Det bliver ikke overraskende politiske partiers manglende evne til at stille deres parlamentariske grupper fri, der medfører, at de selv samme partier mister kontrol med og indflydelse på de parlamentariske grupper.
Grupperne frigør sig i stadigt stigende tempo, og de parlamentarikere, der sidder i grupperne indtræder stadigt hyppigere på de opstillingslister, hvor kandidaten vælges i egen ret og i selvansvar overfor egen vælgergruppe.
Tilbage bliver de grupperinger, som er afgørende for, at det parlamentariske system kan fungere og virke. I sin lovbehandling og i sit udvalgsarbejde. Grupperne har forskellig historisk oprindelse, men de politiske partier bliver alene det historiske grundlag. Som organisationer, der har indflydelse på opstilling og valg af parlamentarikere er deres tid slut. Og dermed er der også sat en stopper for den politik, der gennemføres i de parlamentariske forsamlinger. Det er den direkte kommunikation imellem den befolkning, der repræsenteres og repræsentanten, at ny tids real-politik skabes.
De politiske partier finder dog også deres plads i ny tid. De fastholder en særlig evne, som får sin egen real-politiske kraft. Ikke indflydelse betinget af historisk tradition, kontrol med opstilling eller som retningsgivende for politiske programmer, som parlamentarikere og dermed lovgivere skal følge. Men de får den egenskab, at de evner at give parlamentarikere i forskellige parlamentariske grupperinger mulighed for nærkontakt med fysiske sociale netværk, hvor den fælles interesse er den fælles politik. Men i ny tid som debat og holdningskomponenter, der videregives i dialog med parlamentarikeren, og ikke som diktater og forskrifter. Den ny tids politiske partis styrke er evnen til netop at stå i dialog med de forskellige parlamentarikere og påvirke deres politik. Men i kraft af argumentets styrke og ikke traditionens magt. Der udvikler sig dermed på ruinerne af tidligere tids politiske partier egentlige politiske lobby-grupper, der er lobbyister for egentlige holdninger og politiske synspunkter. Altså uafhængige af de enkelte sager men mere principielle af karakter. De forskellige politiske partier udvikler tænketanke, politiske sekretariater og andre former for fora og debatplatforme, både elektronisk og analogt, men det centrale for paradigmeskiftet er, at drøftelse, debat og formulering af politiske holdninger er adskilt fra den arbejdende parlamentarikers ansvar overfor den befolkning, som han repræsenterer. Folkestyret er genskabt i ny tid.
Det bliver ikke overraskende politiske partiers manglende evne til at stille deres parlamentariske grupper fri, der medfører, at de selv samme partier mister kontrol med og indflydelse på de parlamentariske grupper.
Grupperne frigør sig i stadigt stigende tempo, og de parlamentarikere, der sidder i grupperne indtræder stadigt hyppigere på de opstillingslister, hvor kandidaten vælges i egen ret og i selvansvar overfor egen vælgergruppe.
Tilbage bliver de grupperinger, som er afgørende for, at det parlamentariske system kan fungere og virke. I sin lovbehandling og i sit udvalgsarbejde. Grupperne har forskellig historisk oprindelse, men de politiske partier bliver alene det historiske grundlag. Som organisationer, der har indflydelse på opstilling og valg af parlamentarikere er deres tid slut. Og dermed er der også sat en stopper for den politik, der gennemføres i de parlamentariske forsamlinger. Det er den direkte kommunikation imellem den befolkning, der repræsenteres og repræsentanten, at ny tids real-politik skabes.
De politiske partier finder dog også deres plads i ny tid. De fastholder en særlig evne, som får sin egen real-politiske kraft. Ikke indflydelse betinget af historisk tradition, kontrol med opstilling eller som retningsgivende for politiske programmer, som parlamentarikere og dermed lovgivere skal følge. Men de får den egenskab, at de evner at give parlamentarikere i forskellige parlamentariske grupperinger mulighed for nærkontakt med fysiske sociale netværk, hvor den fælles interesse er den fælles politik. Men i ny tid som debat og holdningskomponenter, der videregives i dialog med parlamentarikeren, og ikke som diktater og forskrifter. Den ny tids politiske partis styrke er evnen til netop at stå i dialog med de forskellige parlamentarikere og påvirke deres politik. Men i kraft af argumentets styrke og ikke traditionens magt. Der udvikler sig dermed på ruinerne af tidligere tids politiske partier egentlige politiske lobby-grupper, der er lobbyister for egentlige holdninger og politiske synspunkter. Altså uafhængige af de enkelte sager men mere principielle af karakter. De forskellige politiske partier udvikler tænketanke, politiske sekretariater og andre former for fora og debatplatforme, både elektronisk og analogt, men det centrale for paradigmeskiftet er, at drøftelse, debat og formulering af politiske holdninger er adskilt fra den arbejdende parlamentarikers ansvar overfor den befolkning, som han repræsenterer. Folkestyret er genskabt i ny tid.