Reading Piece #109 - Nye distributionsformer

Dagligdagens fødevarer leveres via de elektroniske ordre- og genordresystemer, og hvis man skal bruge en skjorte, sker det typisk også ved en simpel genindlæsning og genbestilling af den type, man tidligere har anvendt. Om end i nye styles og kvaliteter, men leveret direkte til forbrugerne.
Også en lang række investeringsprægede forbrugsgoder til de private husholdninger som f.eks. køkkenudstyr, maskiner, haveudstyr osv. er flyttet fra det direkte forbrugsvalg til indirekte leverancer, automatisk ombytning og ubemærket salg.
I langt de fleste nybyggede huse og lejligheder i ny tid er hele applikationssiden indbygget i en servicekontrakt, der blot vedligeholdes. Man køber ikke en ”vaskemaskine”, men man køber adgangen til ”at vaske tøj”. Hvilket er to forskellige ting. Man køber adgangen som hardware eller kombineret med en serviceløsning på toppen, hvor en servicepakke også tilbyder løsningen af det praktiske arbejde, der er forbundet med at bruge f.eks. ”vaskemaskinen”. Ingen gider købe en vaskemaskine, bekymre sig med valg, installation og opsætning, og slet ikke vedligeholdelse og udskiftning. Man gider i det hele taget ikke bekymre sig om at vaske, hvis man kan undgå det. Der er derfor ikke et forbrugervalg af vaskemaskiner, men alene producenter, der leverer vaskemaskiner som del af f.eks. nybyggerier, eller salg af en samlet servicepakke, og dermed som en del af en integreret serviceløsning.
Det samme gælder indenfor lyd, transmission og billede. Disse former er under løbende forandring og forbedring, og her er de fysiske adgangsveje til den digitale distribution ”bundlet” sammen i en enkelt leverance fra de digitale indholdsleverandører og ejere af de digitale transmissionsnet. De fysiske udstyr er blot et medium til at levere det gentagne salg af de indholdsprodukter, der flyder igennem det.

Det er ved forståelsen af disse ændrede adfærdsmønstre, at man til fulde kan indse, at det at sælge varer eller invsteringsgoder til de private husstande bliver mere indirekte, ubemærket og automatisk. Det gør betalingen til gengæld også. Men i denne virkelighed kan man hurtigt forudse, at uanset talent, ide, udviklingsplatform eller nyskabelse, så bliver det virkelige problem at blive en del af det virkelige økonomiske kredsløb. Og for at blive det, må man blive en del af noget andet.
Dagligdagens fødevarer leveres via de elektroniske ordre- og genordresystemer, og hvis man skal bruge en skjorte, sker det typisk også ved en simpel genindlæsning og genbestilling af den type, man tidligere har anvendt. Om end i nye styles og kvaliteter, men leveret direkte til forbrugerne.
Også en lang række investeringsprægede forbrugsgoder til de private husholdninger som f.eks. køkkenudstyr, maskiner, haveudstyr osv. er flyttet fra det direkte forbrugsvalg til indirekte leverancer, automatisk ombytning og ubemærket salg.
I langt de fleste nybyggede huse og lejligheder i ny tid er hele applikationssiden indbygget i en servicekontrakt, der blot vedligeholdes. Man køber ikke en ”vaskemaskine”, men man køber adgangen til ”at vaske tøj”. Hvilket er to forskellige ting. Man køber adgangen som hardware eller kombineret med en serviceløsning på toppen, hvor en servicepakke også tilbyder løsningen af det praktiske arbejde, der er forbundet med at bruge f.eks. ”vaskemaskinen”. Ingen gider købe en vaskemaskine, bekymre sig med valg, installation og opsætning, og slet ikke vedligeholdelse og udskiftning. Man gider i det hele taget ikke bekymre sig om at vaske, hvis man kan undgå det. Der er derfor ikke et forbrugervalg af vaskemaskiner, men alene producenter, der leverer vaskemaskiner som del af f.eks. nybyggerier, eller salg af en samlet servicepakke, og dermed som en del af en integreret serviceløsning.
Det samme gælder indenfor lyd, transmission og billede. Disse former er under løbende forandring og forbedring, og her er de fysiske adgangsveje til den digitale distribution ”bundlet” sammen i en enkelt leverance fra de digitale indholdsleverandører og ejere af de digitale transmissionsnet. De fysiske udstyr er blot et medium til at levere det gentagne salg af de indholdsprodukter, der flyder igennem det.

Det er ved forståelsen af disse ændrede adfærdsmønstre, at man til fulde kan indse, at det at sælge varer eller invsteringsgoder til de private husstande bliver mere indirekte, ubemærket og automatisk. Det gør betalingen til gengæld også. Men i denne virkelighed kan man hurtigt forudse, at uanset talent, ide, udviklingsplatform eller nyskabelse, så bliver det virkelige problem at blive en del af det virkelige økonomiske kredsløb. Og for at blive det, må man blive en del af noget andet.
Dagligdagens fødevarer leveres via de elektroniske ordre- og genordresystemer, og hvis man skal bruge en skjorte, sker det typisk også ved en simpel genindlæsning og genbestilling af den type, man tidligere har anvendt. Om end i nye styles og kvaliteter, men leveret direkte til forbrugerne.
Også en lang række investeringsprægede forbrugsgoder til de private husholdninger som f.eks. køkkenudstyr, maskiner, haveudstyr osv. er flyttet fra det direkte forbrugsvalg til indirekte leverancer, automatisk ombytning og ubemærket salg.
I langt de fleste nybyggede huse og lejligheder i ny tid er hele applikationssiden indbygget i en servicekontrakt, der blot vedligeholdes. Man køber ikke en ”vaskemaskine”, men man køber adgangen til ”at vaske tøj”. Hvilket er to forskellige ting. Man køber adgangen som hardware eller kombineret med en serviceløsning på toppen, hvor en servicepakke også tilbyder løsningen af det praktiske arbejde, der er forbundet med at bruge f.eks. ”vaskemaskinen”. Ingen gider købe en vaskemaskine, bekymre sig med valg, installation og opsætning, og slet ikke vedligeholdelse og udskiftning. Man gider i det hele taget ikke bekymre sig om at vaske, hvis man kan undgå det. Der er derfor ikke et forbrugervalg af vaskemaskiner, men alene producenter, der leverer vaskemaskiner som del af f.eks. nybyggerier, eller salg af en samlet servicepakke, og dermed som en del af en integreret serviceløsning.
Det samme gælder indenfor lyd, transmission og billede. Disse former er under løbende forandring og forbedring, og her er de fysiske adgangsveje til den digitale distribution ”bundlet” sammen i en enkelt leverance fra de digitale indholdsleverandører og ejere af de digitale transmissionsnet. De fysiske udstyr er blot et medium til at levere det gentagne salg af de indholdsprodukter, der flyder igennem det.

Det er ved forståelsen af disse ændrede adfærdsmønstre, at man til fulde kan indse, at det at sælge varer eller invsteringsgoder til de private husstande bliver mere indirekte, ubemærket og automatisk. Det gør betalingen til gengæld også. Men i denne virkelighed kan man hurtigt forudse, at uanset talent, ide, udviklingsplatform eller nyskabelse, så bliver det virkelige problem at blive en del af det virkelige økonomiske kredsløb. Og for at blive det, må man blive en del af noget andet.