Debat om

Reading Piece #166 - Forskelligheder udjævnes

Mens samfundet som hovedregel betaler for en borgers forberedelse til indtræden i samfundet, så anser den ny tids samfund det ikke som en del af solidariteten, at der af det offentlige produceres serviceydelser, som frit stilles til rådighed uanset den specifikke borgers forudsætninger. Denne individualisering medfører betydelige besparelser og er en af finansieringskilderne til det omlagte skattesystem. For den befolkning, som er underlagt disse afgiftskrav udvikles forsikringsordninger, der ved etablering på et tidligt tidspunkt af livsforløbet udjævner de forventede omkostninger og gør dem gennemsnitlige af karakter, uanset en borgers efterfølgende behov for overførselsindkomst eller brug af offentlige serviceydelser. Samfundet forsikrer som led i disse ordninger kollektivt befolkningen i de private forsikringsordninger, og den enkelte borger indtræder i eget præmiebetalingsansvar fra den 2. alder. Den systematiserede tilmelding og tidlige forsikringsstart udjævner præmieomkostninger over levetiden og er samtidig en mulighed for samfundet selv til at sikre sig adgang til finansiering af den del af befolkningen, som ikke kan bære forsikringskravet og alt andet lige også er på overførselsindkomster og udsat for et forhøjet forbrug af offentlige serviceydelser. Den offentlige økonomi får dermed sikret en udjævning til gennemsnitsomkostningen også af de offentlige bidrag, således at man ikke alene ender med betalingsansvaret for betaling til borgere, der er tungt forbrugende af offentlige serviceydelser. Ved de kollektive forsikringsaftaler opretholdes dermed et af elementerne fra tidligere tids skattesystem, hvor det jo netop var udtryk for at alle bidrager solidarisk til de fælles omkostninger, og dermed den jævne fordeling heraf. Brugen af kollektive private forsikringer, taxameter-principper og individualiserede afgiftsbetalinger for brug af serviceydelser får dog samlet mening ved udflytningen og effektiviseringen af den offentlige økonomi – ligesom de private kollektive forsikringsordninger administreres mere effektivt og til lavere omkostninger end den offentlige administration, der i tidligere tid omfordelte skatteindkomster som ydelsestilskud.

Et par centrale aspekter skal forstås, når vi taler om forbrugsbaserede afgiftssystemer som en del af erstatningen for indkomstskat og det forhold, at offentlig selvforsikring, baseret på offentlig administration, overflyttes til kollektiv offentlig forsikringstagning i privat regi.
Den ny tids forbruger kan ikke beskattes ud fra bopæl eller skattetilhørsforhold grundet livsstilsændringer, mobilitet etc. Omvendt er der et behov for, at man indenfor de regionale sammenslutninger, som jo udgør det naturlige bevægelsesrum for befolkningerne i disses hverdag, får ens skattetryk. Dette følger af fair-tax-forudsætningen i det forfatningsgrundlag, som kommer til at regulere disse regionale sammenslutninger. Der kan dermed ikke arbitreres i indkøb, og der opstår en ensartet produktion af offentlige serviceydelser og skatteopkrævning herfor. Mens man i tidligere tid havde nogle nationalstater med tung skatteadministration årsagsforklaret med ønsket om sikring af et solidarisk skattetryk, så havde man andre nationalstater med mangel på skatteadministration og med den følgevirkning, at skattetrykket netop ikke blev solidarisk.
Ved samordningen indenfor de regionale sammenslutninger etableres ensartede principper for skatteopkrævning, og metoden bliver den samme. Visse nationalstaters for høje effektive marginale skattetryk fra den tid, hvor man anvendte indkomstbeskatning, modvirkes dermed af andre nationalstaters for lave effektive marginale skattetryk. Denne konvergens i måden at tilrettelægge og opkræve skatter på bliver i sig selv en vigtig kilde til finansieringen af den omlægning, hvor indkomstskatten helt kan opgives.

Det andet aspekt omkring overflytningen til kollektiv forsikring i privat regi, og krav om at befolkningen efterfølgende selv er tilsluttet, har nogle vigtige delelementer i sig.
For det første ved vi, at offentlig og privat flyder sammen i fælles produktion af offentlige serviceydelser. Når vi derfor taler om privat sundhedsforsikring i tidligere tid, så kan den ikke sammenlignes med forsikringerne i ny tid. Det offentlige styrker forsikringsprincippet ved at forøge mængde og bredde og dermed kritiske værdier omkring den aktuarmæssige kalkulation. Det bliver over en borgers over 100 leveår billigere at forsikre sig, og den kollektive natur og lovkravet til at have forsikringen udjævner over årene og reducerer den enkelte borgers omkostninger. Men også den private sektors administrative effektivitet og frigjorthed fra politiske følgeomkostninger bidrager til at sænke omkostningerne. Som kontrolfunktion af de ydelsesproducenter, der modtager borgerbetalinger, der er forsikringsdækkede, er det ny system dog særligt effektivt og frigjort for politiske særhensyn. Hele tanken om objektive afgifter på denne type serviceydelser er styrket ved den konstruktion, som udvikler sig.
Pudsigt nok er det dog en helt anden grund, der skubber på, at man laver disse massive overflytninger til forsikringsordninger, og det er hele problemstillingen omkring velstandsudligningen befolkningerne imellem.
På tærsklen til ny tid, og mens konferencerne omkring skabelsen af Global Magna Carta står på, må det erkendes, at for at tilsikre en række nationalstaters indslusning i et af de ny forfatningsregimer og som del af et globalt magtcenter, så må der ske en tilsikring af, at netop disse landes befolkninger kan tilsikres de samme sundhedsydelser og samme sociale sikkerhedsnet som den del af befolkningen, som er i velfærdsøkonomierne og som kræver den vertikale udligning. Mens reguleret indtræden i møntunion er en af mulighederne for velstandsoverførsel, så anerkendes det, at deltagelse i de kollektive forsikringsordninger fra velfærdsøkonomierne er en af måderne, hvorpå den kollektive forsikringsdækning får skabt en pulje af profiler, der understøtter og afbalancerer hinanden. Det er med andre ord den sunde befolkning i velfærdsøkonomierne, der ved præmiebetalinger i de kollektive og tvungne forsikringsordninger overfører økonomisk grundlag for forsikringsdækning af udsatte befolkningsgrupper i de økonomier, som skal velstandsudlignes.
For at den metodik kan komme på plads, bliver det de gigantiske gen- og re-forsikringsordninger de regionale sammenslutninger imellem, der bliver en del af vejen til praktisk løsning af befolkningskravet til, at alle skal have adgang til bopæl, mad, vand, uddannelse og sundhed. Og det bliver præmiebetalinger fra visse regioner og præmiefritagelse i andre, der er en af regulatorerne for finansieringen af dette.
Indfasningsordninger både i møntunion og i adgangen til medlemskab af det kollektive forsikrings- og genforsikringssystem kræver, at forudsætninger opfyldes. Og indslusningen af disse nationalstater under de respektive geopolitiske magtcentre er hverken enkel eller hurtig. På mange måder bliver en række krav til opfyldelse af en række politiske forudsætninger betingelsen for flere af disse tidligere nationalstaters indslusning. Tilknytningen til møntunionerne og den konvergerende finans- og pengepolitik bliver suppleret med en række infrastrukturelle krav, der skal være opfyldt, før medlemskab kan tillades af andre ordninger, der er med i den tilbudspakke, som den velstående verden tilbyder. De betydelige offentlige investeringer, som dette medfører i disse økonomier er dog i sig selv en vækstkomponent i overgangen mod ny tid, og finansieringen heraf er en lønsom investering for de velfærdsøkonomier, som ønsker at effektivisere grundlaget for den omfordeling, der efterfølgende sikres igennem bl.a. forsikringsordningerne. Ineffektivitet, mangel på infrastruktur m.v. i modtagerregionen tillader således ikke fordyrelser af forsikringsdækningen, med mindre disse har rod og afsæt i gradvise realfremskridt mod en sundere og mere produktiv befolkning i de områder, som drager fordel af velstandsudligningen.

Ingen indlæg i denne debat

Mens samfundet som hovedregel betaler for en borgers forberedelse til indtræden i samfundet, så anser den ny tids samfund det ikke som en del af solidariteten, at der af det offentlige produceres serviceydelser, som frit stilles til rådighed uanset den specifikke borgers forudsætninger. Denne individualisering medfører betydelige besparelser og er en af finansieringskilderne til det omlagte skattesystem. For den befolkning, som er underlagt disse afgiftskrav udvikles forsikringsordninger, der ved etablering på et tidligt tidspunkt af livsforløbet udjævner de forventede omkostninger og gør dem gennemsnitlige af karakter, uanset en borgers efterfølgende behov for overførselsindkomst eller brug af offentlige serviceydelser. Samfundet forsikrer som led i disse ordninger kollektivt befolkningen i de private forsikringsordninger, og den enkelte borger indtræder i eget præmiebetalingsansvar fra den 2. alder. Den systematiserede tilmelding og tidlige forsikringsstart udjævner præmieomkostninger over levetiden og er samtidig en mulighed for samfundet selv til at sikre sig adgang til finansiering af den del af befolkningen, som ikke kan bære forsikringskravet og alt andet lige også er på overførselsindkomster og udsat for et forhøjet forbrug af offentlige serviceydelser. Den offentlige økonomi får dermed sikret en udjævning til gennemsnitsomkostningen også af de offentlige bidrag, således at man ikke alene ender med betalingsansvaret for betaling til borgere, der er tungt forbrugende af offentlige serviceydelser. Ved de kollektive forsikringsaftaler opretholdes dermed et af elementerne fra tidligere tids skattesystem, hvor det jo netop var udtryk for at alle bidrager solidarisk til de fælles omkostninger, og dermed den jævne fordeling heraf. Brugen af kollektive private forsikringer, taxameter-principper og individualiserede afgiftsbetalinger for brug af serviceydelser får dog samlet mening ved udflytningen og effektiviseringen af den offentlige økonomi – ligesom de private kollektive forsikringsordninger administreres mere effektivt og til lavere omkostninger end den offentlige administration, der i tidligere tid omfordelte skatteindkomster som ydelsestilskud.

Et par centrale aspekter skal forstås, når vi taler om forbrugsbaserede afgiftssystemer som en del af erstatningen for indkomstskat og det forhold, at offentlig selvforsikring, baseret på offentlig administration, overflyttes til kollektiv offentlig forsikringstagning i privat regi.
Den ny tids forbruger kan ikke beskattes ud fra bopæl eller skattetilhørsforhold grundet livsstilsændringer, mobilitet etc. Omvendt er der et behov for, at man indenfor de regionale sammenslutninger, som jo udgør det naturlige bevægelsesrum for befolkningerne i disses hverdag, får ens skattetryk. Dette følger af fair-tax-forudsætningen i det forfatningsgrundlag, som kommer til at regulere disse regionale sammenslutninger. Der kan dermed ikke arbitreres i indkøb, og der opstår en ensartet produktion af offentlige serviceydelser og skatteopkrævning herfor. Mens man i tidligere tid havde nogle nationalstater med tung skatteadministration årsagsforklaret med ønsket om sikring af et solidarisk skattetryk, så havde man andre nationalstater med mangel på skatteadministration og med den følgevirkning, at skattetrykket netop ikke blev solidarisk.
Ved samordningen indenfor de regionale sammenslutninger etableres ensartede principper for skatteopkrævning, og metoden bliver den samme. Visse nationalstaters for høje effektive marginale skattetryk fra den tid, hvor man anvendte indkomstbeskatning, modvirkes dermed af andre nationalstaters for lave effektive marginale skattetryk. Denne konvergens i måden at tilrettelægge og opkræve skatter på bliver i sig selv en vigtig kilde til finansieringen af den omlægning, hvor indkomstskatten helt kan opgives.

Det andet aspekt omkring overflytningen til kollektiv forsikring i privat regi, og krav om at befolkningen efterfølgende selv er tilsluttet, har nogle vigtige delelementer i sig.
For det første ved vi, at offentlig og privat flyder sammen i fælles produktion af offentlige serviceydelser. Når vi derfor taler om privat sundhedsforsikring i tidligere tid, så kan den ikke sammenlignes med forsikringerne i ny tid. Det offentlige styrker forsikringsprincippet ved at forøge mængde og bredde og dermed kritiske værdier omkring den aktuarmæssige kalkulation. Det bliver over en borgers over 100 leveår billigere at forsikre sig, og den kollektive natur og lovkravet til at have forsikringen udjævner over årene og reducerer den enkelte borgers omkostninger. Men også den private sektors administrative effektivitet og frigjorthed fra politiske følgeomkostninger bidrager til at sænke omkostningerne. Som kontrolfunktion af de ydelsesproducenter, der modtager borgerbetalinger, der er forsikringsdækkede, er det ny system dog særligt effektivt og frigjort for politiske særhensyn. Hele tanken om objektive afgifter på denne type serviceydelser er styrket ved den konstruktion, som udvikler sig.
Pudsigt nok er det dog en helt anden grund, der skubber på, at man laver disse massive overflytninger til forsikringsordninger, og det er hele problemstillingen omkring velstandsudligningen befolkningerne imellem.
På tærsklen til ny tid, og mens konferencerne omkring skabelsen af Global Magna Carta står på, må det erkendes, at for at tilsikre en række nationalstaters indslusning i et af de ny forfatningsregimer og som del af et globalt magtcenter, så må der ske en tilsikring af, at netop disse landes befolkninger kan tilsikres de samme sundhedsydelser og samme sociale sikkerhedsnet som den del af befolkningen, som er i velfærdsøkonomierne og som kræver den vertikale udligning. Mens reguleret indtræden i møntunion er en af mulighederne for velstandsoverførsel, så anerkendes det, at deltagelse i de kollektive forsikringsordninger fra velfærdsøkonomierne er en af måderne, hvorpå den kollektive forsikringsdækning får skabt en pulje af profiler, der understøtter og afbalancerer hinanden. Det er med andre ord den sunde befolkning i velfærdsøkonomierne, der ved præmiebetalinger i de kollektive og tvungne forsikringsordninger overfører økonomisk grundlag for forsikringsdækning af udsatte befolkningsgrupper i de økonomier, som skal velstandsudlignes.
For at den metodik kan komme på plads, bliver det de gigantiske gen- og re-forsikringsordninger de regionale sammenslutninger imellem, der bliver en del af vejen til praktisk løsning af befolkningskravet til, at alle skal have adgang til bopæl, mad, vand, uddannelse og sundhed. Og det bliver præmiebetalinger fra visse regioner og præmiefritagelse i andre, der er en af regulatorerne for finansieringen af dette.
Indfasningsordninger både i møntunion og i adgangen til medlemskab af det kollektive forsikrings- og genforsikringssystem kræver, at forudsætninger opfyldes. Og indslusningen af disse nationalstater under de respektive geopolitiske magtcentre er hverken enkel eller hurtig. På mange måder bliver en række krav til opfyldelse af en række politiske forudsætninger betingelsen for flere af disse tidligere nationalstaters indslusning. Tilknytningen til møntunionerne og den konvergerende finans- og pengepolitik bliver suppleret med en række infrastrukturelle krav, der skal være opfyldt, før medlemskab kan tillades af andre ordninger, der er med i den tilbudspakke, som den velstående verden tilbyder. De betydelige offentlige investeringer, som dette medfører i disse økonomier er dog i sig selv en vækstkomponent i overgangen mod ny tid, og finansieringen heraf er en lønsom investering for de velfærdsøkonomier, som ønsker at effektivisere grundlaget for den omfordeling, der efterfølgende sikres igennem bl.a. forsikringsordningerne. Ineffektivitet, mangel på infrastruktur m.v. i modtagerregionen tillader således ikke fordyrelser af forsikringsdækningen, med mindre disse har rod og afsæt i gradvise realfremskridt mod en sundere og mere produktiv befolkning i de områder, som drager fordel af velstandsudligningen.