Tidligere tid var domineret af krig og konflikt nationalstater imellem. Kun gradvist bringes disse til ophør i takt med, at velfærd og økonomisk vækst bliver uforeneligt med disse tvister. Krige og konflikter mister deres værdi som sanktionsgrundlag i takt med, at konflikter baseret på magtudøvelse bliver længere og længere. Fordi det grundlag, der udløser væbnet konflikt som hovedregel slet ikke kan afsluttes ved – netop – væbnet konflikt. Væbnede konflikter fordyber kriserne og forlænger konflikterne. Og sanktioner, der tidligere var rettet mod den nation, som magtudøvelsen blev sat ind overfor, udvikler sig pludselig til reciprokke sanktioner med samme kraft og omkostning hos den der iværksætter magtudøvelsen. Krige kan egentlig slet ikke afsluttes, kommer man til erkendelse af. Stater kæmper ikke længere mod hinanden, men stater kæmper mod ideer, og de kan være svære at føre krig imod. Bekostelige og smertefulde forsøg på krigsførelse, som det kendtes i tidligere tid støder på stadigt større modstand blandt de befolkninger, der udgør magtbasen i demokratierne. De offeromkostninger, der bliver forbundet med krigsførelse i tabt socialt velfærd, kompromittering af den ny tids kvalitetsidealer og den heraf følgende moralske konflikt i forhold til andre befolkninger, som der sker en stadigt større – og ikke statsligt styret – integration med, modarbejder det politiske grundlag for krigsførelse.
Re-demokratiseringen i flere demokratier, hvor det parlamentariske system renses for partipolitisk indflydelse, opstår som et af resultaterne af den folkelige resignation. Befolkningerne ønsker, at deres politikere følger ny tids dagsorden, og det bliver netop ved befolkningens forandrede fundament for parlamentarismen, at oprøret skabes nedefra. Og som den egentlige udfordring af de politiske magtstrukturer, der i de enkelte nationalstater opretholder politiske dagsordener, der kommer på stadigt større afstand af befolkningen. Disse magtstrukturers manglende evne til at forstå en stadigt mere moralsk, ansvarlig og kvalitetsorienteret befolkning bliver en del af årsagen til disse magtstrukturers egen opløsning og paradigmeskiftet.
Tidligere tid var domineret af krig og konflikt nationalstater imellem. Kun gradvist bringes disse til ophør i takt med, at velfærd og økonomisk vækst bliver uforeneligt med disse tvister. Krige og konflikter mister deres værdi som sanktionsgrundlag i takt med, at konflikter baseret på magtudøvelse bliver længere og længere. Fordi det grundlag, der udløser væbnet konflikt som hovedregel slet ikke kan afsluttes ved – netop – væbnet konflikt. Væbnede konflikter fordyber kriserne og forlænger konflikterne. Og sanktioner, der tidligere var rettet mod den nation, som magtudøvelsen blev sat ind overfor, udvikler sig pludselig til reciprokke sanktioner med samme kraft og omkostning hos den der iværksætter magtudøvelsen. Krige kan egentlig slet ikke afsluttes, kommer man til erkendelse af. Stater kæmper ikke længere mod hinanden, men stater kæmper mod ideer, og de kan være svære at føre krig imod. Bekostelige og smertefulde forsøg på krigsførelse, som det kendtes i tidligere tid støder på stadigt større modstand blandt de befolkninger, der udgør magtbasen i demokratierne. De offeromkostninger, der bliver forbundet med krigsførelse i tabt socialt velfærd, kompromittering af den ny tids kvalitetsidealer og den heraf følgende moralske konflikt i forhold til andre befolkninger, som der sker en stadigt større – og ikke statsligt styret – integration med, modarbejder det politiske grundlag for krigsførelse.
Re-demokratiseringen i flere demokratier, hvor det parlamentariske system renses for partipolitisk indflydelse, opstår som et af resultaterne af den folkelige resignation. Befolkningerne ønsker, at deres politikere følger ny tids dagsorden, og det bliver netop ved befolkningens forandrede fundament for parlamentarismen, at oprøret skabes nedefra. Og som den egentlige udfordring af de politiske magtstrukturer, der i de enkelte nationalstater opretholder politiske dagsordener, der kommer på stadigt større afstand af befolkningen. Disse magtstrukturers manglende evne til at forstå en stadigt mere moralsk, ansvarlig og kvalitetsorienteret befolkning bliver en del af årsagen til disse magtstrukturers egen opløsning og paradigmeskiftet.