I tidligere tid steg mange nationalstaters omkostninger til overførselsindkomster til udsatte befolkningsgrupper eksplosivt. Og i en sådan grad, at muligheden for at opretholde dem blev truet. En af de betydelige årsager hertil var, at der i mange tilfælde var tale om uigennemsigtige tilskudsbehov og en vanskelig vurdering af den tilskudsberettigedes samlede situation. Om der i tidligere tids velfærdssamfund var tale om tilskud under arbejdsløshed, sygdom, invaliditet eller som permanent tilskud grundet permanente omstændigheder, så var der i alle tilfælde tale om rammebevillinger af administrativ karakter og kostbare genvurderingsforløb. Samtidig var der udtalt mangel på kontrol med anvendelse af gennemførte udbetalinger fra det offentlige og især mangel på validering af det reelle behov herfor. Socialt bedrageri blev et stadigt oftere forekommende tilfælde, hvor solidaritetsfølelsen i skattesystemet kom under pres af misbrugssituationer.
I ny tid sker der en dramatisk omlægning af disse omstændigheder. For det første ses en husstand under et. For det andet skrider samfundet ind med støtte, der er en kombination af omkostningslettelser og egentlige tilskud.
En borger, der i ny tid skal have tilskud til sin økonomi fra samfundet, er derfor nødt til at tilmelde sig ordninger, der er koblet direkte sammen med claringscentrenes betalingssystemer. Dermed kan det offentlige følge den samlede økonomi for modtageren. Kravet til gennemsigtighed og kontrol er et fremtrædende hensyn til sikring af befolkningens opbakning til de store omfordelinger af indkomst, som dette system er udtryk for, og er et hensyn, der vejer tungere end hensynet til disse svagt stillede borgeres opfattelse af overvågning og administration.
Effekten af dette bliver, at tilmelding til overførselsindkomst og støtte fra det offentlige kræver visse objektive forudsætninger, som skal opfyldes, og som for den altovervejende del håndteres ved elektronisk sagsbehandling og validering. Resultatet heraf er, at borgeren modtager afgiftslettelser på forbrugskøb, lettelser på andre afgiftsområder og kreditlinier til definerede forbrugskøb i de store clearingscentraler – forbrugskøb, hvor det offentlige er regningsmodtager. Men generelt bliver der tale om øremærkede omkostninger, som det offentlige refunderer ud fra disses konkrete indhold og efter elektronisk kontrol af betalingsformål. Systemet, som udvikler sig i ny tid, er dermed mere rettet mod konkret hjælp og bistand på definerede indsatsområder overfor den enkelte borger, end mod generelle og genetiske tilskud, som man tidligere så. Tidligere tids mangel på teknologi og mangel på politisk beslutningskraft udelukkede, at det offentlige overtog den praktiske forvaltning af en individualiseret borger, hvis denne skulle modtage kontante tilskud til sin livsførelse. Den ny tids teknologi, automatiske betalinger af de beløb, som er genstand for tilskudsmulighed, de ny clearingcentraler af al økonomisk samkvem borger og omgivelser imellem samt vedtagelsen af helhedsbetragtninger ved evaluering af tilskudsforløb bliver de elementer, der tillader effektivisering af udbetalinger samt genskaber troværdigheden af disses berettigelse.
I situationer, hvor man er tilskudsberettiget, indtræder det offentlige øjeblikkeligt med afgiftslettelser og betalingsansvar for vedtagne betalinger, der er mod borgerens clearingkonto, og kan øjeblikkeligt tillade borgeren kortere eller mellemfristede kreditter i det automatiserede kreditgivningssystem, baseret på borgerens skønnede indkomstevne. Det offentlige er alene forpligtet til øremærkede betalinger og kan pålægge andre kreditgivning. Og først og fremmest vil brug af software i relation til den tilskudsberettigede borgers hele økonomi, og økonomien i den husstand, han er en del af, give automatisk signalering om, at tilskud ikke længere kan og skal finde sted. I det omkringliggende samfund er denne direkte og "case sensitive" administration af overførselsindkomster et vigtigt element i befolkningens politiske accept af betalinger, der for den enkelte modtager ikke sjældent forøges i forhold til tidligere niveauer. Men hvor naturen af systemet omvendt nedsætter længden og irreversibiliteten af denne type tilskud.
Summen af omlægninger på området for overførselsindkomster går derfor i flere retninger. Flere og nye borgergrupper inddrages som tilskudsberettigede, men antallet af borgere, der rent faktisk kan og vil benytte systemerne, falder. Og når de udnyttes, er effektiviteten af dem høj og delvist finansieret ved, at den samlede direkte og indirekte beskatning af borgeren øjeblikkeligt bringes til ophør. Vigtigt er også, at den automatiserede funktionalitet og individualisering tillader, at der løbende sker validering og kontrol af tilskudsbehovet og at dette måles op mod den samlede husstandsøkonomi og ændringerne heri.