Reading Piece #11 - Kompenserende livstidsindkomst

Det bliver den "indfangede arbejdskraft", som bliver den politiske trækkraft i formuleringen af krav til kompenserende livstidsindkomst, der kræves som modydelse for den lavere livskvalitet.
For dem der er "indfanget" vil den sociale standard, målt traditionelt ud fra materielt velfærd, ikke være meget anderledes end hvad befolkningen indenfor hovedgrupperne kan forvente. Der vil ovenikøbet blive tale om, at netop arbejdssituationen vil tillade højere krav til direkte kompensation for den arbejdstid der stilles til rådighed. Derved tillades livstidsindkomsten hurtigere akkumuleret for en befolkningsgruppe, der til gengæld ikke får den luksus at kunne sprede livskvaliteten over det aktive liv, men må have den "til gode" til et senere tidspunkt.
Summen af livskvalitet, der sikres de enkelte faggrupper, forsøges politisk holdt som en konstant, men fordelingen af den over tid giver forskelle, som selv ny tid ikke kan ændre på. Opnåede livstidsindkomster i en tidlig alder medfører endvidere, at der blandt denne gruppe af medarbejdere sker en hurtig anvendelse af valgt arbejdsfrihed.

Valgt arbejdsfrihed bliver en af de mest betydningsfulde forandringer i måden denne medarbejdergruppe af fortrinsvis offentligt ansatte tilrettelægger deres liv på.
Summen af den indsats, der skal til at tilvejebringe en livsindkomst, vil være en konstant imellem langt de fleste befolkningsgrupper. Den generelle velfærd, overtagelse af opsparede formuegoder i familien og indtjeningsevnen i befolkningsgrupper, der laver hvad mange andre ser som lavkvalitetsarbejde, vil medføre en betydelig udjævning i livsindkomsterne.
Den vedligeholdelsesindkomst der skal til for at understøtte den generelt accepterede materielle levestandard, vil være relativt ens, og i højere grad påvirket af den enkeltes vilje til at påtage sig bestemte frihedsbegrænsende opgaver, end påvirket af branchemæssigt tilhørsforhold. I ny tid, bliver alle – der står til rådighed for arbejdsmarkedet – i realiteten højtlønnede.

I anerkendelsen af, at summen af indsats skal tilvejebringe tilnærmelsesvist samme livsindkomst, ligger svaret i de løsninger, som de udsatte befolkningsgrupper kræver gennemført. Som den pris, der skal betales for at visse befolkningsgrupper underlægger sig arbejdsbetingelser, der kompromitterer friheds- og kvalitetsidealerne.
Ved udnyttelsen af valgt arbejdsfrihed vil medarbejdere indenfor erhverv der kompromitterer kvalitetsidealerne, opbygge et materielt beredskab, der tillader tidlig tilbagetrækning fra det aktive, professionelle liv. Gennem særlige brancherelaterede opsparings- og pensionsordninger, forsikringssystemer og offentlige tilskud, vil hele lønmodtagergrupper blive tilsikret akkumulation af deres livsindkomst på et tidligere tidspunkt, end andre befolkningsgrupper vil være i stand til.

Det bliver ikke den samlede mængde af indkomst, eller samlet adgang til opfyldelse af kvalitetsidealerne, der adskiller sig befolkningsgrupperne imellem, men snarere den tidsmæssige fordeling heraf. I samfundsøkonomisk sammenhæng medfører dette, at de brancher, der ikke kan konkurrere på den ny tids krav om opfyldelse af kvalitetsidealerne, i stedet tvinges til at afsætte større ressourcer til at sikre deres medarbejderes tidligere udtræden af det aktive arbejdsliv. Og på en sådan vis at det tillader uforandret materiel levestand. Der bliver tale om, at hele befolkningsgrupper hæver det man betegner som deres velfærdsdividende. Den kommer til udbetaling ved, at virksomheder og samfund økonomisk muliggør valgt arbejdsfrihed på et tidspunkt, der ligger tidligere end hvad der gælder for det øvrige arbejdsmarked.
Virksomheder og offentlig produktion af serviceydelser, der ikke kan frigøres fra bindinger til rum og tid, kommer dermed til at betale for den manglende arbejdskvalitet, der tilbydes deres medarbejdere. En omstændighed, der repræsenterer et pres på kapacitetsomkostningerne i den offentlige økonomi og provokerer en omlægning af denne.

For samfundet som sådan bliver den valgte arbejdsfrihed et problem for sikringen af arbejdskraftressourcer i en økonomi, der i forvejen lider af flaskehalsproblemer. En udviklingstendens, der på sin egen vis baner vejen for fornyede politikker, global velstandsudligning og politiske reformer for at sikre inddragelse af befolkningsressourcer overalt hvor de findes, for at vedligeholde det velstandsniveau, som er en forudsætning for, at der kan leves i samklang med kvalitetskravene i ny tid.

Hvor tidligere tids sociale forskelle havde afsæt i forskellige materielle udgangspunkter, ser man i ny tid, at en proletarisering griber om sig blandt materielt velstillede befolkningsgrupper, der kompenseres stadigt højere for at leve på kompromis med kvalitetsidealerne i deres aktive arbejdsliv.
Det bliver den "indfangede arbejdskraft", som bliver den politiske trækkraft i formuleringen af krav til kompenserende livstidsindkomst, der kræves som modydelse for den lavere livskvalitet.
For dem der er "indfanget" vil den sociale standard, målt traditionelt ud fra materielt velfærd, ikke være meget anderledes end hvad befolkningen indenfor hovedgrupperne kan forvente. Der vil ovenikøbet blive tale om, at netop arbejdssituationen vil tillade højere krav til direkte kompensation for den arbejdstid der stilles til rådighed. Derved tillades livstidsindkomsten hurtigere akkumuleret for en befolkningsgruppe, der til gengæld ikke får den luksus at kunne sprede livskvaliteten over det aktive liv, men må have den "til gode" til et senere tidspunkt.
Summen af livskvalitet, der sikres de enkelte faggrupper, forsøges politisk holdt som en konstant, men fordelingen af den over tid giver forskelle, som selv ny tid ikke kan ændre på. Opnåede livstidsindkomster i en tidlig alder medfører endvidere, at der blandt denne gruppe af medarbejdere sker en hurtig anvendelse af valgt arbejdsfrihed.

Valgt arbejdsfrihed bliver en af de mest betydningsfulde forandringer i måden denne medarbejdergruppe af fortrinsvis offentligt ansatte tilrettelægger deres liv på.
Summen af den indsats, der skal til at tilvejebringe en livsindkomst, vil være en konstant imellem langt de fleste befolkningsgrupper. Den generelle velfærd, overtagelse af opsparede formuegoder i familien og indtjeningsevnen i befolkningsgrupper, der laver hvad mange andre ser som lavkvalitetsarbejde, vil medføre en betydelig udjævning i livsindkomsterne.
Den vedligeholdelsesindkomst der skal til for at understøtte den generelt accepterede materielle levestandard, vil være relativt ens, og i højere grad påvirket af den enkeltes vilje til at påtage sig bestemte frihedsbegrænsende opgaver, end påvirket af branchemæssigt tilhørsforhold. I ny tid, bliver alle – der står til rådighed for arbejdsmarkedet – i realiteten højtlønnede.

I anerkendelsen af, at summen af indsats skal tilvejebringe tilnærmelsesvist samme livsindkomst, ligger svaret i de løsninger, som de udsatte befolkningsgrupper kræver gennemført. Som den pris, der skal betales for at visse befolkningsgrupper underlægger sig arbejdsbetingelser, der kompromitterer friheds- og kvalitetsidealerne.
Ved udnyttelsen af valgt arbejdsfrihed vil medarbejdere indenfor erhverv der kompromitterer kvalitetsidealerne, opbygge et materielt beredskab, der tillader tidlig tilbagetrækning fra det aktive, professionelle liv. Gennem særlige brancherelaterede opsparings- og pensionsordninger, forsikringssystemer og offentlige tilskud, vil hele lønmodtagergrupper blive tilsikret akkumulation af deres livsindkomst på et tidligere tidspunkt, end andre befolkningsgrupper vil være i stand til.

Det bliver ikke den samlede mængde af indkomst, eller samlet adgang til opfyldelse af kvalitetsidealerne, der adskiller sig befolkningsgrupperne imellem, men snarere den tidsmæssige fordeling heraf. I samfundsøkonomisk sammenhæng medfører dette, at de brancher, der ikke kan konkurrere på den ny tids krav om opfyldelse af kvalitetsidealerne, i stedet tvinges til at afsætte større ressourcer til at sikre deres medarbejderes tidligere udtræden af det aktive arbejdsliv. Og på en sådan vis at det tillader uforandret materiel levestand. Der bliver tale om, at hele befolkningsgrupper hæver det man betegner som deres velfærdsdividende. Den kommer til udbetaling ved, at virksomheder og samfund økonomisk muliggør valgt arbejdsfrihed på et tidspunkt, der ligger tidligere end hvad der gælder for det øvrige arbejdsmarked.
Virksomheder og offentlig produktion af serviceydelser, der ikke kan frigøres fra bindinger til rum og tid, kommer dermed til at betale for den manglende arbejdskvalitet, der tilbydes deres medarbejdere. En omstændighed, der repræsenterer et pres på kapacitetsomkostningerne i den offentlige økonomi og provokerer en omlægning af denne.

For samfundet som sådan bliver den valgte arbejdsfrihed et problem for sikringen af arbejdskraftressourcer i en økonomi, der i forvejen lider af flaskehalsproblemer. En udviklingstendens, der på sin egen vis baner vejen for fornyede politikker, global velstandsudligning og politiske reformer for at sikre inddragelse af befolkningsressourcer overalt hvor de findes, for at vedligeholde det velstandsniveau, som er en forudsætning for, at der kan leves i samklang med kvalitetskravene i ny tid.

Hvor tidligere tids sociale forskelle havde afsæt i forskellige materielle udgangspunkter, ser man i ny tid, at en proletarisering griber om sig blandt materielt velstillede befolkningsgrupper, der kompenseres stadigt højere for at leve på kompromis med kvalitetsidealerne i deres aktive arbejdsliv.
Det bliver den "indfangede arbejdskraft", som bliver den politiske trækkraft i formuleringen af krav til kompenserende livstidsindkomst, der kræves som modydelse for den lavere livskvalitet.
For dem der er "indfanget" vil den sociale standard, målt traditionelt ud fra materielt velfærd, ikke være meget anderledes end hvad befolkningen indenfor hovedgrupperne kan forvente. Der vil ovenikøbet blive tale om, at netop arbejdssituationen vil tillade højere krav til direkte kompensation for den arbejdstid der stilles til rådighed. Derved tillades livstidsindkomsten hurtigere akkumuleret for en befolkningsgruppe, der til gengæld ikke får den luksus at kunne sprede livskvaliteten over det aktive liv, men må have den "til gode" til et senere tidspunkt.
Summen af livskvalitet, der sikres de enkelte faggrupper, forsøges politisk holdt som en konstant, men fordelingen af den over tid giver forskelle, som selv ny tid ikke kan ændre på. Opnåede livstidsindkomster i en tidlig alder medfører endvidere, at der blandt denne gruppe af medarbejdere sker en hurtig anvendelse af valgt arbejdsfrihed.

Valgt arbejdsfrihed bliver en af de mest betydningsfulde forandringer i måden denne medarbejdergruppe af fortrinsvis offentligt ansatte tilrettelægger deres liv på.
Summen af den indsats, der skal til at tilvejebringe en livsindkomst, vil være en konstant imellem langt de fleste befolkningsgrupper. Den generelle velfærd, overtagelse af opsparede formuegoder i familien og indtjeningsevnen i befolkningsgrupper, der laver hvad mange andre ser som lavkvalitetsarbejde, vil medføre en betydelig udjævning i livsindkomsterne.
Den vedligeholdelsesindkomst der skal til for at understøtte den generelt accepterede materielle levestandard, vil være relativt ens, og i højere grad påvirket af den enkeltes vilje til at påtage sig bestemte frihedsbegrænsende opgaver, end påvirket af branchemæssigt tilhørsforhold. I ny tid, bliver alle – der står til rådighed for arbejdsmarkedet – i realiteten højtlønnede.

I anerkendelsen af, at summen af indsats skal tilvejebringe tilnærmelsesvist samme livsindkomst, ligger svaret i de løsninger, som de udsatte befolkningsgrupper kræver gennemført. Som den pris, der skal betales for at visse befolkningsgrupper underlægger sig arbejdsbetingelser, der kompromitterer friheds- og kvalitetsidealerne.
Ved udnyttelsen af valgt arbejdsfrihed vil medarbejdere indenfor erhverv der kompromitterer kvalitetsidealerne, opbygge et materielt beredskab, der tillader tidlig tilbagetrækning fra det aktive, professionelle liv. Gennem særlige brancherelaterede opsparings- og pensionsordninger, forsikringssystemer og offentlige tilskud, vil hele lønmodtagergrupper blive tilsikret akkumulation af deres livsindkomst på et tidligere tidspunkt, end andre befolkningsgrupper vil være i stand til.

Det bliver ikke den samlede mængde af indkomst, eller samlet adgang til opfyldelse af kvalitetsidealerne, der adskiller sig befolkningsgrupperne imellem, men snarere den tidsmæssige fordeling heraf. I samfundsøkonomisk sammenhæng medfører dette, at de brancher, der ikke kan konkurrere på den ny tids krav om opfyldelse af kvalitetsidealerne, i stedet tvinges til at afsætte større ressourcer til at sikre deres medarbejderes tidligere udtræden af det aktive arbejdsliv. Og på en sådan vis at det tillader uforandret materiel levestand. Der bliver tale om, at hele befolkningsgrupper hæver det man betegner som deres velfærdsdividende. Den kommer til udbetaling ved, at virksomheder og samfund økonomisk muliggør valgt arbejdsfrihed på et tidspunkt, der ligger tidligere end hvad der gælder for det øvrige arbejdsmarked.
Virksomheder og offentlig produktion af serviceydelser, der ikke kan frigøres fra bindinger til rum og tid, kommer dermed til at betale for den manglende arbejdskvalitet, der tilbydes deres medarbejdere. En omstændighed, der repræsenterer et pres på kapacitetsomkostningerne i den offentlige økonomi og provokerer en omlægning af denne.

For samfundet som sådan bliver den valgte arbejdsfrihed et problem for sikringen af arbejdskraftressourcer i en økonomi, der i forvejen lider af flaskehalsproblemer. En udviklingstendens, der på sin egen vis baner vejen for fornyede politikker, global velstandsudligning og politiske reformer for at sikre inddragelse af befolkningsressourcer overalt hvor de findes, for at vedligeholde det velstandsniveau, som er en forudsætning for, at der kan leves i samklang med kvalitetskravene i ny tid.

Hvor tidligere tids sociale forskelle havde afsæt i forskellige materielle udgangspunkter, ser man i ny tid, at en proletarisering griber om sig blandt materielt velstillede befolkningsgrupper, der kompenseres stadigt højere for at leve på kompromis med kvalitetsidealerne i deres aktive arbejdsliv.