Debat om

Reading Piece #165 - Jo ældre jo bedre betalingsevne

Den generelle hovedregel bliver, at afgiftssatserne er progressive over den enkelte borgers levetid. Man ser dermed, at progressiviteten i tidligere tids forældede indkomstskattesystem opretholdes, men overført til den ny tids afgiftsopkrævning. En teknisk umulighed i tidligere tid. Samtidig ser man et skift fra en beskatningsfilosofi, der alene tager udgangspunkt i en borgers forbrugsevne til at se forbrugsevnen i forhold til forbrugsbehovet. Begge disse to paradigmeskift er en del af fair tax-fortolkningen.

I praksis medfører det en administration af de egentlige forbrugsafgifter, hvor merværditillægget reguleres i procent af købesummen afhængigt af borgerens alder, og hvor tillægget stiger progressivt over tid. Samtidig med denne opkrævningsform indføres tilhørende standardkvoter for forbrug, der er afgiftsbelagt efter hovedreglen, og som tager udgangspunkt i den statistiske forbrugsprofil på de borgergrupper, der er underlagt de forskellige afgiftssatser. Kvotesystemet er en enkel måde at styre misbrugssituationer på.
Disse omlægninger får meget stor betydning i befolkningens 2. levealder, hvor netop gennemførelse af uddannelse, stiftelse af bolig, etablering af familie og sikring af borgerens position i forhold til kvalitetsidealerne (arbejde adskilt fra fysisk tilstedeværelse, dobbelt livsstandard, transporteffektivitet etc.) kræver adgang til forhøjet realforbrug. For unge, der forlader uddannelsessystemet, er der overgangsbestemmelser med totale afgiftsfritagelser. For ældre, der er økonomisk udsatte, eller for andre kandidater til overførselsoverenskomst er der ligeledes reduceret eller ingen afgiftsbetaling ud fra en individuel vurdering.

I takt med, at den enkelte borger konsoliderer sin økonomi og i levetid skrider frem og som hovedregel har afsluttet sine investeringer i egen infrastruktur og familieskabelse, så tiltager afgiftstrykket. Men stadig alene på det direkte forbrug.

Befolkningens forbrug af offentlige serviceydelser afgiftsbelægges også. Disse foranstaltninger er en nødvendig konsekvens af bortfaldet af indkomstskattesystemet og samtidig et led i et ønske om dels effektivisering af den offentlige sektor, men ligeså afgørende, dels et led i sammensmeltningen af ydelsesproduktion imellem den offentlige og private sektor.
Stadigt større udflytning af offentlige serviceydelser udlægges i samproduktion med det private erhvervsliv for at sikre decentralisering, markedsregulering og effektivitet. Udflytningen fordrer, at disse samarbejdskonstellationer opbygger og vedligeholder egen provenuskabelse, og at ineffektivitet og kvalitetstab sanktioneres af borgerne og ikke af centralistiske kontrolsystemer. For at skabe en sammenhæng imellem muligheden for at levere ydelser og modtage indkomst herfor, gennemføres dermed "taxameterprincipper", hvor det offentlige gennemfører visse betalinger i forhold til den konkrete brug af ydelsesproducenten, men hvor også borgeren selv opkræves betaling.

I tidligere tid var der ikke basis for at omlægge en del af skattesystemet til forhøjet afgiftsbetaling ved forbrug, eller forhøjet afgiftsbetaling ved brug af offentlige serviceydelser. Grunden var den fornuftige og meget enkle, at netop sådanne systemer jo ville rette sig mod den dårligt stillede del af befolkningen og øge det effektive skattetryk på disse befolkningsgrupper.
Den ny tids metodik og integrationen imellem identitet på borger og forbruger tillader en individualisering af den enkelte borger og dermed også en reduktion eller fritagelse af borgeren for afgiftsforpligtelser.
Det er fair-tax-forudsætningen, der her spiller ind. I ny tid regulerer samfundet ikke sin beskatning efter forbrugsevne, men evnen til forbrug har indflydelse på de afgifter, man underlægges. Dels mere systematisk ved forbrugsafgiftssystemets satser og kvoter i funktion af alder og tidspunkt i borgerens livscyklus og forbrugsbehov, dels i forhold til de faktiske afgifter, som betales ved brug af serviceydelser, der produceres af den offentlige og private sektor i samarbejde. Både den sats, borgeren betaler for adgang til sådanne serviceydelser og den refusion, som det offentlige giver via taxameterprincippet reguleres af den enkelte borgers hele situation og finansielle stilling.

Ingen indlæg i denne debat

Den generelle hovedregel bliver, at afgiftssatserne er progressive over den enkelte borgers levetid. Man ser dermed, at progressiviteten i tidligere tids forældede indkomstskattesystem opretholdes, men overført til den ny tids afgiftsopkrævning. En teknisk umulighed i tidligere tid. Samtidig ser man et skift fra en beskatningsfilosofi, der alene tager udgangspunkt i en borgers forbrugsevne til at se forbrugsevnen i forhold til forbrugsbehovet. Begge disse to paradigmeskift er en del af fair tax-fortolkningen.

I praksis medfører det en administration af de egentlige forbrugsafgifter, hvor merværditillægget reguleres i procent af købesummen afhængigt af borgerens alder, og hvor tillægget stiger progressivt over tid. Samtidig med denne opkrævningsform indføres tilhørende standardkvoter for forbrug, der er afgiftsbelagt efter hovedreglen, og som tager udgangspunkt i den statistiske forbrugsprofil på de borgergrupper, der er underlagt de forskellige afgiftssatser. Kvotesystemet er en enkel måde at styre misbrugssituationer på.
Disse omlægninger får meget stor betydning i befolkningens 2. levealder, hvor netop gennemførelse af uddannelse, stiftelse af bolig, etablering af familie og sikring af borgerens position i forhold til kvalitetsidealerne (arbejde adskilt fra fysisk tilstedeværelse, dobbelt livsstandard, transporteffektivitet etc.) kræver adgang til forhøjet realforbrug. For unge, der forlader uddannelsessystemet, er der overgangsbestemmelser med totale afgiftsfritagelser. For ældre, der er økonomisk udsatte, eller for andre kandidater til overførselsoverenskomst er der ligeledes reduceret eller ingen afgiftsbetaling ud fra en individuel vurdering.

I takt med, at den enkelte borger konsoliderer sin økonomi og i levetid skrider frem og som hovedregel har afsluttet sine investeringer i egen infrastruktur og familieskabelse, så tiltager afgiftstrykket. Men stadig alene på det direkte forbrug.

Befolkningens forbrug af offentlige serviceydelser afgiftsbelægges også. Disse foranstaltninger er en nødvendig konsekvens af bortfaldet af indkomstskattesystemet og samtidig et led i et ønske om dels effektivisering af den offentlige sektor, men ligeså afgørende, dels et led i sammensmeltningen af ydelsesproduktion imellem den offentlige og private sektor.
Stadigt større udflytning af offentlige serviceydelser udlægges i samproduktion med det private erhvervsliv for at sikre decentralisering, markedsregulering og effektivitet. Udflytningen fordrer, at disse samarbejdskonstellationer opbygger og vedligeholder egen provenuskabelse, og at ineffektivitet og kvalitetstab sanktioneres af borgerne og ikke af centralistiske kontrolsystemer. For at skabe en sammenhæng imellem muligheden for at levere ydelser og modtage indkomst herfor, gennemføres dermed "taxameterprincipper", hvor det offentlige gennemfører visse betalinger i forhold til den konkrete brug af ydelsesproducenten, men hvor også borgeren selv opkræves betaling.

I tidligere tid var der ikke basis for at omlægge en del af skattesystemet til forhøjet afgiftsbetaling ved forbrug, eller forhøjet afgiftsbetaling ved brug af offentlige serviceydelser. Grunden var den fornuftige og meget enkle, at netop sådanne systemer jo ville rette sig mod den dårligt stillede del af befolkningen og øge det effektive skattetryk på disse befolkningsgrupper.
Den ny tids metodik og integrationen imellem identitet på borger og forbruger tillader en individualisering af den enkelte borger og dermed også en reduktion eller fritagelse af borgeren for afgiftsforpligtelser.
Det er fair-tax-forudsætningen, der her spiller ind. I ny tid regulerer samfundet ikke sin beskatning efter forbrugsevne, men evnen til forbrug har indflydelse på de afgifter, man underlægges. Dels mere systematisk ved forbrugsafgiftssystemets satser og kvoter i funktion af alder og tidspunkt i borgerens livscyklus og forbrugsbehov, dels i forhold til de faktiske afgifter, som betales ved brug af serviceydelser, der produceres af den offentlige og private sektor i samarbejde. Både den sats, borgeren betaler for adgang til sådanne serviceydelser og den refusion, som det offentlige giver via taxameterprincippet reguleres af den enkelte borgers hele situation og finansielle stilling.