Reading Piece #114 - Juridisk Inferno

Mens højtuddannede akademikere indenfor sundhedsvæsenet skaber en helt ny platform for deres virke, så står andre akademiske serviceerhverv overfor anderledes udfordringer.

Op igennem tidligere tid fandt en udvikling sted, hvor især jurister formåede at etablere en sådan kompleksitet og omstændelighed omkring deres eget virke, at deres blotte eksistens sikrede selvbeskæftigelse.
En aparte situation udviklede sig igennem en kortere årrække, hvor samfundets stadigt større behov for regelsætning stillede stadigt større og mere ufremkommelige krav til erhvervs- og forretningsliv.

Dette fantastiske kredsløb blev næret af den omstændighed, at jurister også indtog en central plads indenfor den politiske magtstruktur, således at de her kunne udarbejde endnu flere regler og krav, som andre jurister så kunne vejlede i brugen af. Med ord, pennestrøg og andre finurligheder skabtes et selvsupplerende kredsløb for selvbeskæftigelse for en hel sektor af akademisk uddannede.

Det er en særegen situation, at en hel branche kan finansiere sin eksistens på trods af de ideelle behov, der er hos de kunder, der finansierer den.
Den samlede branche er imidlertid ikke ubetydelig, set i den samlede samfundsøkonomi.
Et andet forhold er, at omkostningen til juridisk rygdækning er mindre end de tab, man står overfor, hvis man ikke har den.

Den kraftige udvikling i brugen af disse juridiske tjenesteydelser finder sted samtidig med, at institutionalisering af erhvervslivet udvikler sig voldsomt. Det er en både naturlig og forudseelig konsekvens, at for et ledelsesapparat, der lever under et mantra om, at man hellere skal være en del af en kollektiv fejlbeslutning, end stå alene med ansvaret for en god beslutning, da er brugen af juridisk rygdækning en universalforsikring mod kritik.
Der er tale om en kædereaktion. Brug af juridisk rygdækning et sted udløser samme behov alle andre steder.

Det bliver pudsigt nok ingen udefra kommende faktorer, indgreb, beslutning eller andet, der opløser dette alkymistiske regelhelvede. Det bliver pudsigt nok branchen selv, der udløser selvopløsningen. På grænsen til ny tid passeres den kritiske masse, hvor der ikke længere er en målelig fordel ved at anvende juridisk bistand i forhold til ikke at gøre det.
Mens højtuddannede akademikere indenfor sundhedsvæsenet skaber en helt ny platform for deres virke, så står andre akademiske serviceerhverv overfor anderledes udfordringer.

Op igennem tidligere tid fandt en udvikling sted, hvor især jurister formåede at etablere en sådan kompleksitet og omstændelighed omkring deres eget virke, at deres blotte eksistens sikrede selvbeskæftigelse.
En aparte situation udviklede sig igennem en kortere årrække, hvor samfundets stadigt større behov for regelsætning stillede stadigt større og mere ufremkommelige krav til erhvervs- og forretningsliv.

Dette fantastiske kredsløb blev næret af den omstændighed, at jurister også indtog en central plads indenfor den politiske magtstruktur, således at de her kunne udarbejde endnu flere regler og krav, som andre jurister så kunne vejlede i brugen af. Med ord, pennestrøg og andre finurligheder skabtes et selvsupplerende kredsløb for selvbeskæftigelse for en hel sektor af akademisk uddannede.

Det er en særegen situation, at en hel branche kan finansiere sin eksistens på trods af de ideelle behov, der er hos de kunder, der finansierer den.
Den samlede branche er imidlertid ikke ubetydelig, set i den samlede samfundsøkonomi.
Et andet forhold er, at omkostningen til juridisk rygdækning er mindre end de tab, man står overfor, hvis man ikke har den.

Den kraftige udvikling i brugen af disse juridiske tjenesteydelser finder sted samtidig med, at institutionalisering af erhvervslivet udvikler sig voldsomt. Det er en både naturlig og forudseelig konsekvens, at for et ledelsesapparat, der lever under et mantra om, at man hellere skal være en del af en kollektiv fejlbeslutning, end stå alene med ansvaret for en god beslutning, da er brugen af juridisk rygdækning en universalforsikring mod kritik.
Der er tale om en kædereaktion. Brug af juridisk rygdækning et sted udløser samme behov alle andre steder.

Det bliver pudsigt nok ingen udefra kommende faktorer, indgreb, beslutning eller andet, der opløser dette alkymistiske regelhelvede. Det bliver pudsigt nok branchen selv, der udløser selvopløsningen. På grænsen til ny tid passeres den kritiske masse, hvor der ikke længere er en målelig fordel ved at anvende juridisk bistand i forhold til ikke at gøre det.
Mens højtuddannede akademikere indenfor sundhedsvæsenet skaber en helt ny platform for deres virke, så står andre akademiske serviceerhverv overfor anderledes udfordringer.

Op igennem tidligere tid fandt en udvikling sted, hvor især jurister formåede at etablere en sådan kompleksitet og omstændelighed omkring deres eget virke, at deres blotte eksistens sikrede selvbeskæftigelse.
En aparte situation udviklede sig igennem en kortere årrække, hvor samfundets stadigt større behov for regelsætning stillede stadigt større og mere ufremkommelige krav til erhvervs- og forretningsliv.

Dette fantastiske kredsløb blev næret af den omstændighed, at jurister også indtog en central plads indenfor den politiske magtstruktur, således at de her kunne udarbejde endnu flere regler og krav, som andre jurister så kunne vejlede i brugen af. Med ord, pennestrøg og andre finurligheder skabtes et selvsupplerende kredsløb for selvbeskæftigelse for en hel sektor af akademisk uddannede.

Det er en særegen situation, at en hel branche kan finansiere sin eksistens på trods af de ideelle behov, der er hos de kunder, der finansierer den.
Den samlede branche er imidlertid ikke ubetydelig, set i den samlede samfundsøkonomi.
Et andet forhold er, at omkostningen til juridisk rygdækning er mindre end de tab, man står overfor, hvis man ikke har den.

Den kraftige udvikling i brugen af disse juridiske tjenesteydelser finder sted samtidig med, at institutionalisering af erhvervslivet udvikler sig voldsomt. Det er en både naturlig og forudseelig konsekvens, at for et ledelsesapparat, der lever under et mantra om, at man hellere skal være en del af en kollektiv fejlbeslutning, end stå alene med ansvaret for en god beslutning, da er brugen af juridisk rygdækning en universalforsikring mod kritik.
Der er tale om en kædereaktion. Brug af juridisk rygdækning et sted udløser samme behov alle andre steder.

Det bliver pudsigt nok ingen udefra kommende faktorer, indgreb, beslutning eller andet, der opløser dette alkymistiske regelhelvede. Det bliver pudsigt nok branchen selv, der udløser selvopløsningen. På grænsen til ny tid passeres den kritiske masse, hvor der ikke længere er en målelig fordel ved at anvende juridisk bistand i forhold til ikke at gøre det.