Man ser i ny tid, at hele kontinenter, der består af flere regionale sammenslutninger med forskellig geopolitisk tilknytning, er bundet sammen af en enkelt koncentrisk økonomi. Der skabes i ny tid en forfatningsmæssig tilsikring af, at økonomien er objektiviseret.
I tidligere tid var det netop fraværet af moralsk prioritering i de velstående nationalstaters økonomiske politik, samt den fortsatte eksistens af totalitære regimer, der forhindrede objektiviseringen af økonomien.
Mens visse velstående nationalstater påbegynder velstandsoverflytning, opstår der et samtidigt behov for at se på de indbyrdes gældsforhold nationalstaterne (valutaområderne) imellem. De respektive geopolitiske magtcentre overgår til møntunioner i takt med, at regionaliseringen overtager de oprindelige nationalstater. Få betydende valutaområder låses herefter sammen i et indbyrdes ombytningsforhold. De facto bliver virkningen en global møntunion.