Reading Piece #155 - Økonomien "objektiviseres"

At den koncentriske velfærdsøkonomi ikke er sammenfaldende med den koncentriske politik følger af den naturlige omstændighed, at regionale sammenslutninger, der indbyrdes er geografisk forbundne, meget vel kan have fælles økonomiske interesser og gensidig påvirkning, selvom man på det geopolitiske plan kan have meget forskellige forfatningsmæssige udgangspunkter. Og meget forskellige holdninger til en række andre – og ikke økonomisk betingede – politiske spørgsmål.
Man ser i ny tid, at hele kontinenter, der består af flere regionale sammenslutninger med forskellig geopolitisk tilknytning og dermed forskellige beslutningsveje for overordnede politiske beslutninger og den virkning, de skal have internationalt, er bundet sammen af en enkelt koncentrisk økonomi. Der skabes i ny tid en forfatningsmæssig tilsikring af, at økonomien er objektiviseret.
At økonomi ikke må tages som politisk gidsel, muliggøres af Pax Globalis og de velstående økonomiers beslutning om velfærdsnedgang til sikring af velstandsudligning samt opløsningen af tidligere tiders totalitære samfundssystemer.
I tidligere tid var det netop fraværet af moralsk prioritering i de velstående nationalstaters økonomiske politik samt den fortsatte eksistens af totalitære regimer, der forhindrede objektiviseringen af økonomien.
Mens forskelle på valutaer var et middel til at styre nationaløkonomisk vækst på bekostning af andre økonomier, ses i ny tid, at ændring af hele valutaregimet repræsenterer en global koncentrisk økonomi, hvor den enkelte regions interesser er optimeret, men hvor forudsætningen herfor – beslutning, gennemførelse og kontrol – er taget de geopolitiske magtcentre imellem.

Monetær union.


Med gennemførelsen af velstandsudligningen bliver valutaforskelle en forhindring mere end en hjælp til denne proces. Mens visse velstående nationalstater påbegynder velstandsoverflytning, opstår der et samtidigt behov for at se på de indbyrdes gældsforhold nationalstaterne (valutaområderne) imellem, og en nødvendighed af at eliminere effekten af velstandsudligningen på nationalstaternes betalingsbalancer og "udlandsgæld".
En overgang bliver en af løsningerne, at nettokreditornationer gennemfører massive gældskonverteringer hos nettodebitornationer, der enten bytter finansielle krav ud med indfrielser i form af udligningsordninger og kreditter som led i velstandsudligningen, eller modtager eftergivelse af gælden i aftalte pro-ratiske forhold.

Men de samtidigt vedtagne forfatningsparadigmer, som finder vej igennem processen med skabelsen af de geopolitiske magtcentre og vedtagelsen af den koncentriske velfærdsøkonomi, skaber samtidigt behovet for nye fiskale regimer, der reguleres på niveau af de regionale sammenslutninger og på tværs af de geopolitiske magtcentre. Også i denne sammenhæng bliver valutaforskelle et stadigt større problem og en forhindring for skabelsen af den nødvendige finanspolitiske konvergens.

Etableringen af geopolitiske magtcentre under forskellige forfatningsstrukturer og anerkendelsen af, at den heraf følgende koncentriske politik og beslutningsudflytning kun kan opfylde de overordnede kvalitetsmål ved samtidig åbning for en koncentrisk velfærdsøkonomi etablerer den kombination, der sikrer samhørighed og fælles økonomiske betingelser de geopolitiske centre imellem.
Uanset, at den lagte velfærdspolitik ikke er sammenfaldende med den geografi og baggrund, der gælder for det geopolitiske center, som vedkender sig den, så indses det, at fælles økonomisk samhørighed alene kan sikres ved etablering af en fastlås kurs af få konvertible valutaer.
De respektive geopolitiske magtcentre overgår dermed til møntunioner i takt med, at regionaliseringen overtager de oprindelige nationalstater, og med forfatningssikrede uafhængige tilsynsorganer på det monetære og fiskale område for de enkelte geopolitiske centre.

Få betydende valutaområder låses herefter sammen i et indbyrdes ombytningsforhold som første foranstaltning. De facto bliver virkningen en global møntunion, og det bliver en politisk realitet, at kravene til konvergerende finans- og pengepolitik selv de geopolitiske centre imellem til stadighed bliver større og større.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

At den koncentriske velfærdsøkonomi ikke er sammenfaldende med den koncentriske politik følger af den naturlige omstændighed, at regionale sammenslutninger, der indbyrdes er geografisk forbundne, meget vel kan have fælles økonomiske interesser og gensidig påvirkning, selvom man på det geopolitiske plan kan have meget forskellige forfatningsmæssige udgangspunkter. Og meget forskellige holdninger til en række andre – og ikke økonomisk betingede – politiske spørgsmål.
Man ser i ny tid, at hele kontinenter, der består af flere regionale sammenslutninger med forskellig geopolitisk tilknytning og dermed forskellige beslutningsveje for overordnede politiske beslutninger og den virkning, de skal have internationalt, er bundet sammen af en enkelt koncentrisk økonomi. Der skabes i ny tid en forfatningsmæssig tilsikring af, at økonomien er objektiviseret.
At økonomi ikke må tages som politisk gidsel, muliggøres af Pax Globalis og de velstående økonomiers beslutning om velfærdsnedgang til sikring af velstandsudligning samt opløsningen af tidligere tiders totalitære samfundssystemer.
I tidligere tid var det netop fraværet af moralsk prioritering i de velstående nationalstaters økonomiske politik samt den fortsatte eksistens af totalitære regimer, der forhindrede objektiviseringen af økonomien.
Mens forskelle på valutaer var et middel til at styre nationaløkonomisk vækst på bekostning af andre økonomier, ses i ny tid, at ændring af hele valutaregimet repræsenterer en global koncentrisk økonomi, hvor den enkelte regions interesser er optimeret, men hvor forudsætningen herfor – beslutning, gennemførelse og kontrol – er taget de geopolitiske magtcentre imellem.

Monetær union.


Med gennemførelsen af velstandsudligningen bliver valutaforskelle en forhindring mere end en hjælp til denne proces. Mens visse velstående nationalstater påbegynder velstandsoverflytning, opstår der et samtidigt behov for at se på de indbyrdes gældsforhold nationalstaterne (valutaområderne) imellem, og en nødvendighed af at eliminere effekten af velstandsudligningen på nationalstaternes betalingsbalancer og "udlandsgæld".
En overgang bliver en af løsningerne, at nettokreditornationer gennemfører massive gældskonverteringer hos nettodebitornationer, der enten bytter finansielle krav ud med indfrielser i form af udligningsordninger og kreditter som led i velstandsudligningen, eller modtager eftergivelse af gælden i aftalte pro-ratiske forhold.

Men de samtidigt vedtagne forfatningsparadigmer, som finder vej igennem processen med skabelsen af de geopolitiske magtcentre og vedtagelsen af den koncentriske velfærdsøkonomi, skaber samtidigt behovet for nye fiskale regimer, der reguleres på niveau af de regionale sammenslutninger og på tværs af de geopolitiske magtcentre. Også i denne sammenhæng bliver valutaforskelle et stadigt større problem og en forhindring for skabelsen af den nødvendige finanspolitiske konvergens.

Etableringen af geopolitiske magtcentre under forskellige forfatningsstrukturer og anerkendelsen af, at den heraf følgende koncentriske politik og beslutningsudflytning kun kan opfylde de overordnede kvalitetsmål ved samtidig åbning for en koncentrisk velfærdsøkonomi etablerer den kombination, der sikrer samhørighed og fælles økonomiske betingelser de geopolitiske centre imellem.
Uanset, at den lagte velfærdspolitik ikke er sammenfaldende med den geografi og baggrund, der gælder for det geopolitiske center, som vedkender sig den, så indses det, at fælles økonomisk samhørighed alene kan sikres ved etablering af en fastlås kurs af få konvertible valutaer.
De respektive geopolitiske magtcentre overgår dermed til møntunioner i takt med, at regionaliseringen overtager de oprindelige nationalstater, og med forfatningssikrede uafhængige tilsynsorganer på det monetære og fiskale område for de enkelte geopolitiske centre.

Få betydende valutaområder låses herefter sammen i et indbyrdes ombytningsforhold som første foranstaltning. De facto bliver virkningen en global møntunion, og det bliver en politisk realitet, at kravene til konvergerende finans- og pengepolitik selv de geopolitiske centre imellem til stadighed bliver større og større.