Op igennem tidligere tid fandt en udvikling sted, hvor især jurister formåede at etablere en sådan kompleksitet og omstændelighed omkring deres eget virke, at deres blotte eksistens sikrede selvbeskæftigelse. Dette fantastiske kredsløb blev næret af den omstændighed, at jurister også indtog en central plads indenfor den politiske magtstruktur, således at de her kunne udarbejde endnu flere regler og krav, som andre jurister så kunne vejlede i brugen af. Og af den omstændighed, at omkostningen til juridisk rygdækning er mindre end de tab man står overfor, hvis man ikke har den.
Det bliver pudsigt nok ingen udefra kommende faktorer, der opløser dette alkymistiske regelhelvede. Det bliver branchen selv, der udløser selvopløsningen. På grænsen til ny tid passeres den kritiske masse, hvor der ikke længere er en målelig fordel ved at anvende juridisk bistand i forhold til ikke at gøre det.