Reading Piece #144 - Civilisationernes konvergens

I en tid, hvor konfliktløsning ikke tager sin start i konfliktskabelse tvinges de geopolitiske magtcentre til at gennemføre strukturelle ændringer indenfor deres interesseområder – ændringer, der tillader konfliktfri sameksistens, og som ikke kan understøttes på tidligere tids magtmonopoler og statsimperialisme.
I en række globale konferencer de geopolitiske centre imellem, og under Pax Globalis, tilrettelægges en række styrede og aftalte omlægninger, der baner vejen for gradvis opløsning af nationalstaterne, som vi kendte dem. Processen er frivillig for de nationalstater, der i øvrigt opfylder en række forudsætninger, som kræves for medlemskab af det internationale samfund, og i de få tilfælde, hvor enkeltstater hverken indgår i de nye geopolitiske centre eller i øvrigt opfylder de politikker, som er en del af Pax Globalis, skrider verdenssamfundet til magtanvendelse, og omstillingen er, om end i hovedsagen fredelig af natur, dog præget af enkelte nødvendige opgør. Opgør, der dog støttes og forstås af befolkninger, der samlet står bag en nødvendig fragmentering af nationalstaterne.

Som alt overvejende hovedregel dannes de geopolitiske centre ved, at der i deres kerne er en ensartet religiøs og kulturel forståelse, og at denne udstrækkes til og dækkes af de områder, som indgår under det geopolitiske center. Som så meget andet i ny tid er der sket en løsrivelse fra geografisk binding. Geografisk beliggenhed er afløst af en gennemsigtig, nærværende og sammenhængende globalitet. Geografien segmenteres ikke på baggrund af tidligere tids magtstrukturer og disses håndhævelse af indflydelse under trussel om anvendelse af magt. De geopolitiske centre bindes sammen af en fælles idepolitik, religiøs baggrund og fælles historieopfattelse. Af en moralsk og åndelig konvergens. Og hvor de geografiske områder, der henhører under et bestemt geopolitisk center ser sig som en naturlig del af de livsholdninger og den moral, som forvaltes og er en del af de forskellige geopolitiske centres forfatningsgrundlag.

Det er ikke nationalstater, der indgår og tilslutter sig disse geopolitiske forfatningsgrundlag og fælles politiske beslutningscentrum. Det er fragmenter af tidligere nationalstater.
Fragmenteringen af nationalstaterne sker ved nøje vurdering og fælles enighed om det historiske og religiøst-moralske kompleks for befolkningsgrupper i og udenfor de traditionelle nationalstater. I stedet for fortsat at binde fragmenter sammen i nationalstater eller statssammenslutninger eller ved at skabe et utal af nye selvstændige nationalstater og republikker, anerkendes det, at forskelligheden – på trods af geografiske forskelle – skal bindes sammen i konføderale sammenhænge, hvor de enkelte områder drives autonomt, men under den fælles konføderale struktur, der repræsenteres ved det geopolitiske center, som er det naturlige tilhørsforhold for det enkelte område og dets befolkning. Man binder mange og forskelligt beliggende befolkningsgrupper sammen i en større sammenhæng, men med et autonomt forvaltningsgrundlag. Grænsedragning er ikke baseret på geografi, men på befolkningsgruppers tilhørsforhold.

I geografisk sammensatte fragmenter, som tilsammen udgør en del af en geopolitisk magtbase, udvikles der i tillæg til de autonomt drevne områder en betydelig regionalitet. Ikke for at drive eller udøve magt i relation til andre områder, men som led i den praktiske tilrettelægning af fællespolitikker, der har mening i sammenhængende geografiske områder.

Det bliver derfor ikke civilisationernes sammenstød, der bliver resultatet af den trinvise politiske proces. Befolkningerne, der giver de politiske mandater, tillader ikke disse sammenstød. Befolkningerne kræver i stedet, at det bliver civilisationernes konvergens, der sikres af de politikere, der repræsenterer de enkelte nationalstaters politiske magtstruktur. Og som i globaliseret dialog, ved konferencer og under Pax Globalis målsætninger, som nedfældet i stadigt flere nationalstaters lokale lovgivning, tvinges til at skabe en dialog, hvor det er befolkningerne og disses historiske, åndelige og religiøse udgangspunkt, som bliver bærende for omorganiseringen af det internationale samfund som en tvingende nødvendighed for, at verden kan sikres fred og for at skabe betingelserne for artens (menneskehedens) overlevelse. Og at fred netop bliver et fælles mål for at sikre, at det menneskelige liv leves i den kvalitet, som er den bærende forudsætning for ny tids befolkning.
I en tid, hvor konfliktløsning ikke tager sin start i konfliktskabelse tvinges de geopolitiske magtcentre til at gennemføre strukturelle ændringer indenfor deres interesseområder – ændringer, der tillader konfliktfri sameksistens, og som ikke kan understøttes på tidligere tids magtmonopoler og statsimperialisme.
I en række globale konferencer de geopolitiske centre imellem, og under Pax Globalis, tilrettelægges en række styrede og aftalte omlægninger, der baner vejen for gradvis opløsning af nationalstaterne, som vi kendte dem. Processen er frivillig for de nationalstater, der i øvrigt opfylder en række forudsætninger, som kræves for medlemskab af det internationale samfund, og i de få tilfælde, hvor enkeltstater hverken indgår i de nye geopolitiske centre eller i øvrigt opfylder de politikker, som er en del af Pax Globalis, skrider verdenssamfundet til magtanvendelse, og omstillingen er, om end i hovedsagen fredelig af natur, dog præget af enkelte nødvendige opgør. Opgør, der dog støttes og forstås af befolkninger, der samlet står bag en nødvendig fragmentering af nationalstaterne.

Som alt overvejende hovedregel dannes de geopolitiske centre ved, at der i deres kerne er en ensartet religiøs og kulturel forståelse, og at denne udstrækkes til og dækkes af de områder, som indgår under det geopolitiske center. Som så meget andet i ny tid er der sket en løsrivelse fra geografisk binding. Geografisk beliggenhed er afløst af en gennemsigtig, nærværende og sammenhængende globalitet. Geografien segmenteres ikke på baggrund af tidligere tids magtstrukturer og disses håndhævelse af indflydelse under trussel om anvendelse af magt. De geopolitiske centre bindes sammen af en fælles idepolitik, religiøs baggrund og fælles historieopfattelse. Af en moralsk og åndelig konvergens. Og hvor de geografiske områder, der henhører under et bestemt geopolitisk center ser sig som en naturlig del af de livsholdninger og den moral, som forvaltes og er en del af de forskellige geopolitiske centres forfatningsgrundlag.

Det er ikke nationalstater, der indgår og tilslutter sig disse geopolitiske forfatningsgrundlag og fælles politiske beslutningscentrum. Det er fragmenter af tidligere nationalstater.
Fragmenteringen af nationalstaterne sker ved nøje vurdering og fælles enighed om det historiske og religiøst-moralske kompleks for befolkningsgrupper i og udenfor de traditionelle nationalstater. I stedet for fortsat at binde fragmenter sammen i nationalstater eller statssammenslutninger eller ved at skabe et utal af nye selvstændige nationalstater og republikker, anerkendes det, at forskelligheden – på trods af geografiske forskelle – skal bindes sammen i konføderale sammenhænge, hvor de enkelte områder drives autonomt, men under den fælles konføderale struktur, der repræsenteres ved det geopolitiske center, som er det naturlige tilhørsforhold for det enkelte område og dets befolkning. Man binder mange og forskelligt beliggende befolkningsgrupper sammen i en større sammenhæng, men med et autonomt forvaltningsgrundlag. Grænsedragning er ikke baseret på geografi, men på befolkningsgruppers tilhørsforhold.

I geografisk sammensatte fragmenter, som tilsammen udgør en del af en geopolitisk magtbase, udvikles der i tillæg til de autonomt drevne områder en betydelig regionalitet. Ikke for at drive eller udøve magt i relation til andre områder, men som led i den praktiske tilrettelægning af fællespolitikker, der har mening i sammenhængende geografiske områder.

Det bliver derfor ikke civilisationernes sammenstød, der bliver resultatet af den trinvise politiske proces. Befolkningerne, der giver de politiske mandater, tillader ikke disse sammenstød. Befolkningerne kræver i stedet, at det bliver civilisationernes konvergens, der sikres af de politikere, der repræsenterer de enkelte nationalstaters politiske magtstruktur. Og som i globaliseret dialog, ved konferencer og under Pax Globalis målsætninger, som nedfældet i stadigt flere nationalstaters lokale lovgivning, tvinges til at skabe en dialog, hvor det er befolkningerne og disses historiske, åndelige og religiøse udgangspunkt, som bliver bærende for omorganiseringen af det internationale samfund som en tvingende nødvendighed for, at verden kan sikres fred og for at skabe betingelserne for artens (menneskehedens) overlevelse. Og at fred netop bliver et fælles mål for at sikre, at det menneskelige liv leves i den kvalitet, som er den bærende forudsætning for ny tids befolkning.
I en tid, hvor konfliktløsning ikke tager sin start i konfliktskabelse tvinges de geopolitiske magtcentre til at gennemføre strukturelle ændringer indenfor deres interesseområder – ændringer, der tillader konfliktfri sameksistens, og som ikke kan understøttes på tidligere tids magtmonopoler og statsimperialisme.
I en række globale konferencer de geopolitiske centre imellem, og under Pax Globalis, tilrettelægges en række styrede og aftalte omlægninger, der baner vejen for gradvis opløsning af nationalstaterne, som vi kendte dem. Processen er frivillig for de nationalstater, der i øvrigt opfylder en række forudsætninger, som kræves for medlemskab af det internationale samfund, og i de få tilfælde, hvor enkeltstater hverken indgår i de nye geopolitiske centre eller i øvrigt opfylder de politikker, som er en del af Pax Globalis, skrider verdenssamfundet til magtanvendelse, og omstillingen er, om end i hovedsagen fredelig af natur, dog præget af enkelte nødvendige opgør. Opgør, der dog støttes og forstås af befolkninger, der samlet står bag en nødvendig fragmentering af nationalstaterne.

Som alt overvejende hovedregel dannes de geopolitiske centre ved, at der i deres kerne er en ensartet religiøs og kulturel forståelse, og at denne udstrækkes til og dækkes af de områder, som indgår under det geopolitiske center. Som så meget andet i ny tid er der sket en løsrivelse fra geografisk binding. Geografisk beliggenhed er afløst af en gennemsigtig, nærværende og sammenhængende globalitet. Geografien segmenteres ikke på baggrund af tidligere tids magtstrukturer og disses håndhævelse af indflydelse under trussel om anvendelse af magt. De geopolitiske centre bindes sammen af en fælles idepolitik, religiøs baggrund og fælles historieopfattelse. Af en moralsk og åndelig konvergens. Og hvor de geografiske områder, der henhører under et bestemt geopolitisk center ser sig som en naturlig del af de livsholdninger og den moral, som forvaltes og er en del af de forskellige geopolitiske centres forfatningsgrundlag.

Det er ikke nationalstater, der indgår og tilslutter sig disse geopolitiske forfatningsgrundlag og fælles politiske beslutningscentrum. Det er fragmenter af tidligere nationalstater.
Fragmenteringen af nationalstaterne sker ved nøje vurdering og fælles enighed om det historiske og religiøst-moralske kompleks for befolkningsgrupper i og udenfor de traditionelle nationalstater. I stedet for fortsat at binde fragmenter sammen i nationalstater eller statssammenslutninger eller ved at skabe et utal af nye selvstændige nationalstater og republikker, anerkendes det, at forskelligheden – på trods af geografiske forskelle – skal bindes sammen i konføderale sammenhænge, hvor de enkelte områder drives autonomt, men under den fælles konføderale struktur, der repræsenteres ved det geopolitiske center, som er det naturlige tilhørsforhold for det enkelte område og dets befolkning. Man binder mange og forskelligt beliggende befolkningsgrupper sammen i en større sammenhæng, men med et autonomt forvaltningsgrundlag. Grænsedragning er ikke baseret på geografi, men på befolkningsgruppers tilhørsforhold.

I geografisk sammensatte fragmenter, som tilsammen udgør en del af en geopolitisk magtbase, udvikles der i tillæg til de autonomt drevne områder en betydelig regionalitet. Ikke for at drive eller udøve magt i relation til andre områder, men som led i den praktiske tilrettelægning af fællespolitikker, der har mening i sammenhængende geografiske områder.

Det bliver derfor ikke civilisationernes sammenstød, der bliver resultatet af den trinvise politiske proces. Befolkningerne, der giver de politiske mandater, tillader ikke disse sammenstød. Befolkningerne kræver i stedet, at det bliver civilisationernes konvergens, der sikres af de politikere, der repræsenterer de enkelte nationalstaters politiske magtstruktur. Og som i globaliseret dialog, ved konferencer og under Pax Globalis målsætninger, som nedfældet i stadigt flere nationalstaters lokale lovgivning, tvinges til at skabe en dialog, hvor det er befolkningerne og disses historiske, åndelige og religiøse udgangspunkt, som bliver bærende for omorganiseringen af det internationale samfund som en tvingende nødvendighed for, at verden kan sikres fred og for at skabe betingelserne for artens (menneskehedens) overlevelse. Og at fred netop bliver et fælles mål for at sikre, at det menneskelige liv leves i den kvalitet, som er den bærende forudsætning for ny tids befolkning.