I tidligere tid sås historiske eksempler på centralistisk vedtagne rammeøkonomier, som alle gik galt. I ny tid er det anerkendt, at det er markedskræfter, der regulerer flow og produktion regioner og geopolitiske centre imellem.
De instrumenter, der udvikles i pengepolitikken bliver dermed forandrede. Hvor kraftig vækst i pengemængden tidligere blev reguleret ved at hæve renter og absorbere likviditet fra bank- og pengemarkeder, er den ny tids centralbanker forsynet med politiske instrumenter og beføjelser, som i højere grad mere går ud på at flytte likviditeten end at opsluge den.
Den pengerigelighed, der tidligere medførte en latent overophedning af vækstøkonomier og dermed fordrede, at væksten som sådan blev pengepolitisk modarbejdet for at undgå inflationspres, vil i ny tid blive modsvaret ved omflytninger af pengerigeligheden fra regioner og sektorer til andre regioner og andre sektorer.