Reading Piece #140 - Globale udligningskreditter

I relation til fattigdomsbekæmpelse har vi set, at der iværksættes en global ressourceudligning for at optimere den samlede velstandsøkonomi.
Grunden er ikke alene behovet for en balanceret velstandsøkonomi, men også at hele befolkningens definition af velstandsøkonomi får sammenfald med deres krav til livskvalitet, og at nye politikker fremprovokeres for at imødekomme befolkningens frygt for artens overlevelse samt opfyldelsen af de kvalitetskrav, der følger heraf.
Der skabes nye økonomiske kraftfelter, hvor udligningen imellem de geopolitiske magtcentre ikke blot opstår som følge af den bagvedliggende logik og effektivitet i produktions- og serviceøkonomien, men også får et væsentligt politisk element.
Det politiske element kommer til udtryk ved flere betydende nationalstaters erkendelse af, at det kun er ved velstandsreduktion og velstandsoverflytning til andre nationalstater og regioner, at der udover en af produktionsøkonomien betinget horisontal, global integration også udløses provokatoriske chokvirkninger i andre økonomier – og under andre politiske magtstrukturer - der fremkalder en vertikal integration indenfor disse økonomier. Og at det netop er ved den vertikale økonomiske integration, at befolkninger andetsteds sikres opfyldelse af sådanne livsfornødenheder, at de langsomt kan indtræde i den samlede globale integration befolkningerne imellem, og hver især får de kræfter og det overskud, der er forudsætningen for, at der overalt skabes den folkelige forudsætning for re-demokratisering og dermed grundlaget for sikring af artens overlevelse og fredelige sameksistens.

Autoritære og ikke demokratiske styreformer, der forfølger snævre nationale dagsordner, tvinges – af den del af det internationale samfund som vil betale herfor - til at tilrette deres politikker og til at demokratisere. Og det er i kraft af disse demokratiseringer, at der sikres kraft til nye befolkningsgrupper, der på deres vis kan understøtte og udbygge opfyldelsen af den globale dagsorden.

Unilateralt vedtagne ressouceoverførsler til befolkningsgrupper under andre magtstrukturer og i andre økonomier gennemføres ved vedtagne udligningskreditter, hvor den velstående del af det internationale samfund gennemfører hidtil usete investeringer i forbedringen af andre befolkningers basale livsvilkår. Retten til liv uden sygdom, adgang til vand, mad og bopæl, samt tilslutning til og retten til at være en del af det globale videnfordelingskompleks og til at få lokal uddannelse bliver de bærende elementer i målet for den vertikale integration, som fremprovokeres i andre økonomier og under andre politiske magtstrukturer. Alt sammen dele af den kvalitetspolitik, som er gennemført blandt de nationalstater, som træder forrest i denne udvikling.
Der er tale om en dobbelt strategi og funktionalitet. Den globale handel og produktionsøkonomi udligner horisontalt imellem de geopolitiske centre, der hver især finder deres effektivitet og bidrag.
Den globale omfordeling af velstand tilfører samtidig ressourcer til nye befolkningsgrupper, der på deres vis bliver eneste garanti for, at også deres samfund indtræder i opfyldelsen af globale politikker, hvor man samlet styrker samarbejdet om velstandsforbedringer for andre udsatte befolkningsgrupper. Det er sigtet, at dem, der modtager disse ensidige udligningskreditter understøttes i en politik og en forvaltning heraf, der skaber overensstemmelse med en adfærd, der styrker artens overlevelse, den globale miljøbalance og udsigten til fredeligt samvær befolkningerne imellem.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

I relation til fattigdomsbekæmpelse har vi set, at der iværksættes en global ressourceudligning for at optimere den samlede velstandsøkonomi.
Grunden er ikke alene behovet for en balanceret velstandsøkonomi, men også at hele befolkningens definition af velstandsøkonomi får sammenfald med deres krav til livskvalitet, og at nye politikker fremprovokeres for at imødekomme befolkningens frygt for artens overlevelse samt opfyldelsen af de kvalitetskrav, der følger heraf.
Der skabes nye økonomiske kraftfelter, hvor udligningen imellem de geopolitiske magtcentre ikke blot opstår som følge af den bagvedliggende logik og effektivitet i produktions- og serviceøkonomien, men også får et væsentligt politisk element.
Det politiske element kommer til udtryk ved flere betydende nationalstaters erkendelse af, at det kun er ved velstandsreduktion og velstandsoverflytning til andre nationalstater og regioner, at der udover en af produktionsøkonomien betinget horisontal, global integration også udløses provokatoriske chokvirkninger i andre økonomier – og under andre politiske magtstrukturer - der fremkalder en vertikal integration indenfor disse økonomier. Og at det netop er ved den vertikale økonomiske integration, at befolkninger andetsteds sikres opfyldelse af sådanne livsfornødenheder, at de langsomt kan indtræde i den samlede globale integration befolkningerne imellem, og hver især får de kræfter og det overskud, der er forudsætningen for, at der overalt skabes den folkelige forudsætning for re-demokratisering og dermed grundlaget for sikring af artens overlevelse og fredelige sameksistens.

Autoritære og ikke demokratiske styreformer, der forfølger snævre nationale dagsordner, tvinges – af den del af det internationale samfund som vil betale herfor - til at tilrette deres politikker og til at demokratisere. Og det er i kraft af disse demokratiseringer, at der sikres kraft til nye befolkningsgrupper, der på deres vis kan understøtte og udbygge opfyldelsen af den globale dagsorden.

Unilateralt vedtagne ressouceoverførsler til befolkningsgrupper under andre magtstrukturer og i andre økonomier gennemføres ved vedtagne udligningskreditter, hvor den velstående del af det internationale samfund gennemfører hidtil usete investeringer i forbedringen af andre befolkningers basale livsvilkår. Retten til liv uden sygdom, adgang til vand, mad og bopæl, samt tilslutning til og retten til at være en del af det globale videnfordelingskompleks og til at få lokal uddannelse bliver de bærende elementer i målet for den vertikale integration, som fremprovokeres i andre økonomier og under andre politiske magtstrukturer. Alt sammen dele af den kvalitetspolitik, som er gennemført blandt de nationalstater, som træder forrest i denne udvikling.
Der er tale om en dobbelt strategi og funktionalitet. Den globale handel og produktionsøkonomi udligner horisontalt imellem de geopolitiske centre, der hver især finder deres effektivitet og bidrag.
Den globale omfordeling af velstand tilfører samtidig ressourcer til nye befolkningsgrupper, der på deres vis bliver eneste garanti for, at også deres samfund indtræder i opfyldelsen af globale politikker, hvor man samlet styrker samarbejdet om velstandsforbedringer for andre udsatte befolkningsgrupper. Det er sigtet, at dem, der modtager disse ensidige udligningskreditter understøttes i en politik og en forvaltning heraf, der skaber overensstemmelse med en adfærd, der styrker artens overlevelse, den globale miljøbalance og udsigten til fredeligt samvær befolkningerne imellem.