Egentlige unionsdannelser er ikke forfatningsmæssigt mulige i ny tid. Det følger af, at unionsdannelser af ny tids politikere og befolkning ses som nye mulige statsdannelser og isolerede magtmonopoler, der dermed repræsenterer risiko for, at nye "nationalstater" dannes som større enheder, blot på baggrund af forandret grænsedragning, der i kraft af deres størrelse alene kan udgøre en trussel mod re-demokratiseringsprocessen, der har ændret afgørende på rekruttering og valg af medlemmerne til de parlamentariske forsamlinger.
Regionernes uafhængighed ligger fast på en lang række lovgivningsområder, men på andre områder sammenslutter regioner sig for at etablere tilstrækkeligt effektive politikker på en lang række områder. Det er disse regionale sammenslutninger, der også indgår i den geopolitiske beslutningsstruktur.
Opbygningen af de regionale sammenslutninger er demokratiske og med direkte vælgerindflydelse. I tidligere tid sås mange forsøg på statssammenslutninger og unionsdannelser, der enten blev bundet sammen militært eller økonomisk, men til stadighed endte som historiske parenteser, idet disse politiske konstruktioner ikke havde et demokratisk udgangspunkt. Stadigt større handlingslammelse, ineffektivitet i fastlæggelse af politikker, manglende gennemsigtighed og supra-national arrogance medførte, at flere befolkninger blot så sådanne konstruktioner som endnu mere fejlbehæftede end de systemfejl, som kom til udtryk på nationalt plan. I processen, hvor de nationale politiske partier opløses, parlamentarismen får fornyet vitalitet og formål og den ny tids politikere fastlægger dagsordenen for de politikker, der medfører de overordnede strukturomlægninger vi har været inde på, sker der samtidig en opløsning og omdefinition af disse supra-nationale sammenslutninger og unionsdannelser.
Afgørende er, at der ved valg til den parlamentariske forsamling indenfor de regionale sammenslutninger finder udvælgelse sted af parlamentarikere ved direkte valg.
Det direkte valg til de regionale sammenslutninger medfører, at der imellem lovgivning på regionalt plan og lovgivning indenfor de regionale sammenslutninger opbygges en politisk beslutningsstruktur, der fungerer som et tokammersystem, som man kendte det fra tidligere tid, dog uden at de regionale områder er konstitueret i egentlige, fælles forsamlinger, men alene indarbejder og tilpasser vedtaget lovgivning regionalt. Initiativretten til ny lovgivning er opdelt på politikområder, og mens man regionalt kan lovgive på en række områder, der står den lokale befolkning nær, så er lovgivningskompetencen på en række overordnede områder overført til den regionale sammenslutning.
Mens rekrutteringen af politiske repræsentanter til de regionale parlamentariske forsamlinger er rettet mod kandidater, der som udgangspunkt netop forvalter og varetager den regionale interesse, så er valget af politiske repræsentanter til den regionale sammenslutning mere rettet mod kandidater med en bredere politisk og mere moden erfaring, der forventes at opretholde den regionale interesse, men i et perspektiv, der retter sig mod stillingtagen til udefra kommende nødvendige påvirkninger og tilpasninger.
Baggrunden for kompetencefordelingen imellem den regionale og den regionale sammenslutnings parlamentariske forsamlinger, er en opdeling af politikker i to afgørende hovedområder, der bryder med tidligere tids traditionel opfattelse af politiske indsatsområder.