Mens det var et udbredt fænomen langt frem i tidligere tid, at man ikke sjældent så ægtepar drive forretning sammen, så er dette fænomen så godt som uddødt i ny tid. Langt den største del af forklaringen skal søges i det forhold, at hele den gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende, som i tidligere tid især var hyppigt repræsenteret indenfor detailhandel, butiksdrift og direkte kundesalg, er så godt som elimineret af helt nye adfærdsmønstre blandt kunderne og nye rutiner for bestilling og genbestilling af varer og tjenesteydelser.
Selvfølgelig finder der også i ny tid direkte indkøb sted i detailhandlen, men vi ved, at dette er mere lejlighedsvist, specialiseret og nichebetonet, og indenfor områder, hvor selve det at købe ind er en del af livskvaliteten.
Mange detailkøb er rettet mod områder, der kun er marginale i forhold til bredden af detailhandel i tidligere tid, og i de tilfælde, hvor der handles i den fysiske virkelighed, er de fleste detailudsalg tilsluttede egentlige kæder, der typisk også har elektroniske handels- og leveringsoptioner.
Driften af denne type tilbud finder derfor sjældent sted for egentlig privatøkonomisk risiko og i de sjældne tilfælde, hvor det forekommer, ses det typisk kun indenfor specialiserede udbydere af design-, tilbehørs-, mode-, skønheds- og sundhedsprodukter. Der arbejdes i flere kapitalkæder med en "franchise"-model, men da det materielle resultat af arbejde er aftaget som primær motivator, må også denne type af motivationsfremmende driftmodeller se deres effektivitet forringet.
Helt overordnet er problemet i ny tid, at den fysiske binding i tid og rum til det at fortage et fysisk varesalg, af de fleste medarbejdere betragtes som lavkvalitetsarbejdspladser, hvorfor det mere er den yngre del af befolkningen, der kan motiveres for en periode.
Det andet område, hvor enkelte individer eller f.eks. ægtepar drev virksomhed i tidligere tid, var indenfor et utal af mere håndværksprægede fag, visse serviceområder og som repræsentanter eller forhandlere for egentlige producenter og ”brandowners”.
Det, at være repræsentant for en anden, lave handel eller forhandling for en anden, er alt sammen væk i ny tid. Hovedregelen er, at der forhandles, ekspederes eller sælges mindst muligt i den fysiske virkeligheds ”detailforretninger”, og når der forhandles, er det som overvejende hovedregel igennem ”brandowners” egne kæder, eller distributørers præsentationsenheder, der er fysiske tilstedeværelser som overbygning på en effektiv og volumentung digital bestillings- og leveringsoption.
Ingen kan drive forretning alene baseret på det konkurrenceforhold, at man har en bedre fysisk tilstedeværelse, beliggenhed eller ”adresse” end andre. Fysisk begrænsning for distribution eksisterer ikke i ny tid. Og man kan endnu mindre skabe værditilvækst alene i kraft af en placering eller tilstedeværelse.
Indenfor visse serviceområder så man også i tidligere tid, at mange drev egen virksomhed. Indenfor sundhedspleje, rådgivning og skønhedspleje så man store mængder af ”selvstændige erhvervsdrivende” indenfor alt lige fra frisører til advokater og tandlæger. Man talte om de såkaldte liberale erhverv, og det var ikke sjældent, at man ikke bare kunne opretholde tilværelsen, men endda var betydeligt bedre stillet end mange af de funktionærer, som man kunne sammenligne sig med.
De beskæftigelsesplatforme, der fandtes indenfor disse liberale erhverv bliver brudt op, dels som følge af helt nye måder at løse opgaverne på, dels som resultat af ny tids forandrede servicekrav.
Mens det var et udbredt fænomen langt frem i tidligere tid, at man ikke sjældent så ægtepar drive forretning sammen, så er dette fænomen så godt som uddødt i ny tid. Langt den største del af forklaringen skal søges i det forhold, at hele den gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende, som i tidligere tid især var hyppigt repræsenteret indenfor detailhandel, butiksdrift og direkte kundesalg, er så godt som elimineret af helt nye adfærdsmønstre blandt kunderne og nye rutiner for bestilling og genbestilling af varer og tjenesteydelser.
Selvfølgelig finder der også i ny tid direkte indkøb sted i detailhandlen, men vi ved, at dette er mere lejlighedsvist, specialiseret og nichebetonet, og indenfor områder, hvor selve det at købe ind er en del af livskvaliteten.
Mange detailkøb er rettet mod områder, der kun er marginale i forhold til bredden af detailhandel i tidligere tid, og i de tilfælde, hvor der handles i den fysiske virkelighed, er de fleste detailudsalg tilsluttede egentlige kæder, der typisk også har elektroniske handels- og leveringsoptioner.
Driften af denne type tilbud finder derfor sjældent sted for egentlig privatøkonomisk risiko og i de sjældne tilfælde, hvor det forekommer, ses det typisk kun indenfor specialiserede udbydere af design-, tilbehørs-, mode-, skønheds- og sundhedsprodukter. Der arbejdes i flere kapitalkæder med en "franchise"-model, men da det materielle resultat af arbejde er aftaget som primær motivator, må også denne type af motivationsfremmende driftmodeller se deres effektivitet forringet.
Helt overordnet er problemet i ny tid, at den fysiske binding i tid og rum til det at fortage et fysisk varesalg, af de fleste medarbejdere betragtes som lavkvalitetsarbejdspladser, hvorfor det mere er den yngre del af befolkningen, der kan motiveres for en periode.
Det andet område, hvor enkelte individer eller f.eks. ægtepar drev virksomhed i tidligere tid, var indenfor et utal af mere håndværksprægede fag, visse serviceområder og som repræsentanter eller forhandlere for egentlige producenter og ”brandowners”.
Det, at være repræsentant for en anden, lave handel eller forhandling for en anden, er alt sammen væk i ny tid. Hovedregelen er, at der forhandles, ekspederes eller sælges mindst muligt i den fysiske virkeligheds ”detailforretninger”, og når der forhandles, er det som overvejende hovedregel igennem ”brandowners” egne kæder, eller distributørers præsentationsenheder, der er fysiske tilstedeværelser som overbygning på en effektiv og volumentung digital bestillings- og leveringsoption.
Ingen kan drive forretning alene baseret på det konkurrenceforhold, at man har en bedre fysisk tilstedeværelse, beliggenhed eller ”adresse” end andre. Fysisk begrænsning for distribution eksisterer ikke i ny tid. Og man kan endnu mindre skabe værditilvækst alene i kraft af en placering eller tilstedeværelse.
Indenfor visse serviceområder så man også i tidligere tid, at mange drev egen virksomhed. Indenfor sundhedspleje, rådgivning og skønhedspleje så man store mængder af ”selvstændige erhvervsdrivende” indenfor alt lige fra frisører til advokater og tandlæger. Man talte om de såkaldte liberale erhverv, og det var ikke sjældent, at man ikke bare kunne opretholde tilværelsen, men endda var betydeligt bedre stillet end mange af de funktionærer, som man kunne sammenligne sig med.
De beskæftigelsesplatforme, der fandtes indenfor disse liberale erhverv bliver brudt op, dels som følge af helt nye måder at løse opgaverne på, dels som resultat af ny tids forandrede servicekrav.