Reading Piece #130 - Politiske bevægelser erstatter partier

Det bliver sammenbruddet indenfor de klassiske politiske magtstrukturer, der dikterer overgangen til ny tid. Processen fremprovokeres og tilskyndes af de utallige forandringer og skabelsen af en demokratisk mobilitet i befolkningen.
Det samlede resultat af disse mange – og umærkelige – forandringer medfører en re-demokratisering af de repræsentative demokratier.
Den synkronisitet, som skabes i det demokratiske rum, der danner hele rammen for det politiske magtkompleks, tillader ikke disse magtstrukturer at fortsætte uforandret. De mister deres beslutningskraft og troværdighed. De udkonkurreres langsomt af andre real-politiske begivenheder, som indflydelsen kun kan genskabes over ved, at de selv samme magtstrukturer muterer over i nye politiske bevægelser.

Det første offer bliver de politiske partier.


Op igennem tidligere tid udvikles en proces, hvor de politiske aktører, med platform i såkaldte politiske partier, systematisk over tid og i ly af de forskellige nationalstaters oprindelige forfatninger, langsomt men sikkert sætter de selv samme forfatningers forudsætninger ud af kraft.
I langt de fleste demokratier er udgangspunktet ret uskyldigt. Valgte repræsentanter til de lovgivende forsamlinger samles i politiske partier for at kunne samordne og tilrettelægge det parlamentariske – og dermed det praktiske – politiske arbejde. Men umærkeligt over tid bliver det de politiske partier, der overtager styringen af de valgte parlamentarikere, mens udgangspunktet i de fleste demokratiske forfatninger var omvendt. Nemlig at folkevalgte under deres valgperiode ikke må modtage påbud fra deres vælgere – og at deres arbejde dermed forudsættes at være uafhængigt. Alene styret af den enkelte folkevalgtes samvittighed og moral. Og hvor den gradvise forandring, hvor det i realiteten er de politiske partier, der styrer begivenhederne, er udtryk for, at den folkevalgte netop modtager påbud under sin valgperiode. Påbud fra det selv samme organisatoriske apparat, der er forudsætningen for kandidatens opstilling og dermed valg.

Magtfuldkommenheden, som de politiske partier udvikler til egen fordel, fuldbyrdes ved gradvise ændringer i de enkelte nationalstaters valglove op igennem tidligere tid. Systematisk indbygges spærregrænser for at kandidater kan opstille, for at partier kan komme på valg, for at partier kan blive repræsenteret og optællingsregler, der spænder fra særlige flertalskrav i enkelte valgkredse til almindelige forholdstals valgregler. Også tilrettelæggelsen af valgkredsen og mandatfordeling til valgkredse og områder bliver endnu en disciplin, der af eksisterende politiske partier benyttes til at konsolidere deres egen magt.

Det mest overraskende er i grunden, at det overhovedet lykkes, al den stund, at ingen af de betydende demokratiske forfatninger overhovedet beskæftiger sig med politiske partier som institutioner. Fraværet af forfatningsdomstole eller forfatningsråd i en lang række nationalstater gør det samtidig illusorisk for de borgergrupper, der op igennem tidligere tid, fra tid til anden, søger at rejse forfatningssager. 

Det er denne degeneration der på mange måder eliminerer det forfatningsmæssige værn der ved sin mangel på reaktionsevne og handlekraft, bliver en af de betydende årsager til, at systemet som sådan kollapser. Redemokratiseringsprocesser, der egentlig burde være gennemført over kortere tid og tidligere i forløbet, bliver dermed trukket i langdrag og forsinket. De heraf følgende konsekvenser for styringen i de direkte valgte demokratier bliver dramatisk. Demokratisk underskud, undertrykkelse af minoriteter, nationalistiske tendenser og politisk korruption skaber igennem en lang periode grundlaget for etnisk uro, krig, terror og socialt stigende ubalancer.

De politiske magtstrukturer, de administrative apparater, domstole, forretningsliv og presse danner en uhellig alliance, der udover – for manges vedkommende uerkendt – at undertrykke nødvendige politiske tilpasninger i samfundet, der ellers var påtrængende af hensyn til befolkningens erkendte og uerkendte behov, samtidig provokerer en sub-optimering af andre løsninger, der ellers er et stadigt stigende befolkningskrav til iværksættelsen af. Løsninger, der har sammenhæng med den ny tids befolkning og deres vægtning af kvalitetsidealer, men hvor disse ikke kan tilgodeses, da flere står i konflikt til samtidens magtfulde særinteresser indenfor politik og erhvervsliv.

Det er den langstrakte migration og delingen af magten imellem de kontrolgrupper, der ellers skulle have været på vagt overfor en omfordeling af den, der muliggør, at særlovgivning kan vedtages og bygges videre på. En særlovgivning, der hvis den var betragtet samlet set ville være i uoverensstemmelse med de fleste nationalstaters forfatninger.
En særlig sofistikeret migration finder sted på et tidspunkt, hvor de nationale politiske magtstrukturer i samarbejde på tværs af landegrænser skaber overnationale nye strukturer. Men strukturer, der alene rekrutteres og konstitueres ved indsættelse af politiske repræsentanter fra de respektive nationale magtstrukturers egen midte. Man udbygger dermed flere steder på internationalt plan regionale og globale magtstrukturer, der i ly af ret enkle forfatningsmæssige baggrunde de facto repræsenterer overnational politisk beslutningskraft. Men uden, at der nogensinde har været tale om direkte valg.

Ingen af disse resultater skabes for så vidt af politikere, der har et bevidst ønske om at tilsidesætte demokratiet. Hverken de som over en lang årrække systematisk udhuler det demokratiske indhold i nationale valgregler, mulighederne for repræsentation, regler for valgkampfinansiering m.v., eller dem der er fanebærere for de supra-nationale politiske magtstrukturer. Alle tiltag har sin mening og baggrund. Alt har en god forklaring i samtiden. Og af samme grund imødegås den samlede virkning af denne udviklingstendens, hverken af en presse, som i stadigt stigende grad bliver offer for sin egen overfladiskhed, eller af det forfatningstilsyn der er en aktiv del af den samme politiske realitet.

Den samlede virkning kan der dog ikke ses bort fra. Befolkningerne umyndiggøres i stadigt stigende grad i forhold til det repræsentative demokrati, en udvikling der ikke kun slår igennem på nationalt plan, men også indenfor internationale politiske overbygninger, der bliver de sidste bastioner, der endelig nedkæmpes af  ny tids politisk bevidste befolkning.
Det bliver sammenbruddet indenfor de klassiske politiske magtstrukturer, der dikterer overgangen til ny tid. Processen fremprovokeres og tilskyndes af de utallige forandringer og skabelsen af en demokratisk mobilitet i befolkningen.
Det samlede resultat af disse mange – og umærkelige – forandringer medfører en re-demokratisering af de repræsentative demokratier.
Den synkronisitet, som skabes i det demokratiske rum, der danner hele rammen for det politiske magtkompleks, tillader ikke disse magtstrukturer at fortsætte uforandret. De mister deres beslutningskraft og troværdighed. De udkonkurreres langsomt af andre real-politiske begivenheder, som indflydelsen kun kan genskabes over ved, at de selv samme magtstrukturer muterer over i nye politiske bevægelser.

Det første offer bliver de politiske partier.


Op igennem tidligere tid udvikles en proces, hvor de politiske aktører, med platform i såkaldte politiske partier, systematisk over tid og i ly af de forskellige nationalstaters oprindelige forfatninger, langsomt men sikkert sætter de selv samme forfatningers forudsætninger ud af kraft.
I langt de fleste demokratier er udgangspunktet ret uskyldigt. Valgte repræsentanter til de lovgivende forsamlinger samles i politiske partier for at kunne samordne og tilrettelægge det parlamentariske – og dermed det praktiske – politiske arbejde. Men umærkeligt over tid bliver det de politiske partier, der overtager styringen af de valgte parlamentarikere, mens udgangspunktet i de fleste demokratiske forfatninger var omvendt. Nemlig at folkevalgte under deres valgperiode ikke må modtage påbud fra deres vælgere – og at deres arbejde dermed forudsættes at være uafhængigt. Alene styret af den enkelte folkevalgtes samvittighed og moral. Og hvor den gradvise forandring, hvor det i realiteten er de politiske partier, der styrer begivenhederne, er udtryk for, at den folkevalgte netop modtager påbud under sin valgperiode. Påbud fra det selv samme organisatoriske apparat, der er forudsætningen for kandidatens opstilling og dermed valg.

Magtfuldkommenheden, som de politiske partier udvikler til egen fordel, fuldbyrdes ved gradvise ændringer i de enkelte nationalstaters valglove op igennem tidligere tid. Systematisk indbygges spærregrænser for at kandidater kan opstille, for at partier kan komme på valg, for at partier kan blive repræsenteret og optællingsregler, der spænder fra særlige flertalskrav i enkelte valgkredse til almindelige forholdstals valgregler. Også tilrettelæggelsen af valgkredsen og mandatfordeling til valgkredse og områder bliver endnu en disciplin, der af eksisterende politiske partier benyttes til at konsolidere deres egen magt.

Det mest overraskende er i grunden, at det overhovedet lykkes, al den stund, at ingen af de betydende demokratiske forfatninger overhovedet beskæftiger sig med politiske partier som institutioner. Fraværet af forfatningsdomstole eller forfatningsråd i en lang række nationalstater gør det samtidig illusorisk for de borgergrupper, der op igennem tidligere tid, fra tid til anden, søger at rejse forfatningssager. 

Det er denne degeneration der på mange måder eliminerer det forfatningsmæssige værn der ved sin mangel på reaktionsevne og handlekraft, bliver en af de betydende årsager til, at systemet som sådan kollapser. Redemokratiseringsprocesser, der egentlig burde være gennemført over kortere tid og tidligere i forløbet, bliver dermed trukket i langdrag og forsinket. De heraf følgende konsekvenser for styringen i de direkte valgte demokratier bliver dramatisk. Demokratisk underskud, undertrykkelse af minoriteter, nationalistiske tendenser og politisk korruption skaber igennem en lang periode grundlaget for etnisk uro, krig, terror og socialt stigende ubalancer.

De politiske magtstrukturer, de administrative apparater, domstole, forretningsliv og presse danner en uhellig alliance, der udover – for manges vedkommende uerkendt – at undertrykke nødvendige politiske tilpasninger i samfundet, der ellers var påtrængende af hensyn til befolkningens erkendte og uerkendte behov, samtidig provokerer en sub-optimering af andre løsninger, der ellers er et stadigt stigende befolkningskrav til iværksættelsen af. Løsninger, der har sammenhæng med den ny tids befolkning og deres vægtning af kvalitetsidealer, men hvor disse ikke kan tilgodeses, da flere står i konflikt til samtidens magtfulde særinteresser indenfor politik og erhvervsliv.

Det er den langstrakte migration og delingen af magten imellem de kontrolgrupper, der ellers skulle have været på vagt overfor en omfordeling af den, der muliggør, at særlovgivning kan vedtages og bygges videre på. En særlovgivning, der hvis den var betragtet samlet set ville være i uoverensstemmelse med de fleste nationalstaters forfatninger.
En særlig sofistikeret migration finder sted på et tidspunkt, hvor de nationale politiske magtstrukturer i samarbejde på tværs af landegrænser skaber overnationale nye strukturer. Men strukturer, der alene rekrutteres og konstitueres ved indsættelse af politiske repræsentanter fra de respektive nationale magtstrukturers egen midte. Man udbygger dermed flere steder på internationalt plan regionale og globale magtstrukturer, der i ly af ret enkle forfatningsmæssige baggrunde de facto repræsenterer overnational politisk beslutningskraft. Men uden, at der nogensinde har været tale om direkte valg.

Ingen af disse resultater skabes for så vidt af politikere, der har et bevidst ønske om at tilsidesætte demokratiet. Hverken de som over en lang årrække systematisk udhuler det demokratiske indhold i nationale valgregler, mulighederne for repræsentation, regler for valgkampfinansiering m.v., eller dem der er fanebærere for de supra-nationale politiske magtstrukturer. Alle tiltag har sin mening og baggrund. Alt har en god forklaring i samtiden. Og af samme grund imødegås den samlede virkning af denne udviklingstendens, hverken af en presse, som i stadigt stigende grad bliver offer for sin egen overfladiskhed, eller af det forfatningstilsyn der er en aktiv del af den samme politiske realitet.

Den samlede virkning kan der dog ikke ses bort fra. Befolkningerne umyndiggøres i stadigt stigende grad i forhold til det repræsentative demokrati, en udvikling der ikke kun slår igennem på nationalt plan, men også indenfor internationale politiske overbygninger, der bliver de sidste bastioner, der endelig nedkæmpes af  ny tids politisk bevidste befolkning.
Det bliver sammenbruddet indenfor de klassiske politiske magtstrukturer, der dikterer overgangen til ny tid. Processen fremprovokeres og tilskyndes af de utallige forandringer og skabelsen af en demokratisk mobilitet i befolkningen.
Det samlede resultat af disse mange – og umærkelige – forandringer medfører en re-demokratisering af de repræsentative demokratier.
Den synkronisitet, som skabes i det demokratiske rum, der danner hele rammen for det politiske magtkompleks, tillader ikke disse magtstrukturer at fortsætte uforandret. De mister deres beslutningskraft og troværdighed. De udkonkurreres langsomt af andre real-politiske begivenheder, som indflydelsen kun kan genskabes over ved, at de selv samme magtstrukturer muterer over i nye politiske bevægelser.

Det første offer bliver de politiske partier.


Op igennem tidligere tid udvikles en proces, hvor de politiske aktører, med platform i såkaldte politiske partier, systematisk over tid og i ly af de forskellige nationalstaters oprindelige forfatninger, langsomt men sikkert sætter de selv samme forfatningers forudsætninger ud af kraft.
I langt de fleste demokratier er udgangspunktet ret uskyldigt. Valgte repræsentanter til de lovgivende forsamlinger samles i politiske partier for at kunne samordne og tilrettelægge det parlamentariske – og dermed det praktiske – politiske arbejde. Men umærkeligt over tid bliver det de politiske partier, der overtager styringen af de valgte parlamentarikere, mens udgangspunktet i de fleste demokratiske forfatninger var omvendt. Nemlig at folkevalgte under deres valgperiode ikke må modtage påbud fra deres vælgere – og at deres arbejde dermed forudsættes at være uafhængigt. Alene styret af den enkelte folkevalgtes samvittighed og moral. Og hvor den gradvise forandring, hvor det i realiteten er de politiske partier, der styrer begivenhederne, er udtryk for, at den folkevalgte netop modtager påbud under sin valgperiode. Påbud fra det selv samme organisatoriske apparat, der er forudsætningen for kandidatens opstilling og dermed valg.

Magtfuldkommenheden, som de politiske partier udvikler til egen fordel, fuldbyrdes ved gradvise ændringer i de enkelte nationalstaters valglove op igennem tidligere tid. Systematisk indbygges spærregrænser for at kandidater kan opstille, for at partier kan komme på valg, for at partier kan blive repræsenteret og optællingsregler, der spænder fra særlige flertalskrav i enkelte valgkredse til almindelige forholdstals valgregler. Også tilrettelæggelsen af valgkredsen og mandatfordeling til valgkredse og områder bliver endnu en disciplin, der af eksisterende politiske partier benyttes til at konsolidere deres egen magt.

Det mest overraskende er i grunden, at det overhovedet lykkes, al den stund, at ingen af de betydende demokratiske forfatninger overhovedet beskæftiger sig med politiske partier som institutioner. Fraværet af forfatningsdomstole eller forfatningsråd i en lang række nationalstater gør det samtidig illusorisk for de borgergrupper, der op igennem tidligere tid, fra tid til anden, søger at rejse forfatningssager. 

Det er denne degeneration der på mange måder eliminerer det forfatningsmæssige værn der ved sin mangel på reaktionsevne og handlekraft, bliver en af de betydende årsager til, at systemet som sådan kollapser. Redemokratiseringsprocesser, der egentlig burde være gennemført over kortere tid og tidligere i forløbet, bliver dermed trukket i langdrag og forsinket. De heraf følgende konsekvenser for styringen i de direkte valgte demokratier bliver dramatisk. Demokratisk underskud, undertrykkelse af minoriteter, nationalistiske tendenser og politisk korruption skaber igennem en lang periode grundlaget for etnisk uro, krig, terror og socialt stigende ubalancer.

De politiske magtstrukturer, de administrative apparater, domstole, forretningsliv og presse danner en uhellig alliance, der udover – for manges vedkommende uerkendt – at undertrykke nødvendige politiske tilpasninger i samfundet, der ellers var påtrængende af hensyn til befolkningens erkendte og uerkendte behov, samtidig provokerer en sub-optimering af andre løsninger, der ellers er et stadigt stigende befolkningskrav til iværksættelsen af. Løsninger, der har sammenhæng med den ny tids befolkning og deres vægtning af kvalitetsidealer, men hvor disse ikke kan tilgodeses, da flere står i konflikt til samtidens magtfulde særinteresser indenfor politik og erhvervsliv.

Det er den langstrakte migration og delingen af magten imellem de kontrolgrupper, der ellers skulle have været på vagt overfor en omfordeling af den, der muliggør, at særlovgivning kan vedtages og bygges videre på. En særlovgivning, der hvis den var betragtet samlet set ville være i uoverensstemmelse med de fleste nationalstaters forfatninger.
En særlig sofistikeret migration finder sted på et tidspunkt, hvor de nationale politiske magtstrukturer i samarbejde på tværs af landegrænser skaber overnationale nye strukturer. Men strukturer, der alene rekrutteres og konstitueres ved indsættelse af politiske repræsentanter fra de respektive nationale magtstrukturers egen midte. Man udbygger dermed flere steder på internationalt plan regionale og globale magtstrukturer, der i ly af ret enkle forfatningsmæssige baggrunde de facto repræsenterer overnational politisk beslutningskraft. Men uden, at der nogensinde har været tale om direkte valg.

Ingen af disse resultater skabes for så vidt af politikere, der har et bevidst ønske om at tilsidesætte demokratiet. Hverken de som over en lang årrække systematisk udhuler det demokratiske indhold i nationale valgregler, mulighederne for repræsentation, regler for valgkampfinansiering m.v., eller dem der er fanebærere for de supra-nationale politiske magtstrukturer. Alle tiltag har sin mening og baggrund. Alt har en god forklaring i samtiden. Og af samme grund imødegås den samlede virkning af denne udviklingstendens, hverken af en presse, som i stadigt stigende grad bliver offer for sin egen overfladiskhed, eller af det forfatningstilsyn der er en aktiv del af den samme politiske realitet.

Den samlede virkning kan der dog ikke ses bort fra. Befolkningerne umyndiggøres i stadigt stigende grad i forhold til det repræsentative demokrati, en udvikling der ikke kun slår igennem på nationalt plan, men også indenfor internationale politiske overbygninger, der bliver de sidste bastioner, der endelig nedkæmpes af  ny tids politisk bevidste befolkning.