Reading Piece #126 - Befolkningen stemmer med tegnebogen

Ved monetariseret politik forstås, at der udvikler sig den erkendelse blandt den ny tids holdningsorienterede, netværksopkoblede befolkning, at det at øve indflydelse på driften og ejerskabet af erhvervslivet i sig selv skal anskues som et selvstændigt politisk mål. Og at det i praksis bliver vurderet til at have lige så stor betydning for omfang og retning af gennemførte politikker som mere traditionel deltagelse i det samfundsstyrende demokratiske politiske system, der på stadigt flere områder alene kan formulere ønskede politikker.

Det anerkendes af befolkningen, at real-politikken styres af de faktiske og objektive begivenheder, som de kommer til udtryk i erhvervslivet og den internationale økonomi.

I lyset af denne erkendelse sker der et afgørende skred, hvor befolkningen igennem tidligere tid i stigende grad ser deres opsparede pensionskapitaler – samt andre direkte eller indirekte andele af kapitalfonde som de har andel i eller er grundlaget for – som et væsentligt og effektivt politisk instrument som supplement til den indflydelse, som samtidig søges styrket på de kendte politiske magtstrukturer.
Det er ved et krav om at øve politisk indflydelse på denne realøkonomiske komponent, at befolkningerne gennemtvinger, at deres politiske repræsentanter i politiske forsamlinger, repræsentantskaber og generalforsamlinger skaber det praktiske grundlag for, at netop ejerkapitalerne i de stadigt mere omsiggribende private producenter og tjenesteudbydere aktiveres politisk som led i den demokratiske kontrol.
Tidligere tiders lejlighedsvise generalforsamlinger, tilsynsmyndigheder og politiske overvågning suppleres derfor med en udlicitering af den politiske beslutningskraft fra centrale, kapitalforvaltende repræsentanter i et homogeniseret ejerskab til den befolkning, som ejer kapitalen. Der gennemføres en atomisering af den direkte politiske indflydelse til de individuelle ejere.
Resultatet af denne proces bliver, at tidligere tids centraliserede kapitalisme decentraliseres til uddelegeret kapitalisme, hvor centrale repræsentanter, politiske som forretningsbaserede, kobles ud af de faktiske kapitalejeres politiske beslutningsret. Man overfører den demokratiske kontrol til de ultimative ejere ved at aktivere de demokratiske mekanismer, som i tidligere tid beviste deres værdi i styringen og tilrettelægningen af samfundsøkonomien. En proces, der samlet betegnes som atomiseret kapitalisme, idet ejerskabet i ny tid er atomiseret ud på sine enkelte bestanddele: De borgere, der ejer kapitalen eller som den er akkumuleret til fordel for.

Funktionen kommer en af de nærmeste dage

Ved monetariseret politik forstås, at der udvikler sig den erkendelse blandt den ny tids holdningsorienterede, netværksopkoblede befolkning, at det at øve indflydelse på driften og ejerskabet af erhvervslivet i sig selv skal anskues som et selvstændigt politisk mål. Og at det i praksis bliver vurderet til at have lige så stor betydning for omfang og retning af gennemførte politikker som mere traditionel deltagelse i det samfundsstyrende demokratiske politiske system, der på stadigt flere områder alene kan formulere ønskede politikker.

Det anerkendes af befolkningen, at real-politikken styres af de faktiske og objektive begivenheder, som de kommer til udtryk i erhvervslivet og den internationale økonomi.

I lyset af denne erkendelse sker der et afgørende skred, hvor befolkningen igennem tidligere tid i stigende grad ser deres opsparede pensionskapitaler – samt andre direkte eller indirekte andele af kapitalfonde som de har andel i eller er grundlaget for – som et væsentligt og effektivt politisk instrument som supplement til den indflydelse, som samtidig søges styrket på de kendte politiske magtstrukturer.
Det er ved et krav om at øve politisk indflydelse på denne realøkonomiske komponent, at befolkningerne gennemtvinger, at deres politiske repræsentanter i politiske forsamlinger, repræsentantskaber og generalforsamlinger skaber det praktiske grundlag for, at netop ejerkapitalerne i de stadigt mere omsiggribende private producenter og tjenesteudbydere aktiveres politisk som led i den demokratiske kontrol.
Tidligere tiders lejlighedsvise generalforsamlinger, tilsynsmyndigheder og politiske overvågning suppleres derfor med en udlicitering af den politiske beslutningskraft fra centrale, kapitalforvaltende repræsentanter i et homogeniseret ejerskab til den befolkning, som ejer kapitalen. Der gennemføres en atomisering af den direkte politiske indflydelse til de individuelle ejere.
Resultatet af denne proces bliver, at tidligere tids centraliserede kapitalisme decentraliseres til uddelegeret kapitalisme, hvor centrale repræsentanter, politiske som forretningsbaserede, kobles ud af de faktiske kapitalejeres politiske beslutningsret. Man overfører den demokratiske kontrol til de ultimative ejere ved at aktivere de demokratiske mekanismer, som i tidligere tid beviste deres værdi i styringen og tilrettelægningen af samfundsøkonomien. En proces, der samlet betegnes som atomiseret kapitalisme, idet ejerskabet i ny tid er atomiseret ud på sine enkelte bestanddele: De borgere, der ejer kapitalen eller som den er akkumuleret til fordel for.