Reading Piece #145 - Idehistorisk konvergens

I processen mod civilisationernes konvergens opstår der en samtidig og bærende proces, der er alt afgørende for ny tids globale samarbejds- og sikkerhedsstruktur. Der opstår klare og veldefinerede erkendelser af de enkelte befolkningsgruppers historiske, religiøse, moralske og idehistoriske udgangspunkt. Politiske erkendelser, der tilsammen skaber et nyt globalt landkort, hvor tusindvis af fragmenter hver har fået sit geopolitiske tilhørsforhold defineret. Hvert fragment – og dermed befolkningsgruppe – får sit idehistoriske mærkat. Og dermed defineret det grundlag, som verdenssamfundet accepterer, at den lokale befolkning skal sikres retten til at leve i samklang med.

Det er en række globale idehistoriske konferencer, som finder sted sideløbende med de politiske konferencer, der approberer og godkender de behov for om- og sammenlægninger af fragmenter af tidligere nationalstater, som empiri og sagkundskab peger på. Der skabes et Global Magna Carta, der ikke længere forener nationerne, men befolkningerne. Og under et forfatningsgrundlag, der er i samklang med befolkningernes idehistorie, religion og moral.

Konvergensen skabes ikke kun indenfor de geopolitiske centre, men også de geopolitiske centre imellem. Netop ved at samle de globale fællesinteresser i magtkoncentrationer, der tager udgangspunkt i tidligere tids mange forskelligheder, uenigheder og konfrontationer opstår den realitetskontrol, der bliver grundlaget for afmonteringen af hele det militære kompleks. Den gensidige anerkendelse af de idehistoriske udgangspunkter for befolkningerne skaber de "grænsedragninger", der kan gennemføres uden at være i konflikt med andre tilsvarende grænsedragninger. Det er ved disse tilpasninger, at den gensidige respekt – og religiøse autonomi – tilsikres områder og befolkninger imellem, og kilden til tidligere tids konflikter er minimeret til niveauer, der kan håndteres politisk.
Det er den ny tids modenhed, befolkningens moral og tvingende behov, der sikrer denne globale forfatning. Skabt og udmøntet over tid, i samarbejde imellem de idehistoriske konklaver og de verdslige politiske konferencer. Religionernes konfrontation er undgået ved gensidig respekt imellem disse religioner og ved viljen til at opbryde nationalstater og statssammenslutninger for at moralsk kalibrerede, autonome geografiske fragmenter kan bringes til stabil drift under det interessefællesskab, som skabes indenfor den ny tids geopolitiske centre.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

I processen mod civilisationernes konvergens opstår der en samtidig og bærende proces, der er alt afgørende for ny tids globale samarbejds- og sikkerhedsstruktur. Der opstår klare og veldefinerede erkendelser af de enkelte befolkningsgruppers historiske, religiøse, moralske og idehistoriske udgangspunkt. Politiske erkendelser, der tilsammen skaber et nyt globalt landkort, hvor tusindvis af fragmenter hver har fået sit geopolitiske tilhørsforhold defineret. Hvert fragment – og dermed befolkningsgruppe – får sit idehistoriske mærkat. Og dermed defineret det grundlag, som verdenssamfundet accepterer, at den lokale befolkning skal sikres retten til at leve i samklang med.

Det er en række globale idehistoriske konferencer, som finder sted sideløbende med de politiske konferencer, der approberer og godkender de behov for om- og sammenlægninger af fragmenter af tidligere nationalstater, som empiri og sagkundskab peger på. Der skabes et Global Magna Carta, der ikke længere forener nationerne, men befolkningerne. Og under et forfatningsgrundlag, der er i samklang med befolkningernes idehistorie, religion og moral.

Konvergensen skabes ikke kun indenfor de geopolitiske centre, men også de geopolitiske centre imellem. Netop ved at samle de globale fællesinteresser i magtkoncentrationer, der tager udgangspunkt i tidligere tids mange forskelligheder, uenigheder og konfrontationer opstår den realitetskontrol, der bliver grundlaget for afmonteringen af hele det militære kompleks. Den gensidige anerkendelse af de idehistoriske udgangspunkter for befolkningerne skaber de "grænsedragninger", der kan gennemføres uden at være i konflikt med andre tilsvarende grænsedragninger. Det er ved disse tilpasninger, at den gensidige respekt – og religiøse autonomi – tilsikres områder og befolkninger imellem, og kilden til tidligere tids konflikter er minimeret til niveauer, der kan håndteres politisk.
Det er den ny tids modenhed, befolkningens moral og tvingende behov, der sikrer denne globale forfatning. Skabt og udmøntet over tid, i samarbejde imellem de idehistoriske konklaver og de verdslige politiske konferencer. Religionernes konfrontation er undgået ved gensidig respekt imellem disse religioner og ved viljen til at opbryde nationalstater og statssammenslutninger for at moralsk kalibrerede, autonome geografiske fragmenter kan bringes til stabil drift under det interessefællesskab, som skabes indenfor den ny tids geopolitiske centre.