erhvervslivet. Tidligere tids fokus på beskatning af opsparing i en virksomhed og dermed gammeldags fordelingspolitik, er opgivet. Man er for så vidt uberørt af, om der tjenes penge eller ej. Fra et samfundssynspunkt bliver det alene interessant, hvordan pengene tjenes og hvordan de bruges.

Hvis vi ser bort fra ejendomsbeskatningsproblematikken og beskatning af passive finansindtægter, som jeg vender tilbage til, så er der reelt to ressourceforbrug, som man i ny tid vælger at afgiftsbelægge. Og som er udtryk for en virksomheds belastning af miljø og samfund.
Det ene område er energiforbruget. Det andet område er forbruget af arbejdskraft.