Ny tid skaber en engageret og stadigt mere ansvarsbevidst befolkning, der tager del i elektroniske netværksmiljøer, kræver forudsætningsindsigt for beslutninger, der ligger tæt på deres dagligdag i lokalområdet, i medlemsforeninger, fagforeninger m.v. og hvor monetariseringen af egen politisk vilje – ved at udnytte det atomiserede ejerskab til de gigantiske kapitalpensionsformuer – alt sammen repræsenterer brikker i et puslespil, der samler sig for derefter at rette opmærksomheden mod et stadigt mere diffust, ligegyldigt og utroværdigt nationalt politisk magtkompleks.
Fjernt i tidligere tid var revolutioner øjeblikkelige og omvæltende. I tidens ånd er de fleste forandringer ret ubemærkede, gradvise og fragmenter af en samlet udvikling, hvilket dog på ingen måde svækker effektiviteten af den underliggende proces. Tværtimod medfører det, at den systemmodstand, som ellers kunne forventes, ikke når at samle sig og få kraft. ændringerne kommer umærkeligt, men som politiske realiteter, de nationale politiske magtstrukturer tvinges til at forholde sig til.
Det påbegyndes udramatisk ved, at en række direkte valgte parlamentarikere ønsker at stå i nærmere kontakt med deres vælgerbefolkning. Via diskussionsgrupper, netværk og forskellige softwarebaserede analyseværktøjer retter disse parlamentarikere sig i stadigt større grad mod den meningsdannelse, der er i deres egen valgkreds.
Konflikten opstår hurtigt med det partiapparat, som disse parlamentarikere er en del af, og hvor enkeltstående parlamentarikeres sub-optimering af lokale politiske interesser ikke kan stå over det samlede politiske puslespil, de aftaler, der er behov for at indgå og den parlamentarisme, der skal fungere i praksis.
Men hvor politiske irettesættelser igennem tidligere tid havde til resultat at den implicerede parlamentariker rettede ind for overhovedet at kunne blive genopstillet i sin valgkreds, opstår der det fænomen, at et stigende antal parlamentarikere bryder helt ud af deres tilhørsforhold til et politisk parti.
Som noget nyt opstår der på tværs af parlamentarikere fra forskellige politiske partier nye valgtekniske samarbejdsformer, der tillader de selv samme parlamentarikere at genopstille, men uden at være medlem af et politisk parti som sådan. Disse parlamentarikere overtager om man vil den samme valgtekniske struktur for opstilling og kandidering, som de politiske partier egentlig har udviklet til eget brug, men undlader bevidst at lade den selv samme struktur få retten til at lede og fordele det politiske arbejde for deres parlamentariske virke. Disse valgtekniske samarbejder bliver dermed til tekniske opstillingslister, hvor grupper af kandidater optræder på stemmesedlerne, men uden at være bundet af et konkret politisk parti. Sofistikerede teknikker opbygges og forfines til at sikre, at der kun kan stemmes på en enkelt kandidat i en bestemt valgkreds, så det, der teknisk set er en stemme på en gruppe af kandidater, ikke udløser den bivirkning, at andre politikere på opstillingslisten, men af en helt anden overbevisning end vælgeren selv og den kandidat der blev stemt på, pludselig kan stemmes ind ad bagdøren. Flere uafhængige opstillingslister opstår, så der i de enkelte valgkredse er et forskelligartet udbud af kandidater og politikker, men isoleret valgteknisk, så en kandidat, der ikke vælges i en kreds, ikke pludselig har trukket andre og uforudsigelige kandidater ind i samme valgkreds.
Befolkningen får dermed igen mulighed for at stemme direkte på kandidater mere end på partier. Partiet er reduceret til en valgteknisk "partiliste", men for partier uden fælles politik, uden bestyrelser og uden ledelser. "Partier", der kun har et formål, nemlig at sikre parlamentarikere og kandidater mulighed for at komme på valg i konkurrence med de kandidater, der er opstillet igennem det traditionelle, fintmaskede og elitære partipolitiske organisationsapparat. Vælgerbefolkningen får dermed adgang til kandidater, som de kender og står i forbindelse med igennem den stadigt lettere adgang til at udnytte digitale kommunikationsplatforme for information, præsentation og dialog. Den af udviklingen tilsikrede større mediesegmentering samt befolkningens samtidige ophør med brug af broadcastede envejskanaler tillader efterhånden kandidaterne en større synlighed, og kendskabsniveauet forøges stadigt hurtigere blandt den – oftest – ret beskedne vælgergruppe, som er en nødvendighed for at sikre en kandidat valgt.
Sigtet for disse parlamentarikere bliver at blive valgt i egen kreds. Og at udøve deres politiske bedømmelse efter egen samvittighed og overbevisning, som det i øvrigt på daværende tidspunkt i forvejen var fastlagt i langt de fleste af de relevante forfatninger, som denne re-demokratiseringsproces var underlagt. Det bliver en bevægelse, som ønsker at gøre op med den kompromittering af det repræsentativt valgte folkestyre, der op igennem tidligere tid kom til udtryk ved, at en direkte valgt parlamentariker kunne modtage påbud fra et politisk parti, med den konsekvens, at hvis påbuddet til at føre en bestemt politik ikke blev fulgt, så ville politikeren – med stor sandsynlighed og i gentagelsestilfælde – miste sin mulighed for genopstilling og derfor miste muligheden for at udøve sit politiske virke. For flere og flere politikere mod ny tid, og i en samtid båret af kvalitetsidealer og en forpligtende ansvarsfølelse i forhold til tidligere tids simple materialitet, bliver det netop denne antastning af deres fri ret til at udøve det virke, der ligger dem på sinde, som fremprovokerer en ny bevægelse, hvor politikere forlader de politiske partier. Resultatet bliver en udsivning af det politiske indhold, som legitimerer et politisk partis eksistens, og som efterlader disse partier som stadigt tommere, mere meningsløse og ligegyldige magtkonstruktioner, forladt af det liv og den interesse, som er de selvsamme partiers hele forudsætning.
Ny tid skaber en engageret og stadigt mere ansvarsbevidst befolkning, der tager del i elektroniske netværksmiljøer, kræver forudsætningsindsigt for beslutninger, der ligger tæt på deres dagligdag i lokalområdet, i medlemsforeninger, fagforeninger m.v. og hvor monetariseringen af egen politisk vilje – ved at udnytte det atomiserede ejerskab til de gigantiske kapitalpensionsformuer – alt sammen repræsenterer brikker i et puslespil, der samler sig for derefter at rette opmærksomheden mod et stadigt mere diffust, ligegyldigt og utroværdigt nationalt politisk magtkompleks.
Fjernt i tidligere tid var revolutioner øjeblikkelige og omvæltende. I tidens ånd er de fleste forandringer ret ubemærkede, gradvise og fragmenter af en samlet udvikling, hvilket dog på ingen måde svækker effektiviteten af den underliggende proces. Tværtimod medfører det, at den systemmodstand, som ellers kunne forventes, ikke når at samle sig og få kraft. ændringerne kommer umærkeligt, men som politiske realiteter, de nationale politiske magtstrukturer tvinges til at forholde sig til.
Det påbegyndes udramatisk ved, at en række direkte valgte parlamentarikere ønsker at stå i nærmere kontakt med deres vælgerbefolkning. Via diskussionsgrupper, netværk og forskellige softwarebaserede analyseværktøjer retter disse parlamentarikere sig i stadigt større grad mod den meningsdannelse, der er i deres egen valgkreds.
Konflikten opstår hurtigt med det partiapparat, som disse parlamentarikere er en del af, og hvor enkeltstående parlamentarikeres sub-optimering af lokale politiske interesser ikke kan stå over det samlede politiske puslespil, de aftaler, der er behov for at indgå og den parlamentarisme, der skal fungere i praksis.
Men hvor politiske irettesættelser igennem tidligere tid havde til resultat at den implicerede parlamentariker rettede ind for overhovedet at kunne blive genopstillet i sin valgkreds, opstår der det fænomen, at et stigende antal parlamentarikere bryder helt ud af deres tilhørsforhold til et politisk parti.
Som noget nyt opstår der på tværs af parlamentarikere fra forskellige politiske partier nye valgtekniske samarbejdsformer, der tillader de selv samme parlamentarikere at genopstille, men uden at være medlem af et politisk parti som sådan. Disse parlamentarikere overtager om man vil den samme valgtekniske struktur for opstilling og kandidering, som de politiske partier egentlig har udviklet til eget brug, men undlader bevidst at lade den selv samme struktur få retten til at lede og fordele det politiske arbejde for deres parlamentariske virke. Disse valgtekniske samarbejder bliver dermed til tekniske opstillingslister, hvor grupper af kandidater optræder på stemmesedlerne, men uden at være bundet af et konkret politisk parti. Sofistikerede teknikker opbygges og forfines til at sikre, at der kun kan stemmes på en enkelt kandidat i en bestemt valgkreds, så det, der teknisk set er en stemme på en gruppe af kandidater, ikke udløser den bivirkning, at andre politikere på opstillingslisten, men af en helt anden overbevisning end vælgeren selv og den kandidat der blev stemt på, pludselig kan stemmes ind ad bagdøren. Flere uafhængige opstillingslister opstår, så der i de enkelte valgkredse er et forskelligartet udbud af kandidater og politikker, men isoleret valgteknisk, så en kandidat, der ikke vælges i en kreds, ikke pludselig har trukket andre og uforudsigelige kandidater ind i samme valgkreds.
Befolkningen får dermed igen mulighed for at stemme direkte på kandidater mere end på partier. Partiet er reduceret til en valgteknisk "partiliste", men for partier uden fælles politik, uden bestyrelser og uden ledelser. "Partier", der kun har et formål, nemlig at sikre parlamentarikere og kandidater mulighed for at komme på valg i konkurrence med de kandidater, der er opstillet igennem det traditionelle, fintmaskede og elitære partipolitiske organisationsapparat. Vælgerbefolkningen får dermed adgang til kandidater, som de kender og står i forbindelse med igennem den stadigt lettere adgang til at udnytte digitale kommunikationsplatforme for information, præsentation og dialog. Den af udviklingen tilsikrede større mediesegmentering samt befolkningens samtidige ophør med brug af broadcastede envejskanaler tillader efterhånden kandidaterne en større synlighed, og kendskabsniveauet forøges stadigt hurtigere blandt den – oftest – ret beskedne vælgergruppe, som er en nødvendighed for at sikre en kandidat valgt.
Sigtet for disse parlamentarikere bliver at blive valgt i egen kreds. Og at udøve deres politiske bedømmelse efter egen samvittighed og overbevisning, som det i øvrigt på daværende tidspunkt i forvejen var fastlagt i langt de fleste af de relevante forfatninger, som denne re-demokratiseringsproces var underlagt. Det bliver en bevægelse, som ønsker at gøre op med den kompromittering af det repræsentativt valgte folkestyre, der op igennem tidligere tid kom til udtryk ved, at en direkte valgt parlamentariker kunne modtage påbud fra et politisk parti, med den konsekvens, at hvis påbuddet til at føre en bestemt politik ikke blev fulgt, så ville politikeren – med stor sandsynlighed og i gentagelsestilfælde – miste sin mulighed for genopstilling og derfor miste muligheden for at udøve sit politiske virke. For flere og flere politikere mod ny tid, og i en samtid båret af kvalitetsidealer og en forpligtende ansvarsfølelse i forhold til tidligere tids simple materialitet, bliver det netop denne antastning af deres fri ret til at udøve det virke, der ligger dem på sinde, som fremprovokerer en ny bevægelse, hvor politikere forlader de politiske partier. Resultatet bliver en udsivning af det politiske indhold, som legitimerer et politisk partis eksistens, og som efterlader disse partier som stadigt tommere, mere meningsløse og ligegyldige magtkonstruktioner, forladt af det liv og den interesse, som er de selvsamme partiers hele forudsætning.