Debat om

Reading Piece #123 - Overnationale komplicerede strukturer

Den demokratiske kontrol, som i tidligere tid var indbygget i mange nationalstaters forfatninger, blev ikke kun gradvist udtømt ved tilrettelæggelsen af nye overnationale komplicerede strukturer, men blev også kompromitteret på nationale niveauer. En holdningsmæssig, social og akademisk sammensmeltning imellem aktørerne indenfor de respektive magtstrukturer, som i deres forudsætning havde gensidig kontrol, skubbede på en udvikling, hvor konfliktvillighed blev stadigt mere afmålt. Enkeltaktørers korrekte analyser af det umærkelige skred, som fandt sted, fik således ikke gennemslag og politisk kritisk masse. Derved kunne egentligt demokratiske og modgående politiske processer ikke få kraft og real-politisk betydning. Lejlighedsvis så nye politiske partier dagens lys og lejlighedsvis blev der afsagt domme ved forfatningsdomstolene (i de lande, hvor man havde forfatningsdomstole), men egentlig kraft, vilje og evne til at gribe ind overfor den stigende nedslidning af de demokratiske kontrolmekanismer fandt ikke fodfæste. Der kunne ikke skabes en real-politisk fornemmelse af nødvendighed og behov.

Tværtimod blev der indenfor den politiske magtelite, der kontrollerede nationalstaterne og de heri fungerende politiske institutioner, domstole og presse, i højere grad udviklet en fornemmelse af, at man ved at arbejde sammen på stadigt mere fremskudte niveauer både regionalt og globalt, kunne frigøre sig stadigt mere fra et repræsentativt politisk system med for stor fejlmargin og populistisk risiko. Selvom flere af disse politiske strukturer skabtes i en god mening, viste de sig dog at blive afsættet for et egentligt politisk nedbrud imellem befolkningen på den ene side og dem, der repræsenterede den på den anden side. En udvikling, der samtidig satte ind imellem de forskellige nationale politiske magtstrukturer indbyrdes, og ligeledes imellem regionale og globale politiske styringsmekanismer på den ene side, og "nationale" politiske interesser på den anden side.

Da behovet sent i processen stiger for at genmobilisere befolkningernes medansvar og hele politiske endossering, ser nationale politiske magtstrukturer deres egen indflydelse og magt for svækket og erstattet af overstatslige regulatoriske mekanismer, som man selv har tilført beslutningskraft og som er tillagt stadigt større indflydelse på centrale politiske områder. Områder, der for fleres vedkommende politisk administreres konservativt og reaktionært i forhold til den ny tids befolkning og deres krav til større livskvalitet, fokus på rammebetingelser, krav til menneskehedens fredelige overlevelse og forstærkning af menneskerettighedsaspektet. Lokalt er der sket en samtidig udtømning af centrale punkter i den politiske dagsorden, der i stadigt stigende grad fungerer som en politisk styret administrativ myndighed af politikker, der fastlægges andetsteds. Det er i den nationale politiske afmagt – kombineret med den konservative natur af ikke-demokratisk kontrollerede politiske beslutningstagere udenfor nationalstaten – at erkendelsen bliver, at der skal finde en politisk omstilling sted. Befolkningens krav til opfyldelse af en politisk dagsorden og deres politiske repræsentanters mulighed for at gennemføre den har ikke længere den demokratiske sammenhængskraft, som er hele det demokratiske folkestyres grundlag.

Ingen indlæg i denne debat

Den demokratiske kontrol, som i tidligere tid var indbygget i mange nationalstaters forfatninger, blev ikke kun gradvist udtømt ved tilrettelæggelsen af nye overnationale komplicerede strukturer, men blev også kompromitteret på nationale niveauer. En holdningsmæssig, social og akademisk sammensmeltning imellem aktørerne indenfor de respektive magtstrukturer, som i deres forudsætning havde gensidig kontrol, skubbede på en udvikling, hvor konfliktvillighed blev stadigt mere afmålt. Enkeltaktørers korrekte analyser af det umærkelige skred, som fandt sted, fik således ikke gennemslag og politisk kritisk masse. Derved kunne egentligt demokratiske og modgående politiske processer ikke få kraft og real-politisk betydning. Lejlighedsvis så nye politiske partier dagens lys og lejlighedsvis blev der afsagt domme ved forfatningsdomstolene (i de lande, hvor man havde forfatningsdomstole), men egentlig kraft, vilje og evne til at gribe ind overfor den stigende nedslidning af de demokratiske kontrolmekanismer fandt ikke fodfæste. Der kunne ikke skabes en real-politisk fornemmelse af nødvendighed og behov.

Tværtimod blev der indenfor den politiske magtelite, der kontrollerede nationalstaterne og de heri fungerende politiske institutioner, domstole og presse, i højere grad udviklet en fornemmelse af, at man ved at arbejde sammen på stadigt mere fremskudte niveauer både regionalt og globalt, kunne frigøre sig stadigt mere fra et repræsentativt politisk system med for stor fejlmargin og populistisk risiko. Selvom flere af disse politiske strukturer skabtes i en god mening, viste de sig dog at blive afsættet for et egentligt politisk nedbrud imellem befolkningen på den ene side og dem, der repræsenterede den på den anden side. En udvikling, der samtidig satte ind imellem de forskellige nationale politiske magtstrukturer indbyrdes, og ligeledes imellem regionale og globale politiske styringsmekanismer på den ene side, og "nationale" politiske interesser på den anden side.

Da behovet sent i processen stiger for at genmobilisere befolkningernes medansvar og hele politiske endossering, ser nationale politiske magtstrukturer deres egen indflydelse og magt for svækket og erstattet af overstatslige regulatoriske mekanismer, som man selv har tilført beslutningskraft og som er tillagt stadigt større indflydelse på centrale politiske områder. Områder, der for fleres vedkommende politisk administreres konservativt og reaktionært i forhold til den ny tids befolkning og deres krav til større livskvalitet, fokus på rammebetingelser, krav til menneskehedens fredelige overlevelse og forstærkning af menneskerettighedsaspektet. Lokalt er der sket en samtidig udtømning af centrale punkter i den politiske dagsorden, der i stadigt stigende grad fungerer som en politisk styret administrativ myndighed af politikker, der fastlægges andetsteds. Det er i den nationale politiske afmagt – kombineret med den konservative natur af ikke-demokratisk kontrollerede politiske beslutningstagere udenfor nationalstaten – at erkendelsen bliver, at der skal finde en politisk omstilling sted. Befolkningens krav til opfyldelse af en politisk dagsorden og deres politiske repræsentanters mulighed for at gennemføre den har ikke længere den demokratiske sammenhængskraft, som er hele det demokratiske folkestyres grundlag.