Nationalstater var den bærende ramme om politiske magtstrukturer i tidligere tid.
Regionale strukturer, statssammenslutninger og konføderale unioner er dog opstået og har udviklet sig op mod ny tid på forskelligartede forfatningsgrundlag, og med indbyrdes fællesnævnere og overlap.
I disse processer er der sket en omfokusering af befolkningerne, som er blevet stadigt mere frigjort fra en fast "national" tilknytning. I deres dagligdag lever det enkelte menneske i dobbelt livsstandard og i en tid, hvor den enkelte sælger services og ikke arbejdstid som sådan. Livscentre ligger derfor ikke sjældent på betydelig geografisk distance af den enkeltes formelle arbejdssted, og ofte indenfor andre nationale grænser end oprindelseslandet. Den ny teknologi har udviklet transportformer og skabt en global transportgrid, der tillader hurtig omplacering over store distancer. Befolkningen er migreret til en etnisk fællesnævner, og kulturværdier flyder stadigt mere sammen.
Det nærmeste, man kan komme en beskrivelse af den enkeltes "nationalfølelse" er en art regionalitet, hvor det naturlige geografiske område passer til det biologiske og historiske ophav, og hvor den enkelte ud fra en samlet helhedsbetragtning føler sig "hjemme". Denne regionalisering af befolkningens "nationale bevidsthed" er en ændret betingelse for nationalstaten og dens overlevelsesbetingelser i ny tid.
Den egentlige opløsning af nationalstaterne, som vi kender dem i tidligere tid, opstår som følge af flere konvergerende politiske processer. Flere med helt forskelligt formål, men med samme sluteffekt. Den synkronisitet, der opbygges omkring nationalstaternes fremtid og overlevelse skaber baggrunden for de selv samme nationalstaters opløsning. Og langt de fleste på et naturligt og – skal det tilføjes – fortrinsvis fredeligt grundlag.