Debat om

Reading Piece #110 - Kreativ nyudvikling understøttes

Det bemærkelsesværdige er, at denne udvikling ikke reducerer, eliminerer, fjerner eller ødelægger udviklingsevnen i samfundet. Og heller ikke blandt de enkelte individer. Det finder stadig sted, og det individuelle kreative bidrag er stadig af afgørende økonomisk betydning.
Det er dermed ikke evnen til at sikre nyudvikling og kreative processer, der reduceres, men udelukkende formen, hvorunder det finder sted.
Mens man i tidligere tid så mange udviklere starte ”deres egen” virksomhed, så har man i ny tid for længst opgivet denne form. Den er allerede i tidligere tid gradvist elimineret og set som en utroligt ineffektiv måde at skabe ny økonomisk vækst på. Både som en erkendelse blandt virksomhederne selv, men også blandt udviklerne indbyrdes. I ny tid er noget af det, som betales højst, netop kreativt talent og den menneskelige evne til at skabe ny udvikling, der modvirker stagnation og produktmæssig degeneration i udbuddet af varer og serviceydelser.
I ny tid er det imidlertid som projektudviklere og kreative udviklere for makroproducenterne, de store fysiske distributionsnet, de digitale indholdsleverandører og de globalt integrerede serviceleverandører, at denne type af tidligere tids virksomhedsstartere, innovatorer og entreprenører finder deres beskæftigelse og tilknytning. Det er ikke stillinger, ”man søger”. Men stillinger, man får tilbudt. Tilbuddene går til dem, der i forskellige sammenhænge, i relation til offentlige forskningscentre eller som dele af udviklingsmiljøer i visse sociale net, identificeres af de virksomheder, som har evnen til at bringe produkter til et marked og evnen til at sikre et salg. Dem, hvis kanal i sig selv er en garanti for salg og placering af et nyt produkt, dem, der repræsenterer det brand, som er opstået i forbrugernes bevidsthed, og til hvem forbrugeren har uddelegeret facilitering og moderering af deres planlægning og indkøb.

Fødekæden er derfor på mange måder intakt med tidligere tid, dog med den væsentlige forandring, at hvor man i tidligere tid så udviklingstider på hele tiår for nye virksomheder og forretningsideer, så indfases udviklingen i ny tid pro-aktivt fra de eksisterende virksomheders side. Virksomhedernes evne til at identificere den kreative kompetence udvikles i en sådan grad, at de store makroproducenter driver hele ”udviklingsuniverser”, hvor enkeltindivider indsluses, før de typisk har udviklet noget som helst. Det bliver mere processer, der resulterer i ny udvikling, og det er deltagerne i disse processer, der er af stor værdi, mere end det er et forsøg på at finde den, der udvikler det enkelte. Man kan nærmest sige, at kompleksiteten i udviklingsbehovet gør det stadigt mere usandsynligt, sjældent og endda uønskeligt, at udviklingen opstår som en proces hos et enkelt menneske. De store virksomheder kan hurtigere rette udviklingsarbejdet ind mod deres faktiske behov ved at arbejde med grupper af kreative udviklere, der ved gensidig påvirkning understøtter udviklingsprocesserne. Den ny tids virksomheder kæmper imellem hinanden for at sikre sig adgangen til, og samarbejdet med, den ny tids kreative udviklere, produktskabere og de få, der fremkommer netop med den bestanddel, der kan skabe nye paradigmeskift og kvantespring fremad.

Det spørgsmål opstår herefter, om der da slet ikke findes nogle selvstændige forretnings- og erhvervsdrivende i mere klassisk forstand? Er det hele blevet kategoriseret, tilrettelagt, effektiviseret og automatiseret i en grad, så der ikke er plads til det private initiativ udenfor det sædvanlige arbejdsmarked? Og har man tabt underskoven af ”selvstændigt erhvervsdrivende"? Svaret er, at det naturligvis eksisterer alt sammen, men som så meget andet i ny tid sker det også her på en helt anden måde.

Ingen indlæg i denne debat

Det bemærkelsesværdige er, at denne udvikling ikke reducerer, eliminerer, fjerner eller ødelægger udviklingsevnen i samfundet. Og heller ikke blandt de enkelte individer. Det finder stadig sted, og det individuelle kreative bidrag er stadig af afgørende økonomisk betydning.
Det er dermed ikke evnen til at sikre nyudvikling og kreative processer, der reduceres, men udelukkende formen, hvorunder det finder sted.
Mens man i tidligere tid så mange udviklere starte ”deres egen” virksomhed, så har man i ny tid for længst opgivet denne form. Den er allerede i tidligere tid gradvist elimineret og set som en utroligt ineffektiv måde at skabe ny økonomisk vækst på. Både som en erkendelse blandt virksomhederne selv, men også blandt udviklerne indbyrdes. I ny tid er noget af det, som betales højst, netop kreativt talent og den menneskelige evne til at skabe ny udvikling, der modvirker stagnation og produktmæssig degeneration i udbuddet af varer og serviceydelser.
I ny tid er det imidlertid som projektudviklere og kreative udviklere for makroproducenterne, de store fysiske distributionsnet, de digitale indholdsleverandører og de globalt integrerede serviceleverandører, at denne type af tidligere tids virksomhedsstartere, innovatorer og entreprenører finder deres beskæftigelse og tilknytning. Det er ikke stillinger, ”man søger”. Men stillinger, man får tilbudt. Tilbuddene går til dem, der i forskellige sammenhænge, i relation til offentlige forskningscentre eller som dele af udviklingsmiljøer i visse sociale net, identificeres af de virksomheder, som har evnen til at bringe produkter til et marked og evnen til at sikre et salg. Dem, hvis kanal i sig selv er en garanti for salg og placering af et nyt produkt, dem, der repræsenterer det brand, som er opstået i forbrugernes bevidsthed, og til hvem forbrugeren har uddelegeret facilitering og moderering af deres planlægning og indkøb.

Fødekæden er derfor på mange måder intakt med tidligere tid, dog med den væsentlige forandring, at hvor man i tidligere tid så udviklingstider på hele tiår for nye virksomheder og forretningsideer, så indfases udviklingen i ny tid pro-aktivt fra de eksisterende virksomheders side. Virksomhedernes evne til at identificere den kreative kompetence udvikles i en sådan grad, at de store makroproducenter driver hele ”udviklingsuniverser”, hvor enkeltindivider indsluses, før de typisk har udviklet noget som helst. Det bliver mere processer, der resulterer i ny udvikling, og det er deltagerne i disse processer, der er af stor værdi, mere end det er et forsøg på at finde den, der udvikler det enkelte. Man kan nærmest sige, at kompleksiteten i udviklingsbehovet gør det stadigt mere usandsynligt, sjældent og endda uønskeligt, at udviklingen opstår som en proces hos et enkelt menneske. De store virksomheder kan hurtigere rette udviklingsarbejdet ind mod deres faktiske behov ved at arbejde med grupper af kreative udviklere, der ved gensidig påvirkning understøtter udviklingsprocesserne. Den ny tids virksomheder kæmper imellem hinanden for at sikre sig adgangen til, og samarbejdet med, den ny tids kreative udviklere, produktskabere og de få, der fremkommer netop med den bestanddel, der kan skabe nye paradigmeskift og kvantespring fremad.

Det spørgsmål opstår herefter, om der da slet ikke findes nogle selvstændige forretnings- og erhvervsdrivende i mere klassisk forstand? Er det hele blevet kategoriseret, tilrettelagt, effektiviseret og automatiseret i en grad, så der ikke er plads til det private initiativ udenfor det sædvanlige arbejdsmarked? Og har man tabt underskoven af ”selvstændigt erhvervsdrivende"? Svaret er, at det naturligvis eksisterer alt sammen, men som så meget andet i ny tid sker det også her på en helt anden måde.