Reading Piece #156 - Universalitetsprincippet

Det er en central politisk omstændighed, at der skal skabes en virtuel global møntunion.

Et andet væsentligt forhold bag ny tids økonomiske politik bliver, at de ændrede mål for den økonomiske politik til at omfatte andre målsætninger end snævre nationalstaters krav til økonomisk vækst og regionale (nationale) velfærdsforbedringer åbner op for universalitetsprincippet i den økonomiske politik.

Dette betyder, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte eller gennemføre unilateral politik, der tilsikrer regionale velstandsforbedringer, hvis det sker på bekostning af andre regioner og befolkninger.
Universalitetsprincippet i velfærdsøkonomien er dermed en forfatningsforudsat del af hele princippet om den koncentriske økonomi. Og er en nødvendig konsekvens af det politiske mål om at sikre en velstandsoverflytning befolkningerne imellem via den horisontale og vertikale udligning.
Der vil også i ny tid være – betydende – forskelle regioner imellem og vedblive med at være det, men det forfatningsmæssige udgangspunkt er, at en sådan tilstand ikke kan opstå eller vedligeholdes, hvis den sker på bekostning af andre befolkningers velfærd. Summen af velfærd skal øges som forudsætning for velfærdsforbedringer. Udligningsordninger kompenserer herefter regioner og regionale sammenslutninger imellem, uanset det forfatningsmæssige tilhørsforhold til forskellige geopolitiske magtcentre. Denne fællesnævner for de forskellige forfatningsparadigmer i Global Magna Carta er den afgørende forudsætning for nationalstaternes opgivelse af økonomisk suverænitet, deres fragmentering i regioner og deres efterfølgende sameksistens indenfor globalt konvergerende monetære unioner.

Det er ved skabelsen af disse møntunioner, at den fuldstændige velstandsudligning gennemføres. I takt med, at tidligere nationalstater tiltræder elementerne i Global Magna Carta, opfylder en række krav til deltagelse i den horisontale velstandsudligning regioner og sammenslutninger imellem samt opfylder alle de indlagte forudsætninger i Pax Globalis, åbnes vejen til medlemskab af møntunionerne. Man bytter velfærd for politik.
De enkelte regioner og sammenslutninger skal møde indlagte måltal og er underlagt de forfatningssikrede, uafhængige kontrolinstitutioner, der på baggrund af den objektive økonomi vedligeholder forudsætningerne.

Vejen igennem løst valutarisk samarbejde over faste ombytningsforhold til endelige møntunioner er lang og tidskrævende. Der er tale om en proces, hvor tidligere nationalstater udgør kernen og sikrer den nødvendige real-kritiske masse, og hvor omfanget kun gradvist udvides og nye regioner inddrages.

Pengepolitisk konvergens.


Der skabes en global pengepolitisk konvergens, og i konsekvens heraf elimineres valutaforskelle gradvis og endeligt etableres en virtuel global møntunion. Men forudsætningen for dens gennemførelse er de ikke politisk styrede, men objektivt bestemte økonomiske politikker, der sammenlagt skal sikre, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte politikker og måltal for derved at tilsikre en regional befolkningsgruppe velstandsforbedringer på bekostning af andre regioner og befolkninger.

Forudsætningen for fastlåsning af de valutare ombytningsforhold bygger på klassiske forudsætninger til en konvergerende pengepolitik. En opgave, der dog bliver enklere, end man så det i tidligere tid.

Vi ved, at inflation presses ud af økonomierne (se afsnit om Penge og Kapitalmarked), hvorved den pengepolitiske opgave med regulering af inflation bliver stadigt mindre.
Vi ved også, at den globale vækst bliver lig med befolkningstilvæksten og derfor stadigt mere ensartet økonomierne imellem i takt med, at regionale befolkninger beslutter sig for en mere ensartet reproduktionsprofil. Over længere tid ser man dog betydelige forskelle i fødselstal, hvilket medfører større vækst i visse regioner end i andre. Som hovedregel bliver der dog tale om, at denne udvikling finder sted i regioner, der alle har et velstandsefterslæb.
International politisk accept af, at sådanne vækstforskelle kan opretholdes og samtidig pengepolitisk bistand til, at regioner med velstandsefterslæb tillades kunstigt lave valutariske ombytningsforhold får til konsekvens, at der finder en overflytning af økonomisk vækst og velfærd sted – på bekostning af mere velstillede regioner.
En sådan politik var ikke mulig i tidligere tid, idet samfundsøkonomien centrerede sig om velstandsforbedringer og økonomisk vækst for den enkelte økonomi og nationalstat. Flere fremtrædende økonomiers beslutning om at opgive eget velfærd for global velfærdsudligning er den centrale politiske forudsætning for, at denne tilstand kan bringes til eksistens.
Dette sker i anerkendelse af, at det kun er ved en systematisk velstandsudligning regionerne imellem, at den globale økonomiske samlede produktion kan optimeres. En optimering, der i sig selv er en nødvendig forudsætning for skabelsen af balanceret økonomisk vækst økonomierne imellem, hvilket er en nødvendighed, hvis befolkningernes krav til overordnet kvalitetspolitik skal imødekommes af samfundet.
Det er en central politisk omstændighed, at der skal skabes en virtuel global møntunion.

Et andet væsentligt forhold bag ny tids økonomiske politik bliver, at de ændrede mål for den økonomiske politik til at omfatte andre målsætninger end snævre nationalstaters krav til økonomisk vækst og regionale (nationale) velfærdsforbedringer åbner op for universalitetsprincippet i den økonomiske politik.

Dette betyder, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte eller gennemføre unilateral politik, der tilsikrer regionale velstandsforbedringer, hvis det sker på bekostning af andre regioner og befolkninger.
Universalitetsprincippet i velfærdsøkonomien er dermed en forfatningsforudsat del af hele princippet om den koncentriske økonomi. Og er en nødvendig konsekvens af det politiske mål om at sikre en velstandsoverflytning befolkningerne imellem via den horisontale og vertikale udligning.
Der vil også i ny tid være – betydende – forskelle regioner imellem og vedblive med at være det, men det forfatningsmæssige udgangspunkt er, at en sådan tilstand ikke kan opstå eller vedligeholdes, hvis den sker på bekostning af andre befolkningers velfærd. Summen af velfærd skal øges som forudsætning for velfærdsforbedringer. Udligningsordninger kompenserer herefter regioner og regionale sammenslutninger imellem, uanset det forfatningsmæssige tilhørsforhold til forskellige geopolitiske magtcentre. Denne fællesnævner for de forskellige forfatningsparadigmer i Global Magna Carta er den afgørende forudsætning for nationalstaternes opgivelse af økonomisk suverænitet, deres fragmentering i regioner og deres efterfølgende sameksistens indenfor globalt konvergerende monetære unioner.

Det er ved skabelsen af disse møntunioner, at den fuldstændige velstandsudligning gennemføres. I takt med, at tidligere nationalstater tiltræder elementerne i Global Magna Carta, opfylder en række krav til deltagelse i den horisontale velstandsudligning regioner og sammenslutninger imellem samt opfylder alle de indlagte forudsætninger i Pax Globalis, åbnes vejen til medlemskab af møntunionerne. Man bytter velfærd for politik.
De enkelte regioner og sammenslutninger skal møde indlagte måltal og er underlagt de forfatningssikrede, uafhængige kontrolinstitutioner, der på baggrund af den objektive økonomi vedligeholder forudsætningerne.

Vejen igennem løst valutarisk samarbejde over faste ombytningsforhold til endelige møntunioner er lang og tidskrævende. Der er tale om en proces, hvor tidligere nationalstater udgør kernen og sikrer den nødvendige real-kritiske masse, og hvor omfanget kun gradvist udvides og nye regioner inddrages.

Pengepolitisk konvergens.


Der skabes en global pengepolitisk konvergens, og i konsekvens heraf elimineres valutaforskelle gradvis og endeligt etableres en virtuel global møntunion. Men forudsætningen for dens gennemførelse er de ikke politisk styrede, men objektivt bestemte økonomiske politikker, der sammenlagt skal sikre, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte politikker og måltal for derved at tilsikre en regional befolkningsgruppe velstandsforbedringer på bekostning af andre regioner og befolkninger.

Forudsætningen for fastlåsning af de valutare ombytningsforhold bygger på klassiske forudsætninger til en konvergerende pengepolitik. En opgave, der dog bliver enklere, end man så det i tidligere tid.

Vi ved, at inflation presses ud af økonomierne (se afsnit om Penge og Kapitalmarked), hvorved den pengepolitiske opgave med regulering af inflation bliver stadigt mindre.
Vi ved også, at den globale vækst bliver lig med befolkningstilvæksten og derfor stadigt mere ensartet økonomierne imellem i takt med, at regionale befolkninger beslutter sig for en mere ensartet reproduktionsprofil. Over længere tid ser man dog betydelige forskelle i fødselstal, hvilket medfører større vækst i visse regioner end i andre. Som hovedregel bliver der dog tale om, at denne udvikling finder sted i regioner, der alle har et velstandsefterslæb.
International politisk accept af, at sådanne vækstforskelle kan opretholdes og samtidig pengepolitisk bistand til, at regioner med velstandsefterslæb tillades kunstigt lave valutariske ombytningsforhold får til konsekvens, at der finder en overflytning af økonomisk vækst og velfærd sted – på bekostning af mere velstillede regioner.
En sådan politik var ikke mulig i tidligere tid, idet samfundsøkonomien centrerede sig om velstandsforbedringer og økonomisk vækst for den enkelte økonomi og nationalstat. Flere fremtrædende økonomiers beslutning om at opgive eget velfærd for global velfærdsudligning er den centrale politiske forudsætning for, at denne tilstand kan bringes til eksistens.
Dette sker i anerkendelse af, at det kun er ved en systematisk velstandsudligning regionerne imellem, at den globale økonomiske samlede produktion kan optimeres. En optimering, der i sig selv er en nødvendig forudsætning for skabelsen af balanceret økonomisk vækst økonomierne imellem, hvilket er en nødvendighed, hvis befolkningernes krav til overordnet kvalitetspolitik skal imødekommes af samfundet.
Det er en central politisk omstændighed, at der skal skabes en virtuel global møntunion.

Et andet væsentligt forhold bag ny tids økonomiske politik bliver, at de ændrede mål for den økonomiske politik til at omfatte andre målsætninger end snævre nationalstaters krav til økonomisk vækst og regionale (nationale) velfærdsforbedringer åbner op for universalitetsprincippet i den økonomiske politik.

Dette betyder, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte eller gennemføre unilateral politik, der tilsikrer regionale velstandsforbedringer, hvis det sker på bekostning af andre regioner og befolkninger.
Universalitetsprincippet i velfærdsøkonomien er dermed en forfatningsforudsat del af hele princippet om den koncentriske økonomi. Og er en nødvendig konsekvens af det politiske mål om at sikre en velstandsoverflytning befolkningerne imellem via den horisontale og vertikale udligning.
Der vil også i ny tid være – betydende – forskelle regioner imellem og vedblive med at være det, men det forfatningsmæssige udgangspunkt er, at en sådan tilstand ikke kan opstå eller vedligeholdes, hvis den sker på bekostning af andre befolkningers velfærd. Summen af velfærd skal øges som forudsætning for velfærdsforbedringer. Udligningsordninger kompenserer herefter regioner og regionale sammenslutninger imellem, uanset det forfatningsmæssige tilhørsforhold til forskellige geopolitiske magtcentre. Denne fællesnævner for de forskellige forfatningsparadigmer i Global Magna Carta er den afgørende forudsætning for nationalstaternes opgivelse af økonomisk suverænitet, deres fragmentering i regioner og deres efterfølgende sameksistens indenfor globalt konvergerende monetære unioner.

Det er ved skabelsen af disse møntunioner, at den fuldstændige velstandsudligning gennemføres. I takt med, at tidligere nationalstater tiltræder elementerne i Global Magna Carta, opfylder en række krav til deltagelse i den horisontale velstandsudligning regioner og sammenslutninger imellem samt opfylder alle de indlagte forudsætninger i Pax Globalis, åbnes vejen til medlemskab af møntunionerne. Man bytter velfærd for politik.
De enkelte regioner og sammenslutninger skal møde indlagte måltal og er underlagt de forfatningssikrede, uafhængige kontrolinstitutioner, der på baggrund af den objektive økonomi vedligeholder forudsætningerne.

Vejen igennem løst valutarisk samarbejde over faste ombytningsforhold til endelige møntunioner er lang og tidskrævende. Der er tale om en proces, hvor tidligere nationalstater udgør kernen og sikrer den nødvendige real-kritiske masse, og hvor omfanget kun gradvist udvides og nye regioner inddrages.

Pengepolitisk konvergens.


Der skabes en global pengepolitisk konvergens, og i konsekvens heraf elimineres valutaforskelle gradvis og endeligt etableres en virtuel global møntunion. Men forudsætningen for dens gennemførelse er de ikke politisk styrede, men objektivt bestemte økonomiske politikker, der sammenlagt skal sikre, at en region eller en regional sammenslutning ikke kan tilsidesætte politikker og måltal for derved at tilsikre en regional befolkningsgruppe velstandsforbedringer på bekostning af andre regioner og befolkninger.

Forudsætningen for fastlåsning af de valutare ombytningsforhold bygger på klassiske forudsætninger til en konvergerende pengepolitik. En opgave, der dog bliver enklere, end man så det i tidligere tid.

Vi ved, at inflation presses ud af økonomierne (se afsnit om Penge og Kapitalmarked), hvorved den pengepolitiske opgave med regulering af inflation bliver stadigt mindre.
Vi ved også, at den globale vækst bliver lig med befolkningstilvæksten og derfor stadigt mere ensartet økonomierne imellem i takt med, at regionale befolkninger beslutter sig for en mere ensartet reproduktionsprofil. Over længere tid ser man dog betydelige forskelle i fødselstal, hvilket medfører større vækst i visse regioner end i andre. Som hovedregel bliver der dog tale om, at denne udvikling finder sted i regioner, der alle har et velstandsefterslæb.
International politisk accept af, at sådanne vækstforskelle kan opretholdes og samtidig pengepolitisk bistand til, at regioner med velstandsefterslæb tillades kunstigt lave valutariske ombytningsforhold får til konsekvens, at der finder en overflytning af økonomisk vækst og velfærd sted – på bekostning af mere velstillede regioner.
En sådan politik var ikke mulig i tidligere tid, idet samfundsøkonomien centrerede sig om velstandsforbedringer og økonomisk vækst for den enkelte økonomi og nationalstat. Flere fremtrædende økonomiers beslutning om at opgive eget velfærd for global velfærdsudligning er den centrale politiske forudsætning for, at denne tilstand kan bringes til eksistens.
Dette sker i anerkendelse af, at det kun er ved en systematisk velstandsudligning regionerne imellem, at den globale økonomiske samlede produktion kan optimeres. En optimering, der i sig selv er en nødvendig forudsætning for skabelsen af balanceret økonomisk vækst økonomierne imellem, hvilket er en nødvendighed, hvis befolkningernes krav til overordnet kvalitetspolitik skal imødekommes af samfundet.