Debat om

Reading Piece #154 - Velfærdsøkonomien samordnes

Vi har set, at den koncentriske politik har betydning for de nu opløste nationalstaters fragmenter – den ny tids regioner - og de sammenslutninger, som de indgår i. Og at den er grundlaget for disse sammenslutningers deltagelse i internationale samarbejdssammenhænge og organisationer. Det overordnede mål er Pax Globalis de geopolitiske magtcentre imellem, som hver især er reguleret af forskellige forfatningsmæssige strukturer, der også har virkning for det geopolitiske centers underliggende, regionale sammenslutninger og igen de regioner, som disse er sammensat af.

Den koncentriske politik har den enkelte regions befolkning som kerne. Og beslutninger udflyttes kun, når de ikke kan tages med virkning på et beslutningsniveau. Det er karakteristisk for den koncentriske politik, at den regulerer politiske områder, der er eksogent styrede. Og altså politikområder, hvor den enkelte region eller sammenslutning ikke meningsfuldt kan træffe beslutning eller lovgive herfor.
De mellemstatslige konferencer, som munder ud i det paradigme, som Global Magna Carta er udtryk for, anerkender, at den koncentriske økonomi for en region og den sammenslutning, som den er en del af, ikke er identisk med den politiske koncentricitet. Mens politik indenfor den geopolitiske magtbase er baseret på et forfatningsgrundlag, der tager udgangspunkt i befolkningernes historik, idehistoriske baggrund, religion og moral, så er økonomi af natur grænseoverskridende geopolitiske centre imellem, og derfor udenfor den politiske koncentricitet. Regulering og konvergens er nødvendig, for at økonomien fungerer effektivt og dermed kan etablere den bæreevne, der er afgørende for, at den vertikale velstandsudligning kan fortsætte, og at et overordnet mål bag den politiske ambition for Pax Globalis dermed kan omsættes til praktiske konsekvenser for alle befolkningsgrupper, uanset disses geografiske tilhørsforhold, historiske baggrund eller etniske oprindelse.
At man fastlægger, at også velfærdsøkonomien skal være koncentrisk, og dermed have den enkelte region som centrum for alle beslutninger, følger den samme logik, som vi ser det for den koncentriske politik. Der må ikke iværksættes økonomiske politikker, fordelingspolitik eller andre offentligt økonomiske tiltag på et højereliggende beslutningsniveau, hvis beslutningerne af natur kan iværksættes med tilsvarende eller større effektivitet på et lavere beslutningsniveau, tættere på den berørte befolkning. Kravet til økonomisk koncentricitet er en afgørende forudsætning for, at der forfatningsmæssigt sikres et værn mod sub-optimering og centralistisk styring af enkelte regioner og disses befolkningsgrupper.

Den koncentriske økonomi får til resultat, at man f.eks. vedkender sig, at skat på arbejdsindkomst ikke er et effektivt beskatningsværktøj og dermed opgives af de regionale sammenslutninger. Man vedtager alternative beskatningsformer, hvor den praktiske udfyldning af disses indhold overlades til de enkelte regioner selv. Kontrol af regioners måltal og disses udsvingsgrænser tillader den regionale sammenslutning at skride ind ved kompromittering af de overordnede måltal, men man får ikke muligheden for at skride ind overfor en faktisk gennemført politik. Hvis en region f.eks. med effektivt gennemslag kan vedtage velfærdspolitik, da er det ikke en opgave for den sammenslutning, som regionen er en del af. Hvor en beslutning må tages indenfor en regional sammenslutning for at sikre virkningen, så overlades forvaltningen heraf dog til den enkelte region. Hver gang en beslutning træffes, må den ny tilstand vurderes ud fra det koncentriske princip. Vedtages en politik af principiel karakter, er udfyldelsen af dens indhold ført tilbage så tæt på befolkningen som muligt.

Dette princip gælder ikke kun indenfor regioner og de sammenslutninger, de er en del af. Globalt vedtagne afgiftsstrukturer vedtages f.eks. på konferencer de geopolitiske magtcentre imellem. Men det bliver de enkelte regionale sammenslutninger, der selv får ansvar for omformningen til konkrete politikker og regionerne selv, der udmønter disse konkrete politikker med respekt for lokal tradition og sædvane. Det koncentriske beslutningsniveau, som har beslutningsansvaret, kontrollerer og sanktionerer det nærmest efterstående niveau. Det afgørende mål er, at afstanden imellem de berørte befolkninger og de politiske fora, der træffer beslutningerne, til stadighed holdes så kort som muligt.

Ingen indlæg i denne debat

Vi har set, at den koncentriske politik har betydning for de nu opløste nationalstaters fragmenter – den ny tids regioner - og de sammenslutninger, som de indgår i. Og at den er grundlaget for disse sammenslutningers deltagelse i internationale samarbejdssammenhænge og organisationer. Det overordnede mål er Pax Globalis de geopolitiske magtcentre imellem, som hver især er reguleret af forskellige forfatningsmæssige strukturer, der også har virkning for det geopolitiske centers underliggende, regionale sammenslutninger og igen de regioner, som disse er sammensat af.

Den koncentriske politik har den enkelte regions befolkning som kerne. Og beslutninger udflyttes kun, når de ikke kan tages med virkning på et beslutningsniveau. Det er karakteristisk for den koncentriske politik, at den regulerer politiske områder, der er eksogent styrede. Og altså politikområder, hvor den enkelte region eller sammenslutning ikke meningsfuldt kan træffe beslutning eller lovgive herfor.
De mellemstatslige konferencer, som munder ud i det paradigme, som Global Magna Carta er udtryk for, anerkender, at den koncentriske økonomi for en region og den sammenslutning, som den er en del af, ikke er identisk med den politiske koncentricitet. Mens politik indenfor den geopolitiske magtbase er baseret på et forfatningsgrundlag, der tager udgangspunkt i befolkningernes historik, idehistoriske baggrund, religion og moral, så er økonomi af natur grænseoverskridende geopolitiske centre imellem, og derfor udenfor den politiske koncentricitet. Regulering og konvergens er nødvendig, for at økonomien fungerer effektivt og dermed kan etablere den bæreevne, der er afgørende for, at den vertikale velstandsudligning kan fortsætte, og at et overordnet mål bag den politiske ambition for Pax Globalis dermed kan omsættes til praktiske konsekvenser for alle befolkningsgrupper, uanset disses geografiske tilhørsforhold, historiske baggrund eller etniske oprindelse.
At man fastlægger, at også velfærdsøkonomien skal være koncentrisk, og dermed have den enkelte region som centrum for alle beslutninger, følger den samme logik, som vi ser det for den koncentriske politik. Der må ikke iværksættes økonomiske politikker, fordelingspolitik eller andre offentligt økonomiske tiltag på et højereliggende beslutningsniveau, hvis beslutningerne af natur kan iværksættes med tilsvarende eller større effektivitet på et lavere beslutningsniveau, tættere på den berørte befolkning. Kravet til økonomisk koncentricitet er en afgørende forudsætning for, at der forfatningsmæssigt sikres et værn mod sub-optimering og centralistisk styring af enkelte regioner og disses befolkningsgrupper.

Den koncentriske økonomi får til resultat, at man f.eks. vedkender sig, at skat på arbejdsindkomst ikke er et effektivt beskatningsværktøj og dermed opgives af de regionale sammenslutninger. Man vedtager alternative beskatningsformer, hvor den praktiske udfyldning af disses indhold overlades til de enkelte regioner selv. Kontrol af regioners måltal og disses udsvingsgrænser tillader den regionale sammenslutning at skride ind ved kompromittering af de overordnede måltal, men man får ikke muligheden for at skride ind overfor en faktisk gennemført politik. Hvis en region f.eks. med effektivt gennemslag kan vedtage velfærdspolitik, da er det ikke en opgave for den sammenslutning, som regionen er en del af. Hvor en beslutning må tages indenfor en regional sammenslutning for at sikre virkningen, så overlades forvaltningen heraf dog til den enkelte region. Hver gang en beslutning træffes, må den ny tilstand vurderes ud fra det koncentriske princip. Vedtages en politik af principiel karakter, er udfyldelsen af dens indhold ført tilbage så tæt på befolkningen som muligt.

Dette princip gælder ikke kun indenfor regioner og de sammenslutninger, de er en del af. Globalt vedtagne afgiftsstrukturer vedtages f.eks. på konferencer de geopolitiske magtcentre imellem. Men det bliver de enkelte regionale sammenslutninger, der selv får ansvar for omformningen til konkrete politikker og regionerne selv, der udmønter disse konkrete politikker med respekt for lokal tradition og sædvane. Det koncentriske beslutningsniveau, som har beslutningsansvaret, kontrollerer og sanktionerer det nærmest efterstående niveau. Det afgørende mål er, at afstanden imellem de berørte befolkninger og de politiske fora, der træffer beslutningerne, til stadighed holdes så kort som muligt.