Sammenlægningen af nationalbalancer imellem kreditor- og debitornationer ved vi er en naturlig konsekvens af det fælles accepterede politiske mål, hvor velstående økonomier overflytter velstand til mindre velstående økonomier. En sådan systematisk velstandsudligning er kun mulig at gennemføre – og opretholde – ved fastlåste valutariske ombytningsforhold udvalgte velfærdsøkonomier imellem, således at kreditornationer kan give deres bidrag og modvirke uhensigtsmæssig velfærdsoverflytning velfærdsøkonomier imellem som negativ bivirkning hos debitornationer.
Mens disse politikker i starten faciliteres af bilaterale aftaler og swaps af statsobligationer, udstedt af debitornationer mod disses forpligtelse til ressourceoverflytning til regioner med velstandsefterslæb, så bliver det gradvist erkendelsen, at valutafælleskab imellem debitor- og kreditorøkonomier giver stadigt større mening. Det er de gradvise sammenlægninger af nationalformuerne de relevante regionale sammenslutninger imellem, der muliggør, at der kan udskilles en andel heraf til opbygning af nye nationale formuer i andre dele af det globale økonomiske kompleks. Og at det kun er derved, at både kvalitetsidealerne kan opfyldes og der samtidig skabes et grundlag for global økonomisk vækst, der tillader alle økonomier under et at opnå de fulde komparative fordele.
Det er opgøret med tidligere tids sub-optimering af den globale økonomi og den traditionelle optimering på nationale niveauer, der er den afgørende drivkraft bag stabilisering af global økonomisk vækst og velfærdsforbedring. Det er kun ved gennemførelsen af denne politik og dens rodfæstning i forfatningsgrundlaget for Global Magna Carta, at befolkningsressourcer kan sikres inddraget i den globale økonomi, uden hvilken der ikke kan skabes samtidig sikkerhed for velstandsforbedringer, stabilitet, fred og artens overlevelse.
I ny tid ved vi, at der generelt er for mange penge. Og at de ikke kan finde den overforrentning, som man kendte fra tidligere tid. Kun i nicher af kapitalmarkedet opstår lejlighedsvis mulighed for forhøjet afkast. Hovedreglen bliver dog, at i en tid, hvor de inflationære elementer i økonomien er bragt under kontrol eller helt elimineret, og med en global økonomi, hvor real-væksten er lig med befolkningstilvæksten, er den rente, man kan få for at stille kapital til rådighed faldet til et niveau, hvor den alene er udtryk for den langsigtede forventning til befolkningstilvæksten og dermed af natur marginaliseret og i stadigt mindre grad værdsat.
På mange måder sker der en afmonetarisering af økonomien. Ejerne af kapitalapparatet måler i stedet deres afkast ud fra en subjektiv værdiansættelse af en række substituerende velfærdsforbedringer. Man taler om kvalitet af penge: "afkast", der måles på et moralsk grundlag, der er bredere og mere universelt end tidligere tids opgørelse af nationalformuer.
Sammenlægningen af nationalbalancer imellem kreditor- og debitornationer ved vi er en naturlig konsekvens af det fælles accepterede politiske mål, hvor velstående økonomier overflytter velstand til mindre velstående økonomier. En sådan systematisk velstandsudligning er kun mulig at gennemføre – og opretholde – ved fastlåste valutariske ombytningsforhold udvalgte velfærdsøkonomier imellem, således at kreditornationer kan give deres bidrag og modvirke uhensigtsmæssig velfærdsoverflytning velfærdsøkonomier imellem som negativ bivirkning hos debitornationer.
Mens disse politikker i starten faciliteres af bilaterale aftaler og swaps af statsobligationer, udstedt af debitornationer mod disses forpligtelse til ressourceoverflytning til regioner med velstandsefterslæb, så bliver det gradvist erkendelsen, at valutafælleskab imellem debitor- og kreditorøkonomier giver stadigt større mening. Det er de gradvise sammenlægninger af nationalformuerne de relevante regionale sammenslutninger imellem, der muliggør, at der kan udskilles en andel heraf til opbygning af nye nationale formuer i andre dele af det globale økonomiske kompleks. Og at det kun er derved, at både kvalitetsidealerne kan opfyldes og der samtidig skabes et grundlag for global økonomisk vækst, der tillader alle økonomier under et at opnå de fulde komparative fordele.
Det er opgøret med tidligere tids sub-optimering af den globale økonomi og den traditionelle optimering på nationale niveauer, der er den afgørende drivkraft bag stabilisering af global økonomisk vækst og velfærdsforbedring. Det er kun ved gennemførelsen af denne politik og dens rodfæstning i forfatningsgrundlaget for Global Magna Carta, at befolkningsressourcer kan sikres inddraget i den globale økonomi, uden hvilken der ikke kan skabes samtidig sikkerhed for velstandsforbedringer, stabilitet, fred og artens overlevelse.
I ny tid ved vi, at der generelt er for mange penge. Og at de ikke kan finde den overforrentning, som man kendte fra tidligere tid. Kun i nicher af kapitalmarkedet opstår lejlighedsvis mulighed for forhøjet afkast. Hovedreglen bliver dog, at i en tid, hvor de inflationære elementer i økonomien er bragt under kontrol eller helt elimineret, og med en global økonomi, hvor real-væksten er lig med befolkningstilvæksten, er den rente, man kan få for at stille kapital til rådighed faldet til et niveau, hvor den alene er udtryk for den langsigtede forventning til befolkningstilvæksten og dermed af natur marginaliseret og i stadigt mindre grad værdsat.
På mange måder sker der en afmonetarisering af økonomien. Ejerne af kapitalapparatet måler i stedet deres afkast ud fra en subjektiv værdiansættelse af en række substituerende velfærdsforbedringer. Man taler om kvalitet af penge: "afkast", der måles på et moralsk grundlag, der er bredere og mere universelt end tidligere tids opgørelse af nationalformuer.