Reading Piece #162 - Den offentlige økonomi forbedres

De offentlige omkostninger, som skatter og afgifter skal finansiere, kommer i en bedre relation til det samlede samfunds evne til at skabe produktionsværdier.

Effekten af drastisk forøgede levetider i befolkningen giver et samlet større beskatningsunderlag for forbrugsbeskatning, fordi enhver forbruger hele sit liv netop er aktiv forbruger. Den ny tids forbruger er aktiv forbruger og skifter blot forbrugsprofiler imellem de forskellige aldersgrupper, der passeres.
Forbrugeren er også blevet raskere og sundere. Det medfører, at forbruget vedligeholdes længere og på højere niveauer.

Den generelt større velfærd og større opsparing igennem flere aktive arbejdsår medfører et reduceret pres på den offentlige økonomi til folkesundhed, overførselsoverenskomster m.v. Samfundets investeringer på institutions- og uddannelsesområdet falder relativt til livstidsindkomsten og dermed skattebetalingsevnen af den enkelte borger. Man kan sige, at visse af samfundets betydelige investeringer i det enkelte menneskes tilværelse og forberedelse til den bliver mere effektive, idet den livstidsindkomst, som efterfølgende skabes ved disse investeringer, forhøjes.
Også på ældreområdet vil forbedret helbred og en ændret samværsprofil generationerne imellem føre til relative besparelser i forhold til den enkelte borger.

Større skatteprovenu fra den enkelte borger over livstiden og et bedre forhold imellem samfundets investeringer i borgerens tilværelse og dennes langsigtede evne til at betale skatter og afgifter til samfundet, er dermed udtryk for en bedre effektivitet i de offentlige investeringer i det enkelte menneske. De falder relativt til den enkelte borger set over borgerens samlede deltagelse i samfundsøkonomien.

De offentlige omkostninger retter sig dog mod flere områder end folkesundhed, uddannelse og ældrepleje. Samfundets omkostninger til overførselsindkomster er fortsat høje, og behovet for samfundets deltagelse i infrastrukturelle investeringer er betydelige. Der er dog mere tale om en ny øremærkning og ny fordelingspolitik end der er tale om, at de relative omkostninger stiger. I ny tid har alle ret til uddannelse og adgang til medicinsk hjælp og behandling. øget effektivisering af uddannelsessystemet medfører dog, at selvom de nominelle omkostninger stiger, så falder de pr. borger. Og endnu mere målt i forhold til borgerens livstidsindkomst. På sundhedsområdet øges omkostningerne ved behandlingsgarantier, der er optimeret i forhold til det fagligt og medicinsk ønskelige, men modgås ved, at befolkningens brug af forebyggende behandling og eliminering af sygdomsdispositioner trækker den anden vej. Der bliver mere hjælp til flere. Og bedre hjælp til alle. Men samfundsomkostningerne, målt i relation til den enkelte borger reduceres relativt, og der opstår som resultat heraf samlet en bedre og mere effektiv samfundsøkonomi.

Til forståelsen af den mere effektive samfundsøkonomi hører, at der finder et grundlæggende paradigmeskift sted, baseret på ny teknologi og en samtidig ændret holdning til solidaritet i skattepolitikken og en øgelse af effektiviteten af fordelingspolitikken.
Mens man i tidligere tid anvendte globaliserede principper, hvor beskatningssatser og regulering rettede sig mod definerede beskatningsområder og befolkningsgrupper, så ændrer disse definitioner sig i ny tid. Paradigmeskiftet sker derved, at al skat i princippet individualiseres, og at alle offentlige tilskud eller bistand til den del af befolkningen, som har tilskudsbehov, også individualiseres.
Hvor man i tidligere tid anvendte overordnede beskatningsregler og indkomstskatter, så går man i ny tid over til progressive afgiftssystemer, som kan gennemføres ud fra individualisering af borgeren i forbrugssituationen. Progressive afgiftssatser tillader dermed at opbygge afgiftssystemer, der har anden baggrund end det rene forbrug. Og det tillader ved befolkningens brug af offentlige ydelser, at der gennemføres borgerbetalinger, der er individualiserede på en anden vis end den mulighed, man havde i tidligere tid. Denne mulighed for individualisering og tilretning af afgifter – dels efter visse hovedregler og tilladte udnyttelseskvoter, dels efter mere individuelle hensyn – medfører, at beskatningsomlægninger kan gennemføres uden at kompromittere den grundlæggende forudsætning om solidaritet i skattesystemet og hensynet til de svagest stillede.
Når det fremhæves på dette sted, så er det fordi netop denne tilgang og teknologiske mulighed for at afgiftsbelægge efter profilen hos den enkelte borger bliver en central komponent i styringen af og reduktionen i de relative omkostninger til overførselsindkomster.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

De offentlige omkostninger, som skatter og afgifter skal finansiere, kommer i en bedre relation til det samlede samfunds evne til at skabe produktionsværdier.

Effekten af drastisk forøgede levetider i befolkningen giver et samlet større beskatningsunderlag for forbrugsbeskatning, fordi enhver forbruger hele sit liv netop er aktiv forbruger. Den ny tids forbruger er aktiv forbruger og skifter blot forbrugsprofiler imellem de forskellige aldersgrupper, der passeres.
Forbrugeren er også blevet raskere og sundere. Det medfører, at forbruget vedligeholdes længere og på højere niveauer.

Den generelt større velfærd og større opsparing igennem flere aktive arbejdsår medfører et reduceret pres på den offentlige økonomi til folkesundhed, overførselsoverenskomster m.v. Samfundets investeringer på institutions- og uddannelsesområdet falder relativt til livstidsindkomsten og dermed skattebetalingsevnen af den enkelte borger. Man kan sige, at visse af samfundets betydelige investeringer i det enkelte menneskes tilværelse og forberedelse til den bliver mere effektive, idet den livstidsindkomst, som efterfølgende skabes ved disse investeringer, forhøjes.
Også på ældreområdet vil forbedret helbred og en ændret samværsprofil generationerne imellem føre til relative besparelser i forhold til den enkelte borger.

Større skatteprovenu fra den enkelte borger over livstiden og et bedre forhold imellem samfundets investeringer i borgerens tilværelse og dennes langsigtede evne til at betale skatter og afgifter til samfundet, er dermed udtryk for en bedre effektivitet i de offentlige investeringer i det enkelte menneske. De falder relativt til den enkelte borger set over borgerens samlede deltagelse i samfundsøkonomien.

De offentlige omkostninger retter sig dog mod flere områder end folkesundhed, uddannelse og ældrepleje. Samfundets omkostninger til overførselsindkomster er fortsat høje, og behovet for samfundets deltagelse i infrastrukturelle investeringer er betydelige. Der er dog mere tale om en ny øremærkning og ny fordelingspolitik end der er tale om, at de relative omkostninger stiger. I ny tid har alle ret til uddannelse og adgang til medicinsk hjælp og behandling. øget effektivisering af uddannelsessystemet medfører dog, at selvom de nominelle omkostninger stiger, så falder de pr. borger. Og endnu mere målt i forhold til borgerens livstidsindkomst. På sundhedsområdet øges omkostningerne ved behandlingsgarantier, der er optimeret i forhold til det fagligt og medicinsk ønskelige, men modgås ved, at befolkningens brug af forebyggende behandling og eliminering af sygdomsdispositioner trækker den anden vej. Der bliver mere hjælp til flere. Og bedre hjælp til alle. Men samfundsomkostningerne, målt i relation til den enkelte borger reduceres relativt, og der opstår som resultat heraf samlet en bedre og mere effektiv samfundsøkonomi.

Til forståelsen af den mere effektive samfundsøkonomi hører, at der finder et grundlæggende paradigmeskift sted, baseret på ny teknologi og en samtidig ændret holdning til solidaritet i skattepolitikken og en øgelse af effektiviteten af fordelingspolitikken.
Mens man i tidligere tid anvendte globaliserede principper, hvor beskatningssatser og regulering rettede sig mod definerede beskatningsområder og befolkningsgrupper, så ændrer disse definitioner sig i ny tid. Paradigmeskiftet sker derved, at al skat i princippet individualiseres, og at alle offentlige tilskud eller bistand til den del af befolkningen, som har tilskudsbehov, også individualiseres.
Hvor man i tidligere tid anvendte overordnede beskatningsregler og indkomstskatter, så går man i ny tid over til progressive afgiftssystemer, som kan gennemføres ud fra individualisering af borgeren i forbrugssituationen. Progressive afgiftssatser tillader dermed at opbygge afgiftssystemer, der har anden baggrund end det rene forbrug. Og det tillader ved befolkningens brug af offentlige ydelser, at der gennemføres borgerbetalinger, der er individualiserede på en anden vis end den mulighed, man havde i tidligere tid. Denne mulighed for individualisering og tilretning af afgifter – dels efter visse hovedregler og tilladte udnyttelseskvoter, dels efter mere individuelle hensyn – medfører, at beskatningsomlægninger kan gennemføres uden at kompromittere den grundlæggende forudsætning om solidaritet i skattesystemet og hensynet til de svagest stillede.
Når det fremhæves på dette sted, så er det fordi netop denne tilgang og teknologiske mulighed for at afgiftsbelægge efter profilen hos den enkelte borger bliver en central komponent i styringen af og reduktionen i de relative omkostninger til overførselsindkomster.