Debat om

Reading Piece #146 - Autoritære regimer og disses fald

I mange af dette kapitels forudsætninger har udgangspunktet været, at nationalstater, statssammenslutninger eller konføderale unionsdannelser alle er styret af re-demokratiseringsprocesser og en magtbase, der udgøres af befolkninger, som historisk legitimerer disse magtstrukturer.

I tidligere tid havde man i en lang periode det, man karakteriserede som regimer. Det var magtstrukturer i nationalstater, der under autoritære styreformer tilrettelagde disse nationalstaters samlede drift og anliggender, og i visse tilfælde endda fandt kraft og styrke til at udvikle regional dominans. Langt de fleste af disse styreformer var i tillæg til den centralistiske og udemokratiske ledelse også ateistiske. I andre tilfælde med påtvungen religion ved lov. Og igen andre med deciderede religionsforbud.

De betydende og økonomisk vigtige af disse regimer pålægger imidlertid sig selv store forandringer, og er derved medvirkende til at skabe et vigtigt grundlag for de forandringer i det internationale samfund og måden, det virker på, og dermed med til at bane vejen for de paradigmeskift, som definerer ny tid.

Den globale, horisontale velstandsudligning er behandlet indgående under afsnittet om global omfordeling af den skabte merværdi indenfor produktions- og serviceerhvervene. Vi ved, at større og større globale mastodonter udvikler stadigt mere genetiske produkter, og at produktion omflyttes i en grad, hvor netværksøkonomien sænker marginalbidragene til at dække kapacitetsomkostninger, og at disse samtidig falder til stadigt mindre andele af den samlede produktionskostpris, hvilket udløser et pres på salgspriserne og samtidig udløser anti-inflationære tendenser fra denne øgede globale produktionseffektivitet.
Vi ved også, at forskellige områder indtager forskellige positioner indenfor naturlige kompetenceområder. Mens produktion falder naturligt i visse geografiske egne som produktionsøkonomier, udvikler andre egne serviceøkonomier, f.eks. indenfor turisme. Alt dette er behandlet andetsteds i denne bog.
Virkningen af denne udjævning af den globalt skabte produktion får til konsekvens, at velstandsstigninger kommer til udtryk indenfor områder og under politiske magtstrukturer, der i deres udgangspunkt ikke har den samme demokratiske forudsætning som deres samhandelspartnere.

Et af de første resultater, man ser i disse lukkede og politisk dikterede økonomier, er skabelsen af betydelige kapitalværdier, der opsamles af en begrænset elite. Samtidig udvikles en mellemklasse, og korruption er omfattende. Både skabelse af store kapitalværdier hos eliten, en voksende middelklasse og korruption er hver især destabiliserende for disse regimer.
Samtidig udløses sanktioner, da det internationale demokratiske samfund og deres befolkninger ikke tolererer, at der skabes velstand – hos dem selv eller andre – hvis dette sker på bekostning af kvalitetsidealerne og de krav, disse har udmøntet sig i.
Regimer sanktioneres derfor på deres samhandel og internationale politiske indflydelse. Sanktioner, der gennemføres som konsekvens af betydende, demokratiske økonomiers beslutning om at acceptere velstandsfald for at beskytte livskvaliteten og menneskerettighederne. Denne politik kommer til udtryk ved, at der sanktioneres med etablering af handelshindringer, beskyttelsestold og indskrænkninger i den fri brug af internationale valutaer. Dette med den mærkbare effekt, at regimer, der ikke tilpasser sig, selv bliver underlagt og påtvunget velstandstab. Et velstandstab, der er mere udtalt end det selvforårsagede velstandstab indenfor de sanktionerende økonomier, idet disse ved omfordeling af deres produktionsbehov og varekøb kan genetablere de komparative fordele.
De sanktionerende økonomier mærker derfor velstandsfald over kortere perioder end de sanktionerede økonomier, der udsættes for mere permanente tilbageslag og velfærdstab, der ikke umiddelbart kan kompenseres af efterspørgsel indenfor deres egne økonomier.

Disse sanktioner udløser et pres på de autoritære regimer, der reelt tvinger den politiske magtstruktur til at gennemføre forandringer. Mens disse regimer ser velstandsstigninger som resultat af den globale velstandsudligning og produktionsoverflytning, er der indenfor disse socioøkonomiske strukturer samtidigt sket en stadigt større integration imellem den politiske elite i de pågældende nationalstater på den ene side og den økonomiske elite i landet på den anden side. Interesserne er smeltet sammen, og det gælder for begge grupper, at de alene kan opretholde deres magt og indflydelse ved ikke blot at være i samklang med hinanden, men også ved at det fælles bytte ikke formindskes. 
Når vi derfor ser på en af grundene til, at forandringer sker i disse regimer, så sker det ikke alene, fordi der skabes velstand som følge af disse regimers stadigt voksende andel af den globale produktionsværdi, men i lige så høj grad som modtræk til den negative indflydelse, som mulige sanktioner fra omverdenen får på hele grundlaget for at skabe lokal velstand. I perioder med velstand, og stigende velstand, udløses sjældent politiske forandringer.
Det er i perioder med reduceret velstand og pres på magteliterne, at politiske forandringer kan finde fodfæste. Det er denne erkendelse, der betyder at demokratiseringsprocessen også må omfavnes af disse regimer og den styrende magtelite indenfor disse økonomier.

Hvor reaktionen fjernt i tidligere tid kunne være krigsførelse for at beskytte nationale særinteresser, så er disse optioner væk. Man kan ikke føre krig for at tvinge en modpart til at give en købsordre. Af den simple grund, at selvom man kunne, så vil evnen til at give købsordre blive elimineret af krigen selv. På dette tidspunkt i tidligere tid er kampen ikke længere om naturressourcer, men om globale beslutningstageres planlægning af produktion og services. Beslutninger, som beslutningstagerne imidlertid ikke selv har politisk principiel indflydelse på. Dem, der kontrollerer beslutningstagerne – det atomiserede ejerskab af kapitalapparaterne, de befolkninger, som har overtaget den decentraliserede beslutningskraft over de kapitaler, de selv er benificienter af, og hvor de løsriver beslutningsprocessen fra objektiv økonomi til subjektiv kvalitet – er dem, der fører taktstokken. Og de er svære at føre krig imod, idet hele krigen mister sin mening, hvis den ikke netop kan føre til dominans af sådanne beslutningskræfter. Selvom store og magtfulde regimer kommer under pres, og hele deres system tvinges til omlægning, så ser man ikke, at dette udløser krig og ødelæggelse. Det er bl.a. disse erfaringer, der underbygger det globale samfunds erkendelse af, at geopolitisk dominerede militære komplekser ikke har en fremtid i ny tids konfliktløsning.

Ingen indlæg i denne debat

I mange af dette kapitels forudsætninger har udgangspunktet været, at nationalstater, statssammenslutninger eller konføderale unionsdannelser alle er styret af re-demokratiseringsprocesser og en magtbase, der udgøres af befolkninger, som historisk legitimerer disse magtstrukturer.

I tidligere tid havde man i en lang periode det, man karakteriserede som regimer. Det var magtstrukturer i nationalstater, der under autoritære styreformer tilrettelagde disse nationalstaters samlede drift og anliggender, og i visse tilfælde endda fandt kraft og styrke til at udvikle regional dominans. Langt de fleste af disse styreformer var i tillæg til den centralistiske og udemokratiske ledelse også ateistiske. I andre tilfælde med påtvungen religion ved lov. Og igen andre med deciderede religionsforbud.

De betydende og økonomisk vigtige af disse regimer pålægger imidlertid sig selv store forandringer, og er derved medvirkende til at skabe et vigtigt grundlag for de forandringer i det internationale samfund og måden, det virker på, og dermed med til at bane vejen for de paradigmeskift, som definerer ny tid.

Den globale, horisontale velstandsudligning er behandlet indgående under afsnittet om global omfordeling af den skabte merværdi indenfor produktions- og serviceerhvervene. Vi ved, at større og større globale mastodonter udvikler stadigt mere genetiske produkter, og at produktion omflyttes i en grad, hvor netværksøkonomien sænker marginalbidragene til at dække kapacitetsomkostninger, og at disse samtidig falder til stadigt mindre andele af den samlede produktionskostpris, hvilket udløser et pres på salgspriserne og samtidig udløser anti-inflationære tendenser fra denne øgede globale produktionseffektivitet.
Vi ved også, at forskellige områder indtager forskellige positioner indenfor naturlige kompetenceområder. Mens produktion falder naturligt i visse geografiske egne som produktionsøkonomier, udvikler andre egne serviceøkonomier, f.eks. indenfor turisme. Alt dette er behandlet andetsteds i denne bog.
Virkningen af denne udjævning af den globalt skabte produktion får til konsekvens, at velstandsstigninger kommer til udtryk indenfor områder og under politiske magtstrukturer, der i deres udgangspunkt ikke har den samme demokratiske forudsætning som deres samhandelspartnere.

Et af de første resultater, man ser i disse lukkede og politisk dikterede økonomier, er skabelsen af betydelige kapitalværdier, der opsamles af en begrænset elite. Samtidig udvikles en mellemklasse, og korruption er omfattende. Både skabelse af store kapitalværdier hos eliten, en voksende middelklasse og korruption er hver især destabiliserende for disse regimer.
Samtidig udløses sanktioner, da det internationale demokratiske samfund og deres befolkninger ikke tolererer, at der skabes velstand – hos dem selv eller andre – hvis dette sker på bekostning af kvalitetsidealerne og de krav, disse har udmøntet sig i.
Regimer sanktioneres derfor på deres samhandel og internationale politiske indflydelse. Sanktioner, der gennemføres som konsekvens af betydende, demokratiske økonomiers beslutning om at acceptere velstandsfald for at beskytte livskvaliteten og menneskerettighederne. Denne politik kommer til udtryk ved, at der sanktioneres med etablering af handelshindringer, beskyttelsestold og indskrænkninger i den fri brug af internationale valutaer. Dette med den mærkbare effekt, at regimer, der ikke tilpasser sig, selv bliver underlagt og påtvunget velstandstab. Et velstandstab, der er mere udtalt end det selvforårsagede velstandstab indenfor de sanktionerende økonomier, idet disse ved omfordeling af deres produktionsbehov og varekøb kan genetablere de komparative fordele.
De sanktionerende økonomier mærker derfor velstandsfald over kortere perioder end de sanktionerede økonomier, der udsættes for mere permanente tilbageslag og velfærdstab, der ikke umiddelbart kan kompenseres af efterspørgsel indenfor deres egne økonomier.

Disse sanktioner udløser et pres på de autoritære regimer, der reelt tvinger den politiske magtstruktur til at gennemføre forandringer. Mens disse regimer ser velstandsstigninger som resultat af den globale velstandsudligning og produktionsoverflytning, er der indenfor disse socioøkonomiske strukturer samtidigt sket en stadigt større integration imellem den politiske elite i de pågældende nationalstater på den ene side og den økonomiske elite i landet på den anden side. Interesserne er smeltet sammen, og det gælder for begge grupper, at de alene kan opretholde deres magt og indflydelse ved ikke blot at være i samklang med hinanden, men også ved at det fælles bytte ikke formindskes. 
Når vi derfor ser på en af grundene til, at forandringer sker i disse regimer, så sker det ikke alene, fordi der skabes velstand som følge af disse regimers stadigt voksende andel af den globale produktionsværdi, men i lige så høj grad som modtræk til den negative indflydelse, som mulige sanktioner fra omverdenen får på hele grundlaget for at skabe lokal velstand. I perioder med velstand, og stigende velstand, udløses sjældent politiske forandringer.
Det er i perioder med reduceret velstand og pres på magteliterne, at politiske forandringer kan finde fodfæste. Det er denne erkendelse, der betyder at demokratiseringsprocessen også må omfavnes af disse regimer og den styrende magtelite indenfor disse økonomier.

Hvor reaktionen fjernt i tidligere tid kunne være krigsførelse for at beskytte nationale særinteresser, så er disse optioner væk. Man kan ikke føre krig for at tvinge en modpart til at give en købsordre. Af den simple grund, at selvom man kunne, så vil evnen til at give købsordre blive elimineret af krigen selv. På dette tidspunkt i tidligere tid er kampen ikke længere om naturressourcer, men om globale beslutningstageres planlægning af produktion og services. Beslutninger, som beslutningstagerne imidlertid ikke selv har politisk principiel indflydelse på. Dem, der kontrollerer beslutningstagerne – det atomiserede ejerskab af kapitalapparaterne, de befolkninger, som har overtaget den decentraliserede beslutningskraft over de kapitaler, de selv er benificienter af, og hvor de løsriver beslutningsprocessen fra objektiv økonomi til subjektiv kvalitet – er dem, der fører taktstokken. Og de er svære at føre krig imod, idet hele krigen mister sin mening, hvis den ikke netop kan føre til dominans af sådanne beslutningskræfter. Selvom store og magtfulde regimer kommer under pres, og hele deres system tvinges til omlægning, så ser man ikke, at dette udløser krig og ødelæggelse. Det er bl.a. disse erfaringer, der underbygger det globale samfunds erkendelse af, at geopolitisk dominerede militære komplekser ikke har en fremtid i ny tids konfliktløsning.