Al politik topstyredes. Alle partiers politik blev fastlagt ved ledelsesstyrede udspil, der godkendes på landsmøder eller kongresser og hvor det var partiledelsen, der efterfølgende fortolkede grundlaget for den til enhver tid førte politik, og herefter rettede organisation, parlamentarisk repræsentation m.v. ind efter disse fortolkninger.
Lejlighedsvis udskiftedes en ledelse, eller den trådte selv tilbage (mere sjældent!), men den grundlæggende natur af processen var den samme:
En håndfuld mennesker i hvert parti tilrettelagde politikken med stiltiende accept af få mennesker i det organisatoriske apparat, hvorved der blev skabt begrænsninger for de politiske partiers udvikling, effektiv efterprøvning af den til enhver tid gældende politik og efterfølgende
virkelighedskontrol. Samlet blev dette udtryk for afgørende indskrænkninger i de politiske partiers omstillingsevne til virkelighedens vedvarende foranderlighed.
Af disse grunde udvikler de nationale politiske magtstrukturer en politisk reaktionsevne, der som noget helt karakteristisk – og skæbnesvangert – mere og mere følger efter den udvikling, som i stadigt stigende grad dikteres andetsteds fra.
Mens de politiske partiers udgangspunkt oprindeligt var at afstemme samfundets reaktion på underliggende udviklingstendenser, bliver det reelt udviklingstendenserne, der dikterer den politiske reaktion – kombineret med den omstændighed, at de politiske magtstrukturer udvikler en stadigt mere karakteristisk evne til at udskyde og forsinke nødvendige politiske initiativer og beslutninger. I mange tilfælde endda på en sådan vis, at hele problemområder negligeres politisk til et så sent tidspunkt, at politisk initiativ i stedet for at være problemløsende i stedet blot bliver en art kollektiv skadeskontrol.
Resultatet af alt dette bliver, at de politiske partier i stadigt stigende omfang kritiseres for manglende lydhørhed og tilpasningsevne, hvorved det repræsentative demokrati gradvist udvandes, og der opstår et stadigt stigende demokratisk underskud. Ikke fordi befolkningen ikke vil deltage i valg eller følge med i debatter. Men fordi befolkningen erkender, at de grundlæggende ikke har nogen indflydelse på den politiske proces, som finder sted. Uanset hvordan de stemmer. Topstyring og degenererede organisationsapparater har for længst bragt enhver forventning til ophør om, at man ved at stemme på eller melde sig ind i et politisk parti kan påvirke noget som helst.
Tidligere tid udvikler derfor en erkendelse af, at de politiske partier ikke lever op til de forudsætninger, der er for deres hele eksistens og virke. Befolkningens behov defineres ovenfra af partiledelserne i de politiske partier, og bliver igennem presse, medieteknik og spindoktorer ”solgt” til det befolkningsgrundlag, man selv repræsenterer. Men det hele udvikler sig mere og mere til ”politisk optræden”, hvor det at skabe og styre det politiske resultat bliver hele målet med indsatsen, mens indholdet fortabes. Det afgørende synes at være, at det, man tager det politiske ansvar for, ”ikke kan kritiseres” og at et flertal altid skal samles om den bredest tænkelige fællesnævner. Der udvikler sig en art politisk minimalisme. Man kan sige, at hele processen degenererer, og at processen bliver et mål i sig selv, og at det dermed bliver komplikationerne i det politiske spil, der udvikler sig til den bærende intrige for deltagerne selv, frem for et politisk ansvar for veldefinerede mål. Ledelserne af de politiske partier har, med få undtagelser, forfinet en rekrutteringskultur, hvor egentlig selvsupplering sammensætter holdet til et partis ledelse som en art elitær særprofession. De øvrige parlamentarikere behandles som stemmekvæg.
Al politik topstyredes. Alle partiers politik blev fastlagt ved ledelsesstyrede udspil, der godkendes på landsmøder eller kongresser og hvor det var partiledelsen, der efterfølgende fortolkede grundlaget for den til enhver tid førte politik, og herefter rettede organisation, parlamentarisk repræsentation m.v. ind efter disse fortolkninger.
Lejlighedsvis udskiftedes en ledelse, eller den trådte selv tilbage (mere sjældent!), men den grundlæggende natur af processen var den samme:
En håndfuld mennesker i hvert parti tilrettelagde politikken med stiltiende accept af få mennesker i det organisatoriske apparat, hvorved der blev skabt begrænsninger for de politiske partiers udvikling, effektiv efterprøvning af den til enhver tid gældende politik og efterfølgende
virkelighedskontrol. Samlet blev dette udtryk for afgørende indskrænkninger i de politiske partiers omstillingsevne til virkelighedens vedvarende foranderlighed.
Af disse grunde udvikler de nationale politiske magtstrukturer en politisk reaktionsevne, der som noget helt karakteristisk – og skæbnesvangert – mere og mere følger efter den udvikling, som i stadigt stigende grad dikteres andetsteds fra.
Mens de politiske partiers udgangspunkt oprindeligt var at afstemme samfundets reaktion på underliggende udviklingstendenser, bliver det reelt udviklingstendenserne, der dikterer den politiske reaktion – kombineret med den omstændighed, at de politiske magtstrukturer udvikler en stadigt mere karakteristisk evne til at udskyde og forsinke nødvendige politiske initiativer og beslutninger. I mange tilfælde endda på en sådan vis, at hele problemområder negligeres politisk til et så sent tidspunkt, at politisk initiativ i stedet for at være problemløsende i stedet blot bliver en art kollektiv skadeskontrol.
Resultatet af alt dette bliver, at de politiske partier i stadigt stigende omfang kritiseres for manglende lydhørhed og tilpasningsevne, hvorved det repræsentative demokrati gradvist udvandes, og der opstår et stadigt stigende demokratisk underskud. Ikke fordi befolkningen ikke vil deltage i valg eller følge med i debatter. Men fordi befolkningen erkender, at de grundlæggende ikke har nogen indflydelse på den politiske proces, som finder sted. Uanset hvordan de stemmer. Topstyring og degenererede organisationsapparater har for længst bragt enhver forventning til ophør om, at man ved at stemme på eller melde sig ind i et politisk parti kan påvirke noget som helst.
Tidligere tid udvikler derfor en erkendelse af, at de politiske partier ikke lever op til de forudsætninger, der er for deres hele eksistens og virke. Befolkningens behov defineres ovenfra af partiledelserne i de politiske partier, og bliver igennem presse, medieteknik og spindoktorer ”solgt” til det befolkningsgrundlag, man selv repræsenterer. Men det hele udvikler sig mere og mere til ”politisk optræden”, hvor det at skabe og styre det politiske resultat bliver hele målet med indsatsen, mens indholdet fortabes. Det afgørende synes at være, at det, man tager det politiske ansvar for, ”ikke kan kritiseres” og at et flertal altid skal samles om den bredest tænkelige fællesnævner. Der udvikler sig en art politisk minimalisme. Man kan sige, at hele processen degenererer, og at processen bliver et mål i sig selv, og at det dermed bliver komplikationerne i det politiske spil, der udvikler sig til den bærende intrige for deltagerne selv, frem for et politisk ansvar for veldefinerede mål. Ledelserne af de politiske partier har, med få undtagelser, forfinet en rekrutteringskultur, hvor egentlig selvsupplering sammensætter holdet til et partis ledelse som en art elitær særprofession. De øvrige parlamentarikere behandles som stemmekvæg.