Reading Piece #141 - Selvofringer for at nå overordnet mål

Ny tid opstår i takt med, at disse opbrud imellem nationalstater og internationale institutioner finder sted, i en tid, hvor nationalstaters samarbejde i statssammenslutninger kommer til omvurdering og forandring, og hvor en sideløbende proces skaber nye geopolitiske magtcentre. Processerne forsinkes af indbygget modstand og politiske konflikter som følge af de provokationer, som unilateral adfærd har på den vertikale integration under andre politiske magtstrukturer.
Da der er tale om et paradigmeskift, er forandringerne hverken hurtige eller smertefri. Og de politikker, der søges gennemført, nyder ikke automatisk fremme som følge af et konsensussøgende samarbejde de forskellige politiske magt-eliter imellem. Selvom hele målet for det fremtidige globale, politiske magtkompleks er at undgå konflikt, så er vejen mod dette mål vanskelig, konfliktfyldt og langstrakt.

Her opstår erkendelsen af, at langsigtet og holdbar vækst og velstand kun fortsat kan finde sted ved fokus på de overordnede livskvaliteter. Det er saturering af vækstmuligheden i flere samfund, der fører til den folkelige erkendelse af, at der må skrides ind med initiativer og politikker, der i første omgang kompromitterer den vækst og velstand, som flere har del i. Men endnu flere står udenfor. Processen tager form ved en fornyelse af den demokratiske parlamentarisme og udvider sig i takt med disse nye parlamentariske institutioners gradvise provokation af forandring i det internationale miljø. En proces, der kun får kraft, fordi der træffes den afgørende politiske beslutning, at det, man tror på, kan koste penge at gennemføre. Også velstand og økonomisk vækst. Det er i dette offer at andre magtstrukturer provokeres og tvinges til tilpasning og forandring.
Nogle magtstrukturer kan tilpasse sig ved tilsvarende velstandsreduktioner for at sikre f.eks. miljøbalance og velstandsudligning. Andre langsommere og mere gradvist, idet forandringerne skabes fra udefra kommende vertikale provokationer i strukturens økonomi, med en heraf følgende øget bevidsthedsopbygning og beslutningsevne i befolkningerne, der i sidste ende sikrer forandringer i hele geopolitiske systemers politiske funktion og repræsentation.

I denne proces vil enkeltstater blive klemt. Og kampe blive udkæmpet. Og internationale samarbejdsstrukturer vil bryde sammen.
I takt med, at omstillingsprocessen slår igennem, opstår nye internationale institutioner og forandrede regionale sammenslutninger, der fungerer på brede folkelige mandater, med stor gennemsigtighed og med eliminering af tidligere tids demokratiske underskud. Det kendetegnende for ny tid bliver, at det, der regulerer de valgte politikker ikke kun er tidligere tids fokus på velstand og økonomi, men et samlet menneskesyn. Jordens befolkning ønsker at overleve og leve i fred med hinanden. Og det er dette helt overordnede mål, der i ny tid har overtaget den dominerende kraft og uendelig lang tids sub-optimeret forvaltning af tidligere nationale særinteresser.

Velstanden og væksten øges igen efter denne omlægning, og velfærdsøkonomien slår igennem. I et klima af samarbejdende geopolitiske centre, og i en verden, hvor det militære kompleks er afviklet. Krig – som den naturlige fortsættelse af politik – er overtaget af politik som den naturlige fortsættelse af politik. Ny tids politik har kraft og sanktionsevne, der langt overstiger, hvad der i tidligere tid kunne opnås ved magt. I den ny tids logik er magtanvendelse ikke rationel, idet befolkningerne har skabt en global helhed. Og betalt prisen for det. Man har sikret Pax Globalis, ikke ved erobringer, men ved selvofringer.

Disse selvofringer bliver kimen til den næste store fredsslutning befolkningerne imellem.
Ny tid opstår i takt med, at disse opbrud imellem nationalstater og internationale institutioner finder sted, i en tid, hvor nationalstaters samarbejde i statssammenslutninger kommer til omvurdering og forandring, og hvor en sideløbende proces skaber nye geopolitiske magtcentre. Processerne forsinkes af indbygget modstand og politiske konflikter som følge af de provokationer, som unilateral adfærd har på den vertikale integration under andre politiske magtstrukturer.
Da der er tale om et paradigmeskift, er forandringerne hverken hurtige eller smertefri. Og de politikker, der søges gennemført, nyder ikke automatisk fremme som følge af et konsensussøgende samarbejde de forskellige politiske magt-eliter imellem. Selvom hele målet for det fremtidige globale, politiske magtkompleks er at undgå konflikt, så er vejen mod dette mål vanskelig, konfliktfyldt og langstrakt.

Her opstår erkendelsen af, at langsigtet og holdbar vækst og velstand kun fortsat kan finde sted ved fokus på de overordnede livskvaliteter. Det er saturering af vækstmuligheden i flere samfund, der fører til den folkelige erkendelse af, at der må skrides ind med initiativer og politikker, der i første omgang kompromitterer den vækst og velstand, som flere har del i. Men endnu flere står udenfor. Processen tager form ved en fornyelse af den demokratiske parlamentarisme og udvider sig i takt med disse nye parlamentariske institutioners gradvise provokation af forandring i det internationale miljø. En proces, der kun får kraft, fordi der træffes den afgørende politiske beslutning, at det, man tror på, kan koste penge at gennemføre. Også velstand og økonomisk vækst. Det er i dette offer at andre magtstrukturer provokeres og tvinges til tilpasning og forandring.
Nogle magtstrukturer kan tilpasse sig ved tilsvarende velstandsreduktioner for at sikre f.eks. miljøbalance og velstandsudligning. Andre langsommere og mere gradvist, idet forandringerne skabes fra udefra kommende vertikale provokationer i strukturens økonomi, med en heraf følgende øget bevidsthedsopbygning og beslutningsevne i befolkningerne, der i sidste ende sikrer forandringer i hele geopolitiske systemers politiske funktion og repræsentation.

I denne proces vil enkeltstater blive klemt. Og kampe blive udkæmpet. Og internationale samarbejdsstrukturer vil bryde sammen.
I takt med, at omstillingsprocessen slår igennem, opstår nye internationale institutioner og forandrede regionale sammenslutninger, der fungerer på brede folkelige mandater, med stor gennemsigtighed og med eliminering af tidligere tids demokratiske underskud. Det kendetegnende for ny tid bliver, at det, der regulerer de valgte politikker ikke kun er tidligere tids fokus på velstand og økonomi, men et samlet menneskesyn. Jordens befolkning ønsker at overleve og leve i fred med hinanden. Og det er dette helt overordnede mål, der i ny tid har overtaget den dominerende kraft og uendelig lang tids sub-optimeret forvaltning af tidligere nationale særinteresser.

Velstanden og væksten øges igen efter denne omlægning, og velfærdsøkonomien slår igennem. I et klima af samarbejdende geopolitiske centre, og i en verden, hvor det militære kompleks er afviklet. Krig – som den naturlige fortsættelse af politik – er overtaget af politik som den naturlige fortsættelse af politik. Ny tids politik har kraft og sanktionsevne, der langt overstiger, hvad der i tidligere tid kunne opnås ved magt. I den ny tids logik er magtanvendelse ikke rationel, idet befolkningerne har skabt en global helhed. Og betalt prisen for det. Man har sikret Pax Globalis, ikke ved erobringer, men ved selvofringer.

Disse selvofringer bliver kimen til den næste store fredsslutning befolkningerne imellem.
Ny tid opstår i takt med, at disse opbrud imellem nationalstater og internationale institutioner finder sted, i en tid, hvor nationalstaters samarbejde i statssammenslutninger kommer til omvurdering og forandring, og hvor en sideløbende proces skaber nye geopolitiske magtcentre. Processerne forsinkes af indbygget modstand og politiske konflikter som følge af de provokationer, som unilateral adfærd har på den vertikale integration under andre politiske magtstrukturer.
Da der er tale om et paradigmeskift, er forandringerne hverken hurtige eller smertefri. Og de politikker, der søges gennemført, nyder ikke automatisk fremme som følge af et konsensussøgende samarbejde de forskellige politiske magt-eliter imellem. Selvom hele målet for det fremtidige globale, politiske magtkompleks er at undgå konflikt, så er vejen mod dette mål vanskelig, konfliktfyldt og langstrakt.

Her opstår erkendelsen af, at langsigtet og holdbar vækst og velstand kun fortsat kan finde sted ved fokus på de overordnede livskvaliteter. Det er saturering af vækstmuligheden i flere samfund, der fører til den folkelige erkendelse af, at der må skrides ind med initiativer og politikker, der i første omgang kompromitterer den vækst og velstand, som flere har del i. Men endnu flere står udenfor. Processen tager form ved en fornyelse af den demokratiske parlamentarisme og udvider sig i takt med disse nye parlamentariske institutioners gradvise provokation af forandring i det internationale miljø. En proces, der kun får kraft, fordi der træffes den afgørende politiske beslutning, at det, man tror på, kan koste penge at gennemføre. Også velstand og økonomisk vækst. Det er i dette offer at andre magtstrukturer provokeres og tvinges til tilpasning og forandring.
Nogle magtstrukturer kan tilpasse sig ved tilsvarende velstandsreduktioner for at sikre f.eks. miljøbalance og velstandsudligning. Andre langsommere og mere gradvist, idet forandringerne skabes fra udefra kommende vertikale provokationer i strukturens økonomi, med en heraf følgende øget bevidsthedsopbygning og beslutningsevne i befolkningerne, der i sidste ende sikrer forandringer i hele geopolitiske systemers politiske funktion og repræsentation.

I denne proces vil enkeltstater blive klemt. Og kampe blive udkæmpet. Og internationale samarbejdsstrukturer vil bryde sammen.
I takt med, at omstillingsprocessen slår igennem, opstår nye internationale institutioner og forandrede regionale sammenslutninger, der fungerer på brede folkelige mandater, med stor gennemsigtighed og med eliminering af tidligere tids demokratiske underskud. Det kendetegnende for ny tid bliver, at det, der regulerer de valgte politikker ikke kun er tidligere tids fokus på velstand og økonomi, men et samlet menneskesyn. Jordens befolkning ønsker at overleve og leve i fred med hinanden. Og det er dette helt overordnede mål, der i ny tid har overtaget den dominerende kraft og uendelig lang tids sub-optimeret forvaltning af tidligere nationale særinteresser.

Velstanden og væksten øges igen efter denne omlægning, og velfærdsøkonomien slår igennem. I et klima af samarbejdende geopolitiske centre, og i en verden, hvor det militære kompleks er afviklet. Krig – som den naturlige fortsættelse af politik – er overtaget af politik som den naturlige fortsættelse af politik. Ny tids politik har kraft og sanktionsevne, der langt overstiger, hvad der i tidligere tid kunne opnås ved magt. I den ny tids logik er magtanvendelse ikke rationel, idet befolkningerne har skabt en global helhed. Og betalt prisen for det. Man har sikret Pax Globalis, ikke ved erobringer, men ved selvofringer.

Disse selvofringer bliver kimen til den næste store fredsslutning befolkningerne imellem.