Debat om

Reading Piece #135 - Politisk ledelse udenom politiske partier

I takt med frigørelsen af de parlamentariske grupper fra de politiske partier sker der nødvendige forandringer i rekrutteringen af de ledelser, der indsættes i de respektive parlamentariske grupper.
Hvor det i tidligere tid var det politiske parti, der konstituerede de kandidater, der kunne opnå parlamentarisk valg, og disse efterfølgende konstituerede sig i deres parlamentariske grupper, så var det dog det politiske parti, der udpegede og valgte de politiske ledere, der kunne finde vej til den egentlige politiske ledelse af et land.
Med overgangen til parlamentariske grupper, der rekrutterer sine medlemmer udenfor det politiske parti, der har udgjort det historiske udgangspunkt for gruppen, er den tid også slut, hvor gruppeledelse og spidskandidater til regeringsdeltagelse er udpeget udefra. Alle kandidater konstitueres i den parlamentariske gruppe. Og ledelsen udskiftes af samme gruppe.
På denne vis får parlamentarismen betydeligt større indflydelse i ny tid. En udvikling, der er nært forbundet med det faktum, at det er den befolkning, som foretager det direkte valg af egne kandidater, der har krav på, at selv samme kandidater kommer til enighed og konstituering om de ledelser, der har den nødvendige politiske opbakning i en valgperiode. I tidligere tid var hele den parlamentariske konstituering en del af serviceringen af et partipolitisk magtapparat, og det var dette magtapparat, det pågældende parti, dets program og medlemmer, som skulle repræsenteres. Mere end den befolkning, der virkeliggjorde de selv samme partiers parlamentariske deltagelse. Denne diskrepans blev i sig selv et bærende element i de politiske partiers eget sammenbrud og tab af indflydelse, og det medfører selvsagt i ny tid, at denne diskrepans søges elimineret. En elimination der sikres ved, at det er i forbindelse med den parlamentariske konstituering, at ledelser opstår, får deres mandat og har deres parlamentariske grundlag.

Processen er sund, og det bliver i højere grad politisk evne, der bærer ledere frem. Og de parlamentariske grupper formår at forny og omstille sig ledelsesmæssigt i takt med, at behovet opstår. Tidligere tids kendte politiske forsteninger, ledelseskriser, fløjkampe m.v. opløses af en operationel parlamentarisme.

Det er den operationelle parlamentarisme, der vender udviklingen. Det er dens evne for lydhørhed, gennemsigtighed, omstillingsevne, ledelsesfornyelse, interessegruppefrigørelse – og sidst men ikke mindst – den enkelte parlamentarikers ansvar og moral overfor den befolkning, som repræsenteres, der genskaber det folkelige demokrati i ny tid. Men strukturer, ledelsesrekruttering, formulering af politikker m.v. er alt sammen tidsafstemt. Afstemt til den befolkning, der har generobret de politiske magtstrukturer, der har indflydelse på befolkningens egen dagligdag, og som er afgørende for, at deres kvalitetskrav og forventninger til anvendt politik er i samklang med deres øvrige krav og forventninger, som de kommer til udtryk i deres egen dagligdag.

Ingen indlæg i denne debat

I takt med frigørelsen af de parlamentariske grupper fra de politiske partier sker der nødvendige forandringer i rekrutteringen af de ledelser, der indsættes i de respektive parlamentariske grupper.
Hvor det i tidligere tid var det politiske parti, der konstituerede de kandidater, der kunne opnå parlamentarisk valg, og disse efterfølgende konstituerede sig i deres parlamentariske grupper, så var det dog det politiske parti, der udpegede og valgte de politiske ledere, der kunne finde vej til den egentlige politiske ledelse af et land.
Med overgangen til parlamentariske grupper, der rekrutterer sine medlemmer udenfor det politiske parti, der har udgjort det historiske udgangspunkt for gruppen, er den tid også slut, hvor gruppeledelse og spidskandidater til regeringsdeltagelse er udpeget udefra. Alle kandidater konstitueres i den parlamentariske gruppe. Og ledelsen udskiftes af samme gruppe.
På denne vis får parlamentarismen betydeligt større indflydelse i ny tid. En udvikling, der er nært forbundet med det faktum, at det er den befolkning, som foretager det direkte valg af egne kandidater, der har krav på, at selv samme kandidater kommer til enighed og konstituering om de ledelser, der har den nødvendige politiske opbakning i en valgperiode. I tidligere tid var hele den parlamentariske konstituering en del af serviceringen af et partipolitisk magtapparat, og det var dette magtapparat, det pågældende parti, dets program og medlemmer, som skulle repræsenteres. Mere end den befolkning, der virkeliggjorde de selv samme partiers parlamentariske deltagelse. Denne diskrepans blev i sig selv et bærende element i de politiske partiers eget sammenbrud og tab af indflydelse, og det medfører selvsagt i ny tid, at denne diskrepans søges elimineret. En elimination der sikres ved, at det er i forbindelse med den parlamentariske konstituering, at ledelser opstår, får deres mandat og har deres parlamentariske grundlag.

Processen er sund, og det bliver i højere grad politisk evne, der bærer ledere frem. Og de parlamentariske grupper formår at forny og omstille sig ledelsesmæssigt i takt med, at behovet opstår. Tidligere tids kendte politiske forsteninger, ledelseskriser, fløjkampe m.v. opløses af en operationel parlamentarisme.

Det er den operationelle parlamentarisme, der vender udviklingen. Det er dens evne for lydhørhed, gennemsigtighed, omstillingsevne, ledelsesfornyelse, interessegruppefrigørelse – og sidst men ikke mindst – den enkelte parlamentarikers ansvar og moral overfor den befolkning, som repræsenteres, der genskaber det folkelige demokrati i ny tid. Men strukturer, ledelsesrekruttering, formulering af politikker m.v. er alt sammen tidsafstemt. Afstemt til den befolkning, der har generobret de politiske magtstrukturer, der har indflydelse på befolkningens egen dagligdag, og som er afgørende for, at deres kvalitetskrav og forventninger til anvendt politik er i samklang med deres øvrige krav og forventninger, som de kommer til udtryk i deres egen dagligdag.