Debat om

Reading Piece #120 - Engros konsulentvirksomhed

I tidligere tid så man konsulentfirmaer og virksomhedsrådgivere vokse med stor hast. Især i perioden med det institutionelle lederskab af erhvervslivet er det ikke svært at forstå, at konsulenter blev tidens mantra.
I tidligere tid, hvor man op igennem hele det post-kapitalistiske samfund ser ledelser uden skæbnefællesskab med deres ejere, og et beslutningsapparatet med lille eller ingen kontakt til deres egentlige magtbase, bliver det vigtigt at undgå kritik. Vigtigere end noget andet; man skal blot ikke kunne kritiseres. Et sandt vækstklima for tidligere tids ”afladsindustri”.

Det er egentlig beskæmmende, og da også sørgeligt, at jeg i min omfattende gennemgang af mange udviklingstendenser i understrømmen indenfor dette område kan afslutte det så relativt kort. Konklusionen bliver nemlig den, at branchen, som den fungerede som afladsindustri, bringes brat til ophør ved et holdningsskifte hos de store private og offentlige ordregivere.

Over en meget kort årrække ændres magtbasens accept af, at man kan unddrage sig ansvar ved blot ikke at have påtaget sig noget, og ved denne holdningsændring falder grundlaget for konsulenterne væk. Det bliver kort og godt ikke accepteret, at der kan være en god grund til at noget går galt. Det er indførelsen af det såkaldte ”objektivitetskriterium” i fastlæggelsen af ansvar, der giver udslaget. Ved overgangen fra post-kapitalistisk samfund til det atomiserede ejerskab og befolkningens samtidige pres på politikere og interessegrupper igennem de elektroniske netværksgrupper forsvinder accepten af, at ansvar kan forflygtiges. Eller at man kan henvise til andres fejl. Fejl bliver fejl, og fejl vurderes af magtbasen selv og ikke andre institutionelle repræsentanter, der selv anvender de samme beskyttelsesmekanismer. Og holdningen traverserer både ansvar ved drift indenfor erhvervslivet, ansvaret for interessegruppers opfyldelse af de overordnede målsætninger og indenfor det politiske repræsentative demokrati og dettes ansvar for at fejlkorrigere og gribe ind.

Det er en naturlig proces, der lever sig selv ud. Man kan sige, at den degeneration, som finder sted over tid og hvor fejl opstår og tillades at gentage sig, når sit mætningspunkt. Netop manglen på beslutningskraft, viljen til at påtage sig ansvar, evnen til at gribe ind overfor fejl og sanktionere dem og forsøget på kollektiv eskapisme i det private og offentlige ledelsesapparat er med til at saturere disse kontrolmodellers virkningskraft og effektivitet. Og den kritiske masse passeres, hvor de egentlige beneficienter, de egentlige kapitalejerne og de egentligt holdningsdikterende – gennem ændring af spillereglerne – sikrer et skift i hele konstruktionen bag disse institutionelle repræsentanter og deres måde at arbejde på.

Det er som konsekvens af denne proces, at det bliver værdiløst for virksomheder eller det offentlige at benytte store summer på rapporter og konklusioner, vejledning og råd, der dybest set kan rekrutteres til langt lavere omkostninger ved direkte tilknytning af ekspertisen til virksomhederne direkte.
Som tiden går, bliver det ledelserne i virksomhederne, der alligevel har det objektive ansvar for fejlbeslutninger. En fejl er en fejl og dermed en objektiv tilstand. Grunden har ingen tid til at beskæftige sig med, og den, der har begået fejlen må betale prisen.

Det går for konsulenter som med revisorerne. Det er i ny tid anerkendt, at problemer skal afdækkes og ansvaret for fejl placeres kollektivt i ledelsen. Hvor der med revisionen er offentlige tilsynsmyndigheder, et direkte rapporteringsansvar og strafansvar, så er der i relation til forretningsudvikling og kontrol ikke de samme regulative tilsyn og indgreb. Men området vedrører kernekompetencen i selve det at lede, skabe, tage ansvar og beslutning.
Her er vi kommet til ny tids store kvalitet. Den kræver netop, at man kan agere, tage beslutninger og at man stiller op til sit ansvar.
Helt fra ny tids udviklingscentre, hvor børnene fra de små år udvikler sig, er det netop selvansvaret, der er afgørende. Det at tage selvansvar og påtage sig forpligtelser er en del af ny tids kvalitetsideal. Det er disse fundamentale kræfter og prioriteringer i befolkningen, der langsomt udvikler sig til også at præge indstillingen til ledelsen af offentlig og privat virksomhed. I ny tid kan og skal man ikke uddelegere ansvar. Det er i strid med kvalitetsidealerne.

Ingen indlæg i denne debat

I tidligere tid så man konsulentfirmaer og virksomhedsrådgivere vokse med stor hast. Især i perioden med det institutionelle lederskab af erhvervslivet er det ikke svært at forstå, at konsulenter blev tidens mantra.
I tidligere tid, hvor man op igennem hele det post-kapitalistiske samfund ser ledelser uden skæbnefællesskab med deres ejere, og et beslutningsapparatet med lille eller ingen kontakt til deres egentlige magtbase, bliver det vigtigt at undgå kritik. Vigtigere end noget andet; man skal blot ikke kunne kritiseres. Et sandt vækstklima for tidligere tids ”afladsindustri”.

Det er egentlig beskæmmende, og da også sørgeligt, at jeg i min omfattende gennemgang af mange udviklingstendenser i understrømmen indenfor dette område kan afslutte det så relativt kort. Konklusionen bliver nemlig den, at branchen, som den fungerede som afladsindustri, bringes brat til ophør ved et holdningsskifte hos de store private og offentlige ordregivere.

Over en meget kort årrække ændres magtbasens accept af, at man kan unddrage sig ansvar ved blot ikke at have påtaget sig noget, og ved denne holdningsændring falder grundlaget for konsulenterne væk. Det bliver kort og godt ikke accepteret, at der kan være en god grund til at noget går galt. Det er indførelsen af det såkaldte ”objektivitetskriterium” i fastlæggelsen af ansvar, der giver udslaget. Ved overgangen fra post-kapitalistisk samfund til det atomiserede ejerskab og befolkningens samtidige pres på politikere og interessegrupper igennem de elektroniske netværksgrupper forsvinder accepten af, at ansvar kan forflygtiges. Eller at man kan henvise til andres fejl. Fejl bliver fejl, og fejl vurderes af magtbasen selv og ikke andre institutionelle repræsentanter, der selv anvender de samme beskyttelsesmekanismer. Og holdningen traverserer både ansvar ved drift indenfor erhvervslivet, ansvaret for interessegruppers opfyldelse af de overordnede målsætninger og indenfor det politiske repræsentative demokrati og dettes ansvar for at fejlkorrigere og gribe ind.

Det er en naturlig proces, der lever sig selv ud. Man kan sige, at den degeneration, som finder sted over tid og hvor fejl opstår og tillades at gentage sig, når sit mætningspunkt. Netop manglen på beslutningskraft, viljen til at påtage sig ansvar, evnen til at gribe ind overfor fejl og sanktionere dem og forsøget på kollektiv eskapisme i det private og offentlige ledelsesapparat er med til at saturere disse kontrolmodellers virkningskraft og effektivitet. Og den kritiske masse passeres, hvor de egentlige beneficienter, de egentlige kapitalejerne og de egentligt holdningsdikterende – gennem ændring af spillereglerne – sikrer et skift i hele konstruktionen bag disse institutionelle repræsentanter og deres måde at arbejde på.

Det er som konsekvens af denne proces, at det bliver værdiløst for virksomheder eller det offentlige at benytte store summer på rapporter og konklusioner, vejledning og råd, der dybest set kan rekrutteres til langt lavere omkostninger ved direkte tilknytning af ekspertisen til virksomhederne direkte.
Som tiden går, bliver det ledelserne i virksomhederne, der alligevel har det objektive ansvar for fejlbeslutninger. En fejl er en fejl og dermed en objektiv tilstand. Grunden har ingen tid til at beskæftige sig med, og den, der har begået fejlen må betale prisen.

Det går for konsulenter som med revisorerne. Det er i ny tid anerkendt, at problemer skal afdækkes og ansvaret for fejl placeres kollektivt i ledelsen. Hvor der med revisionen er offentlige tilsynsmyndigheder, et direkte rapporteringsansvar og strafansvar, så er der i relation til forretningsudvikling og kontrol ikke de samme regulative tilsyn og indgreb. Men området vedrører kernekompetencen i selve det at lede, skabe, tage ansvar og beslutning.
Her er vi kommet til ny tids store kvalitet. Den kræver netop, at man kan agere, tage beslutninger og at man stiller op til sit ansvar.
Helt fra ny tids udviklingscentre, hvor børnene fra de små år udvikler sig, er det netop selvansvaret, der er afgørende. Det at tage selvansvar og påtage sig forpligtelser er en del af ny tids kvalitetsideal. Det er disse fundamentale kræfter og prioriteringer i befolkningen, der langsomt udvikler sig til også at præge indstillingen til ledelsen af offentlig og privat virksomhed. I ny tid kan og skal man ikke uddelegere ansvar. Det er i strid med kvalitetsidealerne.