Konsekvenserne af likviditetsoverflytning regioner og sammenslutninger imellem, de heraf flydende balancepåvirkninger og sikringen af, at solidarisk bistand et sted ikke udløser ureguleret tilbageslag andetsteds er en opgave, der overtages af centralbankerne.
Det bliver centralbankernes opgave, de geopolitiske magtcentre imellem, og med skyldig hensyntagen til det økonomiske samspil, at sikre den upolitiske, objektive og forfatningssikrede regulering af denne globale velfærdspolitik. Samt at sikre indslusning, sammenlægning og samdrift i takt med, at stadigt flere nationale økonomier omlægges. Først ved deltagelse i regionale sammenslutningers møntunioner, derefter i fastlåste ombytningsforhold de regionale sammenslutninger imellem, for slutteligt at smelte sammen i den virtuelle globale møntunion. En global møntunion, der repræsenterer forskellige forfatningsmæssige grundlag i Global Magna Carta, og hvor de respektive centralbanker indenfor de geopolitiske magtcentre derved pålægges at varetage og beskytte forskellige forfatningshensyn.
Den gradvise eliminering af handel og spekulation valutaer imellem har som biprodukt, at betydelig kapitaldannelse flyttes fra den private kapitalmarkedssektor til de offentlige økonomier. Men det er markedsbestemte og ikke politisk centraliserede beslutninger, som regulerer omfordelingen og de kanaler, hvoraf disse ressourcer omfordeles.
Det er den solidariske indtræden i relevante regionale sammenslutninger, accepten af forfatningsgrundlaget, de gennemførte Pax Globalis politikker og medlemskabet af den objektive økonomi, der tillader de tilbagestående nationalstater at give deres befolkninger del i denne globale omrokering af velstand. En omrokering, der er en forudsætning for langsigtet økonomisk vækst for den globale økonomi under et, og hvor netop den solidariske ressourceoverflytning sikrer udsatte nationalstaters deltagelse, demokratisering og underlæggelse af et geopolitisk forfatningsgrundlag, som er i tråd med historik, religion og befolkning. Og som i sig selv – ved den koncentriske politik – bidrager til sikring og effektivisering af den globale velfærd.
Vækstaccelerator udvikles uden risiko for real-økonomi.
De instrumenter, der udvikles i pengepolitikken bliver dermed forandrede. Hvor kraftig vækst i pengemængden tidligere blev reguleret ved at hæve renter og absorbere likviditet fra bank- og pengemarkeder, er den ny tids centralbanker forsynet med politiske instrumenter og beføjelser, som i højere grad går ud på at flytte likviditeten end at opsluge den (og dermed eliminere den fra den økonomiske vækst). I tidligere tid var sådanne processer ikke mulige. Snævre valutaregimer, opretholdelsen af nationalstaters egenvaluta og statssammenslutninger eller konføderale unioners snævre målsætninger for den økonomiske politik tillod ikke disse omflytninger. Heri lå en betydelig sub-optimering, som i ny tid bliver bragt til ophør ved, at likviditet kan retningsbestemmes til regioner og formål, hvor effekten af likviditeten kan afgrænses og øremærkes. Den pengerigelighed, der tidligere medførte en latent overophedning af vækstøkonomier og dermed fordrede, at væksten som sådan blev pengepolitisk modarbejdet for at undgå inflationspres, vil i ny tid blive modsvaret ved omflytninger af pengerigeligheden fra regioner og sektorer til andre regioner og andre sektorer, således at regulering indenfor smalle økonomier omlægges til ressourcetilskud i brede økonomier, der kan opsluge vækstpåvirkningen. Man har udviklet den såkaldte vækstaccelerator uden samtidig risiko for real-økonomien.
Renteinstrumentet bliver dermed en mere sofistikeret størrelse. Renten bruges mere til at sikre kanalisering af likviditet over i finansiering af regionale projekter og tiltag, end den bruges til at regulere den økonomiske aktivitet under et. Det er den uafhængige centralbanks opgave indenfor et valutaregime, og på vegne af de tilsluttede regionale sammenslutninger under det geopolitiske magtcenter, som angiver perimeteren for den koncentriske politik, at sikre, at vækstimpulsen rettes mod den del af økonomien, og i de regioner, hvor den får maksimalt gennemslag uden bivirkninger. Centralbankerne tilsikrer endvidere, at der i grænsefladerne de koncentriske økonomier imellem sker en tilrettelægning af den optimale funktionalitet og at sub-optimering modvirkes.
Det er en afpolitisering af en række beslutninger, der tillader den forfatningsmæssige uddelegering af kompetencer, og det er accepten af andre værdikomponenter i det samfundsmæssige økonomiske resultat, der udgør det paradigmeskift, der tillader, at en optimering af den globale pengepolitik i sig selv bliver et betydeligt bidrag til finansiering af velstandsudligningen.
Mens forsyningssiden (supply side economics) af økonomien i tidligere tid alene var reguleret af statsfinansielle beslutninger og finanspolitik, vil den ny tids pengepolitik få indflydelse på skabelse af forsyningsøkonomi på et objektivt og veldefineret politisk grundlag.
Betydelige dele af velstandsoverflytningen bliver derved selvfinansieret ved impulser til den globale forsyningsøkonomi, eliminering af sub-optimering de nationale økonomier indbyrdes samt overflytning af passiv kapitaldannelse og spekulationsgevinster til den offentlige økonomi.
I tidligere tid sås historiske eksempler på centralistisk vedtagne rammeøkonomier, som alle gik galt. I ny tid er det anerkendt, at det er markedskræfter, der regulerer flow og produktion regioner og geopolitiske centre imellem, men at det er den regulerede økonomi, som sikrer, at der sker optimering af disse processer. Reguleret efter helt overordnede indsatsområder og definerede politikker, og ikke efter komplicerede centralistiske beslutningsprocesser, hvor kapital dirigeres efter subjektive og svært gennemførlige politiske prioriteringer.
Den ny tids økonomi blander sig derfor ikke i, om den ene region producerer det ene eller det andet. Eller hvordan. Og i konkurrence med hvem. Det eneste, den ny tids pengepolitik tager vare om er, at konstateret overophedning et sted medfører udligning og overflytning til andre steder, hvor netop pengerigelighed og risikokapital må forudses at øge udviklingshøjden i den pågældende region eller sektor.
Konsekvenserne af likviditetsoverflytning regioner og sammenslutninger imellem, de heraf flydende balancepåvirkninger og sikringen af, at solidarisk bistand et sted ikke udløser ureguleret tilbageslag andetsteds er en opgave, der overtages af centralbankerne.
Det bliver centralbankernes opgave, de geopolitiske magtcentre imellem, og med skyldig hensyntagen til det økonomiske samspil, at sikre den upolitiske, objektive og forfatningssikrede regulering af denne globale velfærdspolitik. Samt at sikre indslusning, sammenlægning og samdrift i takt med, at stadigt flere nationale økonomier omlægges. Først ved deltagelse i regionale sammenslutningers møntunioner, derefter i fastlåste ombytningsforhold de regionale sammenslutninger imellem, for slutteligt at smelte sammen i den virtuelle globale møntunion. En global møntunion, der repræsenterer forskellige forfatningsmæssige grundlag i Global Magna Carta, og hvor de respektive centralbanker indenfor de geopolitiske magtcentre derved pålægges at varetage og beskytte forskellige forfatningshensyn.
Den gradvise eliminering af handel og spekulation valutaer imellem har som biprodukt, at betydelig kapitaldannelse flyttes fra den private kapitalmarkedssektor til de offentlige økonomier. Men det er markedsbestemte og ikke politisk centraliserede beslutninger, som regulerer omfordelingen og de kanaler, hvoraf disse ressourcer omfordeles.
Det er den solidariske indtræden i relevante regionale sammenslutninger, accepten af forfatningsgrundlaget, de gennemførte Pax Globalis politikker og medlemskabet af den objektive økonomi, der tillader de tilbagestående nationalstater at give deres befolkninger del i denne globale omrokering af velstand. En omrokering, der er en forudsætning for langsigtet økonomisk vækst for den globale økonomi under et, og hvor netop den solidariske ressourceoverflytning sikrer udsatte nationalstaters deltagelse, demokratisering og underlæggelse af et geopolitisk forfatningsgrundlag, som er i tråd med historik, religion og befolkning. Og som i sig selv – ved den koncentriske politik – bidrager til sikring og effektivisering af den globale velfærd.
Vækstaccelerator udvikles uden risiko for real-økonomi.
De instrumenter, der udvikles i pengepolitikken bliver dermed forandrede. Hvor kraftig vækst i pengemængden tidligere blev reguleret ved at hæve renter og absorbere likviditet fra bank- og pengemarkeder, er den ny tids centralbanker forsynet med politiske instrumenter og beføjelser, som i højere grad går ud på at flytte likviditeten end at opsluge den (og dermed eliminere den fra den økonomiske vækst). I tidligere tid var sådanne processer ikke mulige. Snævre valutaregimer, opretholdelsen af nationalstaters egenvaluta og statssammenslutninger eller konføderale unioners snævre målsætninger for den økonomiske politik tillod ikke disse omflytninger. Heri lå en betydelig sub-optimering, som i ny tid bliver bragt til ophør ved, at likviditet kan retningsbestemmes til regioner og formål, hvor effekten af likviditeten kan afgrænses og øremærkes. Den pengerigelighed, der tidligere medførte en latent overophedning af vækstøkonomier og dermed fordrede, at væksten som sådan blev pengepolitisk modarbejdet for at undgå inflationspres, vil i ny tid blive modsvaret ved omflytninger af pengerigeligheden fra regioner og sektorer til andre regioner og andre sektorer, således at regulering indenfor smalle økonomier omlægges til ressourcetilskud i brede økonomier, der kan opsluge vækstpåvirkningen. Man har udviklet den såkaldte vækstaccelerator uden samtidig risiko for real-økonomien.
Renteinstrumentet bliver dermed en mere sofistikeret størrelse. Renten bruges mere til at sikre kanalisering af likviditet over i finansiering af regionale projekter og tiltag, end den bruges til at regulere den økonomiske aktivitet under et. Det er den uafhængige centralbanks opgave indenfor et valutaregime, og på vegne af de tilsluttede regionale sammenslutninger under det geopolitiske magtcenter, som angiver perimeteren for den koncentriske politik, at sikre, at vækstimpulsen rettes mod den del af økonomien, og i de regioner, hvor den får maksimalt gennemslag uden bivirkninger. Centralbankerne tilsikrer endvidere, at der i grænsefladerne de koncentriske økonomier imellem sker en tilrettelægning af den optimale funktionalitet og at sub-optimering modvirkes.
Det er en afpolitisering af en række beslutninger, der tillader den forfatningsmæssige uddelegering af kompetencer, og det er accepten af andre værdikomponenter i det samfundsmæssige økonomiske resultat, der udgør det paradigmeskift, der tillader, at en optimering af den globale pengepolitik i sig selv bliver et betydeligt bidrag til finansiering af velstandsudligningen.
Mens forsyningssiden (supply side economics) af økonomien i tidligere tid alene var reguleret af statsfinansielle beslutninger og finanspolitik, vil den ny tids pengepolitik få indflydelse på skabelse af forsyningsøkonomi på et objektivt og veldefineret politisk grundlag.
Betydelige dele af velstandsoverflytningen bliver derved selvfinansieret ved impulser til den globale forsyningsøkonomi, eliminering af sub-optimering de nationale økonomier indbyrdes samt overflytning af passiv kapitaldannelse og spekulationsgevinster til den offentlige økonomi.
I tidligere tid sås historiske eksempler på centralistisk vedtagne rammeøkonomier, som alle gik galt. I ny tid er det anerkendt, at det er markedskræfter, der regulerer flow og produktion regioner og geopolitiske centre imellem, men at det er den regulerede økonomi, som sikrer, at der sker optimering af disse processer. Reguleret efter helt overordnede indsatsområder og definerede politikker, og ikke efter komplicerede centralistiske beslutningsprocesser, hvor kapital dirigeres efter subjektive og svært gennemførlige politiske prioriteringer.
Den ny tids økonomi blander sig derfor ikke i, om den ene region producerer det ene eller det andet. Eller hvordan. Og i konkurrence med hvem. Det eneste, den ny tids pengepolitik tager vare om er, at konstateret overophedning et sted medfører udligning og overflytning til andre steder, hvor netop pengerigelighed og risikokapital må forudses at øge udviklingshøjden i den pågældende region eller sektor.