Debat om

Reading Piece #148 - Nationalstaten overtages af regional struktur

I ny tid, hvor nationalstaterne er erstattet af udskilte fragmenter, der samtidig deltager i regionale sammenslutninger, vil regeringsdannelse og den bagvedliggende parlamentarisme også undergå store forandringer.

Vi har set, at befolkningerne ændrer den måde, hvorpå det repræsentative demokrati sammensættes og dermed de politiske forudsætninger for parlamentarismen i nationalstaterne. Og vi ved, at der over en lang årrække sker en global politisk proces, hvor nationalstater opløses og der skabes et Globalt Magna Carta, hvor fragmenter af tidligere nationalstater samles under ikke geografisk betingede – men ideologisk forankrede – geopolitiske centre, der repræsenterer det historiske, idepolitiske, moralske og religiøse udgangspunkt for fællesbefolkningen i hele det område, som omfattes. Med så store forandringer bliver dem, der tillader og skaber disse forandringer, selv ofre for forandringerne. Parlamentarisme og regeringsdannelse ændres i takt med, at de nye politiske magtstrukturer fastlægges og aftales.


Grundelementet i den endelige løsning er de forudgående processer, der har medført opløsningen af nationalstaternes politiske partier (der i sig selv var en forhindring for disse staters egen opløsning) og sikringen af parlamentarikere, der er valgt i deres egen ret, under eget ansvar og som nærværende og tilgængelige repræsentanter for en vælgergruppe, der står i løbende kontakt og dialog med deres parlamentarikere, hjulpet af den ny teknologi, netværkssamfundet og holdningsændringen i befolkningen selv.
I langt de fleste oprindelige nationalstater repræsenterede et parlamentarisk mandat ofte kun en snes tusinde vælgere, og det er de parlamentarikere, der formår at binde disse vælgergrupper sammen i en meningsfuld sammenhæng, der er den ny tids politikere. Og som trods forhindringer i valglove (og anden protektionistisk særlovgivning til beskyttelse af samtidens politiske magtstruktur og politiske partier) alligevel får det endelige politiske gennemslag, og som ved at ændre disse demokratiske forhindringer får fast greb om deres egen valgret og valgbarhed. De praktiske forhindringer elimineres, og de nationale parlamentariske forsamlinger består af parlamentarikere, der på tværs af den nationalstat, som parlamentet lovgiver for, hver har deres veldefinerede vælgergruppe.
Denne helt grundlæggende forandring må forstås, når man skal se på, hvad den ny tids politiker repræsenterer, og hvor denne har sit mandat fra.

I takt med det forandrede parlamentariske mandat, og som konsekvens af det pres, der fra forskellig side opbygges og medfører, at nationalstaten som politisk magtstruktur må opløses, opstår behovet for at tilrettelægge nye politiske og demokratiske magtstrukturer, som rækker udover de oprindelige nationalstaters grænser. Blandt andet – men ikke alene – fordi befolkningerne i de tidligere nationalstater har mere regionalt betingede logistiske og geografiske tilhørsforhold på kryds og tværs af de gamle nationalstaters historisk betingede grænsedragninger. Disse regionale sammenslutninger ses også i visse områder at være betinget af etniske, idehistoriske eller religiøst betingede sammenhænge, og regionsdannelserne følger dermed den logik, der samtidigt og som en sideløbende proces fastlægges i det Global Magna Carta, der fastlægger disse nye regioners tilhørsforhold til geopolitiske centre. Centre, som er frigjort fra geografisk afhængighed, men som samler overordnede politikker på en platform, der har bund i den underliggende befolknings moral og historieopfattelse.

Regionerne fastlægges ved folkeafstemninger, hvor befolkningen gives et antal valgmuligheder for regionaltilslutning, der opfylder kravene til logik, logistik og geografisk sammenhæng. Men med skyldig hensyntagen til mulige etniske og historiske forskelle, som kan betinge, at andre opdelinger gennemføres. Et fintmasket net af nye regioner opstår som konsekvens af nationalstaternes opløsning, og friktion og forskel imellem regioner, der grænser op til hinanden, fases ud i stadigt mindre forskelle. Og derfor stadigt mindre konfrontation imellem befolkninger, der ved flertalsvalg rettes mod en region frem for en anden, som en given minoritet måtte ønske tilslutning til. Med visse mellemrum valideres regionalgrænser, og nye tilhørsforhold opstår ved en styret og veltilrettelagt politik, der tillader omstilling af de bagvedliggende strukturer og indflydelsesområder. Nationalstaten er fragmenteret i regioner, og fastlagt ud fra objektive karakteristikker af den underliggende befolknings tilhørsforhold.

Det centrale i forståelsen er, at der i ny tid er skabt en direkte demokratisk repræsentation på regionalt niveau, og at denne er bundet sammen af logik, geografi samt etnisk og idehistorisk fællesskab. Og ikke bundet sammen af magtmonopoler, der forvalter historisk betingede grænsedragninger.

Ingen indlæg i denne debat

I ny tid, hvor nationalstaterne er erstattet af udskilte fragmenter, der samtidig deltager i regionale sammenslutninger, vil regeringsdannelse og den bagvedliggende parlamentarisme også undergå store forandringer.

Vi har set, at befolkningerne ændrer den måde, hvorpå det repræsentative demokrati sammensættes og dermed de politiske forudsætninger for parlamentarismen i nationalstaterne. Og vi ved, at der over en lang årrække sker en global politisk proces, hvor nationalstater opløses og der skabes et Globalt Magna Carta, hvor fragmenter af tidligere nationalstater samles under ikke geografisk betingede – men ideologisk forankrede – geopolitiske centre, der repræsenterer det historiske, idepolitiske, moralske og religiøse udgangspunkt for fællesbefolkningen i hele det område, som omfattes. Med så store forandringer bliver dem, der tillader og skaber disse forandringer, selv ofre for forandringerne. Parlamentarisme og regeringsdannelse ændres i takt med, at de nye politiske magtstrukturer fastlægges og aftales.


Grundelementet i den endelige løsning er de forudgående processer, der har medført opløsningen af nationalstaternes politiske partier (der i sig selv var en forhindring for disse staters egen opløsning) og sikringen af parlamentarikere, der er valgt i deres egen ret, under eget ansvar og som nærværende og tilgængelige repræsentanter for en vælgergruppe, der står i løbende kontakt og dialog med deres parlamentarikere, hjulpet af den ny teknologi, netværkssamfundet og holdningsændringen i befolkningen selv.
I langt de fleste oprindelige nationalstater repræsenterede et parlamentarisk mandat ofte kun en snes tusinde vælgere, og det er de parlamentarikere, der formår at binde disse vælgergrupper sammen i en meningsfuld sammenhæng, der er den ny tids politikere. Og som trods forhindringer i valglove (og anden protektionistisk særlovgivning til beskyttelse af samtidens politiske magtstruktur og politiske partier) alligevel får det endelige politiske gennemslag, og som ved at ændre disse demokratiske forhindringer får fast greb om deres egen valgret og valgbarhed. De praktiske forhindringer elimineres, og de nationale parlamentariske forsamlinger består af parlamentarikere, der på tværs af den nationalstat, som parlamentet lovgiver for, hver har deres veldefinerede vælgergruppe.
Denne helt grundlæggende forandring må forstås, når man skal se på, hvad den ny tids politiker repræsenterer, og hvor denne har sit mandat fra.

I takt med det forandrede parlamentariske mandat, og som konsekvens af det pres, der fra forskellig side opbygges og medfører, at nationalstaten som politisk magtstruktur må opløses, opstår behovet for at tilrettelægge nye politiske og demokratiske magtstrukturer, som rækker udover de oprindelige nationalstaters grænser. Blandt andet – men ikke alene – fordi befolkningerne i de tidligere nationalstater har mere regionalt betingede logistiske og geografiske tilhørsforhold på kryds og tværs af de gamle nationalstaters historisk betingede grænsedragninger. Disse regionale sammenslutninger ses også i visse områder at være betinget af etniske, idehistoriske eller religiøst betingede sammenhænge, og regionsdannelserne følger dermed den logik, der samtidigt og som en sideløbende proces fastlægges i det Global Magna Carta, der fastlægger disse nye regioners tilhørsforhold til geopolitiske centre. Centre, som er frigjort fra geografisk afhængighed, men som samler overordnede politikker på en platform, der har bund i den underliggende befolknings moral og historieopfattelse.

Regionerne fastlægges ved folkeafstemninger, hvor befolkningen gives et antal valgmuligheder for regionaltilslutning, der opfylder kravene til logik, logistik og geografisk sammenhæng. Men med skyldig hensyntagen til mulige etniske og historiske forskelle, som kan betinge, at andre opdelinger gennemføres. Et fintmasket net af nye regioner opstår som konsekvens af nationalstaternes opløsning, og friktion og forskel imellem regioner, der grænser op til hinanden, fases ud i stadigt mindre forskelle. Og derfor stadigt mindre konfrontation imellem befolkninger, der ved flertalsvalg rettes mod en region frem for en anden, som en given minoritet måtte ønske tilslutning til. Med visse mellemrum valideres regionalgrænser, og nye tilhørsforhold opstår ved en styret og veltilrettelagt politik, der tillader omstilling af de bagvedliggende strukturer og indflydelsesområder. Nationalstaten er fragmenteret i regioner, og fastlagt ud fra objektive karakteristikker af den underliggende befolknings tilhørsforhold.

Det centrale i forståelsen er, at der i ny tid er skabt en direkte demokratisk repræsentation på regionalt niveau, og at denne er bundet sammen af logik, geografi samt etnisk og idehistorisk fællesskab. Og ikke bundet sammen af magtmonopoler, der forvalter historisk betingede grænsedragninger.