Tidligere tids politiske magtstrukturer og disses snævre fokus på velstandsforbedringer som retningsgivende for den statslige økonomiske politik udløser et paradigmeskift for den økonomiske politik, det man i ny tid beskriver som Pax Globalis.
Flere nationalstater tvinges til udtræden af globale samarbejdsorganisationer som følge af unilaterale handelshindringer. Men den folkelige opbakning er betydelig. Her skabes økonomisk konflikt for at gennemtvinge fredelige forandringer, som betales af de befolkninger, som er villige til at opgive velstand for et bedre liv. Der må ofres for at vinde. Det er kun ved disse velstillede nationalstaters ofre, at forandringer kan fremprovokeres andetsteds, hvor man ikke udøver den direkte politiske kontrol.
En stribe af kvalitetskrav indbygges i national lovgivning, hvor en række objektivt målbare forudsætninger skal være opfyldt. Det er en forudsætning, at egen økonomisk vækst ikke længere må finde sted på bekostning af større økonomisk vækst andetsteds.