Det er en af de kreative udviklingsgrupper hos et af de store forsikringsselskaber, der bliver begyndelsen på enden for juristerne som mega-branche.
I takt med en stadigt forøget procesvolumen ved domstolene udvikler et forsikringsselskab en valideringsmodel af enhver juridisk risiko og introducerer som den første en ”case-by-case” forsikringsmodel for dækning af det juridiske ansvar i stedet for tidligere tids ”lump sum” ansvarsforsikringer.
Ved brug af intelligente software agenter og brug af de nyudviklede supercomputere lykkes det på baggrund af en lang række definerede variable, hentet fra softwareprogrammer, der er udviklet til forfining af skaktræk, at fastsætte determinanter i alle de sager, der afgøres ved domstolene. Og dermed at sætte en standard for hver enkelt komponents risiko for at føre til et ansvar, og en beregning af det akkumulerede ansvar ved måling på en sum af komponenter i et givent problemkompleks.
Det udviklede program legal read anvendes herefter på analyse og fastlæggelse af den juridiske risiko ved en transaktion bestående af en række kendte komponenter, og programmet stiller krav til kunden om tilpasninger og tilretninger, der tillader forsikring af risikoen. Og dermed fastlægger et niveau, hvor der ikke er nogen signifikant risiko, og et aftalegrundlag, der ikke har nogen sandsynlig procesrisiko.
Ved introduktionen af ”legal read” bliver det første resultat, at en meget lang række af transaktioner alene afsluttes ved reference til matrixpunkter i det juridiske problemkompleks, som er kortlagt af programmet. For de enkelte aktionspunkter genereres forskellige variable, elektroniske forslag til formuleringer, der tillader aftaleparterne at vælge og tilpasse til egne behov. Mulighederne er omfattende og dækker en så betydelig reference af tidligere aftaler og disses efterfølgende modifikation som følge af verserende processer og ”case law”, at 99 % af alle aftaler kan indpasses i disse modeller. Det er juristernes egen procesvolumen over tid, der med andre ord skaber det grundlag, der bliver processernes eget opløsningsgrundlag.
Specielt nævneværdigt om denne udvikling i tidligere tid er, at flere dommere og domstole foretager præliminær virkelighedskontrol af forestående processer og sager over det samme system, og hvis systemet angiver, at det pågældende forhold ikke bryder mod det paradigme, der er for kendelser med en signifikant usikkerhed eller overskridelse, så afvises disse sager umiddelbart fra domstolene. Der etableres med andre ord en legal screening, som led i et ønske fra domstolenes side om kun at beskæftige sig med den meget beskedne del af de latente sager, som kan forudses ikke allerede at være afdækket af det kendte paradigme for kendelser, og hvor elementerne indeholder særligt følsomme variable, som kan forudses at tilpasse eller ændre retspraksis.
Det siger sig selv, at for juristerne som branche er denne udvikling meget uheldig. En lang række af de erhvervskunder, der har skabt basis for vedvarende vækst i branchen, gennemfører præliminær ”legal screening” af aftaler og engagementer, og det forhold, at denne screening og heraf følgende aftaletilpasning lader sig forsikre uden juristers forudgående bistand eller mellemværende, bliver en betydelig del af branchens skred væk fra deltagelse i erhvervslivets hovedstrøm af beslutninger, og dermed et betydeligt tab af indtægtskilde.
Det er en af de kreative udviklingsgrupper hos et af de store forsikringsselskaber, der bliver begyndelsen på enden for juristerne som mega-branche.
I takt med en stadigt forøget procesvolumen ved domstolene udvikler et forsikringsselskab en valideringsmodel af enhver juridisk risiko og introducerer som den første en ”case-by-case” forsikringsmodel for dækning af det juridiske ansvar i stedet for tidligere tids ”lump sum” ansvarsforsikringer.
Ved brug af intelligente software agenter og brug af de nyudviklede supercomputere lykkes det på baggrund af en lang række definerede variable, hentet fra softwareprogrammer, der er udviklet til forfining af skaktræk, at fastsætte determinanter i alle de sager, der afgøres ved domstolene. Og dermed at sætte en standard for hver enkelt komponents risiko for at føre til et ansvar, og en beregning af det akkumulerede ansvar ved måling på en sum af komponenter i et givent problemkompleks.
Det udviklede program legal read anvendes herefter på analyse og fastlæggelse af den juridiske risiko ved en transaktion bestående af en række kendte komponenter, og programmet stiller krav til kunden om tilpasninger og tilretninger, der tillader forsikring af risikoen. Og dermed fastlægger et niveau, hvor der ikke er nogen signifikant risiko, og et aftalegrundlag, der ikke har nogen sandsynlig procesrisiko.
Ved introduktionen af ”legal read” bliver det første resultat, at en meget lang række af transaktioner alene afsluttes ved reference til matrixpunkter i det juridiske problemkompleks, som er kortlagt af programmet. For de enkelte aktionspunkter genereres forskellige variable, elektroniske forslag til formuleringer, der tillader aftaleparterne at vælge og tilpasse til egne behov. Mulighederne er omfattende og dækker en så betydelig reference af tidligere aftaler og disses efterfølgende modifikation som følge af verserende processer og ”case law”, at 99 % af alle aftaler kan indpasses i disse modeller. Det er juristernes egen procesvolumen over tid, der med andre ord skaber det grundlag, der bliver processernes eget opløsningsgrundlag.
Specielt nævneværdigt om denne udvikling i tidligere tid er, at flere dommere og domstole foretager præliminær virkelighedskontrol af forestående processer og sager over det samme system, og hvis systemet angiver, at det pågældende forhold ikke bryder mod det paradigme, der er for kendelser med en signifikant usikkerhed eller overskridelse, så afvises disse sager umiddelbart fra domstolene. Der etableres med andre ord en legal screening, som led i et ønske fra domstolenes side om kun at beskæftige sig med den meget beskedne del af de latente sager, som kan forudses ikke allerede at være afdækket af det kendte paradigme for kendelser, og hvor elementerne indeholder særligt følsomme variable, som kan forudses at tilpasse eller ændre retspraksis.
Det siger sig selv, at for juristerne som branche er denne udvikling meget uheldig. En lang række af de erhvervskunder, der har skabt basis for vedvarende vækst i branchen, gennemfører præliminær ”legal screening” af aftaler og engagementer, og det forhold, at denne screening og heraf følgende aftaletilpasning lader sig forsikre uden juristers forudgående bistand eller mellemværende, bliver en betydelig del af branchens skred væk fra deltagelse i erhvervslivets hovedstrøm af beslutninger, og dermed et betydeligt tab af indtægtskilde.