Betydelige forandringer i befolkningernes brug af direkte indflydelse via elektroniske netværksgrupper ændrer på alle niveauer måden det repræsentative demokrati fungerer på. Og som – nedefra – fremprovokerer det paradigmeskift, som i sidste ende rammer den måde, de mere overordnede politiske magtstrukturer kan virke under.
Men også monetariseringen af den politiske indflydelse bliver en betydelig formgivende faktor i de politiske beslutningsprocesser. Der sker en kommercialisering af politikken ved, at det atomiserede ejerskab af kapitalen gør sin indflydelse gældende og sikrer en sammenkobling imellem befolkningens krav til opfyldelse af kvalitetsidealerne på den ene side, og den måde, hvorpå kapitalen som befolkningen kontrollerer kan investeres, på den anden side.
De to ovenfor nævnte processer skubber på forandringer i forskellige repræsentative forsamlinger, interessegrupper og magtstrukturers hele virke. Konkurrencen om politisk indflydelse medfører en konsolidering af særinteresser og en koncentration af politiske indflydelse. I første omgang i den underskov af sub-strukturer, der udgør det organisatoriske bagland for de egentlige politiske partier, og som interessegrupper øver stor beslutningsindflydelse hos de politiske repræsentanter.
I sit endelige forløb gennemtvinges forandringer også på de helt overordnede niveauer, og hele politiske magtstrukturer går i opløsning og migrerer over i nye beslutningsformer og ny demokratisk kontrol. Dog med den betydelige undtagelse, at overnationale magtstrukturer, frigjort fra denne re-demokratiseringsproces, der finder sted tæt på befolkningerne, i lang tid fastholdes og virker som uigennemsigtige beslutningscentre, som først i ny tid endeligt opløses og erstattes af objektiv beslutningslogik, som i vid udstrækning medfører en afpolitisering af hele reguleringsområder, der underlægges objektiv styring og kontrol, båret af de af befolkningerne påtvungne målsætninger for funktionaliteten af det internationale samfund.
Den samlede proces, som vi skal beskæftige os med, får til resultat, at en revolution kryber igennem funktionaliteten af det repræsentative demokrati, i takt med, at befolkningerne bliver stadigt mere veluddannede, har fuldt gennemsigtighed og der opstår konkurrerende politiske løsninger til dem, man har i udgangspunktet.
En samtidig fler-dimensionalisering, hvor politik ikke alene er et spørgsmål om organisatorisk udgangspunkt, tradition og interessegruppeindflydelse, men også får en sammenhængskraft med de real-politiske begivenheder ved, at befolkningerne begynder at "stemme med tegnebogen", opløser de subjektive forudsætninger, der i lange tider har understøttet de stadigt mere elitære og sekularistiske politiske magtstrukturer, og påtvinger de selv samme strukturer aktion og reaktion som funktion af objektive kendsgerninger, der ikke "kan bortforklares" eller ses bort fra.
Det bliver i denne fler-dimensionalitet og i lyset af politisk konkurrence imellem traditionsbundne subjektive beslutningsforudsætninger på den ene side, og objektivt konstaterbare beslutningskendsgerninger på den anden side, at tidligere tids politiske magtstrukturer påtvinges opløsning, for i ny tid at finde den endelige form, hvor politiske beslutninger, der træffes i de politiske magtstrukturer, bringes i synk med befolkningens ønsker og behov. Hvor den igennem tidligere tid stadigt større distance imellem base og struktur indsnævres igen, og det demokratiske underskud reduceres til den margin, som kan tolereres, og som ikke har et omfang og ny tilgang af underskud på en sådan vis, at hele den demokratiske legitimitet bortfalder. Det er i opgøret med og gennem eliminationen af de igennem tidligere tid stadigt mere autoritære og selvsupplerende politiske magtstrukturer, at ny tid indtræder.