Det bliver politisk tunge nationalstater, der først udtræder af flere af disse institutioner, statssammenslutninger og konføderale unioner og i forlængelse heraf gennemfører unilaterale politikker rettet mod befolkningens krav. Dette udløser ikke alene et sammenbrud af flere af disse organisationer og statsfællesskaber, men baner samtidig vejen for en langstrakt politisk proces, som munder ud i det, man i ny tid beskriver som Pax Globalis.
Unilaterale beslutninger kommer til udtryk ved, at der i flere nationalstater gennemføres nationale, politiske vedtagelser, der får til konsekvens, at den nationale velstand sænkes og den økonomiske vækst bremses op. Dette ud fra en politisk erkendelse af, at nogle må træde et skridt tilbage, for at der senere kan trædes samlet frem. Og fordi den reduktion, der dermed finder sted i disse nationalstaters velstand, samlet er politisk optimeret, idet den modsvares af betydeligt større velstandsfremgang andetsteds. Velstandsfremgange, der er nødvendige at provokere og som sikrer, at re-demokratiseringsprocesser kan udspredes og at der kan gennemtvinges adfærdsændringer, der samlet forbedrer diagnosen for artens overlevelse og fredelige sameksistens.
En stribe af kvalitetskrav indbygges i national lovgivning, hvor en række objektivt målbare forudsætninger skal være opfyldt. Det er et krav, at man i sine politikker er aktive deltagere i den vertikale velstandsudligning andetsteds. Det er en forudsætning, at egen økonomisk vækst ikke længere må finde sted på bekostning af større økonomisk vækst andetsteds. Det er en forudsætning, at samhandel alene finder sted på et grundlag, der tager hensyn til det omkringliggende miljø. Og fredelig sameksistens er en bærende forudsætning for enhver politik, som gennemføres nationalt.
Det er lang tids mangel på opsparing til dækning af politikområder, der ikke kun fokuserer på nationale velstandsforbedringer og økonomisk vækst, som regningen dermed skal betales for.
Tidligere tids politiske magtstrukturer og disses snævre fokus på velstandsforbedringer som retningsgivende for den statslige økonomiske politik og den heraf følgende manglende evne til at sikre ressourcer til modvirkning af udviklingstendenser, som udfordrer hele befolkningens formålsopfattelse med det selv samme politiske system, udløser dette paradigmeskift for den økonomiske politik.
Det bliver en række generelle kvalitetsbestemmelser, der indbygges i national lovgivning af de nye nationale parlamentariske forsamlinger, der får til resultat, at flere toneangivende nationalstater ikke har anden mulighed end at suspendere deres medlemskab af en række internationale organisationer samt at meddele udtræden af mellemstatslige sammenslutninger og unioner. I visse tilfælde gennemføres ændringerne som forfatningsændringer, der medfører at tidligere traktatforpligtelser bliver forfatningsstridige. Alene fordi disse nationalstaters fortsatte deltagelse bliver i modstrid med national lovgivning og nationale forfatninger, bliver suspensioner og udtrædelser en nødvendighed. Det samtidige opbrud i militære og sikkerhedspolitiske samarbejdsorganisationer medfører et vakuum, der udelukker, at en samling af andre nationalstater, supra-nationale organisationer eller konføderale unioner kan indsætte militærmagt til at fastholde disse nationalstater på et politisk grundlag, der er forskelligt fra det nationalt vedtagne.
Det er indbygning af objektive kvalitetskrav til den økonomiske politik i national lovgivning, der sætter flere af disse nationalstater udenfor statsfællesskaber og samarbejdsorganisationer, som de tidligere var en del af. Krav om, at der ikke nationalt politisk må gennemføres økonomisk politik, der kompromitterer kvalitetsmålsætningerne kombineret med et samtidigt nationalt lovgivningskrav om, at man heller ikke må medvirke til indirekte vedtagelser af lovgivning, der kompromitterer kvalitetsmålsætningerne udløser den situation, at disse nationalstater ikke fortsat kan være medlemmer af organisationer, internationale organer eller samarbejdsstrukturer, der kan vedtage politik med virkning for den pågældende nationalstat, der bringer den i konflikt med disse kvalitetskrav i den nationale lovgivning.
De øjeblikkelige effekter af disse lovgivningstiltag er en række unilaterale handelshindringer for samhandel med en række lande og områder, der i deres lovgivning og forvaltning modarbejder de i national lovgivning indlagte kvalitetsidealer. Der er tale om prioriteringer, og de fleste steder arbejdes med gradvise indgreb. Men effekten er den samme. Samhandel bringes hurtigt til ophør med økonomier, der ikke bidrager til opretholdelsen af det globale miljø og reduktionen i den globale opvarmning og forværringen af klimatilstanden på en række andre centrale områder, der har samlet kraft op igennem tidligere tid. Det er således forureningstilstande, der provokeres udefra (indirekte) samt indefra (ved misligholdelse af den globale miljøbalance), der alle fordres re-balancering og restituering af.
Flere nationalstater tvinges til udtræden af globale samarbejdsorganisationer som følge af disse unilaterale handelshindringer. Men den folkelige opbakning er betydelig. Her skabes økonomisk konflikt for at gennemtvinge fredelige forandringer, som betales af de befolkninger, som er villige til at opgive velstand for et bedre liv. At effekten af den regning, der samles op af de befolkninger, der har ansvaret for vedtagelsen af deres egen politik bliver, at andre omkostninger opstår hos dem, der rammes af disse handelshindringer, boykot og politiske blokeringer, er uundgåeligt og for så vidt målet med hele processen. Der må ofres for at vinde. Det er kun ved disse velstillede nationalstaters ofre, at forandringer kan fremprovokeres andetsteds, hvor man ikke udøver den direkte politiske kontrol. Og det er sigtet med disse politikker at fremprovokere velstandsnedgang der, hvor man ikke tiltræder kvalitetspolitikkerne. Det er anerkendt, at revolutioner skabes indefra. Og de skal skabes af de befolkninger, som andetsteds oplever velstandsnedgange, de ikke selv har besluttet. Og som påtvinges dem, fordi de for dem gældende politiske magtstrukturer ikke ønsker eller evner at indgå i dialog med og løsning af de globale politiske problemer, som udfordrer hele artens overlevelse og livskvalitet. Og som toneangivende og velstående befolkninger vedkender sig og kræver politisk konsekvens af.
Det bliver politisk tunge nationalstater, der først udtræder af flere af disse institutioner, statssammenslutninger og konføderale unioner og i forlængelse heraf gennemfører unilaterale politikker rettet mod befolkningens krav. Dette udløser ikke alene et sammenbrud af flere af disse organisationer og statsfællesskaber, men baner samtidig vejen for en langstrakt politisk proces, som munder ud i det, man i ny tid beskriver som Pax Globalis.
Unilaterale beslutninger kommer til udtryk ved, at der i flere nationalstater gennemføres nationale, politiske vedtagelser, der får til konsekvens, at den nationale velstand sænkes og den økonomiske vækst bremses op. Dette ud fra en politisk erkendelse af, at nogle må træde et skridt tilbage, for at der senere kan trædes samlet frem. Og fordi den reduktion, der dermed finder sted i disse nationalstaters velstand, samlet er politisk optimeret, idet den modsvares af betydeligt større velstandsfremgang andetsteds. Velstandsfremgange, der er nødvendige at provokere og som sikrer, at re-demokratiseringsprocesser kan udspredes og at der kan gennemtvinges adfærdsændringer, der samlet forbedrer diagnosen for artens overlevelse og fredelige sameksistens.
En stribe af kvalitetskrav indbygges i national lovgivning, hvor en række objektivt målbare forudsætninger skal være opfyldt. Det er et krav, at man i sine politikker er aktive deltagere i den vertikale velstandsudligning andetsteds. Det er en forudsætning, at egen økonomisk vækst ikke længere må finde sted på bekostning af større økonomisk vækst andetsteds. Det er en forudsætning, at samhandel alene finder sted på et grundlag, der tager hensyn til det omkringliggende miljø. Og fredelig sameksistens er en bærende forudsætning for enhver politik, som gennemføres nationalt.
Det er lang tids mangel på opsparing til dækning af politikområder, der ikke kun fokuserer på nationale velstandsforbedringer og økonomisk vækst, som regningen dermed skal betales for.
Tidligere tids politiske magtstrukturer og disses snævre fokus på velstandsforbedringer som retningsgivende for den statslige økonomiske politik og den heraf følgende manglende evne til at sikre ressourcer til modvirkning af udviklingstendenser, som udfordrer hele befolkningens formålsopfattelse med det selv samme politiske system, udløser dette paradigmeskift for den økonomiske politik.
Det bliver en række generelle kvalitetsbestemmelser, der indbygges i national lovgivning af de nye nationale parlamentariske forsamlinger, der får til resultat, at flere toneangivende nationalstater ikke har anden mulighed end at suspendere deres medlemskab af en række internationale organisationer samt at meddele udtræden af mellemstatslige sammenslutninger og unioner. I visse tilfælde gennemføres ændringerne som forfatningsændringer, der medfører at tidligere traktatforpligtelser bliver forfatningsstridige. Alene fordi disse nationalstaters fortsatte deltagelse bliver i modstrid med national lovgivning og nationale forfatninger, bliver suspensioner og udtrædelser en nødvendighed. Det samtidige opbrud i militære og sikkerhedspolitiske samarbejdsorganisationer medfører et vakuum, der udelukker, at en samling af andre nationalstater, supra-nationale organisationer eller konføderale unioner kan indsætte militærmagt til at fastholde disse nationalstater på et politisk grundlag, der er forskelligt fra det nationalt vedtagne.
Det er indbygning af objektive kvalitetskrav til den økonomiske politik i national lovgivning, der sætter flere af disse nationalstater udenfor statsfællesskaber og samarbejdsorganisationer, som de tidligere var en del af. Krav om, at der ikke nationalt politisk må gennemføres økonomisk politik, der kompromitterer kvalitetsmålsætningerne kombineret med et samtidigt nationalt lovgivningskrav om, at man heller ikke må medvirke til indirekte vedtagelser af lovgivning, der kompromitterer kvalitetsmålsætningerne udløser den situation, at disse nationalstater ikke fortsat kan være medlemmer af organisationer, internationale organer eller samarbejdsstrukturer, der kan vedtage politik med virkning for den pågældende nationalstat, der bringer den i konflikt med disse kvalitetskrav i den nationale lovgivning.
De øjeblikkelige effekter af disse lovgivningstiltag er en række unilaterale handelshindringer for samhandel med en række lande og områder, der i deres lovgivning og forvaltning modarbejder de i national lovgivning indlagte kvalitetsidealer. Der er tale om prioriteringer, og de fleste steder arbejdes med gradvise indgreb. Men effekten er den samme. Samhandel bringes hurtigt til ophør med økonomier, der ikke bidrager til opretholdelsen af det globale miljø og reduktionen i den globale opvarmning og forværringen af klimatilstanden på en række andre centrale områder, der har samlet kraft op igennem tidligere tid. Det er således forureningstilstande, der provokeres udefra (indirekte) samt indefra (ved misligholdelse af den globale miljøbalance), der alle fordres re-balancering og restituering af.
Flere nationalstater tvinges til udtræden af globale samarbejdsorganisationer som følge af disse unilaterale handelshindringer. Men den folkelige opbakning er betydelig. Her skabes økonomisk konflikt for at gennemtvinge fredelige forandringer, som betales af de befolkninger, som er villige til at opgive velstand for et bedre liv. At effekten af den regning, der samles op af de befolkninger, der har ansvaret for vedtagelsen af deres egen politik bliver, at andre omkostninger opstår hos dem, der rammes af disse handelshindringer, boykot og politiske blokeringer, er uundgåeligt og for så vidt målet med hele processen. Der må ofres for at vinde. Det er kun ved disse velstillede nationalstaters ofre, at forandringer kan fremprovokeres andetsteds, hvor man ikke udøver den direkte politiske kontrol. Og det er sigtet med disse politikker at fremprovokere velstandsnedgang der, hvor man ikke tiltræder kvalitetspolitikkerne. Det er anerkendt, at revolutioner skabes indefra. Og de skal skabes af de befolkninger, som andetsteds oplever velstandsnedgange, de ikke selv har besluttet. Og som påtvinges dem, fordi de for dem gældende politiske magtstrukturer ikke ønsker eller evner at indgå i dialog med og løsning af de globale politiske problemer, som udfordrer hele artens overlevelse og livskvalitet. Og som toneangivende og velstående befolkninger vedkender sig og kræver politisk konsekvens af.