Reading Piece #159 - Finanspolitisk konvergens

I en tid, hvor nationalstater indgår i stadigt mere forpligtende statssammenslutninger eller konføderale unioner som led i en global proces, hvor nationalstater efterfølgende regionaliseres og indtræder i nye og forbedrede regionale sammenslutninger, er det formentligt ikke nogen stor overraskelse, at hele det finanspolitiske paradigme undergår ekstreme forandringer.
Nationalstatens ret til at pålægge sin befolkning skatter og afgifter kommer i forvejen under pres af befolkningens mobilitet og den heraf resulterende svækkelse af hele retsgrundlaget for skattemæssigt tilhørsforhold defineret på baggrund af geografisk bestemt bopæl og centrum for livsinteressen. På mange måder er det netop mobiliteten og muligheden for at skatteplanlægge, samt et utal af domstolsafgørelser, der gradvist underminerer de nationale skattesystemer, der begge er  betydelige bidragydere til den første række af sammenslutninger i statsfællesskaber og konføderale unioner. De stadigt eksisterende politiske partier må indse, at målsætninger for samfundsøkonomien ikke kan opfyldes, hvis samfundsøkonomien betragtes nationalt.

Udgangspunktet i tidligere tid var, at nationalstaterne finansierede den offentlige økonomi ved udskrivning af skatter og afgifter.
I langt de fleste lande arbejdede man med et såkaldt proportionalt indkomstskattesystem, hvor man blev pålagt stadigt større skatter, jo flere penge man tjente. I andre nationalstater valgte man det lettere administrerbare "flat-rate" system, hvor en defineret skattesats gjaldt for den globale indkomst, som den enkelte måtte erhverve. Uanset, hvor den blev erhvervet.
Proportionalskattesystemet havde sin oprindelse tilbage i en tid, hvor flere af velfærdsøkonomierne blev skabt via en politisk styret fordelingspolitik og en politisk bestemt brug af offentlige budgetter til drift og anlæg af samfundet. Systemet overlevede kun i få generationer og brød sammen under vægten af uigennemskuelige regelsæt, der fik det paradoksale resultat, at proportionalskattesystemet blev vendt på hovedet. Der udviklede sig det, man beskrev som det omvendt proportionale skattesystem.

Uhensigtsmæssighederne blev tiltagende i takt med, at netop højindkomstmodtagere med adgang til rådgivning, mulighed for gældssætning, adgang til brug af avancerede afskrivningsregler samt mulighed for at kanalisere indkomster over i lavere beskattede juridiske skatteobjekter rent faktisk fik reduceret eller helt elimineret deres indkomstskatter. Og det effektive skattetræk blev dermed for stadigt større befolkningsgrupper betydeligt lavere end for de udsatte befolkningsgrupper, der alene havde lønmodtagerindkomster på et sædvanligt niveau for den tid.
Problemet blev også forstørret af det forhold, at netop dobbelt livsstandard og uklar definition af det skattemæssige opholdsted udløste stadigt større konflikter nationalstaterne imellem og dermed et begyndende sammenbrud af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Sammenbruddet i de bilaterale skattetraktater nationalstaterne indbyrdes fik den konsekvens, at en anden del af befolkningen blev underlagt skærpet beskatning ved at være betalingspligtig til forskellige nationalstater for den samme indkomst.
Politisk kom de politiske partier under pres, ikke blot fra befolkningsgrupper, der var svært stillet og kunne anke over den sociale urimelighed i et skattesystem, der "vendte den tunge ende ned", men også fra en helt anden befolkningsgruppe, der truede hele fundamentet for samfundsøkonomien ved deres massive udflytning og en heraf følgende "brain-draining". De tiltagende konflikter imellem forskelligartede befolkningsgrupper på den ene side, og de politiske partier på den anden side, om målsætning og ønskevirkning af indkomstskattepolitikken blev endnu en årsag til den re-demokratisering, som befolkningen gennemtvang, og som fik til resultat, at den politiske indflydelse flyttedes fra de politiske partier og direkte over til de valgte politiske repræsentanter selv.

I en tid med stigende social uro fra rest- og mellemgrupperne i befolkningen, udflytning af "smart labor" og heraf følgende "brain-draining", sammenbrud i mellemstatslige traktater for regulering af beskatningsret samt et stadigt faldende real-provenu fra indkomstskatter bliver en af overgangsløsningerne, at man i stadigt stigende grad forsøger at regulere disse forhold på mellemstatsligt niveau. Dette forsøges opnået ved at overflytte indkomstbeskatningen til at finde sted indenfor nye statssammenslutninger og konføderale unionsdannelser, men igen for blot at konstatere, at også på dette niveau bryder indkomstskatten sammen som beskatningsmodel. Den er ikke til at administrere, den er socialt uretfærdig og den svækker den offentlige økonomi med heraf følgende tab af indkomst.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

I en tid, hvor nationalstater indgår i stadigt mere forpligtende statssammenslutninger eller konføderale unioner som led i en global proces, hvor nationalstater efterfølgende regionaliseres og indtræder i nye og forbedrede regionale sammenslutninger, er det formentligt ikke nogen stor overraskelse, at hele det finanspolitiske paradigme undergår ekstreme forandringer.
Nationalstatens ret til at pålægge sin befolkning skatter og afgifter kommer i forvejen under pres af befolkningens mobilitet og den heraf resulterende svækkelse af hele retsgrundlaget for skattemæssigt tilhørsforhold defineret på baggrund af geografisk bestemt bopæl og centrum for livsinteressen. På mange måder er det netop mobiliteten og muligheden for at skatteplanlægge, samt et utal af domstolsafgørelser, der gradvist underminerer de nationale skattesystemer, der begge er  betydelige bidragydere til den første række af sammenslutninger i statsfællesskaber og konføderale unioner. De stadigt eksisterende politiske partier må indse, at målsætninger for samfundsøkonomien ikke kan opfyldes, hvis samfundsøkonomien betragtes nationalt.

Udgangspunktet i tidligere tid var, at nationalstaterne finansierede den offentlige økonomi ved udskrivning af skatter og afgifter.
I langt de fleste lande arbejdede man med et såkaldt proportionalt indkomstskattesystem, hvor man blev pålagt stadigt større skatter, jo flere penge man tjente. I andre nationalstater valgte man det lettere administrerbare "flat-rate" system, hvor en defineret skattesats gjaldt for den globale indkomst, som den enkelte måtte erhverve. Uanset, hvor den blev erhvervet.
Proportionalskattesystemet havde sin oprindelse tilbage i en tid, hvor flere af velfærdsøkonomierne blev skabt via en politisk styret fordelingspolitik og en politisk bestemt brug af offentlige budgetter til drift og anlæg af samfundet. Systemet overlevede kun i få generationer og brød sammen under vægten af uigennemskuelige regelsæt, der fik det paradoksale resultat, at proportionalskattesystemet blev vendt på hovedet. Der udviklede sig det, man beskrev som det omvendt proportionale skattesystem.

Uhensigtsmæssighederne blev tiltagende i takt med, at netop højindkomstmodtagere med adgang til rådgivning, mulighed for gældssætning, adgang til brug af avancerede afskrivningsregler samt mulighed for at kanalisere indkomster over i lavere beskattede juridiske skatteobjekter rent faktisk fik reduceret eller helt elimineret deres indkomstskatter. Og det effektive skattetræk blev dermed for stadigt større befolkningsgrupper betydeligt lavere end for de udsatte befolkningsgrupper, der alene havde lønmodtagerindkomster på et sædvanligt niveau for den tid.
Problemet blev også forstørret af det forhold, at netop dobbelt livsstandard og uklar definition af det skattemæssige opholdsted udløste stadigt større konflikter nationalstaterne imellem og dermed et begyndende sammenbrud af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Sammenbruddet i de bilaterale skattetraktater nationalstaterne indbyrdes fik den konsekvens, at en anden del af befolkningen blev underlagt skærpet beskatning ved at være betalingspligtig til forskellige nationalstater for den samme indkomst.
Politisk kom de politiske partier under pres, ikke blot fra befolkningsgrupper, der var svært stillet og kunne anke over den sociale urimelighed i et skattesystem, der "vendte den tunge ende ned", men også fra en helt anden befolkningsgruppe, der truede hele fundamentet for samfundsøkonomien ved deres massive udflytning og en heraf følgende "brain-draining". De tiltagende konflikter imellem forskelligartede befolkningsgrupper på den ene side, og de politiske partier på den anden side, om målsætning og ønskevirkning af indkomstskattepolitikken blev endnu en årsag til den re-demokratisering, som befolkningen gennemtvang, og som fik til resultat, at den politiske indflydelse flyttedes fra de politiske partier og direkte over til de valgte politiske repræsentanter selv.

I en tid med stigende social uro fra rest- og mellemgrupperne i befolkningen, udflytning af "smart labor" og heraf følgende "brain-draining", sammenbrud i mellemstatslige traktater for regulering af beskatningsret samt et stadigt faldende real-provenu fra indkomstskatter bliver en af overgangsløsningerne, at man i stadigt stigende grad forsøger at regulere disse forhold på mellemstatsligt niveau. Dette forsøges opnået ved at overflytte indkomstbeskatningen til at finde sted indenfor nye statssammenslutninger og konføderale unionsdannelser, men igen for blot at konstatere, at også på dette niveau bryder indkomstskatten sammen som beskatningsmodel. Den er ikke til at administrere, den er socialt uretfærdig og den svækker den offentlige økonomi med heraf følgende tab af indkomst.