Det bliver en brat konstatering for det traditionelle politiske magtapparat, at det i flere nationalstater lykkes disse tekniske opstillingslister at få valgt i snesevis af kandidater ind i de parlamentariske forsamlinger. I enkelte lande, præget af lang tids pluralisme og flerpartisystem, kommer regningen prompte. Der kan ikke konstitueres på sædvanlig vis, da de nødvendige og sædvanlige partipolitiske flertal ikke længere eksisterer.
Behovet for at omfavne disse selvstændigt valgte parlamentarikere udløser den egentlige re-demokratiserings proces, der bliver det politiske grundlag for efterfølgende sammenbrud og eliminering af tidligere tids politiske topstyring, partipolitiske organisatoriske apparater, kongresser, landsmøder m.v.
For at de politiske aktører, som der stadig er flest af, kan fastholde deres indflydelse, er modtrækket i første omgang at invitere de selvstændigt valgte parlamentarikere ind i den arbejdende parlamentarisme. Man tillader de enkelte selvstændige parlamentarikere at tilslutte sig de parlamentariske grupper, der i deres udgangspunkt kun repræsenterede et enkelt politisk parti, men som nu påbegynder en politisk mutation, hvor de i højere grad har karakter af politiske grupper end politiske partier.
De selvstændige parlamentarikere tilslutter sig den gruppering, hvor tilhørsforholdet er størst og med det klare formål at kunne virke effektivt i det parlamentariske arbejde. Men samtidig med det resultat, at de grupper. hvori de indtræder, dermed får større konstitueringskraft.
I starten af denne omstillingsproces er meget som det altid har været. Et politisk parti har en parlamentarisk gruppe i parlamentet, og ledelsen af den parlamentariske gruppe rekrutteres efter de partipolitiske og traditionsbundne sædvaner, som der er historisk tradition for. En væsentlig ting er dog forandret, og det er, at gruppeledelsen nu repræsenterer to typer af parlamentarikere i samme gruppe. En gruppe, der er opstillet og valgt af det politiske parti, der udgør den historiske kerne i den parlamentariske gruppe. Og en anden gruppe, der er indtrådt i den parlamentariske gruppe efter valget, men ikke har været opstillet og konstitueret som kandidat af det partiapparat, der styrer de andre parlamentarikere i gruppen.
Forskellen bliver udtalt og samtidig en åbenlys provokation af de politikere, der er konstitueret af de traditionelle politiske partier. Mens de selvstændige parlamentarikere kan følge deres overbevisning og ved uenighed forlade gruppen uden konsekvens for genopstilling og muligt genvalg, så har den oprindelige kerne af parlamentarikere ikke den samme politiske frihedsgrad. Mens de selvstændige frit kan kommunikere deres politik, holdninger og stillingtagen i åbne netværk med deres egne vælgere og offentlighed, er parlamentarikere konstituerede af det politiske parti bundet af partiprogrammer, kongresudtalelser, landsmødevedtagelser etc. Som følge af disse forskelligheder opstår der indenfor de parlamentariske grupper en friktion og forskellighed, der provokerer ledelserne til at gennemføre store forandringer. Ikke forandringer på den vis, at man smider de selvstændige parlamentarikere ud af grupperne. En vej, der ikke er fremkommelig af den simple årsag, at der bliver stadigt flere selvstændige parlamentarikere efter hvert nyt valg.
Forandringerne skabes på anden vis og ved, at de parlamentarikere, der i deres oprindelse er konstitueret af det politiske parti, fremkommer med krav om samme parlamentariske fritstilling som den, de selvstændige parlamentarikere virker under.
Det er de traditionelle politiske partiers manglende omstillingsvene til at omfavne ny politik, tilpasse sig nye initiativer og heraf følgende langsomme reaktionstider, der giver dødsstødet til de politiske partier som bærende for den parlamentariske konstruktion. Der er tale om politiske selvmord. Partierne når ikke at tilpasse sig og evner ikke at virke i en tid, hvor befolkningen kan og vil have forudsætningsindsigt, påvirkningsmulighed og dialogrum med deres politiske repræsentanter. Disse græsrodskrav er af natur decentrale og svære at styre, og politiske formater, fastlagte principielle holdninger og langsom afstemning af forandring i tunge organisatoriske systemer kan ikke følge med de kvalitetskrav, som vælgerbefolkningen kræver opfyldt. Det er for så vidt ikke på grund af manglende vilje, at det går galt. Det er evnen, der ikke rækker. Partierne stranguleres i egne traditioner, organisatoriske bindinger, interessegruppeforpligtelser og reaktionære politiske aktører centralt i beslutningsapparaterne.
De parlamentariske grupper tvinges dermed til frigørelse fra de historiske partier for at opretholde deres politiske reaktionskraft, deres evne til at sikre den politiske indflydelse genskabt ved nyvalg og for at kunne opfylde den enkelte parlamentarikers hele krav til legitimitet i det virke, som udøves. Det er kvalitetsidealerne, der slår igennem, og et kompromis om dem vil medføre politisk ruin for de parlamentariske grupper, der ikke omstiller sig.
Det bliver en brat konstatering for det traditionelle politiske magtapparat, at det i flere nationalstater lykkes disse tekniske opstillingslister at få valgt i snesevis af kandidater ind i de parlamentariske forsamlinger. I enkelte lande, præget af lang tids pluralisme og flerpartisystem, kommer regningen prompte. Der kan ikke konstitueres på sædvanlig vis, da de nødvendige og sædvanlige partipolitiske flertal ikke længere eksisterer.
Behovet for at omfavne disse selvstændigt valgte parlamentarikere udløser den egentlige re-demokratiserings proces, der bliver det politiske grundlag for efterfølgende sammenbrud og eliminering af tidligere tids politiske topstyring, partipolitiske organisatoriske apparater, kongresser, landsmøder m.v.
For at de politiske aktører, som der stadig er flest af, kan fastholde deres indflydelse, er modtrækket i første omgang at invitere de selvstændigt valgte parlamentarikere ind i den arbejdende parlamentarisme. Man tillader de enkelte selvstændige parlamentarikere at tilslutte sig de parlamentariske grupper, der i deres udgangspunkt kun repræsenterede et enkelt politisk parti, men som nu påbegynder en politisk mutation, hvor de i højere grad har karakter af politiske grupper end politiske partier.
De selvstændige parlamentarikere tilslutter sig den gruppering, hvor tilhørsforholdet er størst og med det klare formål at kunne virke effektivt i det parlamentariske arbejde. Men samtidig med det resultat, at de grupper. hvori de indtræder, dermed får større konstitueringskraft.
I starten af denne omstillingsproces er meget som det altid har været. Et politisk parti har en parlamentarisk gruppe i parlamentet, og ledelsen af den parlamentariske gruppe rekrutteres efter de partipolitiske og traditionsbundne sædvaner, som der er historisk tradition for. En væsentlig ting er dog forandret, og det er, at gruppeledelsen nu repræsenterer to typer af parlamentarikere i samme gruppe. En gruppe, der er opstillet og valgt af det politiske parti, der udgør den historiske kerne i den parlamentariske gruppe. Og en anden gruppe, der er indtrådt i den parlamentariske gruppe efter valget, men ikke har været opstillet og konstitueret som kandidat af det partiapparat, der styrer de andre parlamentarikere i gruppen.
Forskellen bliver udtalt og samtidig en åbenlys provokation af de politikere, der er konstitueret af de traditionelle politiske partier. Mens de selvstændige parlamentarikere kan følge deres overbevisning og ved uenighed forlade gruppen uden konsekvens for genopstilling og muligt genvalg, så har den oprindelige kerne af parlamentarikere ikke den samme politiske frihedsgrad. Mens de selvstændige frit kan kommunikere deres politik, holdninger og stillingtagen i åbne netværk med deres egne vælgere og offentlighed, er parlamentarikere konstituerede af det politiske parti bundet af partiprogrammer, kongresudtalelser, landsmødevedtagelser etc. Som følge af disse forskelligheder opstår der indenfor de parlamentariske grupper en friktion og forskellighed, der provokerer ledelserne til at gennemføre store forandringer. Ikke forandringer på den vis, at man smider de selvstændige parlamentarikere ud af grupperne. En vej, der ikke er fremkommelig af den simple årsag, at der bliver stadigt flere selvstændige parlamentarikere efter hvert nyt valg.
Forandringerne skabes på anden vis og ved, at de parlamentarikere, der i deres oprindelse er konstitueret af det politiske parti, fremkommer med krav om samme parlamentariske fritstilling som den, de selvstændige parlamentarikere virker under.
Det er de traditionelle politiske partiers manglende omstillingsvene til at omfavne ny politik, tilpasse sig nye initiativer og heraf følgende langsomme reaktionstider, der giver dødsstødet til de politiske partier som bærende for den parlamentariske konstruktion. Der er tale om politiske selvmord. Partierne når ikke at tilpasse sig og evner ikke at virke i en tid, hvor befolkningen kan og vil have forudsætningsindsigt, påvirkningsmulighed og dialogrum med deres politiske repræsentanter. Disse græsrodskrav er af natur decentrale og svære at styre, og politiske formater, fastlagte principielle holdninger og langsom afstemning af forandring i tunge organisatoriske systemer kan ikke følge med de kvalitetskrav, som vælgerbefolkningen kræver opfyldt. Det er for så vidt ikke på grund af manglende vilje, at det går galt. Det er evnen, der ikke rækker. Partierne stranguleres i egne traditioner, organisatoriske bindinger, interessegruppeforpligtelser og reaktionære politiske aktører centralt i beslutningsapparaterne.
De parlamentariske grupper tvinges dermed til frigørelse fra de historiske partier for at opretholde deres politiske reaktionskraft, deres evne til at sikre den politiske indflydelse genskabt ved nyvalg og for at kunne opfylde den enkelte parlamentarikers hele krav til legitimitet i det virke, som udøves. Det er kvalitetsidealerne, der slår igennem, og et kompromis om dem vil medføre politisk ruin for de parlamentariske grupper, der ikke omstiller sig.